Skaber islam terrorister?

Det er Elmas Berke, der stiller det spørgsmål i en kronik i Berlingske den 14-8. Sidste gang, hun gjorde sig gældende i Berlingske med nogenlunde de samme tanker, var den 30. juni i år. Da ankede hun over en Deadline-udsendelse, hvor Martin Krasnik havde inviteret den ret rabiate engelske imam Anjem Choudary i studiet, så han fik lov at fremføre sine outrerede synspunkter. Jeg kommenterede hendes anklage den 2-7, se her. Jeg mente, hun rejste en væsentlig debat, men jeg bebrejdede hende også, at hun selv kun i ringe grad forsøgte at svare på de spørgsmål, hun fremførte. Hun kunne f.eks. nok hævde, at der ikke stod noget i koranen om stening af utro, og af den grund være meget forarget over de muslimer, der vil stene utro, men hun burde så i samme åndedrag have nævnt, at der dog stod et direkte påbud om, at en tyvs hånd skulle afhugges, hvilket jo egentlig fortjener samme forargelse. Det ”glemte” hun, og det er desværre en altfor typisk muslimsk argumentationsmåde: man tager det fra koranen, som understøtter ens synspunkter, men lader det ligge, der går imod dem.

Denne gang er hun ude efter diverse terrorister. Hendes problem er, at disse terrorister henviser til muslimske tekster som retfærdiggørelse af deres blodige handlinger. Hun siger, at der er en virkelighed, der er svær at forklare:

Nemlig, at vi per dags dato har flere terrororganisationer, der legitimerer deres brutale fremfærd ved ikke alene at kalde sig muslimer, men også ved at referere til islamiske tekster som deres drivkraft. Jeg vil heller ikke kendes ved dem, men er det så os, eller dem, der har misforstået noget?

I denne kronik er hun tilsyneladende anfægtet i sin muslimske tro i noget højere grad end i juni. Dog er det også denne gang lidt ærgerligt, at hun ikke går i dybden med sine spørgsmål. Hun kunne f.eks. undersøge, hvilke tekster det er, disse muslimske terrorister har som deres drivkraft, og så selv prøve at komme med en alternativ fortolkning af dem. Det gør hun ikke. Hun nøjes med at bede andre, mere lærde muslimer gøre arbejdet for sig.

Men noget er der alligevel sket fra juni til august. Hvor hun tidligere rettede skytset mod os andre, retter hun det nu mod sine medmuslimer, f.eks. mod Organisationen af Islamiske Lande, OIC. Nu spørger hun ikke, hvordan vi ikke-muslimer bør se på muslimerne, nu spørger hun muslimerne, hvordan de ønsker at blive set på af os.

Hvilket forhold ønsker muslimer, at ikke-muslimer skal have til islam, når terrorister gang på gang vover at råbe ”Allahu akbar”, før de skæver hovedet af eller med selvmordsbomber dræber uskyldige mennesker, uden at en mur af fredelige muslimer rejser sig op og råber NEJ?

Organisationen OIC understreger over for de vestlige medier, at de bør holde op med at kæde terrorister sammen med islam, da disse ikke repræsenterer islam. Hvor kunne jeg ønske, at de ville bruge kræfterne, hvor kræfterne kunne gøre en forskel i stedet for at diktere vestlige medier, hvad og hvordan de kan eller skal skrive, når det er egne trosfæller, der leverer materialet, som medierne skriver om.

Altså, nu er det de fredelige muslimer, der skal tage affære, nu er det ikke ”vestlige mediers” skyld. Men hvor mener hun da, at fredelige muslimer kunne bruge deres kræfter, så det kunne gøre en forskel? Det skriver hun om lidt tidligere:

Danmark har gennem historien været foregangsland på områder som demokrati, menneskerettigheder og tolerance. Det kan vi blive igen til gavn for menneskeheden på længere sigt. F.eks. har vi flere fremtrædende muslimer, der opmuntrer til fredelig sameksistens, som fremhæver og opmuntrer til dyrkelse af det spirituelle i islam. De læser, forstår og fortolker teksterne fredeligt. En fortolkning, der i den grad er brug for i verden af i dag. Kunne vi ikke investere i disse brobyggende muslimer, ved at hjælpe dem med at fremme deres fortolkning, som alternativ til den fortolkning, der for tiden præger store dele af den muslimske verden, og som misbruges på det groveste af terrororganisationer uden respekt for liv?

Det er bestemt en skøn tanke, hun her fremfører. Og det er også glædeligt at se den selvfølgelighed, hvormed hun inkluderer sig selv i det Danmark, der har været foregangsland (hvis vi nu siger, at vi har været det). Men hvor glædeligt det end er, det må vist siges kun at være det første skridt på en lang og stenet vej, en vej, oven i købet, som vi ikke véd, hvor ender.

Det gør vist Elmas Berke sig ikke klart. Hun går tilsyneladende ud fra, at det blot er et spørgsmål om at give de rette fredelige muslimer midler til at fortolke, så vil der automatisk kunne komme en fredelig islam ud af det. Og så vil disse fortolkere kunne udbrede deres fredelige fortolkning i de store dele af den muslimske verden, der er præget af vold og terror.

Men det hele er langt mere farligt, end hun er klar over, altså farligt for muslimer, farligt for hendes tro.

Godt nok spørger hun, om det er terroristerne eller de fredelige muslimer, der har misforstået de religiøse tekster. Men det er vist kun et retorisk spørgsmål. For hun synes at være fuldstændig sikker på, at en fredelig fortolkning af de muslimske tekster vil være mulig. At de faktisk foreliggende tekster skulle vende sig imod en fortolkning efter hendes ønske, den mulighed tør hun ikke se i øjnene.

Men hvis man f.eks. læser Muhammeds levnedsbeskrivelse af Ibn Ishaq, se f.eks. her, opdager man, at der minsandten forekommer mange voldshandlinger fra Muhammeds side, som man i dag som fredelig, dansk samfundsborger aldeles ikke kan acceptere. Og disse voldshandlinger kan man ikke sådan bortforklare. Der synes ikke at være nogen grænse for, hvad Muhammed kan få sig selv til at gøre. Da han først er kommet til Medina, angriber han fredelige handelskaravaner fra Mekka; han får ved snigmord flere af sine modstandere ryddet af vejen; han udøver tortur blot for at få en mand til at røbe, hvor pengene er skjult; han udrydder en hel jødisk stamme i Medina; han slutter fred med folkene i Mekka, men da det senere passer ham at bryde freden, bryder han den.

Og mærkeligst af alt: alt dette sker, ifølge ham selv og hans troende, med guddommelig billigelse. Han får hele tiden ”åbenbaringer”, der giver ham lov til at udføre alle disse uhyrligheder. Disse ”åbenbaringer” kommer ind i mellem, at han får ”åbenbaringer”, der skal regulere livet mellem de efterhånden mange muslimer, der fulgte ham. Men hvor almindelig logik ville tilsige, at hvis en lov er guddommelig, blevet til ved en åbenbaring fra Gud selv, så må den også være uforanderlig, dèr lader han hånt om al logik og tillader sig mange gange at få ”åbenbaringer”, der ophæver tidligere ”åbenbaringer”.

En sådan ændring gennemførte han, da han blev betaget af sin adoptivsøn Zayds smukke hustru Zainab. Det fortæller koranen om i sura 33,37, hvor det hedder:

Og da du sagde til ham, som Gud havde vist nåde, og som du havde vist nåde: “Behold din hustru, og frygt Gud!” og holdt skjult hos dig selv, hvad Gud ville vise åbent, idet du frygtede folk, skønt du snarere burde have frygtet Gud. Da så Zayd havde besluttet sig med hensyn til hende, lod Vi dig tage hende til hustru. For der skal ikke skal være noget til hinder for, at de troende ægter hustruer af deres adoptivsønner, når disse har besluttet sig med hensyn til dem. Guds befaling bliver udført.

Disse kryptiske ord skal forstås ud fra, hvad en hadith fortæller: En dag kom Muhammed på besøg hos sin adoptivsøn. Han var ikke hjemme, og hans hustru opvartede derfor Muhammed som den gode værtinde hun var. Derved blev Muhammed voldsomt grebet af hendes skønhed. Og da Zaid kom hjem, mærkede han nok, hvordan det var fat, og tilbød at skille sig fra Zainab. Det ville Muhammed ikke høre tale om. Men da han kom hjem, fik han en ”åbenbaring”, der gav ham lov til at ægte Zainab. Ganske vist måtte Allah så bryde en lov, han tidligere havde givet, gående ud på, at adoptivsønners hustruer var forbudt område for en muslim, men hvad gør man ikke for sin profet!

Man forstår godt, at Muhammeds yngste hustru, Aisha, engang sagde: ”Allah har travlt med at gøre dig tilpas!”

Der er altså temmelig meget, der tyder på, at Muhammed brugte/misbrugte sin ”åbenbaringsevne” på fuldstændig vilkårlig vis, at han følte sig højt hævet over alle andre mennesker, at han blæste på alt, hvad der hed anstændighed og normal omgang mellem mennesker, at han tillod sig ting, der stred mod al moral. Alligevel var der mange, der fulgte ham. For han var en glimrende hærfører, og man fik del i et stort bytte, om man var én af hans tilhængere.

Han døde i 632, efter at han havde underlagt sig hele den arabiske halvø. Men de stammer, han havde undertvunget på halvøen, var ikke til sinds at bøje sig for hans efterfølger, Abu Bakr, og i sine to år som kalif havde han nok at gøre med at få de oprørske stammer tilbage i folden. Hans efterfølger, Umar, 634-644, fik derimod held til ikke blot at overtage den arabiske halvø fra sin forgænger, men til at udvide det muslimske herredømme ganske enormt, dele af Nordafrika, Irak og Persien kom ind under halvmånen.

Og under ham kom der lidt styr på det kaos, Muhammed havde efterladt sig. Han havde jo ikke Muhammeds ”åbenbaringsevne”, og måtte derfor holde sig til de ”åbenbaringer”, Muhammed var kommet med. Det vil sige: han måtte finde ud af, hvilke koranvers man skulle rette sig efter, og hvilke man skulle regne for ophævede eller abrogerede. I hans dage begyndte det omfattende arbejde med at skabe et lovkompleks, shariaen, ud fra de mange forvirrende og forskelligartede ”åbenbaringer”, Muhammed havde fået.

Hvad angår forholdet til de kristne og til jøderne, forordnede han, at de skulle behandles som dhimmier, dvs. som andenrangsborgere: de skulle betale en særlig skat, og de skulle vise ærbødighed overfor muslimerne; de måtte ikke gifte sig med muslimske kvinder eller holde muslimske slaver, deres gudsdyrkelse blev indskrænket, og de måtte ikke missionere blandt muslimerne.

Man kan måske sige, at Umar fredeliggør det kendte koranvers, 9,29:

Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!

og lader alle de hadske koranord ude af betragtning. Resultatet blev i hvert fald, at kristne og jøder i de muslimske lande blev tålt, fik lov at dømmes efter deres egne love af deres egne biskopper eller rabbinere, men i fællessager var underlagt den muslimske hersker.

Den tradition, Umar således skabte, kan selv muslimer fra det fredelige Danmark formentlig ikke gå op imod. Så når Elmas Berke skriver:

Når den muslimske verden kan sende prædikanter til vores breddegrader, må vi også kunne sende fredelige fortolkere til deres del af verden.

så vil disse prædikanter formentlig skulle holde sig indenfor den umar’ske tradition; de kan altså ikke arbejde ud fra en vestlig statsforståelse og en vestlig forståelse af, hvilken form for fred der kan opnås.

Men spørgsmålet er så sandelig også, om det er nok til at holde volden i ave blandt alle de muslimske terrorister, hun nævner, og om sådanne terrorister i det hele taget vil bøje sig for andet end rå magt.

Og hvad skal de gøre, disse arme fredelige fortolkere, hvis det viser sig, at f.eks. terroristerne i Irak er ligeglade med Umar og hans fortolkning, men holder sig til Ibn Isaq og den helt anderledes voldsforherligelse, der ligger i hans skrift?

Nå, man må vel glæde sig over det, der måske er hovedformålet med Berkes kronik: Hun ønsker inderligt at få sine danske medmuslimer til offentligt at tage afstand fra voldshandlinger i islams navn. Måske det kunne smitte af på muslimerne i Danmark. For kunne vi blot få gjort ende på den muslimske vold i Danmark, var meget nået. Kunne vi blot få opløst de ”ungdomsbander”, der søger at få deres ghettoer gjort til ”no-go-areas”. Men overfor disse muslimske excesser skal der nok andre midler til. For der er intet, der tyder på, at disse bander retter sig efter muslimske tekster, hverken koranens eller Ibn Ishaqs.

Det kan som sagt være farligt for muslimerne at prøve at fratage terroristerne deres legitimering af volden ud fra koranen. De risikerer, at det er terroristerne, der har den rette udlægning af koranen.

Men det kan også være ”farligt” i den forstand, at de risikerer at komme til at afsky deres egen religion så meget, at de konverterer, f.eks. til kristendommen. Det er ikke nogen særlig barmhjertig straf, der venter den tyv, der føres frem for en muslimsk dommer. For i koranen hedder det (sura 5,38):

En tyv, mand eller kvinde, skal I hugge hænderne af som gengældelse for, hvad de har begået, og som et advarende eksempel fra Gud! Gud er mægtig og vis. 39: Hvis nogen omvender sig efter at have handlet uret og forbedrer sig, vil Gud tilgive ham. Gud er tilgivende og barmhjertig.

Det er pokker til tilgivelse, er det. For Gud tilgiver først, efter at hånden er hugget af. Straffen skal gennemlides, man skal forbedre sig, så først falder Guds tilgivelse.

Og barmhjertighed? Der er ikke megen barmhjertighed i denne jernhårde lovtankegang. Det er højst forståeligt, at de humane dommere i islams storhedsperiode vendte og drejede deres hjerner for at finde på juridiske undskyldninger, så de kunne undgå at dømme nogen til håndsafhugning. Men når domsretten overlades til terroristiske regimer, så kommer lovtrældommen til at herske, så læser man efter bogstaven, og så kappes der mange hænder af.

Hvor forskelligt ser ikke det ny testamente på denne sag. I Ef 4,28 hedder det:

Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det.

Altså, ikke blot er der tale om en formaning til tyven, ikke en lov til dommeren, der er også tale om, at man ser frem til, at tyven helt og holdent kan blive medlem af samfundet igen, nemlig derved, at også han kan give noget til andre.

Det er menneskelighed, det andet er umenneskeligt. Og den muslim, der giver sig til at undersøge koranen nøjere og måske af vanvare kommer til at sammenligne den med bibelen, ”risikerer” jo at blive grebet så stærkt af denne forskel, at han eller hun konverterer.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Skaber islam terrorister?

  1. Pingback: Allahs øjesten | ricardtriis

  2. Pingback: At tale ind i tiden | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s