En helt anden kultur

Her på bloggen argumenterer jeg ofte for, at muslimer har en helt anden kultur, end vi i Vesten har. Og jeg vender mig imod dem, der sådan ret ubevidst er af den opfattelse, at alle mennesker da har de samme behov og derfor må tænke nogenlunde ens. Sådanne mennesker mangler fantasi, kan ikke forestille sig andre kulturer end deres egen, vil absolut tro det bedste om vore fremmede, og mener, at man tror det bedste om dem, når man tror, de er ligesom os.

Det er de bare ikke.

I sin tid, dvs. i 2010, refererede jeg Nicolai Sennels for i sin bog Blandt kriminelle muslimer at hævde, at

I den danske kultur er det en brist, hvis man bliver vred over ingenting. I den muslimske kultur er det en brist, hvis man ikke formår at angribe sin modstander eller forsvare sin ære. Derfor har unge muslimer ofte en utrolig kort lunte, ikke mindst overfor os ikke-muslimer. De finder det helt i orden at ville tiltvinge sig respekt. De værdsætter ikke den respekt, der kommer indefra, og søger ikke at opnå den, for den forekommer ikke i den kultur, de er opdraget i, her er respekt identisk med den pseudorespekt, som man tvinges til at yde. (Se her).

Man skal måske i dag føje til, at den bog blev anledning til, at Sennels mistede sit job. Jo, for man kunne sandelig ikke tillade sig at hævde, at muslimer er anderledes, det er jo næsten det samme som at sige, at de ikke er gode nok. Nå ja, nu skrev jeg, at man ikke kunne tillade sig det, jeg kunne såmænd godt have skrevet, at man ikke kan tillade sig det, for utrolig mange mennesker tænker på samme måde i dag.

Men Naser Khader ikke.

Han fortæller i en artikel i Jyllands-Posten om, hvordan han er blevet svinet til af palæstinensere med sprogets værste skældsord, fordi han ikke mener som de om Gaza-konflikten.

De personer [blandt palæstinenserne, rr], som blander sig i den offentlige debat, bærer præg af at være ekstremt emotionelle, de lytter ikke og er nuanceresistente. De overfortolker og motivfortolker uden at undersøge, om de har ret. Det er laveste fællesnævner, der hersker, og jeg fatter ganske enkelt ikke, at nogen kan acceptere et så primitivt samtaledemokrati. (Se her).

Han mener ligefrem, at en sådan opførsel skyldes, at den demokratiske debattradition ikke er kommet ind under huden på dem. Ja, det tør svagt antydes. Og det svarer forfærdende godt til de iagttagelser, Nicolai Sennels har gjort.

Hvordan vi skal lære sådanne muslimer med en kort lunte og anderledes æresbegreber at té sig hos os i debatten på en anstændig måde, det kan vel diskuteres. Jeg vil mene, at vi må gøre det ved at få muslimerne ud af offerrollen, ved at tiltale dem som ansvarlige mennesker, der selv er i stand til at ændre deres situation, hvis de vil, ved at modsige dem både på det religiøse og det sociale område, og ved at være fuldstændig ligeglade med, om de føler sig krænkede eller ej. Ord må besvares med ord, ikke med vold.

Men ikke blot Naser Khader har lagt mærke til muslimernes anderledes kultur. En debattør på den svenske netsite Avpixlat, Mats Dagerlind, har det også. Han har et par interessante iagttagelser at gøre om den svenske skole og den kultur, der hersker der, sammenlignet med den kultur, muslimerne kommer med. Han siger:

Den svenska skolan befinner sig i fritt fall. Kunskapsnivån i samhället sjunker dramatiskt och detta äventyrar på några decenniers sikt Sveriges företags konkurrenskraft och därmed vårt lands välstånd. Reinfeldt och hans regering bär inte ensamma skulden för skolhaveriet men har förvärrat det.

Og lidt efter fortsætter han:

Den nya antiauktoritära, elevdemokratiska och resultatmätningslösa skolan fungerade ändå någorlunda på svenska elever fostrade i ett samhälle med kompatibla värderingar. Det fullständiga kaoset infann sig först när denna skola fylldes på med stora kullar elever med ursprung i auktoritära kulturer, elever som bara förstår maktspråk och ser varje avsteg från sådant från lärarens sida som en svaghet som går att utnyttja. (Se her).

Her siges det, der har været fuldstændig fraværende i den danske skoledebat, skønt den ellers har kørt for fulde gardiner i snart lang tid. Her gøres der opmærksom på, at en stor del af skolens vanskeligheder hidrører fra, at den er udsat for et kultursammenstød. Vi véd, at de muslimske drenge klarer sig meget dårligt i skolen, men vi bortforklarer den egentlige årsag til den store guldmedalje. Vi går med søvngængeragtig sikkerhed ud fra, at de tiltag, der i sin tid var udtænkt for at hjælpe fattige og socialt udsatte danskere, også må hjælpe på fattige og socialt udsatte muslimer, for vi er fuldt og fast overbevist om, at de fremmede da er lige så gode som vi, og at være ‘lige så god som’ betyder at være af samme art, med samme kultur, og samme tankesæt.

Men hvis disse unge mennesker kommer fra en kultur, som kun forstår magtsprog og opfatter alle vore forsøg på at tale sig tilrette med dem som svaghedstegn, som det gælder om at udnytte, så er jo det eneste, der nytter, konsekvens, og konsekvens er et fremmedord i skolen, i hvert fald overfor muslimerne, for dem er det jo pr. definition så synd for.

Det vil sige, hele den møjsommeligt sammensatte skolereform med dens lange skoledage og lektiekaféer og bevægelse i skoletiden og hvad man ellers har fundet på, som især sigter på andengenerationsindvandrerne, men som alle må affinde sig med, vil efter al sandsynlighed ikke have nogen virkning. Det er andengenerationsindvandrerne, man vil give et løft – dog naturligvis uden at man siger det åbent, for det kunne de jo føle sig stødt over – men når man ikke har en sand erkendelse af årsagerne til den manglende læring, så kan man ikke forvente noget godt resultat. Og så længe man fortsætter med sin tiltro til den konsekvensfri samtalepædagogik i blind tillid til, at de fremmede da er lige som os, tænker ligesom os, forstår ligesom os, så nytter det hele ikke noget.

Først når man forstår, at det er en anden kultur, der er tale om, og at denne anderledes kultur kræver andre tiltag, først da kan man forvente ændringer. Jah, vil man sige, men hvis vi sætter hårdt mod hårdt, hvis vi vil være konsekvente, så får vi kamp. Ja selvfølgelig, vil jeg svare, men har vi ikke et samfund, det er værd at kæmpe for? Børn vil altid lære noget i skolen, men det er ikke sikkert, at det, de lærer, er identisk med det, lærerne tror, de lærer.

Foreløbig har andengenerationsindvandrerne lært, at det giver pote at bruge magt, at true, at være hård i filten, at kæmpe for sin ære, osv. Den lærdom tager de med sig ud i livet, og derfor får vi disse ”no-go-areas”, som præger vore ghettoer.

Begyndelsen til en bedre håndtering af de fremmede må gøres ved at erkende, at de virkelig er fremmede, det i den grad, at de har en helt anderledes kultur, tænker anderledes end os, handler anderledes end os, har andre idealer end os. Det er ikke udtryk for islamofobi at erkende dette, det er udtryk for realisme.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s