Vore fintfølende kommentatorer

Man skal være meget fintfølende for at tage anstød af, at nogen kalder IS en kræftknude. Obama har gjort det, se her. Ifølge The Guardian sagde Obama:

Til regeringer og folk i Mellemøsten må man sige, at der skal være en fælles kamp for at fjerne denne cancer-knude, så den ikke breder sig.

Ifølge en artikel i Kristeligt Dagblad skal NATO’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, have sagt det samme. Hvem der ‘kom først’ med denne sammenligning, kan jeg desværre ikke finde ud af. Men det er også ret ligegyldigt. For det, der her skal behandles, er den modtagelse, denne meget præcise beskrivelse har fået af to kommentatorer her i Danmark, dels Michael Markussen i Kristeligt Dagblad den 20. august, se her, dels af Tim Knudsen i samme avis den 23. august, se her.

Michael Markussen skriver:

NÅR Anders Fogh Rasmussen betegner IS-soldaterne som en kræftsvulst, åbner han for, at vi kan bruge metoder, som er alt andet end menneskelige. En kræftsvulst er noget, man skærer bort, fjerner, bestråler og så videre. Vi går i krig, fordi vi ønsker at vinde fred. I krig har vi love og konventioner, som sikrer, at vi behandler vores fjender som mennesker, der kan stilles til regnskab for, hvad de har gjort.

Fogh Rasmussen taler om kræftsvulsten IS som en ekstrem religiøs fanatisme. Men hvad er det for et menneskesyn, som gør andre til en kræftsvulst? Det er da en ekstrem fanatisk menneskeforagt, som dømmer andre uden for menneskeheden.

Læg mærke til, at Markussen mener, at Fogh har et menneskesyn, der gør andre til en kræftsvulst, og at han derved dømmer disse mennesker udenfor menneskeheden. Det, der får Fogh til at tale om en kræftsvulst er formentlig det samme, som får Obama til det: Han vil tilkendegive, at den overbevisning, IS står for, i takt med, at IS vinder mere og mere terræn, kan brede sig til andre dele af Mellemøsten. Derfor er sammenligningen med en kræftknude, som man også risikerer breder sig, hvis der ikke bliver foretaget noget, en meget præcis sammenligning.

Men uha! Sådan noget må man sandelig ikke sige. Så umenneskeliggør man jo disse mennesker. Og herefter bliver der ikke sparet på de store ord. Den Fogh Rasmussen, der får bebrejdelser for at bruge umenneskeliggørende ord, bliver selv offer til sådanne ord: han har en ekstrem menneskeforagt, han dømmer andre uden for menneskeheden. Og et sådant ordvalg er naturligvis tilladt, når det er Fogh Rasmussen, der er offeret. Man mærker den sædvanligt ”dem-og-os-tankegang”, som uden at de selv opdaget det, præger sådanne debattører: De andre, de fremmede, specielt muslimerne, dem skal man endelig omtale på den pæneste måde, ellers føler de sig jo udenfor; men danskerne, almindelige debattører, der mener noget andet end disse pæne og fintfølende mennesker, de er så meget indenfor, at man kan tillade sig hvilkesomhelst skældsord og ordfordrejninger, uden at det betyder noget.

Tilsvarende med Tim Knudsen den 23. august. Han skriver om IS’s fremgang:

Selvsagt må den amerikanske præsident reagere. Obama er dog så klog og besindig, at han ikke kaster sig hovedkulds ud i et nyt krigs-eventyr. Han forventer, at lokale arabiske kræfter, som han gerne vil støtte, tager kampen op mod IS.

Men Obama slutter sig samtidig til en dårlig tradition for at betegne indbildte eller reelle politiske modstandere med metaforer som ”kræftknude” hentet fra sygdommenes verden. Sådan betegnede nazisterne gerne jøderne.

Og så går ellers Tim Knudsen videre med at fortælle om alle mærkværdigheder, der fandt sted under krigen. Underforstået: Vi skal passe gevaldigt på med vor sprogbrug, at vi ikke begår samme fejl som nazisterne:

Når vi sprogligt afhumaniserer vore reelle eller indbildte fjender og sammenligner dem med sygdomme, så rykker vi også et lille skridt nærmere mod at legitimere at slå dem ihjel.

Og så kommer den løftede pegefinger:

Hvis vi i selvforsvar er nødt til dræbe, skal vi begrunde det ordentligt og sagligt, ikke ved med skældsord at frakende dem, at de er mennesker. Ellers bliver vi selv afhumaniserede.

Det er reverenter talt noget værre vrøvl. Formår disse fintfølende kommentatorer da ikke at skelne mellem mennesker og den overbevisning, disse mennesker har?

Lad os drage en parallel! Jeg husker ikke at have set, at nogen under Anden Verdenskrig kaldte nazismen for en kræftsvulst. Men man kunne godt have gjort det. For man handlede fra Storbritaniens side, som om den var det. Man erklærede Tyskland krig, da Hitler gik ind i Polen. Og Chamberlain erklærede ved den lejlighed, at man ikke ville slutte fred, før Hitler og hans nazister var fjernet fra magten i Tyskland. Hvorfor ikke? Fordi man ikke kunne stole på Hitler. Han brød de aftaler, man havde indgået med ham, lige så snart blækket var tørt. Man var naiv, hvis man stolede på hans ord.

Det samme med IS. De er muslimer på den gammeldags krigeriske måde, at de vil udbrede islam med sværdet. Det var i gamle dage kun tilladt en muslimsk leder at slutte fred for ti år, ikke mere. Og han havde ifølge islamisk lov tilladelse til at bryde freden, når det kunne hjælpe på islams udbredelse. Nøjagtig samme opskrift på islam har IS tilegnet sig. Der bliver ikke fred med islam, siger de, før hele verden er underlagt halvmånen.

Og den opfattelse er altså en kræftsvulst i verdenssamfundet. Den opfattelse kan verdenssamfundet ikke leve med. Den opfattelse fører til permanent krigstilstand med det nye kalifat. Hvis vi vil freden, må vi tage krigen mod dem, der har denne opfattelse, på os.

Men modsat hvad Markussen og Knudsen tror, fører dette ikke automatisk til nedvurdering af de mennesker, der ligger under for denne fejlagtige menneskeopfattelse.

Da Anden Verdenskrig var slut, befandt der sig cirka 250.000 tyske flygtninge her i landet. De var af den tyske værnemagt blevet indkvarteret overalt, hvor der var offentlige lokaler til rådighed: i skoler, forsamlingshuse, fabrikshaller, højskoler, osv. Det førte til mange hadske ord i avisernes læserbrevsspalter, da besættelsen var ovre og censuren ophævet. Den 24. juni 1945 blev der offentliggjort et åbent brev fra 60 københavnske præster, der som præster havde deres gang blandt flygtningene. De skrev bl.a.:

Vi har kæmpet mod Nazismen, fordi den ikke i Jøden vil se et Medmenneske, og vi vil paa samme Maade kæmpe mod en ny Nazisme, som ikke i Tyskeren vil se et Medmenneske. (Henrik Havrehed: De tyske flygtninge, side 189).

Her blev der skelnet mellem nazisme og tyskere. Det kan altså lade sig gøre. Men det betød ikke, at man lod fem og syv være lige, så man f.eks. lod tyske lærere fortsætte deres nazistiske undervisning i flygtningelejrene. De skulle først ”afnazificeres”.

Hvorfor skulle det så i dag være umuligt at skelne mellem ideologien, som IS er udtryk for, og de mennesker, der er grebet af den? Og det forekommer mig altså, at det ikke er Obama og Fogh Rasmussen, der ikke kan holde fast ved en sådan skelnen, men i stedet de to kritikere.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s