Er de virkelig sådan?

Det er araberne, nærmere bestemt palæstinenserne i Gaza, der tænkes på med ovennævnte spørgsmål. Og det, der vækker den undren, der fremgår af spørgsmålet, er de udtalelser, der er fremkommet om palæstinensernes frivillige forsøg på at optræde som ‘menneskeligt skjold’ mod de israelske luftbombardementer.

Den israelske hær, IDF, har på en hjemmeside, søgt at samle beviser for, at det virkelig er sandt, at palæstinenserne prøver at agere menneskeligt skjold mod de israelske missiler, se her.

Et stykke nede på denne side findes en video, hvor en mand fortæller, at han modtog et advarselskald fra israelerne: ‘De har fem minutter til at forlade huset’. Han brugte de fem minutter til at ringe til naboer og bekendte, og alle kom de strømmende og anbragte sig på taget af hans hus som et menneskeligt skjold. Åbenbart må dette have virket afskrækkende på den israelske pilot, for man kan jo forstå på det hele, at manden er i live efter at de fem minutter var gået, så skjoldet har nok i dette tilfælde haft den tilsigtede virkning.

Da jeg første gang fortalte om denne video, se her, godtog jeg den uden videre. Men jeg skal da ikke nægte, at den mulighed foreligger, at videoen er uægte. Den er muligvis lavet af den israelske hær som ”bevis”, og da det, der ”bevises” med den, er en højst usandsynlig påstand, nemlig den, at mennesker frivilligt lader sig bruge som ”kanonføde” med ret ringe chance for at slippe fra det med livet i behold, er måske videoen uægte. Hvis der er sandt, at mennesker sådan begiver sig op på taget af et hus, der er ”dødsdømt” af israelerne gennem de advarsler, de plejer at udsende, er vi så ikke nødt til at antage, at de tvinges derop? Kan det virkelig passe, at de helt af sig selv ofrer sig? Og at Hamas ligefrem skulle tvinge beboerne til at lade sig udslette af de israelske missiler, der lyder da næsten endnu mere usandsynligt.

Men jeg tror, at vi her står overfor én af de mange forskelle på muslimsk og vestlig tænkemåde.

Da der sidst var luftangreb over Gaza i større stil, i december 2012, bragte Den korte Avis en række oplysninger om Hamas’ ‘krigsførelse’, se her. Man citerede bl.a. ét af Gazas parlamentsmedlemmer, Fathi Muhammed, som pralede af at de brugte Gazas befolkning som menneskeligt skjold:

For det palæstinensiske folk, er døden blevet en industri, som kvinder har lært at mestre, og det samme har alle mennesker der bor i dette land. De gamle mestrer det, og det samme gør Mujahideen og børnene. Dette er grunden til at de har skabt de menneskelige skjold af kvinder, børn, gamle og Mujahideen, for at udfordre den zionistiske bombemaskine. Det er som om de siger til fjenden, at vi ønsker døden, som I ønsker livet. (kilde: MEMRI TV – https://www.youtube.com/watch?v=g0wJXf2nt4Y&feature=player_embedded)

Og denne højst besynderlige påstand gentages med en lidt anden formulering på IDF’s ovennævnte hjemmeside af Hamas’ talsmand, Sami Abu Zuhri:

For to timer siden affyrede zionisterne tre varselsskud fra ubemandede droner. Vore borgere indtog det modige standpunkt at stille sig op på taget af huset, for at forhindre okkupationsstyrkerne (IDF) fra at angribe. Det er et faktum, at folk er villige til at ofre sig selv imod de israelske flyvemaskiner for at beskytte deres huse, og jeg tror, denne strategi beviser sig selv. Og vi, Hamas, opfordrer folk til at optage denne praksis.

Ved et ret omtalt interview, som Martin Krasnik havde i Deadline den 7-8 med den norske læge, Mads Gilbert, bad Gilbert om bevis for, at Hamas virkelig brugte den palæstinensiske befolkning som menneskeligt skjold, og Krasnik afspillede så en lidt anden video af samme Sami Abu Zuhri, hvor han sagde:

Det viser hvor ukueligt vort kæmpende folk er. De forsvarer deres rettigheder og boliger med deres liv og kroppe. At folk møder det israelske flyvevåben med åben pande for at forsvare deres hjem – har vist sig at være en effektiv politik overfor besættelsesmagten. Det siger også noget om vores tapre, heroiske folk. Derfor opfordrer vi i Hamas vort folk til at bruge den metode for at forsvare deres hjem.

Så fulgte en lang udenomssnak fra Gilberts side. Senere betvivlede han, at oversættelsen fra arabisk var korrekt. Men der var ikke noget at gøre. Han havde faktisk fået så meget bevis, som man på nogen måde kan få for, at Hamas bruger civilbefolkningen som et menneskeligt skjold imod de israelske missiler.

Men når Abu Zuhri siger, at dette har vist sig at være en effektiv politik, så kan det forstås på to måder. Det kan forstås på den måde, at det er en effektiv metode, fordi de israelske piloter ikke vover at trykke på aftrækkeren, når de ser de mange mennesker på taget. Fortællingen om manden, der fik fem minutter til at forlade huset, synes at vise, at det af og til virker på den måde.

Men udtalelsen kan også forstås på den måde, at man fra Hamas’ side er ude på at hobe så mange lig op, allesammen dræbt af de israelske luftangreb, fordi man har opdaget, at dette har en stor propagandaværdi. Noget tyder faktisk på, at det skal forstås på den måde, først og fremmest jo det forhold, at der rent faktisk er slået utrolig mange palæstinensere ihjel. Men hvis udtalelsen skal forstås på den måde, vidner den om en utrolig kynisme hos Hamas’ ledelse. Ganske vist viser det sig, lidt overraskende, at denne kynisme giver pote: de internationale medier kan enten ikke forestille sig en sådan kynisme hos Hamas, eller er ganske ligeglade, bare de kan få nogle følelsesmættede billeder i kassen, og dem er jo Hamas med de mange sårede og dræbte palæstinensiske kvinder og børn leveringsdygtige i.

Jeg skal ikke forsvare eller nedtone en sådan kynisme. Jeg vil blot prøve at forstå den, ligesom jeg vil prøve at forstå de palæstinensere, der frivilligt stiller sig op på taget af en ”dødsdømt” bygning.

Det vil jeg gøre ud fra en forskel mellem kristendom og islam, som jeg opererede med i et efterhånden ret gammelt indlæg, se her. I dette indlæg prøvede jeg at anskue islam som en religion, der tog udgangspunkt i det kollektive, hvor vi i Vesten tager udgangspunkt i det individuelle.

Det viser sig f.eks. i en forskellig forståelse af, hvad religionsfrihed er. Vi tænker på frihed for den enkelte til at tilslutte sig eller frasige sig hvilken religion som helst. De tænker på en frihed for det enkelte religionssamfund, specielt jo islam, til som samfund at behandle deres medlemmer, som religionen kræver.

Det viser sig også i den forskellige måde, vi søger at løse problemerne med alkoholindtagelse på. Vi tænker individuelt og vil give den enkelte oplysning om alkoholens skadevirkninger, vil opdrage den enkelte til selv at kunne opdage, hvor meget eller hvor lidt han kan tåle. Muslimerne, derimod, tænker kollektivt; de vil forbyde alkoholfremstilling og -salg i de samfund, de styrer.

Også hvad kønsdriftens problemer angår, har de en kollektiv løsning, parret med en forestilling om, at manden ikke kan styre sin kønsdrift. Vi tager hvert enkelt individ for sig, vil forberede de unge på forelskelsens mysterier, vil fortælle om bundetheden mellem mand og kvinde, vil socialisere hvert enkelt individ til at kunne modstå de mange fristende signaler, som en hverdag, hvor mand og kvinde omgås frit, kan indeholde. Men muslimerne tænker kollektivt. De tager kollektive forholdsregler. De sørger for – så vidt det er muligt – at mænd og kvinder holdes hver for sig. De giver regler om hovedbeklædning og anden beklædning for kvinder, der tænkes at nedsætte den tiltrækning, dette køn kan udøve på de forsvarsløse mænd.

Endelig må man nok også forestille sig – men det havde jeg ikke taget med dengang – at denne kollektive tænkemåde anvendes af muslimerne, når de skal overveje deres plads i samfundet, ikke blot i samfundet som sådant, men i særdeleshed i det samfund, hvor muslimerne har flertal.

Men her er vi nok nødt til at tage den tanke med, som også ligger bag de andre forhold, jeg har nævnt, at mennesket ikke blot ikke kan styre deres kønsdrift, de kan heller ikke styre deres tanker om kønsdriften. De er i så høj grad besat og behersket af kønsdriften, at de, hvis de selv skulle vælge, hvordan denne drift skal håndtéres, ville vælge forhold, der lod den få mere eller mindre frit løb. Derfor kan menneskeskabte love ikke gøre det, der må guddommelige love til, med andre ord: sharia må indføres.

Det samme gælder samfundets indretning. Hvis mennesket selv fik lov at bestemme, ville dets drifter helt tage overhånd, lovene ville komme til at tjene driftslivet, egoismen, pengegriskheden. Derfor er også på det større samfundsområde shariaen, de guddommelige bestemmelser, en nødvendighed.

Og denne nødvendighed af guddommelig indgriben tænkes alle fromme muslimer at bøje sig for. Det er det, der gør dem til muslimer; en muslim er én, der underkaster sig, og underkastelse af den enkelte er nødvendig, for hans egne forestillinger og tanker vil kun føre til kaos.

Det er sådanne overvejelser, der har bevirket, at de muslimske samfund i hele islams historie har fundet det nødvendigt at tvinge den enkelte muslim ind under helheden, også hvad anskuelser og politiske forestillinger angår. Anskuelser og politiske forestillinger skal baseres på de guddommelige love, og er de ikke det, må samfundet gribe ind. Og det gør samfundet så (eller i hvert fald gjorde), idet det altid har været gældende praksis indenfor islam, at man henretter frafaldne. Ikke kun dem, der selv erklærer sig for frafaldne, f.eks. ved at lade sig døbe, men også dem, der af andre erklæres at være frafaldne. Al-Azhar universitetet i Egypten har i adskillige tilfælde fradømt mennesker deres muslim-status, af og til med den konsekvens, at grupper så sidenhen har myrdet de pågældende, som regel mod en ganske ringe straf, for, som en sådan morder siger: al-Azhar udstedte dommen, vi fuldbyrdede den.

Men alligevel! Er muslimen i den grad underlagt kollektivet, at det kan blive en from forestilling, at man gør det rigtige ved frivilligt at udsætte sig for at blive slået ihjel?

Ja, selvmordsbombemændene mener det jo. Forudsat, altså, at de er frivillige selvmordsbombemænd. Det er de bare ikke altid. For et par år siden skrev jeg om et plot, jeg havde udspundet i min syge hjerne, se her, et plot om selvmordsbombemænd, der aldeles ikke var selvmordsbombemænd, men blev snydt til at bære bombevest og så med en fjernbetjening ”futtet af”, når andre mente, det var passende. Dette plot gjorde jeg aldrig noget ud af, jeg syntes det var for ondt, og blev derfor meget overrasket ved fra en artikel i Information at erfare, at der faktisk ved i hvert fald én lejlighed var blevet anvendt en selvmordsbombemand, der ikke havde indvilget i den dødbringende handling. Han havde meldt sig til kamp mod de vantro og blev sammen med de andre rekrutter spurgt, om han ville melde sig som selvmordsbomber. Det ville han ikke og tilbragte derefter flere måneder uden at modtage træning af nogen art. Han lod sig så lokke til at være chauffør på en lastbil, men denne lastbil havde en stor sprængladning på sig og blev bragt til sprængning, uden at han vidste det. Ved et sandt mirakel overlevede han. Men derefter var han en svoren fjende af al-Qaeda.

Jeg skal ikke påstå, at enhver selvmordsbomber bliver bragt til sprængning, uden at han selv véd det. Hvad det her er mig om at gøre at slå fast, er blot, at bagmændene formodentlig har gjort det med den bedste samvittighed af verden. For hele den muslimske tankegang går jo ud på, at mennesket ikke selv kan styre hverken handling eller tankegang. Mennesket skal styres udefra, af kollektivet. Og at kollektivet så tager over, hvis den enkelte ikke kan tage den rette beslutning, det er helt i overensstemmelse med islams kollektivistiske etik.

Derfor, det, vi må opfatte som en yderst kynisk holdning hos Hamas: at de opfordrer folk til at ignorere de israelske advarsler både for at få piloterne til at undlade at aktivere aftrækkeren og for at få de vestlige medier til at anse Israel for en blodtørstig aggressor, det vil de sikkert selv opfatte som en god og from gerning, så meget mere, som det jo faktisk i stor stil lykkes dem med dette propagandatrick at overbevise de vestlige medier. Ja videre: om nogen så direkte tvinger folk til at stille sig op på taget for at agere menneskeligt skjold, så er det ikke i deres øjne ondt og kynisk, men fromt og gudhengivent.

Sådan set er det mærkeligt, at de vestlige medier ind ad en kant lader sig narre af Hamas. Men billeder har åbenbart en vældig overbevisningskraft, og indrømmes må det jo også, at eftersom journalister ofte griber til den hurtigste og meste letforståelige forklaring, så vil det måske næsten uundgåeligt gå sådan, at man, når man stiller tallene op: 4 dræbte civile på Israels side, 1900 dræbte civile på Gazas side, drager den hurtige slutning: Israel slår ganske kynisk kvinder og børn ihjel. Men man kunne måske også forvente, at disse journalister var lidt mindre overfladiske.

Men man kunne måske også sige, at vore journalister – ligesom denne artikels overskrift – forundret spurgte: ”Er de virkelig sådan?” og så – i stedet for ovenstående lange forklaring – blot sagde til sig selv: ”Nej, det kan de ikke være! Sådan kan ingen mennesker bære sig ad!” Og der er selvfølgelig noget tiltalende ved, at de betragter Hamas og palæstinenserne som ”almindelige” mennesker, ”almindelige” dvs., mennesker ligesom vi, men der er også noget himmelråbende galt, når de ud fra en sådan overbevisning overser væsentlige ting i begivenhedsforløbet, f.eks. den helt anderledes kultur, der præger araberne.

Man har f.eks. haft meget vanskeligt ved at acceptere, at det næsten altid har været Hamas, der brød de indgåede våbenhviler og begyndte krigen igen med sine raketaffyringer. Og indrømmet, det lyder vanvittigt i en almindelig europæers ører, at Hamas i den situation, de befinder sig i, så at sige nedkalder Israels gengældelsesangreb over sig ved at affyre raketter ind over Israel. De kunne da i det mindste vente og se, om Israel ville genoptage deres luftbombardementer. Men det gjorde de ikke. De tirrede Israel til at bombe sig, oven i købet med raketter, der ikke gjorde synderlig skade i Israel.

Er der nogen logik i det? Tilsyneladende ikke. Og måske derfor skriver vore medier som regel i overskriften, at nu er våbenhvilen afbrudt, Israel har bombet dèr og dèr. Og nogle linjer nede kommer så oplysningen om, at disse bomber faldt som svar på Hamas’ raketter.

Og dog er logikken måske klarere, end vi bryder os om. I et interview i Den korte Avis, som Helle Merete Brix har foretaget med den engelske kommentator Douglas Murray, se her, hedder det:

Udover krigen på landjorden udkæmpes der, som adskillige medier har påpeget, en mediekrig mellem Hamas og Israel. Murray mener, at israelerne for sent har opdaget den virtuelle krigs betydning, mens den i årevis har været en del af Hamas´ krigsstrategi:

”Hamas ved udmærket, at de ikke kan slå Israel i krigen på landjorden. Men i den virtuelle krig, ved hjælp af sociale medier, billeder af døde børn og alt muligt andet arbejdes der ihærdigt på at gøre Israel til en paria, et land, som verdenssamfundet vil behandle som man i sin tid behandlede Sydafrika. Og dermed et land, der vil miste al offentlig støtte og på den måde falde sammen.”

Og ikke sandt, så giver det hele pludselig en uhyggelig, bagvendt form for mening. De mange dræbte kvinder og børn er ”kun” redskaber for denne strategi fra Hamas’ side, redskaber, som Hamas kynisk benytter sig af. Og selv om måske disse tanker om forskellen mellem kristendom og islam som en forskel på kollektiv og individuel tankegang kan give Hamas’ opførsel et skær af logik, så kan det kun føre til, at vi med des større styrke råber: ”Nej, aldrig, aldrig, aldrig skal nogen kollektiv tankegang på den måde få magt over os!”

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s