Skæbne eller tilfældighed?

Dette indlæg bliver vist temmelig langt. Så er læseren advaret på forhånd. Og det tager også udgangspunkt i en artikel, der er temmelig lang, nemlig en portrætartikel i Information af den østrigske forfatter, Daniel Kehlmann, der er aktuel med en ny roman, der til gengæld har en meget kort titel, idet den blot hedder ‘F’, se her.

‘F’ står for ‘fatum’, det latinske ord for skæbne. Og Kehlmann, der også har en uddannelse som filosof, vil måske i bogen, i hvert fald i artiklen, rejse spørgsmålet om menneskets skæbne: Har mennesket en skæbne? Eller er alting tilfældigt?

Det er et spørgsmål, der har optaget andre forfattere. Solsjenitsyn har f.eks. givet udtryk for den opfattelse, at Gud er den store forfatter, der tildeler hvert menneske en rolle at spille, en skæbne at gennemleve, på nøjagtig samme måde, som den ‘lille forfatter’, forfatteren i menneskeskikkelse, tildeler sine personer en skæbne, lader dem vederfares en række begivenheder, med den bestemte hensigt, at der skal komme en historie ud af det, ikke en opbyggelige historie, måske, ikke heller en god historie, og ikke nødvendigvis en ond historie, men under alle omstændigheder en menneskelig historie.

Kehlmann går frem i modsat rækkefølge. Information skriver:

Under arbejdet med sin egen roman stødte Daniel Kehlmann til gengæld på et problem, der var alt andet end kedeligt. Pludselig blev han i tvivl om sit projekt: Kan man overhovedet skildre tilfældet i romanform, når nu romanen per definition er en meningsskabende enhed?

Det må jo nok siges at være noget af et paradoks, han dèr støder ind i. Hvis romanen er en meningsskabende énhed, hvordan kan man så i en sådan meningsskabende énhed give udtryk for den mening, at der ingen mening er? Hvor Solsjenitsyn har en énhedsopfattelse af romanens mening og Guds mening, dèr rykker Kehlmann de to opfattelser af mening fra hinanden med det resultat, at han står tilbage med et flosset syn på romanen: Er den meningsskabende, og er den det pr. definition, er så ikke også den store roman, tilværelsen i sig selv, meningsskabende pr. definition? Det vil sige: Har vi så ikke alle pr. definition en skæbne at forholde os til?

Hvordan bearbejder han så dette problem i romanform?

Ja, det kan jeg ikke svare på af den gode grund, at jeg ikke har læst hans roman. Men han giver dog et par smagsprøver på det paradoks, han arbejder med. I artiklen fortæller han om en personlig oplevelse, der satte noget i gang i ham:

I sommeren 2004, endnu inden han fik sit gennembrud som forfatter, besøgte Daniel Kehlmann en god ven og kollega i Hamborg. De gik tur i byen og talte om stort og småt, om parforhold, politik og den litteratur, som for dem begge var begyndt at fylde stadigt mere. På et tidspunkt slår de ind på Lange Reihe, hvor fortovet snævrer ind bedst som en fodgænger kommer dem i møde. Daniel Kehlmann tager et skridt ud på kørebanen for at gøre plads, men han gør det uden at kigge sig tilbage og derfor også uden at se den bus, som i fuld fart kommer kørende bag ham. Det eneste, han herfra registrerer, er et voldsomt lufttryk og en stærk arm, der griber fat i ham og trækker ham til sig.

»Det var et spørgsmål om et halvt sekund mere, før jeg havde været død,« siger Daniel Kehlmann og læner sig ind over bordet for at færdiggøre historien.

»Først var jeg selvfølgelig dybt rystet, men så går livet videre, og man glemmer, at man for fem minutter siden lige så godt kunne have været død. For man døde jo ikke! Det bliver til en sjov anekdote, der ikke yder tilfældet retfærdighed. Virkeligheden er, at når jeg i dag kan sidde her og tale med dig, så er det en tilfældighed: Ikke alene kunne jeg have været en anonym forfatter, jeg kunne også have været en død forfatter,« siger han, inden han med realistisk sans for egne evner tilføjer:

»Men jeg kunne ikke have været en dårlig forfatter!«

Kehlmann leger her lidt med ordet ’tilfældighed’. Men det er virkelig et spørgsmål, om han yder det retfærdighed, anekdote eller ikke anekdote, sjov eller ikke sjov. Han har, så vidt jeg har forstået, opfattet verden som en gudløs verden. Og når han bruger ordet ‘skæbne’, bruger han det som en erstatning for ordet ‘Gud’, hvad enten det nu skyldes, at han er for kristendomsfjendsk til at bruge ordet, eller det skyldes, at han ikke vover lige ud at sige, at det på en måde jo er kristendommens problemer, han arbejder med.

Først er der nu det at sige til ordet ’tilfældighed’, at det er et ord, der hører hjemme blandt umiddelbare menneskers umiddelbare reaktioner. Umiddelbart vil man sige om uopklarlige begivenheder, at de skyldtes tilfældigheder. At han ikke blev ramt af bussen, skyldtes en tilfældig sammenblanding af bussens lufttryk og en hjælpende hånd. Og, siger han, en nærmere analyse af denne tilfældighed, får ham til at sige, at han lige så godt kunne have været død.

Men er det nu også en god analyse af det, der skete? Vil ikke en mere gennemgribende analyse fortælle, at er verden gudløs, så sker alting efter bestemte naturlove? Og er man ikke i stand til ud fra de kendte videnskaber at give en forklaring på bussers lufttryk?

Joh, vil han måske sige, men ikke på menneskers tilfældige handlinger. Hans ven, der tilfældigt så bussen gennem øjenkrogen, tilfældigt rakte sin arm ud og trak i ham, det er dog på den måde tilfældigt, at hans ven ikke på nogen måde i sin genfortælling af det kan gengive det som naturlovsbestemt, men kun kan fortælle om det som tilfældigt.

Javist, men er det derfor i den forstand tilfældigt, at det ikke er naturlovsbestemt? Er ikke alt det, der foregår i menneskers hjerner, forårsaget af neuronaffyringer, der følger ganske bestemte, utrolig indviklede naturlove? Og er det derfor ikke forkert, når han vil forsøge at bestemme alt, også hans redning i Hamburg, som tilfældigt, altså forkert at sige, at han lige så godt kunne have været død. Det kunne han ikke ‘lige så godt’, for skulle han være død, skulle naturlovene, dem udenfor den menneskelige hjerne og dem indeni samme, have givet et andet udslag. Og er det ikke kendetegnende ved naturlove, at de altid kun giver ét resultat fra sig?

I den forstand er altså alt det, vi kalder tilfældigt, aldeles ikke tilfældigt, for at det er tilfældigt, vil sige, at det kunne have været anderledes, men er alting fastlagt af naturlove, som der ikke gives afvigelser fra, så er enhver tilfældighed udelukket, så kunne det, der sker, ikke være foregået anderledes.

Men hverken den helt store tilfældighed eller den helt store bundethed til naturlove tilfredsstiller Kehlmann, eller rettere hans personer. Han siger:

Vi forsøger hele tiden at få det, der sker i vores liv, til at give mening ved at passe det ind i smukt afrundede historier. Vi bilder os ind, at ting sker af en grund. Selv når vi kommer for sent til toget, siger vi: Nå, det var nok for det bedste. Men det ved vi jo ikke, om det var. Måske var det bare noget, der skete.

Men Kehlmann forsøger ikke at finde svar på, hvad det mon er, der gør, at vi søger at finde mening med det, der sker os, og ikke affinder os med, at det bare er noget, der sker. I stedet arbejder han videre med sine tilfældighedstanker:

Vi bryder os ikke om, at de mest grundlæggende ting i vores tilværelse skulle være tilfældige. Vi har brug for at føle, at vores liv bevæger sig i en retning og at alting ikke lige så godt kunne have været anderledes. Når jeg står ud af sengen, har jeg jo ikke lyst til at sige til min kone: ‘Godmorgen, det er selvfølgelig dejligt at se dig, men hvis jeg for ti år siden havde taget en tidligere togafgang, så ville jeg i dag have elsket en anden kvinde lige så højt, som jeg nu elsker dig’. Men det er formentlig rigtigt. Sådan er det jo.

Med det sidste ”Sådan er det jo” må han nok mene, at det rent faktisk er en tilfældighed, at han elsker netop den kone, han har fået. Men spørgsmålet er, om disse tanker kan blive mere end fritflyvende, løse fritidsbetragtninger, om de altså nogensinde kan blive eksistentiel sandhed for et menneske. Kan det blive kærlighed, der hersker i et sådant forhold, hvis altså man rent faktisk og ikke som her kun for sjov hver dag mødte sin kone med en sådan betragtning, og hvis hun svarede igen med den samme betragtning. Det kan være, det er det, han afprøver i sin roman ‘F’, men efter anmeldelsen i Information, se her, tyder det nu ikke på det.

Det er jo ikke det, at tilfældigheden siges, det er det, at den leves ud.

Man kan måske hævde, at det er en sådan ’tilfældighedssygdom’, der har trængt sig ind på vore ægteskaber. For hvis det er tilfældigheder og ikke skæbnen og da slet ikke Gud, der har ført mig og min kone sammen, så er jeg jo ikke bundet, så er jo muligheden skabt for, at andre ligeså tilfældige tilfældigheder kan føre mig ind i en anden kvindes favn, kan føre min kone andetsteds hen.

Så måske disse tilfældighedsbetragtninger, som Kehlmann kommer med, ikke er så dybsindige endda, men blot er udtryk for det vesteuropæiske menneskes ønske om selv at kunne bestemme sin skæbne. Måske dette at se tilfældigheder alle vegne har sit modsvar i en mere eller mindre skjult forestilling om, at vor skæbne ikke skabes udefra, men at vi selv er vort livs både ingeniør og håndværker, altså både den, der frit ud af vort sinds indre leverer tegningerne, og den, der igennem hver enkelt af dagligdagens hændelser sammensmeder den énhed, der er os.

At Kehlmann har denne skjulte forstilling i sig, tyder den tilføjelse, han kommer med, på. Han kunne enten være en død forfatter, siger han, eller en anonym forfatter. Og så er det han føjer til: ”Men jeg kunne ikke have været en dårlig forfatter”.

Vel er der tale om en lidt selvironisk bemærkning, som skal bære sin egen humor i sig, men der er også tale om en vis selvbevidst viden om, at det er ham selv og ingen anden, der har gjort sig de tanker og forestillinger, hvorved hans bøger er blevet til.

Og det gør jo det hele meget mere indviklet. Ikke blot skal vi forholde os til spørgsmålet ‘skæbne eller tilfældighed’, vi skal også i den skæbne, vi regner med eller når frem til, have indarbejdet vor egen indsats. For man kan jo nok give Kehlmann ret i, at skæbnen har tildelt ham de og de kvaliteter, det sprogøre, han har, den begavelse, han er i besiddelse af, men at han jo også selv har arbejdet med sit talent, har forfinet sit sprog, har gennemtænkt sine romans handlingsgang, osv.

Luther har noget interessant at sige i denne sammenhæng. I en bryllupsprædiken fra 1531, som han retter lidt på i 1536, tager han den trossætning frem, at ægteskabet er indstiftet af Gud og siger så:

Ordene er hurtigt lært, at det er en stand, der er indsat af Gud, osv., men det er kunsten, hvorom jeg siger, at man skal regne sikkert med og holde det udenfor al tvivl, og at enhver overalt skal se på ægtestanden for sit eget og for andres vedkommende sådan, at det er noget, der er skabt, forordnet, tilskikket og, som man siger, beskåret ham på den måde. For den tåbelige verden og jo altså også den kloge fornuft regner ikke for alvor med det, men mener, at det sker på slump og ved en tilfældighed, at den ene får denne eller hin; ganske som disse to også kunne træffe sammen udenfor ægteskabet. (Se her).

Det vil sige: Ikke så snart er tesen om ægteskabet som indstiftet af Gud fremsat, før Luther personliggør den: det betyder, at din kone er givet dig af Gud. Tesen er ikke til for at tilfredsstille vor nysgerrighed, men for at kunne være en grundvold, vi kan bygge vort liv på. I den anden udgave (1531) siges det på en lidt anden måde:

Når man skal tale kristeligt og guddommeligt derom, er det det højeste, at Guds ord er skrevet på din kone og på din mand. Når du ser sådan på din kone, som var der kun den ene og ikke flere i denne verden; og når du ser sådan på din mand, som var der kun den ene, og ellers ikke andre i verden; så at ingen konge, ja heller ikke solen selv skal skinne kønnere og i dine øjne lyse mere, end netop din kone eller din mand, [så er det at tænke kristeligt om det]. For her har du Guds ord, som tilsiger og skænker dig din kone eller din mand, idet det siger: Denne mand skal være din; denne kone skal være din; det behager mig sådan, alle engle og alle skabninger har lyst og glæde deri. For der er jo ikke noget smykke større end Guds ord, hvormed du ser på din kone som en Guds foræring. Derfor kan du ikke have nogen dårlig samvittighed. (Se her).

Men i begge tekster vender Luther sig kraftigt imod tanken om, at det hele sker ved et slumpetræf, ved en tilfældighed. Det er kun den tåbelige verden, der regner med det, altså f.eks. Kehlmann.

Men Kehlmann er (heldigvis) ikke éntydig. Han får stillet et spørgsmål om, hvilket spørgsmål romanen stiller:

»Jeg ved det ikke præcist. Det er ikke: Har vi en skæbne? Det er mere: Hvad ville det betyde, hvis vi havde en skæbne? Ville det betyde, at der skulle være en Gud, eller kan vi selv beslutte os for, hvordan vi skaber mening i vores liv?«

–Hvad tror du selv?

»På den ene side tror jeg ikke på, at vi har en skæbne. På den anden side finder jeg det ret ubærligt, hvis vi ikke har. Og sådan tror jeg, de fleste har det: Vi har ikke en skæbne, men vi ville så gerne have en. Eller måske har vi? Men chancerne er ikke store, jeg ville ikke satse på det.«

På denne nye måde vender spørgsmålet om Gud tilbage. I skikkelse af skæbnen indtager Gud atter pladsen som det eftertragtelsesværdige, som det attråede, som det, vi ikke kan leve foruden. Men vi vover ikke at være ved det. Vi undviger det sålænge som muligt. Og selv, når vi som Kehlmann bliver klar over, at det er ubærligt, hvis ikke der er bestemmelse, mening, indhold og sammenhæng i vort liv, selv da vover vi ikke at tro på skæbne, Gud, mening. Vort intellekt sætter sig imod det. Som Kehlmann siger: ”måske har vi skæbne; men chancerne er ikke store; jeg ville ikke satse på det”.

Jeg ville ikke satse på det”, siger han. Man må uvilkårlig indvende imod ham: ‘Jamen, er det ikke just det, du gør?’

Jeg kender ikke hans ægteskabelige forhold, men mon ikke det er som alle andres? Mon ikke han som alle andre længes efter den fuldkomne tillid, som Luther beskriver således:

Men er ikke også den legemlige nytte en kostelig ting, så at den første dyd, der prises i ægteskabet, er, at en mand tør forlade sig på sin kone, at han trøstig tør befale sit liv og gods på denne jord i sin kones hænder, så at det hos hende er lige så vel bevaret som hos ham? (Se her).

Bevares, denne fuldkomne tillid ligger som en selvfølgelig forudsætning i traditionen. Det er selvfølgeligt, at lovgivningen går ud fra, at der mellem ægtefolk hersker fælleseje. Det er selvfølgeligt, at de to udgør en énhed i borgerlig forstand. Det er selvfølgeligt, at den ene tør hengive sig så fuldkomment til den anden, som Luther skildrer det. Det er bare at gå ind i traditionen.

‘Javist’, ville måske Kehlmann sige, ‘hvis vi bare med vort intellekt turde stole på den’.

‘Ha’, ville jeg svare, ‘du med dit intellekt! Du må lære at bruge det noget bedre. Hvis du endelig vil omskrive verden med din forstands tynde streger, så må du se, at enten er Gud til eller også er han ikke til. Hvis han ikke er til, så er buddhismen den mest renfærdige vej; så må du som buddhisten søge at slippe ud af denne legemlige tilværelse, så må du bekæmpe alt begær, fordi det vil have dig til at forblive fastfrosset i tilværelsens sump. Så må du stræbe efter i meditationen at gennemvandre hele årsagskæden, den, der gælder i den ydre verden, og den, der gælder i din egen indre verden, så må du nå frem til den indsigt, at du, når du følger den legemlige tilværelses traditioner om ægteskab, samfund og udvikling, lader dig lede af et blålys, af bedrag, af maya, en maya, der kun kan bekæmpes derved, at du som i et glimt ser tilværelsens dybe årsagssammenhæng, og også ser, at denne sammenhæng kun har én udgang, den nemlig, at du i din forståelse af den indser dens forgængelighed og nægter at følge dens lokketoner.

Men hvis Gud er til, så er det ham, der ligger bag tilværelsens lokketoner, så er det ham, der har lagt vore ægteskabsidealer ind i traditionen, ligesom det er ham, der har skabt den orgasme, der får os til at holde sammen, mand med kvinde. Som Luther skriver i sin prædiken:

Men at to ægtefolk måske ikke har det godt med hinanden, er ikke til at undre sig over. For de ser og agter ikke på, hvordan deres stand er indfattet og indbegrebet i Guds ord. For hvis de ville kunne se, hvordan de var omgærdet af et så klart lys og solglans, så ville de ikke skændes så ofte, selv om ikke alt var sukker; men de ville tænke, at Gud har blandet det sådan sammen og strøet salt på stegen, for at Guds ord skulle smage dem desto bedre. (Se her).

Og det, jeg tror om Kehlmann, som om ethvert andet nutidsmenneske, er altså, at han, hvor meget hans intellekt end kvier sig ved at tale om Gud og tro på Gud, dog lever, som om han tror på Gud, dog lever, som om hans kone er hans skæbne, dog stoler på hende og elsker hende, som om det var Gud selv, der havde sat hende ved hans side. Han lever ikke som en buddhist, der fornægter alt begær og søger at undgå at besnæres af det, han lever som et vestligt menneske, der anerkender alle vore begær, lever dem ud, og ikke lader dem begrænse af traditionen, men lader dem fuldkomme af den.

Lad mig slutte med at fortælle om en oplevelse, et par af mine venner havde for efterhånden mange år siden. Jeg kom i tanker om den, da jeg læste Kehlmanns beretning om tilfældigheden i Hamburg. De havde været på ferierejse sammen, og da de fløj hjem, var de udsat for én eller anden vanskelighed, der gjorde, at de måtte nødlande. Bevares, flypersonalet har sikkert ikke malet fanden på væggen, men ingen af passagererne var i tvivl om, at der var fare på færde. Men det gik da godt, de landede, blev oversprøjtet med brandbilernes skum, så der ikke opstod brand, og kom alle ud i sikkerhed. Men inden de nåede så vidt, sad de ret bogstaveligt alle med livet i hænderne.

Var det en tilfældighed, at de reddede livet?

Måske. Men i hvert fald. Hvert af de følgende mange år på årsdagen for det skete, mødtes de og fejrede, som de sagde, deres anden fødselsdag. På den første fødselsdag havde de fået livet foræret af Gud. På den anden havde de igen fået denne gave. Og at leve livet som en gave forudsætter en giver. Det var de så udmærket klar over. Det var derfor, de fejrede denne anden fødselsdag.

Den reaktion forekommer mig noget forskellig fra Kehlmanns reaktion på en tilsvarende oplevelse. Men jeg skal såmænd ikke bebrejde Kehlmann, at han i sin litterære virksomhed prøver at finde ud af, hvor langt hans ateisme kan bære, hvor godt et kærlighedsliv man kan leve på tilfældigheder, hvor god en substitut for Gud begrebet skæbne er, osv. Det er fint nok med den slags undersøgelser. Blot må man håbe for ham, at han ikke af sit intellekt forhindres i at leve de traditioner ud med tillid og fortrolighed og kærlighed, som én eller anden har nedlagt i vore samfund. Og skulle han opdage, at intet andet navn end ‘Gud’ kan bruges i den sammenhæng, må man videre håbe for ham, at han vover sig ud af det intellekt-fængsel, han har anbragt sig i, så han i én eller anden, måske kun svagt fremsukket trosbekendelse kan blive et helt menneske.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s