Allahs øjesten

I en artikel i Weekendavisen den 5-9 (ikke on-line) søger Thomas Hoffmann at indkredse det spørgsmål, som dukker op i muslimske kredse, når de en sjælden gang er selvkritiske: Er det IS eller os, der har ret i vores koranforståelse?

Andre har tidligere forsøgt at besvare det spørgsmål. Tidligere tog jeg her på bloggen problemet op ud fra et svar, som Elmas Berke har givet, se her. Og nu er det så Thomas Hoffmanns svar, jeg lægger ind under mikroskopet. Hvad nyt er der i det?

Ja, der er jo i hvert fald det nye ved hans svar, at han på en måde indfrier den forventning, Elmas Berke har. Hun mente ikke selv at kunne besvare spørgsmålet om terroristernes overensstemmelse med koranen, men ønskede, at mere lærde folk ville gøre det. Og Hoffmann er uden tvivl én af de lærde, der kan besvare spørgsmålet, skønt han så vidt vides ikke opfylder det krav, der måske er Berkes væsentligste: at være muslim.

Men jeg véd såmænd ikke, om hans lærdom er til så megen gavn i dette tilfælde. Selv om han véd en masse, og selv om jeg ofte har draget nytte af hans lærdom, forekommer det mig, at han i dette tilfælde mangler en væsentlig komponent for at få kabalen til at gå op, en komponent, som jeg også havde overset i mit indlæg om Elmas Berke, nemlig jihad-tanken.

Den 19-4 2006 skrev David Gress en kronik i Jyllands-Posten om muslimernes erobring af Sicilien. Han holder sig til en muslimsk historieskriver, al-Waqidi. Han fortæller, at den kristne guvernør i 827, da muslimerne angreb, bad om forhandling, og at den muslimske udsending bl.a. sagde:

Vi er af de arabere, hvis ry har nået verdens ende, bjergenes tinder og havets vidder. Den almægtige gud sendte os en profet, som var det mest veltalende, sanddru og ædelsindede menneske blandt os. Han kaldte os til den rette tro, og de uvillige lod han bekæmpe, indtil alle arabere forherligede gud, og han lod os vide, at gud vil give os sejr over alle andre religioner. Den eneste grund til, at vi er her, er for at I skal antage vor tro, tro på gud og hans sendebud, bede på ret vis og adlyde guds forskrifter. Så vil I være sikre i jeres huse og ejendele. Hvis I ikke vil omvende jer, må I antage os som herrer og betale jizja (underkastelsesafgift, red.), men må beholde jeres huse. Hvis I derimod afviser vort tilbud, så vær advaret og vid, at kun sværdet da vil afgøre sagen. Falder vi i kamp, ved vi på guds ord, at vi kommer i paradis, mens I, hvis vi slår jer ihjel, kommer i helvede, som profeten har lovet.

Tanken om jihad, også som den kommer frem her, er væsentlig, for ifølge den er muslimer i Allahs øjne mere end andre. Tanken om, at alle mennesker er lige, gælder ikke indenfor islam. Muslimer er ”Allahs øjesten”, som overskriften siger. Og det lønner sig for os, hvis vi vil forstå muslimer og muslimers handlemåde, at holde os det for øje. For det er netop derved, at islam og muslimer adskiller sig fra os andre. Blot synes Hoffmann ikke at have blik for denne forskel.

Hoffmann forsøger sig først med den tese, at islam er, hvad muslimer gør den til. Han kalder tesen videnskabelig, men for mig at se er der tale om en forlegenhedsløsning. Hvilke muslimers islamtolkning skal man vælge? Hoffmann vælger stormuftien af Saudi Arabien, som har udsendt en række fatwaer, hvori han fordømmer IS. Men han må indrømme, at man jo også må medinddrage terroristerne, for de hævder også, at de har den rette islamfortolkning. Det får Hoffmann til at sige:

Og hermed er vi nået frem til en position, som mange islamforskere – inklusive denne signatur – gør gældende: at islam ligesom alle andre religioner er en religion på godt og ondt, der rummer sine egne modsigelser, paradokser og hyklerier.

Han skuffer mig lidt, den gode Hoffmann, med denne intetsigende position. Er der noget særligt ved islam? Ok, nej, den er en religion med gode og dårlige sider som alle andre religioner. Jeg gider næsten ikke spørge, hvori kristendommens modsigelser, paradokser og hyklerier består til forskel fra islams, om de måske er større eller mindre eller nogenlunde lige så store som islams. For jeg tror ikke, han har noget svar på det spørgsmål.

Nå, han går da også videre med noget andet. Han giver sig til at overveje, hvorfor nogle muslimer kaster sig ud i denne blodige praksis:

Blandt de mange fornuftige analyser, vi kan fortolke ugerningerne med, kunne følgende nævnes: det er den uregulerede borgerkrigs tendens til excesser udi grusomhed. Her har jihadisterne blot lært håndværket af de diktaturer, de i så mange år har været undertrykte af. Det kan forklares som en mediestrategi, hvor rå magt over liv og død kan broadcastes hurtigt og effektivt på internettet, og hvor grusomhederne nærmest fungerer som en slags memes, dvs. spektakulær adfærd der er svær at glemme, men nem at kopiere.

Det er noget vrøvl. Det lykkes Hoffmann i dette lille afsnit at blande to forklaringer sammen, som modsiger hinanden. Diktaturerne, som har undertrykt de stakkels sunni-muslimer, har ganske rigtigt udført grusomme gerninger i deres undertrykkelse, men de har ikke pralet med dem, udstillet dem på de sociale medier. Det gør derimod IS, og hvorfor gør de det? Ja, det var jo det, der skulle forklares.

Og det prøver så Hoffmann på i næste omgang. Der er tale om terror. Ja, det var vi jo sådan set nok klar over. Men, fortsætter han, ikke blot almindelig terror, men religiøs terror, for de arme krigere begår jo selvmord i den formening, at de derved får del i paradis. Og så indskrænker de mulige sammenligninger sig til Japans kamikaze-piloter under Anden Verdenskrig og de Tamilske Tigre på Sri Lanka. Og nu synes kristendommen at være udeladt som sammenligningsgrundlag.

Og så når omsider Hoffmann frem til at drage forskellige koranvers ind i billedet. Dog er det, han undersøger med disse vers, kun de midler, terroristerne anvender, ikke deres motiver for at gøre, hvad de gør. Så derfor slutter hans artikel med følgende ret bovlamme konklusion:

Konklusion: jihadisternes særlige frasering af grusomhed bunder også i helligteksterne og traditionerne, men det må ligeledes tilskrives (sen)moderne krigsførelse, revolutionsstil og virale kampagner — med henholdsvis nakkeskuddet, elefanthuen og Facebook som emblem.

Mig forekommer det, at der mangler en væsentlig komponent: den overbevisning hos muslimer, at de er mere værd i Allahs øjne end andre mennesker. Allah skal jo bruge dem til at udbrede den sande religion med, og denne religion udbredes ikke gennem samtale og overbevisning, men gennem terror, gennem magtudøvelse, gennem udnyttelse af menneskets naturlige angst for at dø. Sådan har det været gennem hele islams historie, og sådan mener de fleste muslimer stadigvæk, at det egentlig skulle være. Blot har jo muslimerne i dag ikke magt, som de har agt. I hvert fald ikke hos os. Men i Syrien og Irak har de. Og dèr ser vi derfor de gamle muslimske traditioner gentage sig. Gress fortæller om Syrakus’ erobring i 878:

Da byen ikke havde underkastet sig frivilligt, var den efter muslimsk skik frit bytte for sejrherrerne. Våbenføre mænd blev hugget ned, øvrige samt kvinder og børn bortført som slaver.

Det er nøjagtig det samme, IS gennemfører i de byer, de erobrer. Om en anden befæstet by, Taormina, fortæller Gress:

I 902 indtog den frygtede krigsherre Ibrahim ibn Ahmad den hidtil uindtagelige fæstning Taormina. »Herpå lod han ikke blot mændene, men også kvinderne, børnene og de gejstlige hugge ned, satte ild til byen og gjorde jagt på dem, der var flygtet op i bjergene. Da man havde samlet en stor hob flygtninge foran ham, hvoriblandt biskoppen Procopius, kaldte Ibrahim denne til sig og sagde: “Dine hvide hår bør gøre dig klog. Afsværg den kristne tro og du vil redde dit og de andres liv, som står her.” Bispen smilede. Ibrahim spurgte, om Procopius vidste, hvem der talte til ham. “Jo, det er djævelen, som taler ud af din mund, derfor ler jeg”. Ibrahim befalede da, at hans krop skulle levende splittes ad og hjertet udrives.

Som man ser, meningen er at indgyde frygt hos den underkuede befolkning. Hvis den almindelige straf: halshugning, ikke indgyder frygt i tilstrækkelig grad, må man ty til andre og mere skrækindjagende midler.

Men hvis IS således overtager de blodige muslimske traditioner, hvad angår metoderne, så må man gøre sig klart, at de også gør det, hvad angår endemålet: at verden som sådan bliver lagt ind under halvmånen. Det vil sige: det nytter ikke noget at tro, man kan slutte fred med IS. Vi er ikke at regne for mennesker i deres øjne. Vi er vantro, det vil sige: vi er fjender, der skal bekæmpes.

Heri ligger forbindelsen mellem IS og den almindelige europæiske muslim. Hadet til Vesten og alt, hvad Vestens er, er fælles for IS og den tilsyneladende fredelige muslim i Danmark. Ønsket om at udbrede islam til hele verden gennem jihad, dvs., væbnet kamp, er en del af islams dna, ligesom tanken om en verdensrevolution er det for kommunismens vedkommende.

Som jeg har sagt det i anden sammenhæng: Kristne kender sandheden med en sådan sikkerhed, at de vover at lade sig slå ihjel for sandhedens skyld, muslimer mener at kende sandheden med en sådan sikkerhed, at de vover at slå andre ihjel for sandhedens skyld.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s