Elefanten i rummet

Siden sidste fredag har jeg gået og tygget på et svar til en artikel i Weekendavisen. Den hedder ”Kriminalitetens byggesten” og handler om en svensk forsker, Amir Sariaslan, der ved hjælp af en særlig metode har fundet ud af, at det ikke er fattigdom, der bevirker, at børn bliver kriminelle. Men her i går, den 11-9, finder jeg så ud af, at Uriasposten er kommet mig i forkøbet, se her, oven i købet med en bedømmelse af artiklen, der er helt anderledes end den, jeg havde tænkt mig at komme med.

Kim Møller fra Uriasposten hæfter sig ved, at Sariaslan påviser, at den sædvanlige forklaring på kriminalitetens opståen: dårlig opvækst i fattige kår, ikke holder stik. Han skriver:

Hvis Amir Sariaslan har ret i at det er miljø (kultur) og intelligens, så tager Flemming Balvig og Co. fejl.

Jeg, derimod, hæfter mig ved, at Sariaslan en lang, lang artikel igennem kan undgå at nævne med så meget som et ord – formentlig undgå overhovedet at tænke tanken – at den miljøpåvirkning, han taler om, kunne være et muslimsk miljø, og at den opvækst, der kunne skabe kriminalitet, kunne være en muslimsk opvækst.

Man kan da godt sige, at det er ganske interessante iagttagelser, Sariaslan komme med, men at sådanne to forholdsvis fornuftige mennesker, Kim Møller og undertegnede, vurdérer dem vidt forskelligt, viser, hvordan vinklingen i enhver journalistisk bearbejdelse betyder utrolig meget.

Fidusen, som Sariaslan benytter, består i, at han undersøger familier, der er flyttet ind i en ghetto eller ud af samme. Hvis en sådan familie har flere børn, og hvis den f.eks. får de ældste børn, mens den er fattig og bor i en ghetto, men de yngre børn på et tidspunkt, hvor den er kommet lidt til penge og derfor fraflyttet ghettoen, så viser det sig, til Sariaslans overraskelse, at der er nogenlunde den samme kriminalitetsrisiko for de to hold søskende. Kim Møller citerer fra artiklen (hans fremhævelser):

Det var overraskende. Der var ingen øget risiko for kriminalitet at spore, når man sammenlignede de søskende, som var vokset op i fattigdom og i relativ velstand. Familiernes indkomst var altså ikke bestemmende for børnenes eventuelle kriminelle løbebane,’ siger Sariaslan. … ‘Årsagen til, at lavindkomstfamilierne har højere kriminalitetsrater, er ikke, at de er fattige.

I stedet er det de genetiske og miljømæssige faktorer, som forårsager både forældrenes fattigdom og børnenes kriminalitet,’ siger Sariaslan. Han mener, at hans forskningsresultat tyder på to mulige konklusioner: Enten skaber de genetiske og miljømæssige faktorer en bestemt kultur, som klæber fast til familien og skaber fattigdom og kriminalitet blandt børnene. Eller også viser resultaterne, at familiens eller et individs genetiske dispositioner spiller en forholdsvis stor rolle for, om unge begår kriminalitet eller ej.

Og bevares, jeg kan da godt se det interessante i Sariaslans resultater. Og det kan da også godt være, man skal hakke lidt på de kriminologer, der hele tiden pukker på, at det er sociale forhold, der er skyld i, at folk bliver kriminelle. Eller måske grine lidt af de arkitekter, der mener, at grønne områder og smukke boliger vil virke kriminalatetsbekæmpende. Kim Møller citerer (igen hans fremhævelser):

Derfor er investeringer i mursten, arkitekter, nybyggeri eller et kulturhus ikke givet godt ud. Det er familier og individer, det handler om,’ siger Sariaslan og forsætter: ‘Etableringen af grønne parker eller arkitektur forandrer ikke kriminalitetsstatistikkerne.

Nuvel, jeg vil som sagt se artiklen ud fra en anden vinkel. For mig er det mærkeligt, at Sariaslan fuldstændig kan se bort fra islams indflydelse. Jeg gætter på, at det er den overmåde store svenske politiske korrekthed, der gør sig gældende. Naturligvis kan det også skyldes, at hans forskningsfelt er adfærdsgenetik, og at han derfor er tilbøjelig til at lede efter genetiske forklaringer på kriminaliteten. Det hedder i artiklen:

Biologien eller menneskets genetiske dispositioner er typisk fraværende i deres [de fleste kriminologers, rr] teorier, og det kan ifølge Sariaslan føre til fejlkonklusioner. I dag ved forskerne, at der findes genetiske dispositioner for kriminel adfærd, som for eksempel kan skyldes manglende selvkontrol og tendens til impulshandlinger.

Javist, javist. Men hvorfor gå over åen efter vand? Hvorfor gribe til de uhyre vanskelige og svært bevislige genetiske forklaringsmodeller, når der findes psykologiske forklaringer? Jeg tænker bl.a. på Nikolai Sennels’ undersøgelser af kriminelle muslimer i bogen “Blandt kriminelle muslimer”. På et blogindlæg, se her, har jeg opsummeret hans resultater således:

I den danske kultur er det en brist, hvis man bliver vred over ingenting. I den muslimske kultur er det en brist, hvis man ikke formår at angribe sin modstander eller forsvare sin ære. Derfor har unge muslimer ofte en utrolig kort lunte, ikke mindst overfor os ikke-muslimer. De finder det helt i orden at ville tiltvinge sig respekt. De værdsætter ikke den respekt, der kommer indefra, og søger ikke at opnå den, for den forekommer ikke i den kultur, de er opdraget i, her er respekt identisk med den pseudorespekt, som man tvinges til at yde.

Altså, dette at have en kort lunte eller dette at have manglende selvkontrol hører med til den muslimske kultur. Vi behøver ikke tage vor forklaringstilflugt til genetiske faktorer.

Hara Dvinge er i Den korte Avis inde på det samme, se her. Hun omtaler en forsker, Hakan Kalkan, som mener, at

de unges fejltrin skyldes socioøkonomiske forhold, og at fænomenet gadebander ikke kan relateres til noget etnisk, fx det at være muslim.

Ham vender hun sig imod. Det dybt godnat at sige sådan. Senere siger hun:

Imidlertid har forskeren ikke ret i, at de unge mænds situation ikke har noget at gøre med kulturen og dermed islam. Hvis der ikke er en sammenhæng, hvordan vil man så forklare, at muslimske piger generelt klarer sig bedre end deres brødre?

Det er beskæmmende, at man stadigvæk skal opleve forskning se 100 procent bort fra det spørgsmål.

Men hvad skal vi gøre ved det, udover at tale åbent om det og ikke gå og putte med det? Der er en elefant i rummet, vi kan ikke blive ved med at lade, som om vi ikke ser den. Der er en muslimsk kultur iblandt os, vi kan ikke blive ved med at lade, som om den er som vores kultur. Hara Dvinge nævner Søndermarksskolen i Viby som et eksempel på en skole, der har mange etniske elever (93%) og alligevel har opnået gode resultater. Hun citerer en pige på skolen for at sige, at det værste er, at man skiller sig ud, hvis man er ene muslim i en dansk klasse, og at hun er glad for at gå på denne skole, for “her er vi alle sammen det samme”.

Jeg har for lang tid siden stillet mig ret positivt overfor dette at lave særlige klasser for muslimer, se her. Tanken var den, at hvis vi skal vælge mellem en påtvungen integration og en god undervisning, der giver eleverne kundskaber, så skal vi vælge den gode undervisning. Muligvis kommer det af sig selv gennem de mange muslimske friskoler.

Kun fremtiden har svaret.

Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.