Nyfarisæisme og nyracisme

Det har længe været mig en kilde til undren, hvordan det kan være, at så mange mennesker i Sverige følger en så selvødelæggende politik. Hvad er det, der foregår i disse menneskers hjerner? Hvilken tankegang er det, der har bemægtiget sig dem? Det gælder hele den etablerede presse, det gælder politikerne fra de syv partier, der vender sig imod det ottende parti: Sverigedemokraterne: Hvad får dem til at være så stensikre i deres overbevisning, at de ikke drømmer om at røre sverigedemokraterne med en ildtang? Hvad får dem til at kalde alle de mennesker, der går imod den kolossale indvandring, Sverige er udsat for, for racister og fremmedfjendtlige? Hvorfor har de dannet sig et skjold af tanker til at overbevise sig selv og andre om, at Sveriges grænser skal være næsten pivåbne?

Ét muligt svar fik jeg i mandagens Deadline. Martin Krasnik havde to svenske politikere i telefonen og den ene, Pia Kinhult fra Moderaterne, statsminister Fredrik Reinfeldts parti, viste sig at lide af den falske overbevisning, at indvandring var en økonomisk fordel for Sverige. Det må til hendes undskyldning siges, at den påstand har været en del af elitens retfærdiggørelse af den store indvandring, og at de mennesker, der mener noget andet, har haft svært ved at få ørenlyd i de svenske medier. Hun hævdede, at sverigedemokraterne ikke delte hendes værdisæt, men fortsatte:

Så er der faktisk også en rent økonomisk faktor i det. Set fra et svensk synspunkt har vi fået succes ved at være et åbent land – og arbejde med frihandel og fri bevægelighed. Sverigedemokraterne går direkte imod den politik, som har været en succes for Sverige. — vi har ikke kunnet forklare, hvordan vi har opbygget velstand og velfærd i Sverige. — jeg tror på en fri handel og fri bevægelighed og jeg er stolt af min partileder og den nuværende statsminister, som har forsvaret disse værdier og svensk tradition.

Altså, hun er virkelig hildet i den misforståelse, at den enorme indvandring har været en økonomisk gevinst for Sverige. De har fået økonomisk succes med det. Og når så mange stemmer på sverigedemokraterne, skyldes det, at de andre partier ikke tydeligt nok har kunnet forklare, at det netop er igennem den store indvandring, de har kunnet opbygge velstand og velfærd i Sverige.

Den løgn er tyk. Men påstanden er gentaget så mange gange i svenske medier, at ikke mange – i hvert fald ikke Pia Kinhult – har bemærket, at Fredrik Reinfeldt i den tale, der indledte valgkampen, tog afstand fra den. Han bad svenskerne ”åbne deres hjerter” for de mange flygtninge og gjorde samtidig opmærksom på, at der på grund af de mange udgifter til flygtninge ikke kunne blive råd til velfærdsforbedringer for almindelige svenskere.

Men problemet står tilbage: Hvorfor tror så så mange svenskere på den løgn? Hvordan kan eliten bilde sig selv og befolkningen ind, at det gavner svensk økonomi at modtage så mange indvandrere? Hvad er det, der får dem til at lukke øjne og øren for de ganske vist få økonomer, der forklarer, at indvandrerne er en udgift for samfundet både på kort og på langt sigt?

Det gav faktisk Reinfeldt en antydning af med sin opfordring til det svenske folk om at åbne deres hjerter for de fremmede. Han føjede nemlig til, at Sverige skulle være en humanitær stormagt.

Her har vi den nyfarisæisme afbildet, der besjæler den svenske elite (og den danske også). Vi véd fra Jesu forkyndelse, at det ikke går an at tro, man er bedre end andre. Ganske vist kan man måske til en tid rigtig gasse sig i den følelse af godhed, man mener, man har, men så snart man uforvarende kommer til at røbe, at man anser sig selv for et godt menneske, rammes man af anklagen for farisæisme. Og så er man nødt til at skjule både for sig selv og andre, at man faktisk mener, man er bedre end andre. Hvilket er ret anstrengende. Og derfor er der en vis chance for, at man falder tilbage i den rolle bare at være sig selv. Hvilket også var Jesu mening med anklagen for farisæisme.

Dette gælder i enkeltmenneskets liv.

Men nu har mange opdaget, at de får den samme dejlige følelse ind over sig, når de som gruppe kan anse sig for bedre end andre. De er selvfølgelig nødt til som gruppe at udvise godhed, men er man en politisk gruppe, der oven i købet har den fordel at være en del af den folkelige elite, kan man nøjes med at gøre alle de gode gerninger, der kræves, pr stedfortræder. Man behøver ikke selv åbne sit eget personlige hjem for flygtningene, man kan nøjes med at kræve, at ens land åbner dørene for dem.

Har man først mærket denne politiske selvgodhed gennemstrømme sig, eventuelt i sammenligning med andre, der helt mangler sans for disse politiske ”gode gerninger”, så leder man efter ting, der i den politiske sammenhæng kan retfærdiggøre den gode gerning: at åbne landet for flygtninge. Og så er man til fals for løgnen om, at det økonomisk kan betale sig.

Det var nyfarisæismen. Men hvad så med nyracismen?

Den hænger sammen med nyfarisæismen. For flygtningene er nødt til at være nogle ”stakkels mennesker”, som det er så synd for, for at den gode gerning kan være en god gerning. Det kan ses af et blogindlæg af Karl-Olov Arnstberg og Gunnar Sandelin, se her, de to, der har skrevet en bog om indvandringens omkostninger, som har haft utrolig svært ved at blive omtalt eller blot få annoncer for bogen optaget i de svenske medier.

Nå ja, før jeg bringer det citat derfra, jeg har tænkt på, må jeg lige skitsere sammenhængen. De to siger, at nu, hvor så mange har stemt på sverigedemokraterne, nu er der to tabuer, der må brydes: man må begynde at tale åbent om antallet af asylansøgere – hvor mange kan Sverige modtage? – og om de mange bedragerier, asylansøgerne udsætter myndighederne for.

Hvad det sidste angår, henviser de til en blog, som en tidligere ansat i ”migrationsverket”, Merit Wager, har oprettet, hvori hun får adskillige nu ansatte til at udtale sig anonymt om den yderst overfladiske behandling, asylansøgerne udsættes for; en behandling, der vel at mærke ikke er overfladisk i Sveriges favør, men overfladisk i asylansøgernes favør. F.eks. er det kommet frem, at op imod 80% af ansøgerne møder frem uden pas, og at op imod 50% af dem, der får bevilget permanent opholdstilladelse, ikke har noget beskyttelsesbehov. De to skriver:

Merit Wager har för sin del hjälpt hundratals asylsökande och kan därför inte beskyllas för främlingsfientliga och rasistiska motiv och inte heller för att ha någon dold agenda. Hon har också gett ut två böcker fulla med asylberättelser (”Inte svart eller vitt, utan svart och vitt”) där också beslutsfattare framträder med namn.

Trots detta reagerar varken politiker eller media! Om våra stora redaktioner har resurser till att jaga vad de kallar för näthatare så borde de väl kunna satsa på att avslöja asylbedragare? Men det har inte varit aktuellt. Uppenbarligen solkar (tilsmudser) det ned den egna självbilden som goda och rättrådiga vapendragare för svaga grupper. Denna mediala självbild är ett terapeutiskt lyxproblem. (Min understregning).

Dette har de fuldkommen ret i. Det eneste, de ikke har ret i, er det sidste. Dette selvbillede, som godhedsmenneskene har, er ikke et luksusproblem, det er problemet. Det er dette selvbillede som gode og retfærdige våbendragere for svage grupper, den svenske elite og de svenske politikere (bortset fra sverigedemokraterne) stræber efter at opretholde. Og kan det kun opretholdes ved at fornægte virkeligheden, så fornægter man virkeligheden, som før nævnt, hvor man direkte bilder sig ind, at indvandringen er en økonomisk gevinst for Sverige.

Men det andet særtræk nævnes her. Man kan kun opretholde dette billede af sig selv som virkelig gode mennesker, hvis de mennesker, man hjælper, virkelig er nogle stakler. Og udviser virkeligheden noget andet, så fornægter man også den virkelighed. Og ”stakler”, det vil sige: uskyldige mennesker, der ikke gør noget forkert, men bare er blevet udsat for forfølgelse eller har lidt under borgerkrig. Med til billedet af dem selv som gode mennesker, der gør gode gerninger, hører altså, at de, der bliver hjulpet, ikke snyder eller bedrager eller begår andre uetiske handlinger. Derfor vil man ikke kræve at se asylansøgernes pas, og derfor vil man ikke undersøge, om der blandt asylansøgerne findes asylbedragere.

Det er racisme. Man anser ikke disse mennesker for almindelige, voksne, ansvarlige mennesker. Man anbringer dem i rubrikken ”stakler”, og stakler kan ikke gøre for, at de handler som de gør, det vil være synd at drage dem til ansvar for nogetsomhelst. At man netop derved behandler dem nedværdigende, at man netop derved fratager dem det menneskeværd, som man tillægger os andre, det ser man ikke. Men man gør det. Man er racist, nyracist.

Det er også det, der herhjemme har ligget bag ulysten til at gå i klinch med islam. For hvis man skulle gøre det, ville man jo ikke kunne undgå at sige noget mindre pænt om islam. Og det må man endelig ikke gøre. For vore indvandrere er ”gode nok”, og ”gode nok” kan de kun være ved at være ligesom os. Så det mener vi, de er, uanset hvad virkeligheden udviser. Eller man siger, som David Trads sagde i mandagens Deadline, at man med de negative ord, man siger om muslimer og islam, jager muslimerne over i armene på ekstremisterne.

Dette er en anden form for nyracisme. Om alle vi andre, og da specielt om den talende selv, gælder det, at vi sandelig ikke sådan lader os jage nogen steder hen. Vi mener nok, at vi selv har ansvaret for de anskuelser, vi har tænkt os frem til. Men vore indvandrere? Nej, de er ”stakler”, dvs. ikke som vi hele mennesker, de er ligeså påvirkelige som børn, dem må vi passe på at tale pænt om og til.

Men værst er de nu alligevel i Sverige. Dette er en gammel-farisæisk påstand, som må fastholdes, fordi virkeligheden tilsiger én det. Hos den svenske elite er nyfarisæismen blevet en luft, de lever og ånder i, og nyracismen en holdning, som de ikke kan eller vil undvære, fordi deres ”gode gerninger” ellers ikke mere er gode.

Ak ja.

Andre artikler om det samme:

http://snaphanen.dk/2014/09/17/hvorfor-ingen-forstar-sverige/

https://ricardtriis.wordpress.com/2011/10/22/om-at-vaere-god-pr-stedfortraeder/

https://ricardtriis.wordpress.com/2008/04/08/den-ny-faris%c3%a6isme/

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s