Kaj Munks død

Den 4. august var der i Kristeligt Dagblad en artikel af valgmenighedspræst Else Hyldahl, hvori hun bl.a. skrev:

Noget andet er, at det hele [dvs. mordet på Kaj Munk, rr] kunne være undgået. Alle vidste, at Kaj Munk var en truet person. Han havde fået advarsler, tilmed gode råd om flugtmulighed, som han efter sigende afslog. Dette fandt jeg altid dengang, så ung jeg var, meningsløst og ansvarsløst, for han havde hustru og børn. Men i min ungdommelige tanke som holder den dag i dag tænkte jeg, at hans stolthed måske var stærkest af alt? (Se her).

Det gjorde jeg vrøvl over i et læserbrev, og der kom en lille debat ud af det, bl.a. med et indlæg af mig den 14. august, se her.

Her fornylig har så historikeren Jes Fabricius Møller i Weekendavisen (den 12. september) kolporteret den samme myte om Kaj Munks død. Fabricius Møller skriver bl.a.:

Til slut opsøgte han offerdøden. I den forstand var der en eller anden forbindelse mellem Kaj Munks kristendom og hans død. Dosenrode hævder, at han ikke ville martyriet. Det er rigtigt som så vidt, at han aldrig indrømmede det direkte. Det hører dog med til forudsætningerne for et kristent martyrium, at det skal være påført udefra og ikke opsøges. Så meget havde Munk dog hørt efter, da han gik til forelæsninger i kirkehistorie.

Men han nærmest koketterede med sin snarlige død i sin prædiken nytårsdag 1944. Han kunne med lethed være gået under jorden, hvis han bare ville overleve. Det gjorde han netop ikke. Hans kamp var selvopofrende og hans modstand passiv. Hans dådløse død fik imidlertid afgørende betydning for mobiliseringen af den folkelige modstandvilje. Derfor huskes han. (ikke online).

Disse noget hasarderede påstande søgte jeg at imødegå med et læserbrev til Weekendavisen. Det blev dog ikke optaget den næste uge (altså den 19-9) og bliver det formentlig ikke. Og hvad! Avisen har måske også større og mere betydningsfulde ting at beskæftige sig med.

Men der kan nu alligevel være god grund til at gå ind på denne fejlopfattelse. For man kan i den forbindelse gøre en iagttagelse, som gælder for meget mere end for Kaj Munks død. Det er almindeligt, ja næsten uundgåeligt, at vi bedømmer tildragelser i fortiden ud fra det, vi véd blev resultatet af disse tildragelser. Det spiller især en rolle for vores opfattelse af besættelsestidens historie. Vi véd, at tyskerne tabte, vi véd, at det kom til stor modstand i Danmark mod den tyske besættelse i de seneste besættelsesår, vi véd, at befolkningen efterhånden kom til at betragte modstandsfolkene som helte, og ud fra den viden bedømmer vi hele besættelsestidens historie. Ud fra den viden anklager vi dem, der styrede landet i de første fredeligere år af besættelsen, uden at tænke over, at de jo ikke vidste, at det ville blive tyskerne, der tabte, og at besættelsen ikke ville vare fyrre år, men kun fem år.

Man er således i dansk historieskrivning nogenlunde enige om at forarges over den tiltrædelseserklæring, udenrigsminister Erik Scavenius fremkom med den 8. juli 1940:

Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. (Fra Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933-1945, side 214)

Men denne forargelse skyldes for det meste, at vi ser på denne erklæring ud fra det, vi véd nu: at Hitler var dum nok til at gå i krig med Sovjetunionen. Man glemmer, at som det så ud dengang, hvor Frankrig var slået, og England stod muttersalene overfor et Tyskland, som tilsyneladende ingen europæisk magt kunne hamle op med, så var en fredsslutning med England og et nyt Europa under tysk førerskab på mange måder det mest sandsynlige fremtidsscenarie.

Men bevares, jeg skal da indrømme, at jeg selv har følt mig noget brøstholden over udtrykket ‘beundring’. Kunne han da ikke have nøjedes med at skrive ‘forundring’? Følte han virkelig selv i sit indre en beundring for Tyskland? Først efterhånden er det gået op for mig, at Scavenius aldeles ikke følte nogen beundring i sit indre, men kun så det som en klog taktik at komme tyskerne i forkøbet med indrømmelser, og altså her på forhånd ville sige ‘beundring’, så han ikke senere skulle nødes eller tvinges af tyskerne til det.

En lignende tilbagedatéring af forholdene sidst i besættelsen til forholdene i først i besættelsen finder sted, når man rask væk antager, at det var tyskerne, der beslaglagde Kaj Munks skuespil Niels Ebbesen allerede på udgivelsesdagen den 9. april 1942. Dette kan man læse mange steder i bøger om Kaj Munk. Og derved får man jo lejlighed til at godte sig lidt over, at tyskerne kun fik fat i 3000 af de 16.000 eksemplarer, der blev trykt. Men det var ikke tyske, men danske myndigheder, der administrerede censuren, og derfor også danske myndigheder og dansk politi, der sørgede for inddrivelsen af de konfiskerede bøger, omend tyskerne jo åndede den danske censur i nakken.

Den samme form for tilbagedatéring finder sted, når man skal beskrive den fare, de forskellige personer udsatte sig for ved deres illegale aktiviteter. Kaj Munk havde således nok regnet med visse repressalier fra myndighedernes side, da han udgav Niels Ebbesen, men af et brev fra ham til hans forlægger Arnold Busck fremgår det, at han beder om et forskud på 10.000 kr ved udgivelsen af bogen. Han begrunder det store beløb med, at han, hvis han mister sit embede, så ikke skal være uden forsørgelsesmulighed. Det var på dette tidspunkt ikke fængsel, heller ikke drab, nej, det værste, han kunne forestille sig, man ville gribe til som straf for udgivelsen, var afskedigelse.

Og derfor, hvis man kaster sig ud i spekulationer om, hvad Kaj Munk vidste og hvad ikke om de farer, han udsatte sig for, som både Hyldahl og Fabricius Møller gør, må man gøre det med den forsigtighed, der viser, at man tager hensyn til sin egen tendens til tilbagedatéring. Det gør ingen af de to. ”Alle vidste, at Kaj Munk var en truet person”, skriver således Else Hyldahl. Og sandt nok, man vidste det, da han var dræbt, men vidste man det før? Efter 29. august 43 blev en række personer arresteret og anbragt i Horserød for senere at blive frigivet. Kaj Munk var ikke iblandt dem. Den erfaring, han og andre kunne uddrage deraf, var ikke just, at han var en truet person.

Og Fabricius Møller er ligeså uforsigtig. Kaj Munk ”opsøgte offerdøden”, hedder det. Ak ja, sikke noget vrøvl. Men den snedige Fabricius Møller har sikret sig. Det var, hvad Kaj Munk gjorde, men han indrømmede aldrig, at han gjorde det. For han havde lært i kirkehistorie, at en sand martyr ikke opsøger døden. Men hvis man nu gør sig klart, at det ikke er os, der mener det modsatte, der står med bevisbyrden, men Fabricius Møller, der skal bevise, at Munk var en falsk martyr, så bliver man klar over, at hans påstand er tom: han sandsynliggør det på ingen måde.

Han prøver ganske vist på det. Han hævder, at Munk ”nærmest koketterede med sin snarlige død i sin prædiken nytårsdag 1944”. Det passer ikke.

Først er der nu ordet ‘snarlig’ i ovenstående udtalelse. Som det står, lader det ane, at Munk selv havde en forudanelse om sin død fire dage senere. Eller værre endnu: det lader ane, at han var blevet advaret, men havde siddet advarslen overhørig for netop at kunne opnå den martyrdød, han opsøgte. Intet af det er sandt.

Munk siger i sin prædiken:

Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: ‘Kommer de efter dig i Nat?’ Og den Tanke er ikke morsom for en, der elsker Livet, har nok at gøre i sin Gerning og er glad for sin Kone og sine Børn.

Det er den kokettering, der er tale om. Og sandt nok, hvis man ikke vidste andet, kunne man da godt fristes til at tolke disse ord ud fra det, der skete kort tid efter: han mener selvfølgelig, at de kommer for at hente ham til likvidering. Men i så fald ville man ligge under for den fristelse, som så mange falder for, hvad angår besættelsestidens historie: Man tolker en begivenhed ud fra det, der sker senere. Og det er just, hvad Fabricius Møller gør.

I den forbindelse er det klogt at holde sig til, hvad K. L. Aastrup, der var nabopræst til Munk, skriver i sine erindringer. Disse erindringer er godt nok skrevet lang tid senere, i 1999. Men i netop dette tilfælde er det faktisk en fordel. For lige efter krigen, hvor Munks stjerne stod allerhøjest, var man tilbøjelig til næsten at ville bevise, at han var martyr. Og derfor fandt man alle mulige Munk-bemærkninger frem, som skulle vise, hvordan han forudanede sin død og derfor også selv regnede med, at det ville ende, som det gjorde. Sådan behandler Nøjgaard emnet i Ordets Dyst og Daad fra 1946.

Noget af det samme gør forresten Bjarne Nielsen Brovst i sin bog fra 1993 Kaj Munk – krigen og mordet. Men han gør det for at sætte spænding ind i en handling, som læseren på forhånd véd hvordan ender.

Aastrup skriver (Erindringer, side 385f):

Et par dage før jul kom en anden officer ind i fars forretning [Aastrups far var købmand i Ulfborg, rr] og bad om en samtale. Da de var i enrum på kontoret, sagde han, at far skulle lade en advarsel gå videre til mig og Munk. Vi var i fare og skulle ”passe på”. Jeg tog over til Vedersø, og vi snakkede lidt om det. Man kunne ikke på landet som i byerne gå et andet sted og sove om natten eller på anden måde ”gå under jorden”, til bygen var drevet over. Munk sagde, at han ville dø af det, hvis han skulle sidde fængslet. Hans dårlige ryg gjorde, at han ikke kunne tåle at sidde ned ret længe ad gangen. Jeg trøstede ham med, at det var værre for os andre. Han var beskyttet af sin berømmelse – blev han arresteret, ville der blive så megen ballade, at man snart ville slippe ham ud. Vi blev enige om at se tiden an. Vi kunne ikke ”tage ferie” dagen før juleaften.

Som man ser: det var ikke likvidering, de frygtede, højst fængselsophold.

Så kan man spørge, om ikke Aastrup med sin beretning så mange år efter er i fuld gang med at retfærdiggøre sig. Han tog jo ikke advarslen alvorligt. Hvis han nu havde gjort det, hvis han nu havde overtalt både Munk og sig selv til at ”tage ferie”, ville Munk så ikke have undgået døden? Derom skriver han efterfølgende:

Der er gået rygter om, at Munk på forhånd var klar over, hvordan det ville ende. Det kan umuligt have været tilfældet. Rygtet kan hænge sammen med, at han af gode grunde ikke regnede med at blive gammel. Han var skrøbelig, og begge forældre og andre i slægten var døde unge. Og det, der blev kaldt ”clearingmord” var ikke begyndt i december 43, i hvert fald ikke i det omfang – så vi regnede ikke det for en mulighed. Desuden havde den tyske officer ikke talt om Munk alene, men om os begge. Han har vidst noget om, at der forestod en ”præsterazzia”. Der forekom jo disse rækker af arrestationer af folk i samme erhverv. Hvis man fik at vide, at der var optræk til noget i den retning for ens vedkommende, kunne det klares ved, at man tog hjemmefra en fjortendages tid. Så var turen kommet til andre. Vi havde måske begge holdt en lille ferie, hvis ikke julen havde stået for. Måske burde jeg have overtalt Munk til alligevel at gøre det, når han nu var bange for ikke at kunne tåle et arrestophold. Men det var virkelig min overbevisning, at det ville blive kortvarigt i hans tilfælde.

Munk må have fortalt sin kone om advarslen til Aastrups far. For da de var kørt med Munk, ringede hun til Aastrup for at sige, at de nok var på vej efter ham nu. Det fik ham til at cykle til Ulfborg.

Så kan man spørge, hvordan dette stemmer overens med Nøjgaards iagttagelser. Han har jo fulgt Munk nøje igennem en intens brevveksling, og han ser anderledes på Munk holdning under krigen. På side 378 i sin biografi over Munk Ordets Dyst og Daad har han skrevet som sideoverskrift ”Paa Vej mod Martyriet” og nederst på denne side skriver han:

Flere Gange nævnede han i Privatbreve den Martyriets Bakke, som han vidste sig paa Vej opad. Jul 1940 udtrykte han sin Længsel efter at sige Farvel til Scenen og hellige sig til Prædikestolen alene og fortsatte saa: ”Men jeg magter det vel ikke endnu? Og hvor langt er der til Golgatha, det lille private?” Næste Aar hed det, at Folket og Regeringen tror alt det, han ikke tror paa: at det gælder om at lystre og ellers kæmpe til sidste engelske Soldat. ”Og jeg tror, at Livsbevarelsen ligger i Golgatha, i at udsætte Skindet, i Heroisme.”
Fra Begyndelsen forstod han Faren ved den Skribent- og Foredragsvirksomhed, han drev. Allerede i Sommeren 1940 svarede han paa en Indbydelse, at han kom, hvis han fik Lov til at leve og tale saa længe, og Gerlevtalens Længde undskyldte han med, at det ikke var til at vide, hvor længe det endnu blev muligt at tale.

Men dette er forkert. Det er en tilbagedatéring. Nøjgaard begår netop den fejl, jeg nævnte i begyndelsen: han snører uden at tænke over det alle besættelsesårene sammen i samme pose og lader indholdet være identisk med de sidste års indhold. Men sådan forholdt det sig ikke under besættelsen. Der fandt en gradvis udvikling sted. Modstanden blev stærkere og stærkere, straffene blev hårdere og hårdere.

Munk vidste sig ikke på vej op ad en martyriets bakke. Hvad der bekymrede ham fra første besættelsesdag, var ikke, om han ville blive slået ihjel, men om han ville blive ramt af censuren. Derfor greb han til at holde foredrags- og oplæsningsaftner rundt om i landet; derved mente han, at han kunne komme ned under censurens radar. Og derfor sagde han i slutningen af Gerlev-talen:

Kære Studenter, jeg har talt for jer længere, end jeg nogensinde har gjort det for en Forsamling. Jeg har ikke kunnet lade være. Vi ved jo ikke i disse Tider, hvor tit vi faar Lov at ses og tales ved. (DEI, 187)

Af Nøjgaards sammenstilling ser det ud, som om disse ord er udtryk for, at han ser sin død ude i fremtiden. Men de er i stedet udtryk for, at han ser censurens bånd snære sig yderligere sammen.

Og når Arne Sørensen, Dansk Samlings formand, i februar 1942 opsøgte Kaj Munk for at overtale ham til at tage til England, var hensigten ikke, at Munk skulle reddes fra døden, hensigten var at få ham gjort til en samlende person for de danske i England. Det samme gjaldt de senere opfordringer, han fik gennem Arne Sørensen, i begyndelsen af 43 og efter 29. august 43. Da Arne Sørensen gennem en mellemmand henvendte sig til Munk på det tidspunkt, var han komplet afvisende: Nu ville han i hvert fald ikke tage til England. Det er Bjarne Nielsen Brovst, der i den føromtalte bog, side 231f fortæller om det.

Dette bliver hos Nøjgaard til, at det er forståeligt, at

de, som ønskede at bevare Kaj Munks Liv, kunde have Lyst til at se ham vel ude af Landet, inden det gik helt galt. (ODD, 383).

Igen overdriver Nøjgaard, ikke som Fabricius Møller for at frakende Munk martyrnavnet, men for at tildele ham det. Dog, lige galt er det. Hvem kunne se, at Munks liv var i fare på det tidspunkt? Hvem havde på det tidspunkt en fornemmelse af, at det snart kunne gå helt galt? Ja, bagefter kunne alle se, at det faktisk gik helt galt, men i efteråret 43? Nej. Som Aastrup bemærkede: Clearingmordene var endnu ikke blevet et udbredt fænomen.

Og Nøjgaard véd også at fortælle om en gæst, der den 29. august ville have Munk til at flygte, men blev afvist med den bemærkning, at Munk ville dø i Danmark. Det er karakteristisk for Nøjgaard, at han så at sige samler sammen på den slags bemærkninger. Men lad der være nok så mange af den slags udsagn, de kan højst være vidnesbyrd om Munks tendens til at dramatisere også sit almindelige hverdagsliv, ikke om hans viden om hans egen snarlige død.

Og det var jo forøvrigt samme stejle afvisning, han udtalte overfor Arne Sørensens mellemmand, han ville ikke lade sig hjælpe ud af landet.

Og det er klart, når man dels finder alle de ord frem, der taler om martyrium, dels fortolker diverse afvisninger som udtryk for, at Munk ligefrem forventede at blive martyr, så er det ikke svært for Fabricius Møller at finde holdepunkter hos Nøjgaard for sin tese om, at Munk opsøgte martyriet. Men hvis de farer for enkeltpersoner, som senere kom til at præge besættelsen, endnu ikke havde vist sig i efteråret 43, er det så ikke mere rimeligt at antage, at Munk ville blive i landet, fordi han mente, han stadig havde mulighed for at få noget sagt, i det mindste gennem den illegale presse, og fordi han var af den anskuelse, at det menneske taler stærkest til et folk, der deler folkets vilkår?

Lad mig slutte dette temmelig lange indlæg med et andet citat fra den nytårsprædiken, Fabricius Møller henviser til. Her siger Munk:

I gamle Dage sagde man, at naar Husmanden pløjede om Søndagen med de Heste, han havde laant fra Gaarden, da lukkede Gud det ene Øje. Nuvel, der kan være en fattig Sjæl, der har Kone og Børn og ingen Steder i denne Tigertid at tage Brødet til dem fra. Maaske Gud da er barmhjertig og lukker det ene Øje. Og det sker jo ogsaa, de møder op og trykker os Pistol for Tinding eller Bryst eller Mave. Vi ved godt, at Jesus og hans tapre Apostle lod sig ikke forskrække af sligt. De gik i Døden hellere end at lade sig skræmme til at gøre, hvad der stred mod deres Samvittighed. Det kunde vi ogsaa. Men vi er Smaafolk. Og maaske bør vi ogsaa der haabe paa, at Gud sætter Kikkerten for det blinde Øje.

Her viser det sig, at Kaj Munk, trods alle tanker om martyriet, trods alle forestillinger om, at det jo kunne være, at de kom og ville tvinge ham til at tale mod sin samvittighed, kendte sig selv godt nok til at vide, at det i en sådan situation aldeles ikke var sikkert, at han ville kunne stå mål med apostlene. Måske han ville svigte. Måske han, den stortalende og højrøstede og bramfri, der kunne få alle sine heroer i skuespillene til at tale stort og ædelt og med fuldstændig fri samvittighed uanset følgerne, måske han ville svigte, måske han ikke ville kunne holde til torturen, måske han af angst for at dø ville forråde sig selv og det, han hidtil havde stået for, så han, der hørte til småfolkene, kun ligesom de havde det at håbe på, at Gud ville lukke det ene øje.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s