Dialogens kviksand

Den 24. september havde Kristeligt Dagblad en artikel om indvandrerpræst Massoud Fouroozandeh, oven i købet på forsiden, se her. Nå, tænker man, er der nu blæst om ham igen? Og ærlig talt, det er snart hverken til at finde hoved eller hale i den sag. Og når så er, er jeg mest tilbøjelig til at snige mig forbi i al stilhed.

Alligevel vover jeg at tage sagen op her på min blog. Ikke, fordi jeg har nogen løsning parat – hvordan kan man have det, når man ikke kan se, hvad problemet egentlig er? – men fordi der er noget, jeg undrer mig over, og fordi min undren rammer begge stridens parter.

Den 16. december 2013 var der i Kristeligt Dagblad en reportage fra en dåbshandling, der foregik i den kirke, Massoud Fouroozandeh har stiftet, Church of Love, se her. Det var meget interessant, ja ligefrem gribende at læse om alle disse iranere, der i kraft af Massouds forkyndelse er blevet kristne; hvordan de i bussen fra Rødovre til Odense sang og var glade, hvordan gudstjenesten foregik på deres eget sprog, farsi, hvordan de sang salmer på dette sprog, vist forfattet af Massoud.

Men én ting var for mig et skår i glæden: blandt de spørgsmål, man stillede til dåbskandidaterne, lød det sidste således: ”Lover I også at adlyde jeres præster og kirkens tjenere og landets love?”

Det er i mine øren et utilladeligt krav at stille til dem, der vil døbes. Men selvfølgelig, da Church of Love er en frikirke, må de naturligvis stille de krav op, de vil, er dåben foretaget som en dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, er den en gyldig kristen dåb, som også vi i folkekirken anerkender. Men som den ene broder til den anden, eller som det ene kirkesamfund til det andet må det dog være vores naturlige pligt at spørge Church of Love, hvordan de kan tillade sig at stille krav om lydighed overfor kirkens tjenere, herunder præsten.

Dog, dette synes at være en problemstilling, der er fuldstændig overset i den efterfølgende polemik. Her har man kun bebrejdet Fouroozandeh, at han, skønt han får en del af sin løn fra folkekirken, ikke døber folk ind i folkekirken, men ind i en frikirke, ind i Church of Love. Om der bag denne lidt uldne begrundelse skjuler sig en kritik af lydighedsløftet, fremgår ikke af nogen af de artikler, jeg har læst om sagen. Men da det samtidig forlyder, at man arbejder på at gøre Church of Love til en valgmenighed, altså til en del af folkekirken, må man vel gå ud fra, at Church of Love er villig til at skære dette lydighedsløfte ud af deres dåbsritual; definitionen på en valgmenighed er jo da vistnok, at det er en menighed, som følger folkekirkens ritualer og underlægger sig dens biskoppelige myndighed, men blot selv sørger for udgifter til præst og kirke, og altså derved selv kan bestemme, hvem de vil have som præst.

Mogens Mogensen har på sin blog kort efter denne artikel, den 17. december 2013, kritiseret netop dette sidste spørgsmål, se her. Han skriver:

Efter en evangelisk-luthersk forståelse står det enkelte menneske i et direkte forhold til Gud, og der er ikke brug for nogen præst som mellemmand mellem Gud og mennesker. Alle kristne er i deres dåb ordinerede til præster for Gud, og det særlige præsteembede er sat i verden af hensyn til sakramenternes rette forvaltning og evangeliets rene forkyndelse, og ikke for at kræve lydighed af menigheden!

Og hvis det, der skiller parterne, er denne lydighedsforpligtelse, hvorfor siger man det så ikke? Hvorfor hedder det så kun, at det er forkert af Fouroozandeh, at han døber folk ind i en frikirke og ikke ind i folkekirken? Hvis der bliver oprettet en valgmenighed – og det stiller man sig jo positivt til – vil folk jo heller ikke bliver ”døbt ind i folkekirken”, men ind i valgmenigheden.

Men der er også et andet problem, præstens løn. Fouroozandeh har de sidste tre år været ansat som halvtidspræst ved Sct. Hans kirke i Odense. Denne ansættelse ophørte den 15. september. Det får Katrine Winkel Holm til i Den korte Avis at skrive følgende – overskriften er ”Biskop ansætter ‘spindoktor’ men har ikke råd til Massoud Fouroozandeh, siger hun”:

Det har barske økonomiske konsekvenser for Massoud selv, der nu står uden indkomst. Men det risikerer også at knække den voksende missionsbevægelse blandt muslimer, han længe har arbejdet for: Church of Love, netop nu, hvor bevægelsen ellers er ved at få status som valgmenighed.

Situationen er sådan, at Massoud kun kan fortsætte sit vigtige arbejde med at omvende muslimer i Danmark, hvis folk som du og jeg giver en skærv til hans arbejde. Se her.

Også det er en lidt ulden betragtning. Hvis Church of Love er ved at få status som valgmenighed, og hvis der tænkes på en valgmenighed af den almindelige slags, betyder det, at menigheden selv tager sig af præstens løn. Så hvis almindelige valgmenigheder kan leve her i landet, skulle så ikke også Church of Love kunne det? Det hedder sig, at Fouroozandeh har omvendt ikke færre end 600 muslimer. Det bliver måske ikke den helt store løn, disse 600 kan give deres præst, men noget skulle de vel nok kunne levere. Det næstsidste spørgsmål ved døbefonden lyder: ”Lover I at leve som søskende i Guds universelle menighed?” Og holdes det sammen med løftet om lydighed mod præsten, så skulle det vel nok kunne gøres Church of Love’s medlemmer begribeligt, at til det at leve som en menighed hører, at man aflønner sin præst. Med lidt eller meget, som det kan falde sig.

Jeg er ikke helt klar over, hvad der ligger i Winkel Holms bemærkning om, at Massoud kun kan fortsætte sit arbejde med støtte fra almindelige danskere. Er hun bare ude på at få os til at spytte i bøssen, eller er hun, også hun, offer for den almindelige fejltagelse, at alle indvandrere er ynkværdige mennesker, der ikke kan klare sig uden hjælp fra os danskere? Jeg vil tro, det er det første, der er tale om. Men i så fald er det ‘kun’, der står i sætningen, en beklagelig overdrivelse.

Nuvel, dette var, hvad jeg mener, man med en vis rimelighed kan indvende mod Church of Love i denne sag.

Nu kommer vi til det, jeg mener, man med rimelighed kan indvende mod den folkekirkelige side af striden.

For selv om jeg mener, det kunne være sjovt, om Church of Love modbeviste alle vore antagelser om svage indvandrere ved simpelthen at vokse sig stadig større og ved at organisere sig, så den måske endda kunne ansætte flere præster, så er jeg da bestemt tilhænger af, at folkekirken selv giver sig til at missionere blandt muslimer. Og det forekommer mig indlysende, at når der har vist sig en præst, der har evne til at få muslimer i tale, så de bliver kristne, så er det en chance, der bør udnyttes.

Den chance blev også i nogen grad tager op af Odenses tidligere biskop, Kresten Drejergaard, men ifølge Winkel Holm har den nye biskop, Tine Lindhardt, ikke villet gribe den. Winkel Holm skriver:

For Massoud Fouroozandeh er omvendelsesarbejdet hjerteblod. Det er det, han brænder for, og det er det, han som eksmuslim og uddannet teolog har særligt fremragende forudsætninger for.

Skulle han fortsat have haft i en stilling i Fyens stift, ville han være nødt til at lægge dette arbejde på hylden. Den nye stilling, biskoppen har opslået, er nemlig skruet sådan sammen, at den nedprioriterer missionsarbejdet.

Den nye migrantpræst pålægges nemlig at blive en del af det almindelige migrantarbejde i stiftet. Og nu kommer vi til den rigtig absurde del af historien: Det almindelige folkekirkelige migrantarbejde blandt missioner (muslimer? rr) handler ikke nødvendigvis om mission.

Det består derimod i ligeså høj grad i såkaldt tværkulturelt arbejde, hvor man driver caféer for muslimske indvandrere, fører dialog med imamer og arrangerer Ramadan-fester. Odenses flygtninge- og indvandrerpræst Jesper Hougaard Larsen forsikrede selv ved sin ansættelse i 2007, at han ikke ”vil prædike og forkynde”. Det vil Fouroozandeh til gengæld gerne. Som han formulerede det i Kristeligt Dagblad for nylig:

Jeg mener, en migrantpræst også bør arbejde med mission.”

Massoud har erklæret, at han ikke vil søge den stilling som migrantpræst i Fyens stift, som Lindhardt har skruet sammen til erstatning for den stilling, han hidtil har haft. Såvidt jeg har forstået det, skyldes det dels, at han ikke vil begrænses til kun at arbejde indenfor Fyens Stift, og dels, at han ikke har noget godt forhold til den anden indvandrerpræst Jesper Hougaard Larsen, der ifølge Winkel Holm fra begyndelsen har modarbejdet Fouroozandeh og brugt uhørt grove gloser om ham.

Og så er vi tilbage ved den artikel fra Kristeligt Dagblad, som jeg begyndte med og som (stadig) står her. Det har artiklen ret i, at Massoud-sagen har afsløret en strid indenfor folkekirken. Folkekirken har ikke kunnet finde sine egne ben i forholdet til islam. Og nu har der så dannet sig to fløje, dialog-fløjen og missions-fløjen. Men at dele sol og vind lige i striden mellem disse to fløje er egentlig ikke så vanskeligt; når man altså lige kan frigøre sig fra den politisk korrekte opfattelse, der siger, at vi aldrig må sige noget nedgørende om muslimer og ejheller om deres tro.

Det burde jo sådan set være let nok, for hvem kan ikke give Massoud ret i det fyndord, han har: ”Vi skal elske muslimer, men hade islam”. Luther kan i hvert fald. Og Paulus kan også, altså skelne mellem et menneske og hans tro.

Paulus formåede således i Gal 2,11ff at skælde Peter ud. Hvorfor? Ja, det prøver Luther at forklare i sin store galaterbrevskommentar, se http://www.martinluther.dk/gal2b.html#32. Han går imod de fortolkere, der mener, at Paulus er arrogant. Nej, siger han, Paulus vil blot fastholde evangeliets sandhed: at vi retfærdiggøres af tro alene, ikke af lovgerninger. Derfor må han vende sig imod Peter. For ved at nægte at spise sammen med de hedningekristne giver han dem ret, hvis de tænker ved sig selv:

Det er ikke troen alene, der retfærdiggør, men loven og gerningerne kræves samtidig, det viser Peter her med sit eksempel; derfor er det udover troen på Kristus i lige så høj grad nødvendigt at overholde loven, hvis du vil retfærdiggøres. #35.

Og så bliver Kristus gjort nytteløs, hævder Luther. Den strid, derimod, der opstod mellem Paulus og Barnabas ifølge Apg 15,39 om, hvorvidt de i deres missionsarbejde skulle gå den ene eller den anden vej, var, ifølge Luther som en spøg og en bagatel.

Det får ham til at opstille nedenstående skelnen mellem kærlighedens holdning til næsten, som altid er eftergivende og forstående, og troens holdning, som tværtimod hersker og ikke viger:

Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, (#38)

en skelnen, der er god at holde sig for øje, og som Massoud netop giver udtryk for med sit fyndord.

Den skelnen kan folkekirkens elite ikke fastholde. Kresten Drejergaard siger således i forsideartiklen:

Jeg synes, Massoud i rigelig grad har søgt konfrontationen i stedet for den mulige samtale. Og en hel pæn del af Tidehverv har så fået Massoud som bannerfører. Men der findes muslimer, som har et ønske om at vide, hvad kristendommen går ud på, og hvor det er lettest at fortælle dem det i en samtale.

Her bliver altså det at missionere lig med at søge konfrontation. Og selvfølgelig, der er sikkert muslimer, der ønsker at vide, hvad kristendommen går ud på, og som kan nås gennem samtale. Men hvis nu nogle af dem vil vide, hvad kristendom er, fordi de på egen krop har erfaret, hvad islam er, skal man så komme og fortælle dem, at islam er en fredens religion? Ifølge domprovst Anders Gadegaard skal man i hvert fald ikke bære sig ad som Massoud:

Jeg kan godt forstå, at Kresten Drejergaard kobler Massoud og Tidehverv sammen, fordi kræfter inden for Tidehverv og Dansk Folkeparti i en årrække, ligesom Massoud gør det, har taget ekstreme synspunkter inden for islam og gjort dem gældende for alle. I den forstand kan jeg godt genkende, at Massoud tager det værste og det dummeste inden for islam og siger, at sådan er alle muslimer. Det er desværre lige præcis en sådan form for dæmonisering af muslimerne, der bidrager til at så splid,” siger han.

Dæmonisering af muslimer”? Jamen, fordi man dæmoniserer islam, dæmoniserer man da ikke muslimer. Islam er jo en usand religion, der fanger sine tilhængere ind i et tankenet, det kan være næsten umuligt at komme ud af. Og hvor længe kan vi blive ved med at bilde os ind, at der er en fredelig kerne i islam, når vi ser, at det gang på gang er ganske almindelige muslimer, der blot ønsker at leve et fredeligt liv og overholde de muslimske bud, der bliver fanget ind af terrorbevægelser. Det er, som om der i muslimske kredse går konkurrence i at være så from en muslim som muligt. Og når man så opdager, at jihad hører med til de pligter, en from muslim har, er det for sent; så kan man ikke komme ud af islams tankenet.

Karen Jespersen og Ralf Pittelkow har i Den korte Avis prøvet at forklare, hvordan det er indholdet i diverse skrækvideoer fra Islamisk Stat, der overbeviser europæiske muslimer, ikke billederne i sig selv, se her. De skriver:

Det er først og fremmest indholdet i Islamisk Stats budskaber, der tiltrækker.

Vi ved fra undersøgelser, at muslimer er temmelig fremmedfjendske i forhold til vesterlændinge – langt mere end det omvendte.

Vesten bliver anklaget for at være hovedårsagen til den muslimske verdens dårligdomme. De europæiske samfund bliver også anklaget for at være hovedansvarlig for, at mange med muslimsk baggrund har svært ved at integrere sig.

Denne fremmedfjendtlighed og offer-tankegang bliver kraftigt forstærket af de politisk korrekte europæere, der hele tiden pisker sig selv med skorpioner.

Vi ved også, at de fleste muslimske lande er præget af en voldskultur. Konflikter løses i betydeligt omfang med vold.

Offer-tankegangen, fremmedfjendtligheden og voldskulturen giver hos frustrerede muslimer i Vesten et stort behov for at opleve muslimer som magtfulde.

For folk, der er modtagelige for Islamisk Stat, er organisationens bestialske behandling af de vantro det stærkest tænkelige udtryk for muslimers magt. De gør simpelt hen med fanger og civilbefolkning, hvad der passer dem – ikke, hvad Vesten siger, at man bør.

Det er, hvad vi er oppe imod i de muslimske miljøer, også dem her i Danmark. Og ærlig talt, her nytter den form for dialog, som diverse folkekirkefolk går ind for, som en skrædder i helvede. Dialog kan man føre med de få og i muslimske miljøer betydningsløse muslimer, der (forgæves?) søger at overbevise sig selv og andre om islams fredelige kerne.

Lad mig som eksempel på en sådan dialogpræst nævne den af Winkel Holm nævnte indvandrerpræst i Odense, altså den kollega, som Massoud efter den nye stillingsbeskrivelse skulle arbejde sammen med, Jesper Hougaard Larsen. Han skrev den 3. september 2013 en artikel på religion.dk sammen med muslimen Saliha Marie Fetteh, se her. Desværre kom han indirekte til at give Fetteh ret i, at koranen er guddommelig. Det tog jeg ham kraftigt i skole for i et indlæg her på bloggen, se her. Men det har han nok ikke læst.

Men jeg gætter på, at hverken den forrige eller den nuværende biskop har taget ham i skole af den grund. Og det er jo ganske mærkeligt. Overfor én af vore egne, Massoud Fouroozandeh, er man fra folkekirkens side så udmærket i stand til at stå op for det, man tror på, men overfor de fremmede, muslimerne, bøjer man af og prøver på enhver måde at undgå at fortælle om forskelle mellem vore to religioner, selv om de er ret iøjnefaldende. Fouroozandeh har fået på puklen, fuldt ud fortjent, fordi han kræver lydighed mod præsten af dåbskandidaterne. På det punkt véd man i folkekirken, hvad man står for, og man tør sige det, ja, man tør stille krav. Men overfor muslimer er man ikke i stand til at retlede den kristne præst, der indirekte anerkender, at koranen er guddommelig. Han blev ikke tvunget til at bakke ud af den udtalelse, selv om det dog er lige så soleklart, at folkekirken ikke anerkender koranens guddommelighed, som at den ikke kan kræve lydighed mod præsten i sit dåbsritual. For muslimer skal man møde med dialogens uld i mund.

Her har man bevæget sig ud i dialogens kviksand. Sådan set er det mærkeligt, både at Fetteh føler sig forpligtet på at hævde koranens guddommelighed og dermed umuligheden af at kritisere den på vanlig vestlig vis, og at Hougaard Larsen bøjer af på det punkt. I artiklen diskuterer de netop den moderne historiske kritik af diverse oldtidsskrifter, herunder bibelen og koranen og de mange haditter, som findes i islams tradition. Og de fortæller, hvordan der i mange perioder af islams historie har været kritik af de hellige skrifter, og de gør rede for, hvordan bibelen har kunnet bevare sit budskab på trods af bibelkritikken, og så er der jo lagt op til, at også koranen vil kunne bevares på trods af historisk kritik. Men ikke tale om! Før begge parter kan være tilfredse, må det hedde, at kritikken kan være med til at skabe en ny islamisk guldalder, ligesom kritikken har været med til at skabe en ny forståelse af kristendommen, men koranen må omhyggelig undtages fra kritikkens skærende kniv. Gad vidst, hvor meget nybrud der så vil komme indenfor islam!

Hvis det var ægte dialog, der var tale om, skyldte så ikke Jesper Hougaard Larsen at fortælle Fetteh, at skal det nytte noget med kritikken som et middel til nybrud, så må naturligvis også koranen lægges ind under kritikkens mikroskop? Dog, dette er han for fintfølende til at sige noget om. Endelig ikke fornærme islam. Endelig i sin dialog lade som om man er enig. Der er langt fra Luthers beskrivelse af troen, som ikke viger for nogen, og så frem til Hougaard Larsens eftergivenhed, hvor man da godt sådan for fredens skyld kan kalde koranen for guddommelig.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s