Kom an! Krænk bare!

Forleden var DR’s nyhedschef Ulrik Haagerup i Deadline. Han skulle forsvare DR’s gøren og laden overfor Deadline-vært Adam Holm. Denne havde den 12. maj 2013 skrevet en kronik i Politiken, Den guddummelige komedie, hvori han med afsæt i en nær bekendts meningsløse død leverer et frontalangreb på al religion. Det fik ledelsen til at give ham en skriftlig irettesættelse og true ham med forflyttelse, hvis det gentog sig; for DR’s medarbejdere skal for enhver pris fremstå neutrale og objektive. Da journalisten.dk i oktober samme år offentliggjorde en artikel om sagen, gik ombudsmanden af egen drift ind i sagen. Det opdagede jo så ledelsen i DR, og derfor trak de den første skrivelse til Adam Holm tilbage og lavede en ny. Det gjorde dog ikke sagen bedre, for ombudsmanden fastholdt i alt væsentligt sin kritik med en redegørelse af 13. maj 2014. F.eks. fastslog han, at DR overfor Adam Holm mere konkret måtte redegøre for, hvad der var galt med omtalte kronik.

Såvidt jeg kan se, er det seneste træk i dette spil, at DR trækker al kritik af Adam Holm tilbage, se journalisten.dk her. Og det må være derfor, at der nu kommer et interview med Ulrik Haagerup i Deadline.

Alt dette rejser dette spørgsmål: Hvorfor fik Adam Holm i første omgang en irettesættelse?

Hvad angår dette spørgsmål, nævnes i den artikel i journalisten, der gav anledning til ombudsmandens indgriben, se her, nogle andre sager, der er relevante i den forbindelse. Speciel interessant forekommer det mig at være, at mediejuridisk forskningschef ved Journalisthøjskolen Oluf Jørgensen omtaler Jakob Illeborg:

I 2008 skrev Jakob Illeborg i bogen ”Danmark set udefra”, at den danske indvandrerdebat lugter ”af hengemt leverpostej og rødgrød med sur fløde”, og at danskerne er ”islamofober”. I bogen blev Jakob Illeborg præsenteret som Radioavisens og TV Avisens mand i London.

Dengang sagde den daværende nyhedschef Ulrik Haagerup til Mediawatch:

»Vi har ingen problemer med det, som vores korrespondent Jakob Illeborg leverer fra London. Han er ansat som freelancer. Vi kan kun bestemme over det, som han laver til os, og det lever op til vores krav.«

Det er nyt for mig, at Jakob Illeborg er freelancer. De mange gange, jeg set ham fremtræde på skærmen, har jeg ganske naivt troet, at han var normalansat i DR. Der har ikke været noget mærke eller andet, hvorved man har kunnet se, at denne person ikke har pligt til at fremtræde neutral og upartisk. Så jeg gætter på, at det er noget andet, der forklarer, hvorfor Jakob Illeborg gerne må gøre det, Adam Holm ikke må gøre.

Det har med islam at gøre.

For det var jo ikke blot kristendommen, Adam Holm tog under ”kærlig” behandling i sin kronik, det var alle religioner, også islam. Og behøver jeg at sige, at han som så mange andre teologisk ukyndige personer blandede alle religioner sammen i én pærevælling! Han skriver f.eks. om islam:

Mere end én gang har man hørt kristne spotte muslimerne for deres religion. Det har en ateist som undertegnede ingen kvaler ved at forstå. Det er, pænt sagt, svært at fæstne lid til, at ærkeenglen Gabriel kom ridende over skyerne på et fabeldyr for at besøge en midaldrende købmand i hans hule.

Tanken er forrykt, men ikke desto mindre var det sådan, Muhammed legitimerede sin status af profet og forkynder af budskabet om Allah som den eneste sande gud.

Og det er jo ikke særlig pænt sagt om islam, at den grundlæggende tanke om åbenbaringen til Muhammed er forrykt! Han har også lagt mærke til at

Muslimske medborgere – forhåbentlig et mindretal – accepterer en kvindeundertrykkende adfærd, går ind for arrangerede ægteskaber, tyr til udenomsjuridiske straffe i familiestridigheder og lufter antisemitiske holdninger.

Og en situation fra Saudi-Arabien forarger ham:

De troendes forklaringer på Guds mirakuløse mellemkomst og straf af formastelige er mildest talt forvirrende. Da 15 skolepiger i 2002 brændte ihjel på en skole i Mekka, henviste en imam til Allahs vrede over de »tøjleløse« tilstande på skolen, og det religiøse politi, som havde nægtet at lukke de angste piger ud fra skolens grund, fordi de ikke var forskriftsmæssigt påklædt, fik anerkendende ord med på vejen. Der var ingen folkelige protester imod det wahhabistiske vrøvl.

Ja, det var vi mange, der blev forargede over dengang. Men hvorfor skal det blandes op med en forargelse over kristne fra USA’s bibelbælte, så man tror, at ”de troende” inkluderer os kristne?

Det, min mistanke går på, er, at havde Adam Holm holdt sig til en kritik af kristendommen, så var der ikke kommet nogen indsigelse ovenfra. Men fordi han medtager islam, føler ledelsen sig forpligtet til at råbe vagt i gevær. Der er mange eksempler på, at det går an at kritisere kristendommen i DR. Der er også mange eksempler på, at det går an at flage med sin religiøse overbevisning. Adam Holm har selv gjort det, da han var vært sammen med den smukt tørklædeiklædte Asmaa Abdol Hamid; at hun var muslim, var let at se, og det fik hun uden vrøvl lov til at bekendtgøre; måske det var derfor, at Adam Holm ved den lejlighed fik lov at sige, at han var ateist. Og at Martin Krasnik er jøde, fik han også lov til at sige, da han for nogen tid siden spiste en frikadelle for åben skærm – hvor voveligt! ”Nu er jeg én af jer!” sagde han næsten, som var det en overgangsrite, han gennemførte.

Alt sådant er ukontroversielt. Men at kritisere islam, det går ikke an. Nogen kan blive krænkede. Nogen kan måske endda blive så krænkede, at de begår terror imod DR. Så hvad Adam Holm skrev her, det var bare for meget. For her kom jo altså islam ind under hans kritiske mikroskop.

Derfor er det måske ret relevant fra udråbe fra kristen side: ”Kom bare an! Krænk kun! Det lader vi kristne os ikke gå på af! I skal ikke forvente terroraktioner som hævn for krænkelse af vore trossætninger”.

Det, det drejer sig om her som så mange andre steder, er som kristne at fastholde vores forskel fra islam, så vi ikke bliver slået i hartkorn med islam. Det påtænker jeg at komme ind på i et senere indlæg. Men jeg skal lige have tænkt lidt mere over tingene.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s