Eksisterer Gud? I

I dette indlæg har jeg tænkt mig at komme lidt nærmere ind på den kronik i Politiken af 12. maj 2013 af Deadline-værten Adam Holm. Han skrev den i anledning af en ulykke i den nære bekendtskabskreds, og ikke blot nægtede han efter denne ulykke at tro på enhver nok så sofistikeret tale om Gud, han direkte gjorde grin med både kristendommens og islams gudsforståelse, se her.

I sin tid var der hele tre danske biskopper, der gik ud i Kristeligt Dagblad og forsvarede Adam Holms ret til uanfægtet af DR’s ledelsesorganer at kritisere kristendommen, se her. Ingen af dem var synderlig imponeret over den religionskritik, Adam Holm fremkom med, men det burde ikke afstedkomme nogen reprimande fra DR, sagde Liselotte Rebel, Karsten Nissen og Steen Skovsgaard.

I dette indlæg er det imidlertid ikke reaktionerne på kronikken, men kronikken selv, jeg vil beskæftige mig med.

Adam Holm indleder kronikken med en anklage mod Gud:

Jørgen er død.

Han blev 16 år. Han var søn af min norske kones barndomsveninde. På en isglat vej lidt uden for Lillehammer mistede han herredømmet over sin knallert og skred ind under en modkørende bil. Den høje, veltrimmede yngling var dræbt på stedet. Hans 13-årige søster, som sad bagpå, slap fra kollisionen med overfladiske skrammer. Det lille lokalsamfund et sted i Gudbrandsdalen sørger, og forældrene er kastet ud på et oprørt hav af smerte og selvbebrejdelse. Omgivelserne gør sig også formørkede tanker.

Jørgens voldsomme afsked med de levendes rækker har forstærket min i forvejen intense modvilje mod religion som forklaringsramme for denne verdens mirakler og ulykker.

Hvordan kan en gud, der kaldes god og mild, tillade en sådan eklatant uretfærdighed? Det er meningsløst, at et ungt menneske, der for blot et år siden havde bekræftet dåbsritualet ved konfirmation, skulle omkomme midt i sin ungdoms flor. Men det er ikke himmelråbende. Der er nemlig ikke noget svar fra de højere luftlag. Præster, så begavede og tænksomme de end kan være, kan ikke med Bibelen i hånden forklare, hvorfor Jørgens liv skulle slutte nu og ikke om 60 år.

Og det er jo en anklage, der er hørt før. Dog forekommer det mig, at det meningsløse i Guds handlemåde er hørt med større kraft og rationalitet før. Jeg mener, vi nøjes jo almindeligvis ikke i sådanne hændelser med at anklage Gud, vi anklager også det menneske, der er skyld i ulykken. For ved færdselsulykker går vi uden videre ud fra, at ting ikke sker tilfældigt. Der er mennesker involveret, og mennesker handler frit og kan derfor drages til ansvar. Der kan være sygdomstilfælde, der kan være naturkatastrofer, hvor det synes mere i sin orden at anklage Gud. Men her? Efter Adam Holms beskrivelse af hændelsen ser det ud, som om Jørgen selv var skyld i ulykken. Og hvordan er så Gud involveret? Er det kun de uskyldige virkninger af vore handlinger, vi selv skal tage ansvaret for, så vi overlader Gud ansvaret for dem, der kræver liv?

Adam Holm savner som så mange andre evidens for Guds eksistens:

Selv en modstander af gejstlighed kan forstå, at der er nuancer og gradsforskelle mellem strammere og slappere i de troendes rækker, men det ændrer ikke ved, at det ‘at tro’ er problemets kerne. Jeg vil aldrig glemme en solrig majdag i det Herrens år 1989, da min religionslærer i gymnasiet – Gottlieb hed hun sågar – forklarede, at kristendommen var den mest »rationalistiske religion«. Religion og rationalisme! Misforståelsen er monumental.

I min forsimplede udlægning turde enhver guddom være kommet til kort på dette fremskredne tidspunkt af vores civilisatoriske udvikling. Det er ikke meget, man som ikketroende forlanger, blot en konkret henvisning til Guds eksistens. Men nej. Ingen troende har naturligvis formået at påvise, at der faktisk findes en gud. Man kan ikke spørge en troende om evidens, så bliver man grumme skuffet. Set gennem den kritiske brille, er der ikke så meget som ét tegn på, at nogen gud troner i overjordisk pragt.

Hvad er det mon for en gud, han leder efter? Hvis man da kan kalde ovenstående ‘at lede efter’. Det siger han lige efter:

Ingen håndgribelig dokumentation, intet synligt spor, ingen lydoptagelse, intet postscriptum til de hellige tekster, ingen sidsteøjebliksrettelse. Intet. Gud er alt i mange folks hoveder, men intet i den virkelighed, vi kan tælle, måle og veje. Gud er et universelt tankespind. Indrømmet, det er ikke en epokegørende fortolkning, og den vil ikke afholde troende fra at fortsætte med deres antikverede nonsens, hvor alt fra seksualmoral over kost og omgangsformer til etik er foreskrevet af Gud.

Hvad er det i grunden for en Gud, der blander sig i, hvad man putter i munden, men ikke kan forhindre holocaust, aids og tsunamier? Det er de færreste danske kristne, som er lige så forblindede som deres amerikanske trosfæller, der for manges vedkommende anså orkanen Katrinas ødelæggelse af New Orleans i 2005 for at være Guds straf for jazzbyens angivelige skørlevned. Hvis Gud er forarget over dekadence og usædelig opførsel, hvorfor er Las Vegas så ikke for længst gået under i en gigantisk apokalypse?

Som man kan se, er det mange argumenter imod Guds eksistens, der blandes sammen. Det er både islams og kristendommens gudsforståelse, der gøres op med.

Jeg vil holde med religionslærer Gottlieb: kristendommen er den mest rationelle religion. Dog skal det i denne artikel kun påvises i forhold til islam.

Begrebet ‘Gud’ er en slags hjælpelinie, vi bruger, for bedre at kunne få greb om tilværelsen. Hvis vi mennesker skal forstå noget, skal vi se det udefra. Men tilværelsen selv, som vi selv er en del af, kan vi jo i så fald aldrig komme til at forstå. Skal vi forstå den, har vi brug for et kunstgreb. Og dette kunstgreb er begrebet ‘Gud’. Gud er udenfor. Hvis vi forestiller os tilværelsen set fra Guds side, kan vi forstå den, danne os begreb om den, få den ind i vort sprog og vor tanke.

Men er ‘Gud’ så ikke blot en menneskelig opfindelse? Som Adam Holm skriver:

Det forekommer mærkværdigt, at guder kan gå i flyverskjul eller måske endda helt forsvinde fra firmamentet. Har nogen undret sig over, hvad der hændte med de græske guder? Herlige skikkelser som Zeus, Morfeus og Poseidon. Nyder de mon pensionisttilværelsen på Olympen, efter en ny trosretning fra Mellemøsten vandt indpas?

Noget sådant skete på disse breddegrader med den norrøne mytologi. Det ene hold guder, før da så magtfulde og fantastiske, var pludselig fortid og dømt til evig forglemmelse af de selvsamme mennesker, som kort tid for inden havde troet på dem.

Kald mig bare fattig i ånden, men ligningen ser i al sin enkelthed sådan ud: Mennesket opfinder guder, og mennesket bortskaffer de selvsamme guder i takt med overgangen til en ny fremherskende logik.

Meget af det har han jo ret i. Mennesket anbringer selv den hjælpelinie, der hedder ‘Gud’. Og det arbejder selv gennem slægternes løb videre med tanken, forfiner den, ændrer den, bearbejder den. Uden dog at hjælpelinien af den grund bliver overflødig.

Jesu gerning var en sådan forfinelse eller bearbejdning af gudstanken. Hvor jøderne hidtil havde regnet med, at gudstanken var nødvendig, fordi det måtte være en instans udefra, der fortalte mennesket, hvad der var godt og ondt, dèr ændrede Jesus denne forestilling: Det kraft udefra, der giver oplysning om godt og ondt, kom allerede til mennesket, da det blev et sprogligt væsen. Og den ændring giver Adam Holm ham ret i:

Men man skal være ualmindelig forgabt i science fiction for at lade sig overbevise om, at de ti bud er afleveret som stentavler fra selveste klodernes og planeternes store bygherre til Moses.

omend ikke med nogen særlig indforstået formulering.

Både jødedom og islam er lovreligioner, dvs., de regner med, at loven, forskriften for godt og ondt, kom til mennesket udefra, for jødernes vedkommende på Sinai ved Moses – det lader Adam Holm sig ikke overbevise om, og det gør jeg forresten heller ikke – for muslimernes vedkommende ved englen Gabriel i en hule udenfor Mekka – det vækker heller ikke hans (eller min) tilslutning.

Men man kan godt spørge, om ikke de begge bruger gudsbegrebet korrekt. Er vi ikke nødt til, hvis vi skal finde ud af, hvad der er godt og hvad ondt, at bruge ‘hjælpelinien’ Gud?

Vi mennesker er jo alle udstyret ens; vi har den samme hjerne, vi har nogenlunde den samme størrelse, vi kan alle lære at regne og skrive. Men er vi ens, hvem skal så bestemme? Hvem skal så lede samfundet? Hvem har så den autoritet, der skal til for at bestemme over andre? Disse andre er jo ligedannet med ham selv?

Muslimerne – og nu lader vi jødedommen ligge – klarer dette problem ved at tale om en åbenbaring. Det vil sige, de bringer begrebet ‘Gud’ i spil. Og for så vidt begrebet ‘Gud’ bringer en absolut autoritet ind i billedet og altså giver det, der betegnes som guddommeligt, absolut sandhedsværdi, er det forståeligt nok, at de siger, at koranen er guddommelig. Så har de jo i koranen en røst udenfor og ovenover det menneskelige samfund. Blot er det lidt mærkeligt, at de ikke selv opdager, at Gud svupper fra dem og antager menneskeskikkelse i processen, ikke en menneskeskikkelse som i kristendommen, hvor Gud er identisk med den lidende Jesus, men menneskeskikkelse i form af koranfortolkere, imamer, mullaher, ‘lærde’ mænd, der med deres autoritative udlægning går imellem den givne åbenbaring, koranen, og de mennesker, der skal adlyde den. Det vil sige, den Gud, der skulle løse problemet med alles lighed ved at være en autoritet ovenover alle, bliver lige så stille erstattet af en række mere eller mindre kloge mennesker, der så sandelig ikke er hævet over det menneskelige. Det var ikke meningen, nej, men det blev resultatet.

Her bruger kristendommen gudsbegrebet anderledes. Mennesket er skabt i Guds billede, hedder det. Eller: Det er i kraft af sproget, at der kommer noget guddommeligt ind i menneskesamfundet.

Det vil sige: Sandheden, ‘Gud’ om man vil, findes ikke i én eller anden himmelsk sfære højt hævet over alt menneskeligt – tror vi det, bedrager vi os selv, som muslimerne gør det – den findes midt i den menneskelige debat, den findes i det, mennesker af den historiske udvikling føres frem til, den findes i det, den enkelte bringes til at forstå af det samfund, han fødes ind i. Det, der er guddommeligt i menneskesamfundet, er just menneskets forståelse. Men den forståelse er det jo mennesket selv, der præsterer, blot hævder kristendommen altså, at det sker ved, at idéer, tanker, forestillinger lægger sig parat, så mennesket ikke kan andet end gribe dem.

Skal vi f.eks. gøre os tanker om, hvad vi skal gøre og ikke gøre, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er ondt og godt, så skal vi ikke lytte til nogen koran, nej, så skal vi rationelt bruge den gyldne regel. Den findes i mange kulturer – dog ikke den muslimske – og lyder i Jesu formulering:

Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. (Matt 7,12).

Du må ikke stjæle, lyder et af de ti bud. Og det kan vi alle forstå. For jeg ønsker jo ikke, at mine ting bliver stjålet fra mig, jeg ønsker altså, at den anden afholder sig fra at stjæle fra mig, og – så bruger vi den lille logiske – så må jeg også afholde mig fra at stjæle fra ham. Dette er logisk, men naturligvis kun logisk under den forudsætning, at intet menneske står over et andet menneske. Jeg behøver ikke springe ud i den irrationelle tanke, at Muhammed fik koranen dikteret af englen Gabriel for at kunne forstå, hvad jeg skal, jeg kan nøjes med at slutte fra mine egne ønsker til andres. Sproget selv indeholder den guddommelige, dvs. absolutte, retningslinje for, hvad jeg skal gøre.

Dog kan det jo gå sådan, at nogle mennesker kommer i nød, mens andre har overflod. Er man derfor ved at sulte ihjel, kan fristelsen til at stjæle blive for stor. Og hvad gør så muslimerne? De hugger hånden af den formastelige, for det står der i koranen, at man skal. Sura 5,38 lyder:

En tyv, mand eller kvinde, skal I hugge hænderne af som gengældelse for, hvad de har begået, og som et advarende eksempel fra Gud! Gud er mægtig og vis.

Det er yderst menneskeligt, men jo også ukoranisk, at mange muslimske dommere i tidens løb har fundet på udveje, hvorved de kan undgå at dømme nogen til håndsafhugning. Hvor helt anderledes menneskelig er ikke det ny testamente! Her lyder formaningen (og der er altså tale om en formaning, dvs., et godt råd, hvis man vil have samfundet til at fungere, ikke en lov, der presses ned over mennesker):

Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det. (Ef 4,28).

Det, der her sigtes imod, er ikke fremkomsten af en række énhåndede mennesker, men fremkomsten af en række selvstændige, stolte samfundsmedlemmer, der kan deltage i forsørgelsen af de trængende. Her stiller så til gengæld vore dages arbejdsløshed sig i vejen for formaningen.

Denne formaning forekommer mig langt mere rationel end den muslimske lov. For bør ikke mit ønske om at blive hjulpet, hvis jeg kom i nød, være retningsgivende for, hvad jeg gør, eller hvad jeg mener, øvrigheden bør gøre?

Men ligesom den gyldne regel er dette ikke specielt kristeligt. Det er menneskeligt. Det er noget, vi egentlig alle kan forstå værdien af, når det stilles frem for os. Når vi altså gøres fri af de religioner, der vil gøre nogle mennesker, nemlig de imamer, der tolker koranen, ”mere lige” end andre.

Eller tag slaveriet! Det accepteres uden videre vrøvl af islam, fordi det er tilladt ifølge koranen, og fordi Muhammed selv havde slaver. Og det accepteres også i det ny testamente, men på en helt anden måde. Det hedder:

Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje. Gør jeres arbejde med god vilje som et arbejde for Herren og ikke for mennesker. (Ef 6,5-7).

Altså, ikke noget med at arbejde efter reglerne, ikke noget med at skulle tvinges til at adlyde, nej, sæt dig ind i din herres tankegang, følg ham i hans bestræbelser.

Det er da den rene underkastelse, siger vi. Men nej, det er tværtimod noget, der fører til slaveriets opløsning. For jo mere du som slave handler som et menneske, des mere gøres det klart for din herre og for alle andre frie mennesker, at du er nøjagtig som dem, du er et menneske. Og det skader selvfølgelig ikke den udvikling, at der i den kristne menighed læses op af Paulus, i galaterbrevet, hvor det hedder:

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, (Gal 3,28).

Nuvel, selv om kristne antog også slaverne som hele medlemmer af menigheden, ja, selv om én af de mange romerske biskopper i det andet århundrede faktisk var en slave, tog det alligevel utrolig lang tid og kostede, bl.a. i den amerikanske borgerkrig, utrolig meget blod, inden slaveriet blev ophævet, for der var stærke økonomiske kræfter, der vendte sig imod det. Men ophævet blev det. Rationaliteten i den tanke, at alle mennesker er ens, slog omsider igennem, hvad enten man så hentede den fra Paulus eller fra den romerske filosof Seneca.

Og i samfundsordningen har vi fundet frem til den løsning, der hedder demokrati. Også det tog sin tid (det tør svagt antydes). Men i det øjeblik demokratiet er indført nogle steder, begynder de andre lande at sammenligne deres styreformer med disse landes demokratiske styreform. Og så kan der ske ting og sager. Men læg mærke til det: det sker næsten umærkeligt, der opstår nye tanker, nogen vover at tale regenten imod, nogen lader sig påvirke af den (rationelle) tanke, at alle mennesker ens, ingen har fra fødslen myndighed til at herske over andre, derfor må vi have demokrati.

Og læg mærke til, hvor uanseligt disse sprogkræfter eller rationelle kræfter virker! I Sydafrika var det jo næsten uundgåeligt, at man i Paulus’ ord fra galaterbrevet ikke nøjedes med at sige, at her i kristendommen kommer det ikke an på at være træl eller fri, mand eller kvinde, jøde eller græker, men uvilkårligt føjede til: sort eller hvid! Og så er trolden sprunget ud af æsken, så er tanken nævnt, så står blot tilbage at gøre det gældende i praksis. Hvilket jo nok tog et par årtier.

Eller se, hvordan man i Sovjetunionen fastholdt tanken om demokratiske valg. Blot formåede ledelsen igennem mange år at holde gode miner til slet spil, dvs., man formåede at lade som om valgene var frie og diskussionen forud for dem ligeså. Så kom Gorbatjov. Og han havde ikke lært at lade som om. Han troede, at når man sagde frie valg, så mente man frie valg, hvilket man jo aldrig havde gjort. Og så pludselig havde sproget gjort sin virkning, så turde pludselig sovjetborgerne sige det, der før kunne bringe dem til Sibirien.

Man kan sige, at Gud har overladt det til os at finde ud af samfundets virkemåde. Men det betyder ikke, at han har overladt os til os selv. Det er netop os, der skal tænke, overveje, kæmpe, ofre gods og liv for det, vi kæmper for, for Gud virker igennem os, ikke udenom os. Samfundene skal ikke tvinges til at danse efter hans pibe, nej, vi skal selv forstå de forbedringer, der indføres, vi skal selv udtænke dem, diskutere dem, udbrede dem. Det, der er Guds opgave i denne sammenhæng, er at give os frimodighed til at tænke og tale, er at lade frihedens og ikke trældommens ånd gennemsyre os. Og det er klart, eftersom det er os, der tænker og taler, ser det grangiveligt ud, som om Gud slet ikke er til.

Alligevel giver det god mening at bede til Gud om frihed for sit folk, om frihed i samfundet, om gode forhold til nabostaterne. For Gud lader idéerne opstå i vore hoveder, Gud skaber den samhørighed, der får dem til at modnes, Gud lader os få samstemmighed og frimodighed til at føre dem ud i livet.

På samme måde har det givet god mening for sovjetborgerne at bede til Gud om bedre forhold i samfundet, om ophør af undertrykkelsen, om frihed til at kunne sige, hvad man mener. For det er ham, der i tidens fylde har fået hjerterne til at slå så meget i takt, at f.eks. Jeltsin kunne tale til russerne på toppen af den kampvogn, der var sendt imod ham, det er ham, der gav Shevardnadse mod til at bryde Lenins arv i stykker, og det er også ham, der lod Reagans krav til russerne ”riv denne mur ned” gå i opfyldelse. Han gør det ved sin ånd, den ånd, om hvilken Grundtvig synger, at den kan sammenføje mennesker i tusindtal, ”så alle de ét får i sinde”.

Men ikke blot samfundslivet, også den ydre verden har Gud overladt til os at finde ud af hvordan fungérer. Også på det område ”nøjes” han med at være inspirator og frimodighedsgiver. Hvordan det kommer til at betyde utrolig meget, selv om det ser ud af utrolig lidt, kan ses ved en sammenligning med islam.

Det er sandt, at det virker meningsløst, at en 16-årig dreng omkommer på sin knallert – det var den ulykke, der gav anledning til Adam Holms gudskritik. Men Gud har altså villet, at vi selv skulle finde ud af, hvordan verden fungerer, hvor hurtigt man kan køre under hvilke forhold, hvor stærk gnidningsmodstanden er på vejbelægning og på isbelægning. Og det havde derfor været mere relevant, eller mere i overensstemmelse med den kristne gudsforståelse, hvis Adam Holm i stedet for at anklage Gud, havde reageret ved fremover at prøve at sørge for bedre undervisning til unge, så den slags ulykker kunne undgås i fremtiden, eller – hvis skylden var den modkørende bils – prøve at sørge for bedre afmærkning og lavere hastigheder eller lignende.

Mennesket er, som de gamle sagde, Guds vicekonge her på jorden, vi har fået herredømme over dyrene, som skabelsesberetningerne i 1 Mos 1 og 2 fortæller os, og vi har fået et redskab til imødegåelse af ulykker, som er langt bedre end dyrenes, vi har fået et sprog, der gør det muligt for os at akkumulere vore erfaringer op igennem slægtens historie.

Og vil man sige, at ergo, her kan man se, hvordan Gud har trukket sig tilbage, så er det for så vidt sandt nok, for han har jo villet have os til selv at finde ud af tingene. Og vil man drage den videre slutning, at ergo: så er Gud nok slet ikke til, når det kommer til stykket, så er det også en mulig konklusion, indrømmet. Der kan i den kristne, vestlige verden forekommer ateister, bl.a. fordi vi ikke, som muslimerne, har dødsstraf for frafald. Men hvis man sammenligner den impact, kristendommen har haft på vestlige samfund, med den indflydelse, islam har haft på de muslimske samfund, så er ordet ‘inshalla’ måske en karakteristisk forskel. Det er jo en almindelig reaktion på de ulykker, der finder sted for muslimer, at man som from muslim erkender, at ‘dette var altså Guds vilje’, og så ikke foretager sig videre. Akkurat ligeså udviklingsstandsende er det, når Adam Holm beskylder Gud for knallertulykken: al videre efterforskning og forbedring standser.

Heldigvis nøjes vore samfund ikke med sådanne reaktioner, hverken den muslimske eller den holmske. Heldigvis tager vi vores opgave som vicekonge på jorden alvorligt, så vi undersøger, hvilke forholdsregler diverse ulykker giver os anledning til at træffe.

Det er den vestlige, kristne verdens kendemærke, at vi ikke nøjes med at sige: ”Det var Guds vilje” – om det er anklagende eller accepterende, det er ligegyldigt – men i stedet prøver at lære af det.

Det er, med et udtryk af Kaj Munk, som om Adam Holm forveksler Gud og Falck. Der er rationalitet i det, og det kræver rationalitet af os, når vi som vicekonger selv skal finde ud af tingene, selv må tage ansvar for den måde, vi omgås naturen på, og selv må finde ud af, hvordan vi fungerer som samfund. Og selv om Adam Holm tilsyneladende mener, at vi kristne netop opfatter Gud som en slags nødhjælper, og selv om hans kronik tilsyneladende er udtryk for, at han fornægter den form for gudstro, så er det nok et spørgsmål, om ikke de fleste af os, også Adam Holm, alligevel, når alt kommer til alt, vil foretrække en verden, hvor risiciene eksisterer, hvor det er op til os mennesker selv at tænke os om, fremfor den verden, han fremfabulerer, hvor Gud griber ind og forhindrer alle vore dumheder i at få konsekvenser, og derefter drager den slutning, at når Gud ikke handler sådan, gider han ikke tro på ham.

Det vil sige, når Adam Holm skriver:

Men at Gud finder det betimeligt at kalde en 16-årig ung mand ‘op til Himmerige’ skyldes – igen med Sam Harris – enten at denne gud er stækket i sin handlekraft eller også muntrer sig med menneskets skæbne, på samme måde som en lille dreng piner en tilfangetagen flue.

Kort sagt: Gud er enten impotent eller ondsindet. Er dét en gud, der er værd at dyrke?

så anvender han det sædvanlige debattrick: at tilskrive sine modstandere et synspunkt, som enhver kan forstå er tåbeligt, for derefter at bekæmpe det. Havde han nu vidst en lille smule om teologi, så havde han vidst, at de to muligheder, han her skitserer, ikke var de eneste, der er en tredje mulighed, den, jeg har søgt at beskrive ovenfor, altså den, at Gud har indsat os som sin stedfortræder eller vicekonge her på jorden, så vi selv skal finde ud af, hvordan tingene i verden fungerer, selv skal udfinde, hvordan mennesker arbejder sammen i samfund og oven i købet også selv får til opgave at bruge gudsbegrebet ret. Og den gudstanke rammes ikke af hans kritik, selv om naturligvis al benægtelse af Guds eksistens stadig er en mulighed.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Eksisterer Gud? I

  1. Pingback: Er det onde uhelbredeligt? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s