Eksisterer Gud? II

Hvad er mennesket for en størrelse? Det er grundspørgsmålet i al teologi, kunst og videnskab. Og hvis det er spørgsmålet, synes jo videnskaben at have alle fordelene. Videnskaben kan udtrykke sig klart og tydeligt, og ikke blot umisforståeligt, også uigendriveligt. Når en teori har været igennem videnskabens mølle, fremtræder den ikke mere som en teori, men som en kendsgerning. Hvad kunsten stiller op med det, skal jeg ikke her komme ind på. Men hvad teologien stiller op med videnskabens mylder af kendsgerninger, det kan det være interessant at undersøge.

Der er f.eks. den kendsgerning, at mennesket har drifter. Hvad stiller den kristne teologi op med den? Her må man konstatere, at den kristne teologi igennem mange hundrede år har krævet drifterne helt undertrykt. Naturligvis forgæves.

Hele tre drifter kan man skelne imellem. Kønsdriften, driften efter mad og drikke (eller legemlige behageligheder i al almindelighed) og driften efter social anerkendelse. De tre munkeløfter, løftet om cølibat, løftet om fattigdom og løftet om lydighed tænktes at skulle ikke blot holde disse drifter i ave, men helst udrydde dem. Hvad de dog ikke gjorde.

Luther nåede frem til den anskuelse, at man ikke skulle prøve at tilintetgøre drifterne – som jo af Gud var indgivet menneskene – men i stedet søge at holde dem indenfor de grænser, der var sat for dem af Gud. Kønsdriften tænktes kun at skulle udfolde sig indenfor ægteskabet, driften efter mad og drikke tænktes at skulle udfolde sig i samfundenes økonomiske liv, og driften efter social anerkendelse at holdes indenfor øvrighedens grænse.

I det stykke lignede han islam, dog med den væsentlige forskel, at mens islam mente, at grænserne var sat af koranens bud – derfor mente de, at grænserne var sat af Gud – mente Luther, at det var det naturlige folkeliv eller det, han kaldte ‘den naturlige lov’, der satte grænser for drifternes udfoldelse; Guds indgriben fandt sted i samvittighederne eller i samfundets debat.

Den forskel er større, end det umiddelbart ser ud til. Luther, og den øvrige kristenhed med ham, sætter fuldt ud deres lid til Guds gerning i samvittigheden. Men muslimerne taler ikke om nogen samvittighed og derfor ikke om nogen Guds gerning i samvittigheden. For dem er drifterne så stærke, at kun en ydre magt kan styre dem derhen, hvor Gud vil have det. Det vil sige: Det er samfundet, der må indrettes, så drifterne ikke tager overhånd. Kønsdriften – og i islam betyder det mandens kønsdrift – kan manden ikke selv styre; derfor må samfundet opdeles i en mands- og en kvindeafdeling; derfor må kvinden ikke klæde sig udfordrende; derfor er det næsten kvindens skyld, hvis manden begår voldtægt, så ustyrlig er hans kønsdrift.

Ligeledes må i samfundet den enkeltes magtstræb holdes i ave af kaliffens altomfattende magt. For mennesket kan ikke selv oprette styreformer, der duer, det må nødvendigvis være en magt udefra, fra Gud, der holder de mange små magtcentre i samfundet nede.

Man tænker sig altså, at det, mennesket bøjer sig for, er frygten for straf. Hvorimod kristendommen mener, at det, der får mennesket til at handle ret, er frygten for en dårlig samvittighed, eller – hvad der er det samme – lysten til at leve det ud, man har forstået.

Her vil nok en del videnskabsfolk gribe ind og sige, at en sådan strid mellem kristendom og islam er nem at løse. For det er jo selvfølgelig islam, der har ret. Vi har undersøgt talrige dyrearter, vil man sige, og overalt fundet, at der mellem hannerne foregår kamp om pladserne i hierarkiet, hele tiden og ubarmhjertigt. Det enkelte individ i gruppen kender sin plads, men den enkeltes plads er også hele tiden udfordret, aldrig er der fred, ligestilling mellem individer kendes ikke.

Og, fortsætter man, i virkeligheden er det nøjagtig det samme, der sker i menneskesamfundet. Også her er det indordning under magthierarkiet, det gælder. Metoderne er mere sofistikerede end hos dyrene, men magtkampen er den samme.

Og det kan jo godt se ud til at være den samme betragtning som den, muslimerne kommer med.

Overfor den står så kristendommen. Og for kristendommen er spørgsmålet om, hvorvidt Gud er til, identisk med spørgsmålet om, hvorvidt der af sproget er dannet strukturer i samfundet, der sætter magtkampen ud af kraft.

Tag ægteskabet! Hos muslimerne er der tale om en kontrakt, kærligheden kan så komme senere. Og svarende dertil, er det af de koranske bestemmelser på forhånd afgjort, at det er manden, der har magten i ægteskabet, nogen ligestilling mellem kønnene opererer islam ikke med.

Hos os kristne er der derimod tale om ikke blot kønnenes ligestilling, men også kærlighedens og tillidens og fortrolighedens opkomst. Disse fænomener hører uløseligt med til ægteskabet, som vi forstår det. Forelskelsen tænkes at komme først, forelskelsen, der skiller den elskede ud blandt de mange og gør hende/ham til den fremfor alle de andre foretrukne. Dernæst ægteskabet med dets hjemliv og fortrolighed, børnene, der kommer og sætter kulør på det hele, den fælles husførelse, der forudsætter ubrydelig tillid mellem ægtefællerne, osv., osv. Altsammen nedfældet i traditionen, som en stille opfordring til at gå ind i den og tage den på sig og opleve alle dens forjættede herligheder.

Og der er tale om herligheder, ja, for med sprogets opkomst er der kommer noget ind i tilværelsen, der bekæmper den evige magtkamp. For alfa-hannen i en chimpanseflok er det den højeste lykke at kunne blive ved med at bekæmpe udfordrerne, at kunne forblive respekteret i kraft af den stiliserede magtkamp, der foregår. Og for en diktator er det også – det tror han da – den største lykke at kunne holde sine rivaler nede. Men med sproget i menneskesamfundet er der kommet noget til, der er strøet et lag ovenpå magtkamps-laget, et lag af tillid. Og for et menneske, der er blevet valgt som premierminister på demokratisk vis, er den tilfredsstillelse af driften efter social anerkendelse, der ligger deri, langt større end den, en diktator opnår. For premierministeren har gennem den frihed, der hersker i samfundet, opnået sine medborgeres tillid; det har diktatoren ikke, han må hele tiden passe på de mange dolke, selv hans nærmeste gemmer i ærmet.

Igennem mange hundrede år var teologien påvirket af den græske tænknings skelnen mellem sjæl og legeme på den uheldige måde, at man ønskede at bekæmpe alle menneskets legemlige udtryk, dvs., alle drifterne. Augustin mente f.eks., at han, hvis han kom til at føle lyst ved den overgang fra sult til mæthed, der følger med, når man spiser, øjeblikkelig skulle indlede en faste, så han kunne få denne skammelige lyst udryddet. Først efter Luthers tid indså teologerne, at det ikke drejede sig om at udrydde drifterne, men om at lede dem ind i de ordninger, Gud havde tilrettelagt for dem. Men man anså stadig mennesket for et todelt væsen; det bestod af legemet med dets drifter, og det bestod af sjælen med de åndelige påvirkninger indlejret, som mennesket havde modtaget.

Og det er så i dag blevet til, at de kristne teologer står overfor både muslimer og ateister. Hvis ateisterne er tilhængere af den ‘videnskabelige’ opfattelse, at mennesket er et legemligt væsen og kun det, hvis de mener, at sproget kun er et kommunikationsmiddel, ikke bærer af åndelige kræfter, hvis de altså fornægter al tale om åndelige kræfter i samfundet, i samvittigheden eller i det menneskelige samliv, hvis denne tankegang har grebet dem så hårdt, at de ikke er åbne for andre tankegange, så kan kristendommens menneskeforståelse ikke sige dem noget.

For kristendommen opererer med åndelige kræfter. Ikke forstået som store spirituelle oplevelser, syner af guder og himmelvæsener og den slags, men forstået som ikke-legemlige kræfter i familielivet og i samfundslivet, ikke-legemlige kræfter, vel at mærke, der har et navn: tillid, fortrolighed, indlevelse, forståelse.

Men i samme åndedrag som kristendommen anerkender sådanne ikke-legemlige kræfter, anerkender den også de legemlige kræfter, der består i drifterne. Det vil sige, den anerkender, at der kan være en modsætning mellem legemlige og åndelige kræfter i mennesket. Ikke, at modsætningen nødvendigvis kommer til udtryk, men at den meget let gør det. Men modsætningen må bekæmpes, idealet er, at legeme og sjæl knyttes sammen i en ubrydelig énhed, en énhed, som kaldes den hele person, det hele menneske.

Den gamle kirkefader Maximus Bekenderen (680-662) udtrykte dette ideal om mennesket: “Sjælen ophører aldrig med mere og mere at legemliggøres, og legemet ophører aldrig med mere og mere at sjæleliggøres”. I den grad er legemlige og sjælelige kræfter knyttet sammen i menneskets person. Og herigennem er det sagt særdeles klart, hvad vi kristne stræber efter, også i ægteskabets sammenhæng: at den personernes énhed, der uomtvisteligt skabes gennem den fælles børneskabelsesakt, må forblive en legemlig/sjælelig énhed, til døden skiller ægtefællerne ad.

Den 29. september bragte Information en kronik af en prostitueret, se her. Hun fortæller hudløst ærligt om, hvordan hun er blevet skadet både på legeme og sjæl af alle de samlejer, hun har gennemført, med og uden selvstændig lystfølelse. Hun skriver:

Jeg vil gerne vende tilbage til feministerne. Jeg tror, jeg ved, hvad de tænker. De synes, det er synd for mig. Jeg har ikke blik for de langsigtede konsekvenser. Hurtige penge forfører mig, for selv om prisen virker lav nu, skal der betales tilbage senere med renters rente i kønssygdomme, sjælesår og skamkneppet selvværd.

Til dem ville jeg sige, hvis de var her: Jeg ved godt, jeg kan gå i stykker af det her. Gør mig ikke til et offer. Hvis jeg sælger mig selv i sænk nu, gør jeg det med åbne øjne. Hvis jeg kneppes til ukendelighed, sker det med mit samtykke. Hvis jeg bliver for kold til kærlighed, har jeg set det komme.

Det er risikoen. Og jeg er lidt bange. Lidt bange for, at jeg ikke længere er gangbar blandt de gode mænd. At jeg har vekslet mig selv til en valuta, de ikke er interesseret i. At jeg har horet mig ned i en kaste for urørlige.

Jeg gætter på, at de fleste vil tænke som feministerne: at det er synd for hende. Og jeg fornemmer, at de udtalelser, hun kommer med derefter, er et desperat forsøg på at fastholde én eller anden form for selvværd.

Bonobo-chimpanserne kan gennemføre en sådan parring i flæng. Så hvorfor skulle mennesket ikke kunne gøre det?

Det kan mennesket ikke, fordi vi har fået et sprog. Dette sprog sætter os i stand til at danne os et billede af de andre i gruppen. Og dette gør os i næste omgang interesseret i at fremtræde så tiltrækkende som muligt i de andres øjne. Bonobo-chimpanserne har ikke mulighed for at synke ned til de urørlige. Men mennesket har.

Og vi har to muligheder, stillet overfor en sådan ‘urørlig’: forargelsens mulighed og tilgivelsens mulighed. Forargelsens mulighed kammer hos nogle over i straffens mulighed; det er, som man måske véd, den måde, muslimerne reagerer på. Straffen for utroskab er i mange muslimers øjne stening, i koranen dog vist kun 100 piskeslag, men altså straf under alle omstændigheder.

I det ny testamente er det anderledes. I Joh 8,1-11 fortælles en historie om nogle farisæere, der førte en kvinde, der var grebet i hor, frem for Jesus. De fortalte, hvad det gamle testamentes lovbog foreskrev: stening, og spurgte, hvad han krævede. Til det svarede Jesus: ”Lad den, der er ren, kaste den første sten!” Så gik de bort, de ældste først.

Det betyder ikke, at fem og syv så kan være lige. Men det betyder, at også kvinden fra nu af får mulighed for at blive et helt menneske, ”synd ikke mere!” siger Jesus til hende. Ikke som en befaling eller et bud, men som et klogskabsråd: det er ikke godt for din stræben efter at blive et helt menneske, at du sådan deler dit køns velgerninger ud til højre og venstre.

-Jamen, den evige magtkamp, kampen om pladsen som alfa-han i gruppen, rivaliseringerne mellem grupper i samfundet, alt dette kendes jo også fra menneskesamfundet. På det punkt kan kristendommen da ikke siges at have sejret.

Ja, magtkampen kendes fra de muslimske samfund. Men i de vestlige samfund er den erstattet af demokrati. Og sjovt nok er de demokratiske tanker i vore samfund slået igennem i en grad, så vi slet ikke kan forestille os andre tanker som naturlige, menneskelige tanker.

Vi så det under det såkaldte arabiske forår. Alle vi vestlige, noget naive mennesker – jeg selv inklusive – blev grebet af det helt store håb: nu slog omsider de demokratiske tanker, der ligger skjult i ethvert samfund, igennem hos araberne. Nu kom det, vi havde håbet på gennem lang tid.

Jo, gomorren!

Åbenbart er det muslimske menneske indrettet således, at der skal en stærk diktator til for at holde styr på tropperne. Og ikke så snart er denne diktator borte – hvad enten han nu hedder Mubarak eller Saddam Hussein – før alle de skjulte konflikter igen bryder ud i lys lue. Ikke noget med at anerkende alle gruppers ligeværd i et muslimsk land! Nej, ikke så snart har shiitterne i Irak fået flertal gennem demokratisk valg, før de sætter sig på alle de ledende poster, altså bruger deres magt til at undertrykke de andre grupper med. Og ikke så snart har Det muslimske Broderskab i Egypten vundet det demokratiske valg, førend de skubber alle andre til side, lader hånt om alle de sekulære kræfter, der var med til at starte omvæltningen. Og i Libyen og Syrien ser vi det samme: det er som i en chimpanseflok, når alfa-hannen er væk, begynder kampen om, hvem der skal erstatte ham. Demokrati som samtale, demokrati som respekt for mindretallene, demokrati som anerkendelse af enhver som borger mere end som medlem af den og den gruppe, den form for demokrati, vores form for demokrati, kender de intet til i Mellemøsten.

Men det mærkelige i den sammenhæng er ikke så meget, at det går sådan til i en række menneskesamfund – det er jo, hvad man ville forvente, hvis iagttagelserne af dyrenes adfærd kunne overføres til menneskene – det mærkelige er, at vi i Vesten tænker anderledes, ja, at en helt anderledes tankegang i den grad har fået magt over os, at vi uden videre betragter vor sekulære tankegang som menneskets naturlige tankegang, som af sig selv vil gribe ethvert folk, hvis diktator bliver fjernet. Vi er i den grad blevet grebet af den åndelige kraft, der ligger i ligestillingstankegangen, vi har i den grad erfaret, at vor drift efter social anerkendelse i langt højere grad tilfredsstilles, når vi opnår andres fri tillidserklæring, end når vi tryner dem med vores magtanvendelse, at vi helt har glemt, at der er tale om en åndelig kraft, speciel for vor kultur.

Eller skal vi ligeud sige: ‘speciel for vor kristne kultur’?

 

Alt dette skulle være endnu et svar eller endnu en indvending imod Adam Holms kronik af 12-9 2013. Indvendingen vender sig specielt imod, at han sammenblander islam og kristendom.

Og lad mig derfor til sidst nævne endnu en forskel på de to religioner.

Man siger, at man som muslim må købe hele pakken. Det lader sig ikke gøre at plukke ting ud, som man kan lide, og lade andre ting ligge. Det mener jeg er sandt. Det hænger sammen med den muslimske trosbekendelse, der hævder, at Muhammed er Guds profet. Derved erklærer man jo koranen for Guds eget ord. Og er koranen Guds eget ord, kan man ikke sådan tage nogle ord til sig og lade andre være. Det er alt eller intet.

Anderledes med kristendommen. Pluk det, du vil! Lad det ligge, som du ikke kan gå med til! Kan du ikke gå med til, at der findes en åndelig kraft i sproget? Nuvel, så lad den påstand ligge, og nøjs med at boltre dig i alle de herligheder, den tillid og den fortrolighed, der ligger i det ægteskabelige samvær! Så har du dog fået en del af dit liv til at lykkes.

Og kan du ikke lide den tanke, at der er en Gud til, som har skabt os og den verden, vi lever i, og givet os den opgave at lade de sproglige kræfter gennemtrænge de legemlige, også hvad driften efter social anerkendelse angår, så lad kun gudstanken ligge, og nøjs med at erkende, at vi i det demokratiske lighedssamfund har en bedre model end muslimerne har med deres evindelige kampe om magten!

Så kan det være, du en dag vil opdage, at kristendommen trods alt udgør en hel pakke, en pakke, der hænger logisk sammen, en pakke, der baserer sig på de sprogkræfter, der blev givet os fra begyndelsen af vor tilværelse som mennesker, og som blev pakket ud igen af den mærkelige historiske skikkelse, Jesus fra Nazareth. Måske du så oven i købet vil finde det meningsfuldt at kæmpe for at udbrede forståelsen af nogle af denne skikkelses ord.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Eksisterer Gud? II

  1. Kære Ricardt Riis.

    Det ”logiske gudsbevis” er de negative konsekvenser af menneskelig storhedsvanvid og social arrogance.

    Venlig hilsen Ulla

  2. Pingback: Hvad er tro? | Ullas Vinkler...

  3. Pingback: Fysisk opstandelse? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s