Var Jesus og Muhammed fiktive figurer?

Fornylig skrev historikeren Bent Jensen en kronik i Jyllands-Posten om den kritiske Muhammed-forskning, se her. Her beskyldte han den hjemlige islam-forskning for at være for politisk korrekt: man vovede ikke at angribe de normalt vedtagne muslimske trossætninger. Det fik et par dage senere professor i koran- og islamstudier, Thomas Hoffmann til i en artikel i samme avis at hævde, at Bent Jensen vist ikke havde fulgt ordentlig med i, hvad islam-forskere beskæftiger sig med, se her. Man er da så udmærket klar over, at der er islam-forskere, der har fremsat teorier om, at Muhammed slet ikke har eksisteret, sagde han. Og man kender også udmærket de personer, som Bent Jensen nævner. (Se min artikel om Luxenberg her). Men hvorfor har Bent Jensen ikke læst Patricia Crone, hvis artikel What do we actually know about Mohammed” let kan findes på nettet? Nå, tænkte jeg, Patricia Crone har jeg hørt engang på Aarhus Universitet. Med stort udbytte. Hun erklærede dengang med et smil, at hun ikke var så stor en kætter, som hun havde været, se min beretning derom her. Så jeg kastede mig over den anførte artikel, se her. Og den var, som jeg havde forventet det, meget interessant. Sandt nok, hun var ikke mere den helt store kætter, der som hendes lærer, John Wansbrough, arbejdede ud fra den teori, at Muhammed-personen var en fiktion – noget, hun havde gjort i sit værk Hagarism – nu godtog hun Muhammeds eksistens, men mente, at han ikke kunne have haft Mekka som sit udgangspunkt, dertil var der i de mekkanske koranvers for mange henvisninger til agerbrug og frugtavl, noget, der umuligt kan forekomme i Mekka og omegn. Men så fremkom hun desforuden med følgende bemærkning:

Med hensyn til Muhammed, så begynder de muslimske kilder til hans liv omkring 750-800, fire-fem generationer efter hans død, og der er ikke mange islamforskere, der i dag regner dem for tilforladelige historiske beretninger. Alligevel véd vi formodentlig mere om Muhammed end om Jesus (for ikke at tale om Moses eller Buddha) og vi har i hvert fald mulighed for at komme til at vide betydeligt mere. (min oversættelse).

Det var alligevel meget, tænkte jeg så. Kan det virkelig passe, at vi véd mere om Muhammed end om Jesus? Det må vi undersøge lidt nærmere. Og det er så det, jeg her vil gå i gang med. Der er jo også de forskere, der har hævdet, at Jesus ikke har eksisteret, at han altså er en fiktion, fremstillet af fromme kristne. Det har bl.a. Georg Brandes påstået i sin bog Sagnet om Jesus. Men vi kristne er så heldige, at vi har i hvert fald to vidnesbyrd fra ikke-kristne forfattere, som fortæller om Jesus, se her. Den jødisk-romerske historiker Josefus skriver i sin bog Den jødiske krig, forfattet omkring 93 e.Kr., om de kristnes leder Jakob, og nævner, at han var bror til den Jesus, som de kalder Kristus. Og et andet sted beskriver han dommen over Jesus og henrettelsen af ham på ordre fra Pontius Pilatus. Og den romerske historiker Tacitus fortæller i en bog om de romerske kejsere fra 116 e.Kr. om Roms brand år 64 e.Kr. Nero blev beskyldt for at have påsat branden, men han gav de kristne skylden, og, siger Tacitus, disse tilbad en figur, de kaldte Kristus, som blev henrettet efter ordre fra Pontius Pilatus. Så jo, vi har disse to vidnesbyrd fra ikke-kristne forfattere til sandsynliggørelse af, at Jesus virkelig har eksisteret. Hvis nogen skulle være i tvivl. Har man noget lignende for Muhammeds vedkommende? I nogen grad, ja. Vi har nogle breve fra Jerusalems daværende kristne patriark, Sofronius, død ca. 639, se en samling vidnesbyrd her. Han beklager sig i 634 over, at saracenerne – hans navn for muslimerne – har forhindret de kristne i Jerusalem i at drage til Betlehem. Og i klagen over disse saracenere hedder det, at de er blasfemiske imod korset, at de nedbryder kirker, og at erobrer landområder, som de ikke har nogen ret til at besidde. Og fra den græske kirkefader Maximus Bekenderen (død 662) foreligger der et brev fra slutningen af 630erne, hvori han beklager sig over dette ørkenfolk, der erobrer andres lande, som var det deres egne. Og et dokument, Doctrina Jakobi, fra 634, fortæller om forvirring blandt kristne og jøder: Var denne profet, der nu viste sig, mon den salvede, man ventede? Dog, hedder det så, hvis en profet kommer med sværd, er han så ikke en falsk profet? Patricia Crone mener nok, at man kan få den omtalte profet til at være identisk med Muhammed, skønt han døde 632, for der var en vis unøjagtighed til stede, da man fastsatte den muslimske tidsregning – ligesom der var det, da man fastsatte den kristne. Hun føjer til:

Hvis en sådan revideret dato er korrekt, så betyder den græske teksts vidnesbyrd, at Muhammed er den eneste religionsstifter, hvis eksistens er bevidnet af en samtidig kilde.

Og det må vist være det, der får hende til at mene, at Muhammeds eksistens er bedre bevidnet end Jesu eksistens. Lad det være, som det være vil, begges eksistens er nogenlunde sikkert bevidnet. Men når vi har med en religionsstifter at gøre, er vi jo ikke tilfredse med at få den blotte og bare eksistens bevidnet. Så er det af langt større betydning, om vi også har hans ord og gerninger bevidnet på en nogenlunde antagelig måde. Om det siger Crone:

Alt andet omkring Muhammed er mere usikkert, men vi kan stadig sige ganske meget med en rimelig grad af sikkerhed. Det vigtigste er, at vi kan være rimelig sikre på, at koranen er en samling ord, han kom med i den tro, at de var blevet åbenbaret ham fra Gud. Det kan godt være, at bogen ikke indeholder alle de ord, han påstod, han havde modtaget, og han er ikke ansvarlig for den sammensætning, vi har dem i. De blev samlet efter hans død – hvor lang tid efter er der uenighed om. Men at han fremsagde dem alle eller de fleste af dem, er det vanskeligt at tvivle på.

Da jeg for snart lang tid siden begyndte at beskæftige mig med islam, var dette også min indstilling. Overleveringen af Muhammeds ord var, mente jeg, langt sikrere end overleveringen af Jesu ord. Bare den kendsgerning, at vi kun har Jesu ord gengivet på græsk, skønt hans modersmål var aramaisk, bare det bevirkede, at Jesu ords overlevering er langt mere usikker end ordene fra Muhammed. Men jeg må indrømme, at jeg i dag er langt mindre sikker på denne rangfølge. Den usikkerhed, der strømmer ud derfra, svarer nogenlunde til den usikkerhed, der stammer fra den kendsgerning, at den ældste skrift i koranen var en konsonantskrift. Vokalerne måtte man gætte sig til – som på hebraisk – og man kunne sommetider gætte på to eller flere løsninger. Dertil kom endnu en vanskelighed ved skriften. Den savnede også de såkaldte diakritiske tegn, tegn, der afgjorde om et bestemt tegn skulle læses som den ene eller den anden konsonant. Ikke blot skal man altså gætte på vokalerne, man skal også ofte gætte på konsonanterne. Men så er der overleveringen. Jesu ord er overleveret mundtligt og først skrevet ned omkring år 70, for markusevangeliets vedkommende, og omkring år 80 for matthæus- og lukasevangeliets vedkommende, mens det ret afvigende johannesevangelium nok først er blevet til omkring 95. Og når vi betragter disse fire udgaver af Jesu ord – og de mange flere, der findes derudover – må vi indrømme, at udgaverne er ret forskellige. Og de ældste manuskripter, vi har af det ny testamente, er ikke ældre end fra 300-400-tallet. Der findes manuskriptstumper, der er ældre, f.eks. en papyrus fra 135 e.Kr. med et stykke af johannesevangeliet. Så man kan alt i alt godt spørge, om vi kender Jesus-ordene med nogen særlig stor nøjagtighed. I modsætning til det er Muhammed-ordene muligvis skrevet ned allerede i Muhammeds levetid. Der er haditter (langt senere beretninger om Muhammed-ord, som ikke tænktes at være åbenbaringsord), der fortæller om skrivere, som hjalp Muhammed med at nedskrive de ‘åbenbaringer’, han fik. Men der er på den anden side også beretninger om slag, hvor mange af de muslimer, der kunne koranen udenad, blev dræbt; dette førte til, at man indså nødvendigheden af at få koranen skrevet ned, som om den altså ikke havde været skrevet ned indtil da. Der er også beretninger om kaliffen Uthman (død 656); han skulle ifølge den almindelige muslimske tradition have beordret alle koraner samlet sammen; ud af disse mange forskellige udgaver fik han sammensat én og kun én koran. Den lod han afskrive og sendte derefter de mange afskrifter ud til de troende, de indsamlede koraner lod han brænde. Man har fra muslimsk side hævdet, at en gammel koran i Tashkent er én af Uthmans koraner. Dog tyder forskellige moderne dateringsmidler på, at den er meget yngre. Man har fra mange muslimers side anset denne foranstaltning fra Uthmans side for en ekstra sikkerhed i overleveringen. Men efter almindelig moderne historisk kritisk metode er den det modsatte. Den betyder jo, at de moderne videnskabsfolk ikke kan komme til at bruge deres kritiske metoder på de første manuskripter for igennem sådanne overvejelser at finde frem til, hvad der er ægte Muhammed-ord og hvad uægte. For disse eksisterer ikke mere. Men derfor kan det da godt være, at Crone har ret i, at det er vanskeligt at tvivle på, at Muhammed står bag de fleste af de ord, der findes i koranen. Anderledes med Jesu ord i evangelierne. Her kan man ikke blot tvivle på, at Jesus har sagt som refereret i evangelierne, man kan direkte påvise, at nogle ord næsten nødvendigvis må være skrevet af evangelisten selv og senere tillagt Jesus. Tag lignelsen om den store nadver, Luk 14,15-24! Den forekommer også i det apokryfe Thomasevangelium. Her har den nogenlunde samme form som hos Lukas. Men i udgaven fra matthæusevangeliet (22,1-14) er den forandret næsten til ukendelighed. De undskyldninger, som de indbudte kommer med, er kortet ned til næsten ingenting. I stedet er indlagt en bemærkning i vers syv om, at kongen blev vred, sendte sine hære ud, slog disse mordere ihjel og satte ild til deres by. Det er ret tydeligt Jerusalems ødelæggelse år 70 e.Kr., man vil have med ind i fortællingen. Og det er altså ikke Jesus, der har talt sådanne ord, det er Matthæus eller én af hans forgængere. Alligevel må man sige, at Jesu budskab fremtræder med en kraft i evangelierne, der er stor nok til, at den, der søger, vil kunne finde. Lad os tage det Jesus-ord, der er overleveret med størst sikkerhed: nadverordene. Dels er de overleveret i de tre første evangelier, dels er de overleveret af Paulus i 1 Kor 11,23-26 (og Paulus’ breve er jo de ældste nytestamentlige skrifter) og endelig er de hos Paulus overleveret som noget kendt, dvs., Paulus går ud fra, at menigheden i Korinth hver søndag fejrer nadver, som han har lært dem det. Mon så ikke vi kan gå ud fra, at ordene om, at brødet er Jesu legeme og vinen hans blod med ret stor sandsynlighed kan føres tilbage til Jesus selv. Ved disse overvejelser ødelægges altså den tanke, som har været oppe at vende nogle gange, at Jesu død var et uheld, noget, han ikke havde regnet med. Det samme kan ses af en anden overvejelse. Her kan man ligefrem opleve det mærkelige, at den historisk-kritiske forskning, som mange fromme bibellæsere vender sig forskrækket imod, faktisk kommer til at vise, at én af Jesu lignelser næsten uomtvisteligt må tænkes at være fortalt af Jesus selv. Der er tale om lignelsen om de utro vingårdsmænd, Mark 12,1-12 og parell. Den fortæller om nogle vingårdsmænd, som jo nok skal være et billede på de jødiske ledere. De vender sig imod den ene efter den anden af de udsendinge, vingårdsejeren (Gud) sender til dem. Til sidst sender han sin søn. Men de slår ham ihjel og smider ham ud af vingården. Det vil sige: Hvordan var nu lige rækkefølgen? Slog de ham ihjel, før de smed ham ud af vingården, eller smed de ham ud af vingården og slog ham først ihjel udenfor vingården? Det er de tre gengivelser af lignelsen uenige om. Markus mener det første, de to andre, altså Matthæus og Lukas, det sidste. Og her vil vi almindelige dødelige måske sige: Jamen, det må da være de to sidste, der har ret. For Golgata, hvor Jesus blev korsfæstet, lå dengang udenfor Jerusalems bymur. Jesus blev altså smidt udenfor vingården og derefter slået ihjel. Altså Matthæus og Lukas har den rigtige tekst. Men hør så, hvad de kloge historisk-kritiske historikere siger! Vi skal her som altid bruge princippet om lectio difficilior, den vanskeligste tekst skal foretrækkes, siger de. Hvorfor dog det? Jo, fordi man kan forklare, at Markus’ tekst bliver lavet om, men ikke, at Matthæus’ og Lukas’ tekst bliver lavet om til Markus’ tekst. Den mundtlige tradition har ubekymret fortalt, at de slog ham ihjel og smed ham ud af vingården. Først senere, når man har udlagt lignelsen temmelig mange gange om de jødiske ledere og Jesus, retter man det til, så det kommer til at passe med de geografiske forhold i Jerusalem. Den rettelse er forståelig, men en rettelse den modsatte vej er det ikke. Men det vil sige, at vi af selve denne lidt indviklede, men uomtvisteligt sande historisk-kritiske metode føres hen til den tese, at denne lignelse er blevet til før Jesu korsfæstelse. Det vil sige, vi får af denne metode serveret som en overmåde sandsynlig tese, at lignelsen er fortalt af Jesus selv. Dog, hvis vi lægger alle disse mere eller mindre sandsynlige historiske fænomener til side, så står der tilbage en overmåde stor forskel mellem koranen og det ny testamente: koranen foregiver at være Guds eget ordrette ord, det ny testamente er en historie, gengivet af fire forskellige forfattere; dvs., i koranen er det det enkelte ord og dets indplacering i sammenhængen, der er det vigtige, i det ny testamente er det helheden, historien selv, der har betydning. Det er det, der gør, at vi kristne har langt lettere ved at acceptere de videnskabelige undersøgelser end muslimerne har. Muslimerne ærer og næsten tilbeder den gamle koran i Tashkent, men de er meget utilbøjelige til at lade den underkaste en videnskabelige undersøgelse; dog har vistnok en sådan afsløret, at manuskriptet tidligst er blevet til omkring 710 e.Kr. Og de gamle koraner, man fandt i en moske i Sana, Jemens hovedstad, dem ville vi kristne, hvis det var vores helligskrift, man fandt ældre manuskripter til, underkaste en minutiøs undersøgelse, om vi dog ikke kunne få historien i vores helligskrift oplyst endnu mere. Men muslimerne har opdaget, at disse manuskripter har læsemåder, der afviger fra den koran, de kender. Og så skal de ikke nyde noget af at lade videnskabsfolk komme til. For er det Guds eget ordrette ord, så kan man jo ikke tænke sig, at det forandrer sig, så er det ikke underkastet en normal historisk proces, hvor forandringer, ja fejl, kan opstå. Den samme tro på koranen som Guds skinbarlige ord er det også, der gør islam næsten umulig at reformere. Fordi muslimerne har denne tro på koranen, skal vi ikke forvente, at der med det første kan komme en reformation af islam. For det første, der trænger til reformation, er denne tro på koranen, og den giver muslimerne ikke slip på, den er et kernepunkt i deres dogmatik.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Var Jesus og Muhammed fiktive figurer?

  1. Pingback: Bagholdsangreb | ricardtriis

  2. Pingback: Har Jesus levet? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.