Islams akilleshæl

Jeg har vist før på denne plads bekendt, at jeg har noget til overs for forfatteren Carsten Jensen. Det er måske ikke meget, men lidt har også ret.

Forleden aften var han i Deadline (6-10 2014). Det var spørgsmålet om Islamisk Stat, der skulle debatteres. Carsten Jensen har altid været modstander af det, vi fra vestlig side har foretaget os i Afghanistan, og det er det, der får mig til at have noget til overs for ham. Som ventet var han også imod vores involvering i kampen i Irak og Syrien. Og atter her må jeg indrømme, at han har nogle pointer.

Han kunne nu først tilbagevise det argument, vi ofte bruger for at blande os – det gælder både Afghanistan og Irak – at hvis vi ikke bekæmper terroristerne dèr, bliver vi mødt af deres terror hjemme i vore egne lande. Fordi disse mennesker er terrorister, er det en forsvarskrig, vi fører, siger man. Herimod sagde Carsten Jensen, at de træningslejre, vi fik bombet i Afghanistan, jo blot sprang op som paddehatte alle mulige andre steder. Og så var vi lige vidt. Endvidere var det hans opfattelse, at en bekæmpelse af terror her i landet, var noget, PET tog sig af, og noget, de gjorde på udmærket vis.

Dernæst kunne han gøre opmærksom på, at vi på et tidligere tidspunkt havde behandlet de irakiske sunnier på en ret nederdrægtig måde. Da de havde hjulpet amerikanerne med at bekæmpe al-Qaeda, der på et tidspunkt med et vist held opererede i de sunnitiske områder af Irak, regnede de med, at de ville få normal indflydelse på Iraks fremtid. Det fik de imidlertid ikke. For ligesom sunnierne tidligere under Saddam Hussein havde siddet på hele magtapparatet, sådan satte nu shiiterne sig på samme. Derfor følte sunnierne sig snydt. Og derfor tog de så godt imod Islamisk Stat, som de har gjort. Hvis vi nu tror, vi kan lave det samme trick med dem én gang til, altså igen få dem med på at bekæmpe vore fjender, så tror vi fejl.

Og vil man indvende – som man jo gør fra officielt hold – at vi denne gang har sikret os, at regeringen i Bagdad er indstillet på at dele magten med sunnierne, så mener Carsten Jensen, at vi er utilladeligt naive. Jeg vil give ham ret. Det modsætningsforhold, som har eksisteret næsten siden islams grundlæggelse, modsætningen mellem sunni og shia, kan ikke sådan lige fjernes, bare fordi vi vestlige mennesker beder om det: vil I ikke nok!

Og endvidere havde han lagt mærke til noget, som alle medier tilsyneladende har overset, nemlig, at den syriske bevægelse, der hedder al-Nusra, har angrebet Islamisk Stat og erobret et vist landområde fra dem. Al-Nusra er inspireret af al-Qaeda, så nu er det den ene terrorbevægelse, der angriber den anden.

Ikke mindst denne sidste iagttagelser er vigtig at få med. For islam er en magtreligion, og det betyder, at man som god muslim med god samvittighed kan følge den, der har den største magt. Dette, at en bestemt gren af islam vinder i kampen mod de vantro, ses som et bevis på denne grens sandhed. Koranen siger det således:

Da din Herre åbenbarede for englene: “Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!” (sura 8,12)

Og den store muslimske filosof, Ibn Khaldun (død 1404), siger det lidt anderledes i sit store værk Muqadimma, kap 3, afsnit 35:

Det samme faktum forklarer Muhammeds mange sejre over de vantro, selv om han kun havde få mænd, og de sejre, muslimerne fik efter Muhammeds død. Gud hjalp sin profet. Han kastede frygt ind i de vantros hjerte. Den frygt fik så herredømme over deres hjerter, så de flygtede. Dette var et mirakel tilvejebragt af Guds udsending.

Disse forestillinger kunne direkte ses realiseret i de første mange år af islams historie: religionen bredte sig ved sværdets hjælp ud over næsten det halve af jorden. Og det gik virkelig sådan til, at de vantro – altså f.eks. vi vesterlændinge – blev slået med rædsel, når de hørte muslimernes kampråb ‘allahu ahbar’.

Sådan er det også gået til, når den irakiske hær hørte råbet fra IS: de blev grebet af frygt og flygtede, efterladende alle deres tunge og mellemtunge våben, foræret dem af amerikanerne. Og når en troende muslim ser det, er han øjeblikkelig klar over, at her har vi den sande islam, her har vi dem, der har Guds bevågenhed, for ser vi ikke alle, at Gud kaster frygt ind i IS’s fjenders hjerter?

I Politikens verdenshistorie fortælles der om islams fremmarch i 600-tallet, at muslimerne gennem deres sejre erobrede så stort et bytte og satte sig på så givtige landområder, at de kunne give deres soldater en yderst tilfredsstillende løn. Ikke blot har de 72 jomfruer i vente, hvis de skulle dø i kampen, de har også et meget behageligt liv på denne side af døden. Det samme gælder IS’s soldater. IS har erobret oliekilder i Syrien, og så længe Tyrkiet tillader dem at sælge olien, får de rigeligt med penge at belønne deres soldater med. Nå, den trafik kan måske ikke fortsætte mere, eftersom Tyrkiet ikke kunne undslå sig for at være med i den af USA anførte alliance mod IS.

Men akilleshælen, hvor er den?

Den sidder det samme sted som fordelen. Da Muhammed døde, havde Allah desværre glemt at sørge ordentligt for arvefølgen. Det betød, at der ret snart opstod stridigheder mellem forskellige muslimske grupperinger. Og da det nu er en magtreligion, der er tale om, dvs., en religion, hvor man med god samvittighed følger den med den største magt, betyder det, at en kalif kun kan have legitimitet, sålænge han har magt. Selvfølgelig prøver han at hente sin legitimitet udefra, sunnierne således fra ummaens valgprocedure, shiaerne fra en påstået arvefølge fra Muhammed, men legitimitet er ikke et ord, der har gyldighed i en magtreligion, ikke ret meget i hvert fald. Så det egentligt afgørende er magten, krigsheldet, den frygt, Allah skaber i fjendernes hjerter.

Og når Allah ikke længere skaber frygt i fjendernes hjerter, så standser også IS’s tiltrækning på muslimer verden over. Og efter alle solemærker at dømme, vil IS’s fremmarch ret snart standse. Al-Bagdadi kan aldrig så meget kalde sig kalif, han skal have magten også. Det kan godt være, at IS kan erobre nogle kurdiske områder i Syrien, det kan godt være, de kan trænge kurderne tilbage også i Irak, men fra Bagdad og sydover befinder shiiterne sig, og de lader sig ikke sådan slå ud, de har jo f.eks. også amerikanske våben. Og hvis det så ender med, at Irak bliver delt op i tre dele, en shiitisk mod syd, en kurdisk mod nord, og en sunnitisk, erobret af IS, midt imellem, hvad sker der så ved det? Så bliver jo den deling gennemført, som amerikanerne skulle have lavet, allerede da de erobrede Irak.

Om en tilsvarende opdeling kan laves i Syrien, er vel i første omgang tvivlsomt. Men hvorfor ikke? Der findes et område ud mod Middelhavet, som bebos af alawitter, den gruppe, der med Bashas Assad som diktator har haft magten i landet indtil nu. Så er der tre mindre områder mod grænsen til Tyrkiet, der bebos af kurdere. De er allerede godt i gang med at lave deres egen stat. Og midt imellem er der så sunnierne, de tre grupperinger, de er delt op i: IS, al-Nusra og de demokratiske syrere, må jo så kæmpe, indtil de finder nogle grænser, de kan holde fred med.

Det vil jo i hvert fald IS modsætte sig. De vil erobre det hele. Men om de så for en tid skulle få held til at slutte deres to områder sammen endnu stærkere end for øjeblikket, området i Syrien og området i Irak, hvad så? Hvis de med magt tvinges til at holde sig indenfor visse grænser, så vil de med tiden forvandles fra en revolutionær bevægelse til en almindelig statsdannelse, ligesom Sovjetunionen efter 1917 og ligesom Iran efter 1979.

Jamen, hvad med de terrorister, der vil gøre anslag imod os her i Europa? De kommer jo hertil med flygtningestrømmen!

Ja, dèr har vi vores akilleshæl. Ikke terroristerne, men flygtningestrømmen. Og de uheldige virkninger af den er meget sværere for os at komme til livs end IS’s akilleshæl for IS. Men et er en anden sag. Ikke så meget, fordi vi får terrorister ind i landet med flygtningene. Mere fordi vi får alt for mange uintegrerbare muslimer at skulle tage vare på.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s