Journalisters hykleri

Det er ikke for meget at kalde det hykleri. Dog må man på en måde undskylde almindelige journalister af den grund, at langt de fleste af deres kolleger er grebet af det samme hykleri, og store dele af det politiske etablissement også.

Lad mig tage et par udtryk fra en leder i Information den 8-10 som eksempel, se her. Lederskribenten, Christian Jensen, anklager Helle Thorning Schmidt for i åbningstalen at gøre to ting, der strider imod hinanden. Hun vil, siger lederen, tage ansvar, når det gælder krigsførelsen imod IS, men ikke tage ansvar, når det gælder flygtningestrømmen til Danmark. Han tænker naturligvis på den melding, der kom i åbningstalen om, at flygtningene fra Syrien ikke blot fremover må nøjes med først at få opholdstilladelse efter ét års forløb, men også først kan søge om familiesammenføring efter ét år.

Det er, efter Christian Jensens mening, at nægte at tage ansvar. Hvis man tager ansvar, tager man sig af de flygtninge, der kommer til vor dør, uanset hvor mange der er tale om, og uanset, hvor mange fremmede vi har i forvejen.

Læg mærke til ordene ‘der kommer til vor dør’! Det er mig, der har indføjet dem. De findes ikke hos Christian Jensen. Godt nok nævner han, at krige fremkalder store flygtningestrømme, men når han fremhæver det forkerte i ikke at tage imod flygtningene, drejer det sig kun om de flygtninge, der selv har kunnet skaffe sig rejsemulighed frem til vort lands grænser. Alle de mange, der ikke har råd til at betale menneskesmuglerne for at kommer hertil, tænker han ikke på. Om vi hjælper dem eller ej, kerer han sig ikke om.

Og det er hykleriet. Det er den virkelighed, han bevæger sig i: Vi skal hjælpe de rige flygtninge, de fattige må andre tage sig af, nabolandene, FN eller andre.

Men selvfølgelig siger han det ikke direkte. Ja, han er formodentlig slet ikke klar over den indskrænkning i flygtningebegrebet, han dèr kommer med. For vi har jo herhjemme i årevis diskuteret, hvor mange flygtninge vi skulle tage imod, og det har altid været underforstået, at der netop var tale om flygtninge, der selv ankom til landet. Antallet af de såkaldte kvoteflygtninge fra FN har vi så at sige ikke diskuteret, er det 1500 om året, vi tager, det er det vist, men det spekulerer ingen på.

Vi har igennem mange år været inde i en indædt diskussion om, hvor mange af disse ‘dørflygtninge’ vi skulle give asyl. Og diskussionen har tenderet til at være en diskussion mellem ‘de gode’: dem, der ville tage imod mange, helst dem alle, og ‘de onde’: dem, der vil tage imod så få som muligt. Det gør diskussionen indædt, fuld af moralske overtoner.

Jeg hører til ‘de onde’. Og jeg anklager altså ‘de gode’ for at hykle. De er farisæere, der absolut vil gøre en god gerning, som de kan være stolte af, jvfr Fredrik Reinfeldts bemærkning om Sverige som en humanitær stormagt. Skal gerningen være en ægte god gerning, skal naturligvis de flygtninge, der kommer hertil, være ægte flygtninge, virkelig ynkværdige mennesker, som i den grad trænger til hjælp. Det hører ligesom med til den gode gerning, man stræber efter at gøre. Ja, i den grad hører det med, at man er villig til at se igennem fingre med alle de tilfælde, der afslører flygtningene som bedragere, eller i hvert fald som folk med knap så rent mel i posen.

For et par indlæg siden undrede jeg mig over et par journalister på Berlingske, der undlod at stille relevante spørgsmål til de flygtninge, de interview’ede, se her. De undlod at blive overrasket over, at ikke færre end en trediedel af de flygtninge, der søger om asyl, afsløres i det bedrag, der består i at have søgt asyl i et andet EU-land. Det er dog ganske mærkeligt, at der er tale om så mange. Men nej, ikke i disse journalisters øjne, for alle flygtninge er pr definition ynkværdige menneske, ellers er vor gode gerning jo ikke god alligevel.

De havde heller ikke studset over, at en flygtnings far kunne sælge sit hus i Syrien, så han kunne betale de 16.000 euro, det kostede at få sendt sønnen og svigerdatteren til Danmark. Er der virkelig krigshandlinger i et område, hvor man kan sælge sit hus for den pris?

Og hvorfor ville han flygte? Det spurgte de heller ikke ud om. Det var ellers en såkaldt ‘longread’, det vil sige en lang artikel, så de kunne nok have fået plads til et svar. Men de fandt slet ikke på at ville spørge om noget sådant. For hvis de gav sig til at bore i det, ville de måske ved et uheld kommer til at afsløre, at manden ikke var forfulgt, men blot ville have et bedre liv, altså at den ynkværdighed, som vi er nødt til at udstyre en flygtning med, hvis vores gode gerning virkelig skal være god, lige så stille forduftede.

Det samme kan ses i Christian Jensens leder. Han skriver f.eks.:

Militære kampe mod IS vil uundgåeligt koste civile ofre. Det vedgår såvel den danske som den amerikanske regering, og fra Folketingets talerstol konstaterede Helle Thorning-Schmidt, at antallet af asylansøgere i Danmark er det højeste i 20 år. Mange af de flygtninge er netop kurdere fra Syrien.

Er det Helle Thorning, der hævder, at mange af flygtningene er kurdere? Det kunne godt se sådan ud af lederens formulering. Men et blik i åbningstalen afslører, at der dèr er tale om en tilføjelse af Christian Jensen. Jeg tror reverenter talt ikke, at Christian Jensen har undersøgt sagen. Han har bare konstateret, at IS driver syriske kurdere på flugt ind i Tyrkiet, og da han nu skal have gjort de ankommende flygtninge til ynkværdige mennesker, véd han godt, at det virker bedst, hvis de, der kommer, ankommer lige fra en slagsmark, fyldt med traumer og forfærdelige oplevelser.

Det gør de måske bare ikke. Og de er måske slet ikke kurdere.

Vi har jo hørt, hvordan mange kurdiske mænd efter at have fået deres familier anbragt i Tyrkiet søger tilbage til Syrien for at forsvare deres område dèr, men forhindres i det af de tyrkiske grænsevagter. Skulle disse mænd så pludselig ombestemme sig og tage til Danmark?

Jamen, de har måske sendt deres familie til Danmark. Nej, for de fleste flygtninge, der kommer hertil, er mænd.

Man kan se det af noget, Christian Jensen skriver lidt senere. Her hedder det:

Helt konkret vil regeringen afskære flygtninge, der har fået opholdstilladelse, fra i det første år at blive familiesammenført med deres pårørende. Typisk vil der være tale om forældre, der har måttet lade deres børn blive i hjemlandet.

‘Forældre, der har måttet lade deres børn blive i hjemlandet’! Hvilke forældre ville dog efterlade børnene i et krigshærget område, udsat for alle mulige farer? Også det er gætværk fra Christian Jensens side. Og dette gætværk har det samme sigte som det forrige: Det skal gøre flygtningene til ynkværdige mennesker, så vores godhed kan understreges med tilstrækkelig kraft.

Men det holder selvfølgelig ikke. Med bare få linjers mellemrum fremstilles flygtningene som mennesker, der kommer lige ud af en krigszone og har store traumer efter de bombenedslag, de har oplevet, og som mennesker, der efterlader deres børn i hjemlandet, dvs. i denne krigszone.

Altså: Christian Jensen har et overordnet synspunkt, en overordnet hensigt med sin leder: Han skal have gjort flygtningene ynkværdige, de skal fremstilles som ‘stakkels’ mennesker, og så kan han fint affinde sig med løse formodninger, så må kendsgerningerne rette sig ind eller afvige, som de nu selv vil, han er ret ligeglad.

Det kommer først og fremmest til udtryk derigennem, at han kun taler om de flygtninge, der har råd til at rejse herop. Men det kommer også til udtryk deri, at han skal antyde, at de flygtninge, der kommer, kommer direkte fra krigshandlinger; at de kunne komme fra flygtningelejre, hvor de i forvejen har mad og husly, falder ham ikke ind, ligesom det heller ikke har strejfet hans bevidsthed, at de kunne ønske et bedre liv, mere end at de ønskede beskyttelse.

Og så finder han sig gladelig i, at de ting, han bringer frem, ikke harmonerer med andre oplysninger om flygtninge. For på det punkt er hans journalistiske tæft slået fra. Spørgsmål, der muligvis kan anfægte grundsynspunktet: at flygtningene er ‘stakkels flygtninge’, stilles ikke.

Dog må man nævne, at ikke alle journalister er af den type. Det var journalister fra BT, der i sin tid afslørede, at mennesker, der hævdede, at de var personligt forfulgt i Libanon, og derfor fik asyl i Danmark, rask væk rejste tilbage til Libanon og arbejdede som taxachauffører eller lignende. De havde altså snydt os danskere, da de fik asyl: de foregav at være forfulgte, men var det ikke. Og det er også journalister, denne gang fra Jyllands-Posten, der fornylig har fundet menneskesmuglere i Istanbul og interview’et dem.

Men altfor mange går i Christian Jensens fodspor.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s