Krigsflygtninge

I den debat, Martin Krasnik søgte at få op at stå i gårsdagens Deadline (den 10-10), lykkedes det ham – og debattørerne – fuldstændig at overse en meget væsentlig faktor, nemlig menneskesmuglerne. Debattørerne var Johanne Schmidt-Nielsen og Søren Krarup. Og Martin Krasnik mente sikkert, at han ved at interview’e dem hver for sig og være lige kras mod dem begge viste sig som en dygtig og kompetent journalist. Det er måske tvivlsomt, men lad det blot ligge i denne omgang.

Debatten var typisk for den debat, vi i kraft af blandt andet journalisters indskrænkethed fører her i Danmark. Indskrænketheden viste sig i den måde, Krasnik havde forberedt sig på. Overfor Johanne Schmidt-Nielsen blev han ved med at afkræve hende et svar på, om ikke der er en grænse for, hvor mange flygtninge vi kan modtage, hvor grænsen i så fald ligger, og hvorfor Enhedslisten mener, den ikke er nået endnu. Og overfor Søren Krarup havde han forberedt sig på den måde, at uddrog en række citater fra noget, Krarup havde skrevet for lang tid siden, og bad ham forholde sig til det.

Var det interessant? Ja, hvis man interesserer sig for at gribe danske politikere i selvmodsigelser. Måske lykkedes det, måske lykkedes det ikke. Men hvor er det ligegyldigt! Hvor er det provinsielt!

Her falder samtlige europæiske staters systemer for menneskesmugleres listige angreb, og så spørger man fra en klog journalists side kun om det sædvanlige indenrigspolitiske fnidder. Her har Jyllands-Posten gengivet en overmodig menneskesmuglers ord: ‘Vi bliver ved med at finde nye metoder!’, og det burde vel kunne få en nysgerrig journalist op af lænestolen. Men nej, ikke Martin Krasnik, hvad der interesserer ham, er, at Søren Krarup har rost regeringens udspil om at begrænse asylansøgernes ophold til 1 år og om at udskyde eventuelle familiesammenføringer i 1 år.

Havde han nu forberedt sig ved at læse uriasposten, så havde han haft noget at spørge om, se her. Uriasposten bringer store citater fra en artikel i Dansk Politi, se her, som man næsten bør læse i sin helhed for sine synders skyld. Og både ud fra uriaspostens udpluk og ud fra artiklen selv er der masser af muligheder for at stille opfølgende spørgsmål, hvis man er en nysgerrig journalist. Se bare på følgende oplysning fra uriaspostens citat:

Dertil kommer syrere, der bor uden for Syrien, som bliver kontaktet af menneskesmuglere, fordi det er nu, at chancen for europæisk opholdstilladelse er til stede.

Det burde jo nok få danske journalister til at undlade at hoppe på den forklaring med, at mange af flygtningene er traumatiserede, som om de kom direkte fra en krigszone. Det kunne Krasnik havde anvendt imod Johanne Schmidt-Nielsen. Og det burde også få journalister til at spørge ind til, hvordan de danske myndigheder skal skelne mellem ægte og uægte flygtninge. Men intet ligger dem fjernere. De skal kun have viderebragt historien om de stakkels flygtninge, som de hårdhjertede danske politikere vil forhindre i at få asyl og oven i købet forhindre i at få deres familie at se.

Så læser man følgende beretning fra Dorte Bo Jensen, udsendt som repræsentant for Frontex, stationeret i Sicilien, i Dansk Politi:

De syrere, som kommer, har penge og en klar plan. Mange flygter fra politiet, når de har mulighed for det. Jeg oplevede en mand, som helt desperat skulle nå færgen for at mødes med en kontakt i Milano, siger Dorte Bo Jensen og peger ned på færgen til Messina, der går i pendulfart til fastlandet, og ligger bare 10 minutters gang fra containerskibet.

Det, der er Dorte Bo Jensens opgave, er at finde ud af rejseruterne. Og derom siger hun:

Når vi snakker med de ankomne her på havnen, er der gode chancer for at få den rigtige historie. Så snart de når ind i lejren, bliver historierne samstemt. Men når de lander her, er de rasende. Mange er lokket til at tage rejsen under falske forudsætninger. De er blevet præsenteret for en båd i fin stand, som de begynder rejsen i, men har måske skiftet fire gange undervejs til dårligere både. De er blevet truet ombord med pistoler, og når de når ind i italiensk farvand, sænker smugleren båden, og smutter tilbage til udgangspunktet – ofte Libyen – i deres egen lille båd. De fattigste er måske under dæk, og så gælder det bare om at komme ud og håbe på, at den italienske kystvagt når frem i tide, fortæller Dorte Bo Jensen.

Om et eventuelt samarbejde mellem smuglerne og kystvagten hedder det i en billedtekst:

Politiassistent Dorte Bo Jensen, fra NEC, var i Italien hele september for at registrere og afhøre bådflygtninge, som kom til Sicilien. – De bliver truet med en pistol af menneskesmuglerne, så de går om bord på en oppustelig båd, som menneskesmuglerne senere sænker i italiensk farvand og derefter ringer til kystvagten, fortæller hun – om kapløbet med druknedøden, der pt. præger Middelhavet.

Det svarer meget godt til det, jeg før har gjort opmærksom på, se her, men det er, så vidt jeg kan se, kun mig, der er så menneskefjendsk, at jeg får mistanke om bestikkelse af den italienske kystvagt.

Alt dette viser, at journalisterne er galt afmarcherede, når de bliver ved med at stille indenrigspolitiske spørgsmål i en sag, der er udenrigspolitisk i sin grund. Der er jo – det må man indrømme – tale om en krig mellem den danske stat og menneskesmuglerne. Og så længe danskerne bliver ved med at diskutere, hvilke partier der er bedst til at overholde de ankommende migranters menneskerettigheder, har smuglerne kronede dage. Den diskussion holder main-stream-journalisterne i kog hele tiden. Og derved hjælper de menneskesmuglerne til at tjene endnu flere penge.

Vil man vide, hvad der i virkeligheden foregår, er det alternative medier, man skal holde sig til. Almindelige, nogenlunde snusfornuftige mennesker har ofte bedre forståelse af virkeligheden end disse journalister.

F.eks. har én af debattørerne på 180grader, Kjeld Jeggesen, afsløret, hvad han mener er et eksempel på iscenesættelse fra TV2’s side, se her. Der er tale om et interview med en netop ankommen syrisk flygtning, som kanalen foretog i tirsdags. Jeggesen undrer sig over, at flygtningen sidder og beklager sig over de regler, regeringen endnu ikke har vedtaget, for, spørger han, hvorfra har han fået at vide, at der er strammere regler undervejs? Det kan næsten kun være sket gennem den journalist, der interview’er ham. Og han mangler en journalist, der kan stille tre spørgsmål:

Hvordan kunne du finde på at stikke af uden din familie?

Hvorfor er det overvejende mænd der er her?

Hvem har fortalt dig, hvad du skulle sige på tv?

Når journalisten skulle spørge om det – og det mener også jeg kunne have været en god idé – skyldes det, at dette ville gøre opmærksom på menneskesmuglernes rolle.

Det kan godt være, at TV2 har fortalt ham om regeringens planer om at gøre familiesammenføring umulig i det første år her i landet, men når han brokker sig over det, er det sikkert ærligt ment. For han har nemlig af sine menneskesmuglere fået at vide, at han forholdsvis hurtigt kan få familiesammenføring her i Danmark, det er noget af det, der gør, at så mange søger til Danmark: vi er hurtigere end andre lande til at få familiesammenføring i stand. Ja, man kan godt have en formodning om, at han tænker, at den vare, han har købt af menneskesmuglerne, ikke svarer til det, han får. Måske han endda tænker på, hvordan han kan få sine penge tilbage.

Det er jo også denne viden om Danmark, der gør, at han stikker af uden sin familie. Og man kan være sikker på, at han ikke efterlader den i en krigszone, men højst sandsynligt i sikkerhed i en flygtningelejr i Tyrkiet. Og så tager han selv det værste slæb, det, der består i at komme illegalt til Danmark, over Middelhavet i synkefærdige skibe, gennem Europa proppet ind i umagelige lastbiler. Når først han er her og har søgt asyl og formodentlig fået det, så kan familien komme bagefter med mere almindelige transportmidler.

Dèr har vi så svaret på det andet spørgsmål: Hvorfor der er flest mænd. Det er der, fordi det er dem, der bedst kan tåle den første, vanskelige og umagelige rejse.

Det vil sige, de, der i Syrien har skrabet nogle penge sammen, de kan i Tyrkiet alliere sig med en menneskesmugler. Men det er klart, det er noget, de først gør, når de har familien godt anbragt i en flygtningelejr.

Til sidst:

Det er svært at granske hjerter og nyrer, ikke mindst hos den siddende regering. Man vægrer sig næsten ved at tænke følgende tanke, men på én eller anden måde dukker den alligevel op: Skulle det mon virkelig være sådan, at regeringens nye forslag på flygtningeområdet betyder, at den er klar over, hvordan virkeligheden ser ud? Jeg mener, noget af det første, regeringen foretog sig, var, at den fjernede starthjælpen, den nedsatte kontanthjælp, flygtninge fik. Starthjælpen blev jo ikke indført for at straffe flygtningene, men for at gøre det mindre attraktivt at flygte til Danmark. Virkningen af, at regeringen fjernede den, udeblev ikke: flygtningestrømmen rettede sig igen mod Danmark. Men dengang talte man for døve øren til regeringen, når man ville hævde, at der var en sammenhæng mellem ydelserne og antallet af flygtninge, nej, alle flygtninge var bestemt ærlige mennesker, der slet ikke så på, hvad de kunne få i kontanthjælp, men udelukkende på, om de kunne få beskyttelse.

Når nu regeringen foreslår en stramning af reglerne, betyder det så ikke, at den har forstået sammenhængen mellem, hvad flygtningene kan opnå, og antallet af flygtninge, der søger til Danmark? Man får en vis mistanke om, at den sammenhæng omsider er gået op for socialdemokraterne. Blot er det forunderligt, at de har kunnet vride armen om på de radikale, så de er gået med til stramningerne. Men der kan ikke være tvivl om, at det er god socialdemokratisk politik. Hvad man hidtil har gjort: hjulpet de rige flygtninge, men ladet de fattige flygtninge i stikken i flygtningelejre i Tyrkiet og Jordan, det er jo stik imod alt det, socialdemokraterne står for i al hjemlig politik. Men om de selv forstår det sådan, er vist tvivlsomt.

Dog, hvad enten de har forstået tingenes sammenhæng eller ej, menneskesmuglerne har flere kort på hånden. Uriasposten citerer fra Dansk Politi:

– Min spådom er, at vi om et par måneder vil se mange uledsagede børn dukke op. Forældrene finder ud af, at det går endnu hurtigere med at ekspedere en familiesammenføring, hvis barnet kommer alene. …

Vi kan slet ikke forestille os den tankegang, der ligger bag det her. … Men fortællingen om, at man får ydelser fra samfundet, som jo er en del af det danske velfærdssamfund, er meget stærk. Det betyder bare – i dette tilfælde – at Danmark tiltrækker personer, som kun har til formål at nyde goderne.“

Så hvis vi tror, at vi med de nye regler har lukket for flygtningestrømmen, må vi tro om igen. Ok, nej, så let slipper vi ikke. Vi er stadig under angreb fra smuglerne.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Krigsflygtninge

  1. Pingback: “Pull”-effekten | ricardtriis

  2. Pingback: Verden vil bedrages | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s