Luthers toregimentelære i nutiden

Biskoppen i Haderslev, Marianne Christiansen, har i et læserbrev i Jyllands-Posten den 14-10 taget til orde imod regeringens forslag om at give flygtninge fra Syrien opholdstilladelse for kun ét år ad gangen og om at udskyde en eventuel familiesammenføring til efter det første år i Danmark, se her.

Det læserbrev har Jyllands-Posten taget op til overvejelse i en leder, se her. Man mener vistnok, at hun hellere skulle have holdt sin mund. For siger Jesus ikke, at man skal give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er? Altså, man bør holde sig Luthers toregimentelære for øje, man bør skelne mellem verdsligt og gejstligt regimente.

Der er mange andre, der i vor nuværende debat forsøger at skelne mellem disse to regimenter. Men hvis man mener, at man skelner godt, hvis bare præster og andre gejstlige tier stille i den politiske debat herhjemme, så er det en altfor overfladisk tolkning af det lutherske standpunkt.

Det, det drejer sig om, er at fastholde skellet mellem lov og evangelium. Loven har sin plads i samfundet, loven er givet af Gud som en forestilling, vag eller klar, om ret og rimelighed, loven gør sig gældende i menneskets samvittighed og får os til at danne os moralske forestillinger. Og disse forestillinger kan og skal anvendes i samfundets som helhed.

Hvad evangeliet derimod går ud på, forstås bedst ud fra det nære forhold mellem mennesker, i ægteskabet, i familien i det hele taget, i den daglige omgang mellem mennesker.

Marianne Christiansen skriver i sin argumentation:

Knap 80 pct. af Danmarks befolkning er medlem af folkekirken – endnu flere er døbt. Og det vil sige at skulle leve med ekkoet af en mand, der for 2.000 år siden hævdede, at det afgørende i livet er, hvordan vi forholder os til den syge, den fremmede, den sultne, den fængslede.

Her henviser hun til Jesu dommedagslignelse, Matt 25,31-46. Men hun bruger den forkert. Hun bruger den til at få formuleret en god moralregel: vi skal tage os af den syge, den fremmede, den sultne, osv. En sådan moralregel kan såmænd være god nok. Den fremkalder det, Løgstrup kalder erstatningshandlinger, dvs., den får os til at gøre det, som vi véd, kærligheden ville have gjort. Blot er kærligheden erstattet af et ønske om at være et godt menneske.

I lignelsen er Jesus imidlertid så spidsfindig, at han lader de retfærdige spørge, hvornår de har besøgt de syge, givet de sultne mad, osv. Og så bliver jo pludselig gerningsbeskrivelserne umulige som moralregler. For de sandt gode gerninger skal, siger lignelsen her, gøres som spontane, selvfølgelige gerninger. Eller de skal gøres, som Jesus andetsteds siger det, så den højre hånd ikke aner, hvad den venstre gør (Matt 6,3).

Disse selvfølgelige gerninger ser Luther udfolde sig i det, han kalder ‘kald og stand’. Mennesket står altid i ét eller andet forhold til andre mennesker, dvs., ethvert menneske har et embede. Det kan være embedet som husfar eller husmor. Så er embedet at holde orden på husholdningen, at få alle i huset, børn og tyende, til at gøre det, de skal, for at huset kan trives. Eller det kan være embedet som mand og embedet som hustru, også dèr ligger der gerninger og venter på at blive gjort, selvfølgelige, letforståelige, dagligdags gerninger, der ikke ser ud af noget, men alligevel netop er lagt for vore fødder af Gud selv, for at vi skal vandre i dem (Ef 2,10).

Der er også mennesker, der skal handle i embedet som fyrste. Og noget af det nye hos Luther er, at han har blik for, at i statens regi skal retfærdighed og ikke barmhjertighed herske, eller som det hedder i Rom 13,4: øvrigheden bærer ikke sværdet for ingenting. Den store hob af mennesker er nogle hårdhudede karle, og der skal skrap lud til skurvede hoveder. Mennesker, som de er flest, kan ikke tåle at møde barmhjertighed uden straks at forvandle den til en rettighed. Derfor er fyrstens opgave at sørge for retfærdighed, også hvis fyrsten er kristen.

Luther forklarer sig i en prædiken over Matt 6,19-21:

En fyrste kan jo nok være en kristen, men han skal ikke regere som kristen; og det, han regerer efter, kaldes ikke en kristen, men en fyrste. Personen er vel kristen; men embedet eller fyrstevæsenet kommer ikke hans kristendom ved. For eftersom han er kristen, lærer evangeliet ham, at han ikke må gøre nogen fortræd, ikke straffe eller hævne, men skal tilgive enhver, og finde sig i den pine og uret, der sker ham. Det er, siger jeg, den lektie, en kristen har for. Men det ville ikke give noget godt styre, hvis du ville prædike sådan for fyrsten; — — Her kommer det ikke i betragtning, hvordan du skal leve overfor Gud, og hvad du for din egen person skal gøre og finde dig i; det hører din kristenperson til, som intet har med rige og folk at gøre. Men din fyrstelige person skal ikke gøre noget af det eller have med noget af det at bestille; den skal tænke på, hvordan den håndhæver styret, overholder og beskytter retten og freden, straffer de onde. Se her.

Og Luther kan oven i købet fremhæve en situation, hvor også et menneske med et mere almindeligt embede, f.eks. embedet som husfar, stiller sig ind imellem Jesu ord og husfaderens efterfølgelse af det. Han tager i en prædiken ordet fra Matt 5,38 frem: ”Giv den, der beder dig, og vend dig ikke bort fra den, der vil låne af dig”. Og han véd nok at skelne mellem den verdslige ret og det, Jesus anbefaler. Men så hedder det:

selv om han gerne skal låne og give til enhver, der beder ham, så er det dog sådan, at hvor han véd, det er en slyngel, er det ikke hans skyldighed at give. For det befaler Kristus mig ikke, at jeg skal give en hvilkensomhelst slyngel min ejendom, og unddrage det mine pårørende og andre, som har brug for det, dem, som jeg desforuden er skyldig at hjælpe, og derefter selv lide mangel og ligge andre til byrde.

For han siger ikke, at man skal give og låne ud til enhver, men til den, der beder os om det, som én, der er trængende osv.; ikke den, der tilfældigt vil aftvinge os det, som nogle, der ellers har nok, eller nogle, der vil ernære sig uden arbejde, ved andre menneskers anstrengelse. Se her.

Vi behøver altså ikke ligefrem finde os i åbenlyst snyderi, selv om vi gerne vil rette os efter Jesu formaninger.

I vore dage er jo imidlertid alle blevet fyrster, i den forstand nemlig, at vi alle deltager i statens forvaltning gennem de demokratiske valg og den demokratiske diskussion. Det vil sige: Fejlen, Marianne Christiansen begår, er, at hun først forvandler Jesu lignelse til en moralregel, dernæst fører denne regel over fra det personlige liv til statens liv. Hun burde, som alle andre, der vil deltage i diskussionen om, hvad staten skal gøre, udtale sig som ‘fyrste’, dvs. som én, der er betænkt på at håndhæve styret, at overholde og beskytte retten og freden, altså i det hele taget som én, der har blik for folkets behov og sammenhængskraft.

Det betyder blandt andet – og det er det, mit andet Luther-citat skal vise – at de danske myndigheder ikke behøver at lade sig snyde. Og her må man være opmærksom og holde ørerne stive. Det er ikke nok blot at rette sig efter vore journalister, for de fylder altfor meget medierne med ‘snøft-historier’, som skal vække vor medlidenhed med indvandrerne og vor forargelse over de danske myndigheder. Hun siger f.eks.:

Med den ene hjernehalvdel begræder og frygter vi IS’ og Assads hærgen – i medlidenhed med ofrene og i frygt for, at barbariet skal brede sig. Med den anden vil vi ikke give de mennesker, der i flugten fra barbariet er nået til Danmark, lov til at få deres børn med.

Hun går uden videre ud fra, at de mennesker, der nu i stort tal søger om asyl i Danmark, kommer direkte fra det syriske barbari. At hun så overdriver med påstanden om, at vi ikke vil give dem lov til at få deres børn med, lad det kun være! Sandheden er jo, at de dog kan få familiesammenføring med dem efter et år. Men kommer de lige fra barbariet?

Dette, at de efterlader deres børn et ukendt sted, formentlig i en flygtningelejr i Tyrkiet, og i hvert fald ikke i det barbari, der hersker i Syrien, burde få enhver til at se, at de mennesker, der kommer hertil og ønsker familiesammenføring med deres koner og børn, ikke er flygtninge. Det ophørte de med at være, da de fandt beskyttelse i en tyrkisk flygtningelejr eller hvilket andet trygt opholdssted de fandt til deres børn. Når de rejser derfra og frem til Danmark, rejser de som indvandrere, ikke som flygtninge.

På den måde minder disse flygtninge faktisk om de slyngler, Luther omtaler, som tænker på at udnytte de kristnes godgørenhed. De véd, at der gælder en regel i de kristne lande om at modtage de fremmede, der er i nød. Og så anbringer de sig under store udgifter til menneskesmuglere på vores dørtærskel og foregiver at være i nød. Her har vi så sandelig lov til at være lidt mere skeptiske overfor dette skuespil, end vi normalt er.

Dertil kommer tanken fra det andet Luther-citat: vi skal i vores demokratiske diskussion, hvad enten vi har et bispeembede eller et kirkebænkeembede, tage fyrstens briller på, dvs., tage vare på retten og freden: retten: at snyd ikke kan tillades, heller ikke fra syrere, der giver sig ud for at være flygtninge uden at være det; freden: at vi har tilstrækkeligt med ghettoer og muslimsk prægede ‘no-go-areas’ med overrepræsentation af vold og ran her i landet. Der er ingen grund til ligefrem at importere yderligere vanskeligheder.

Man skal altså handle sagligt overfor den danske befolkning. Man skal sagligt overveje, hvor mange flygtninge – eller altså indvandrere – Danmark kan modtage. Om det er den ene kategori af mennesker eller den anden, det er faktisk ret afgørende. Og det er derfor usagligt, når Marianne Christiansen sammenligner os med Jordan. Hun siger sarkastisk, at 20.000 åbenbart er grænsen for, hvad et land som Danmark kan klare, og føjer så til:

Det er det samme antal, som det fattige Jordan sidste år modtog – om ugen – vel at mærke inden flygtningestrømmen nåede sit højeste: Nu er flere end tre millioner syrere flygtet ud af landet.

Jeg gætter på, at Jordans overvejelser går på, om de kan finde områder i landet, hvor de kan anbringe de teltlejre, som FN og andre hjælper dem til at opstille; de går ikke på, om deres land kan opsuge en så stor mængde mennesker og gøre dem til gode jordanske borgere. Men det er de overvejelser, vi skal gøre os. For vores erfaringer med flygtningemodtagelser er jo, at flygtninge næsten altid forvandler sig til indvandrere.

Som man kan se: Problemet med toregimentelæren løses ikke ved at give biskopperne mundkurv på, eller ved at prøve at forhindre, at noget udvalg i fremtiden vil kunne tale på kirkens vegne. Det stikker langt dybere. Det har med den diskussion at gøre, som vi alle fører, om vi kan føre den som indehavere af ‘fyrsteembedet’, så vi skelner mellem personlig moral og samfundsmoral, eller vi bare lader vort gode hjerte løbe af med os uden tanke for samfundets vé og vel. Det sidste har i lang tid været den almindelige diskussionsbaggrund, og eksemplet her viser, at det måske ikke er fra biskoppernes side, vi skal vente nogen ændring i det forhold.

At der kan være god grund til skepsis overfor flygtningenes påstande om at være personligt forfulgte, kan se af dette læserbrev i Jyllands-Posten.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Luthers toregimentelære i nutiden

  1. Pingback: Jesu byrde er let. Let?? | ricardtriis

  2. Pingback: Moralers sammenstød I | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s