Flygtningedebattens faldgruber

Der er mange spørgsmål oppe at vende i flygtningedebatten.

Først er der spørgsmålet om vores folkelige forpligtelse til at hjælpe. Har vi en sådan forpligtelse? Kan man have forpligtelse som folk? Er den eventuelle folkelige forpligtelse det samme som den individuelle forpligtelse? Det er derfor, man også taler om værdidebatten; man mener, vi på samfundsplan skal handle efter visse gode værdier, af og til kaldet ‘kristelige værdier’.

Så er der spørgsmålet om tonen i debatten. En overgang troede jeg, vi var kommet bort fra dette besynderlige spørgsmål, hvor man, fordi man vil tale udenom kendsgerningerne, giver sig til at tale om debatten selv. Men det ser ud til, at denne utålelige debat om debatten dukker op igen.

Dernæst er der spørgmålet om det, der rent faktisk sker. Når vi modtager den store mængde spontane flygtninge, som vi modtager for øjeblikket, opfylder vi så vores forpligtelse? Er det de rette mennesker, vi modtager? Sikrer vi os godt nok imod snyd fra flygtningenes side?

Med til spørgsmålet om, hvad der faktisk sker, hører spørgsmålet om menneskesmuglernes reaktion på de bestemmelser, vi udsteder. Kan vi anerkende, at smuglerne lytter med og er klar over hver detalje i vore love, næsten før de er vedtaget? Tager vi deres reaktioner med i vore overvejelser? Og bør vi gøre det, eller skal vi bare være ligeglade?

Og endelig er der spørgsmålet om integrationen. Kan vi opsuge disse mange mennesker i det danske folkelegeme, så vi bibeholder den danske kultur, vi har for øjeblikket, de danske værdier, vi bygger på: demokrati, ytringsfrihed, lige ret for loven, osv.?

Alle disse spørgsmål bliver som oftest blandet uhjælpeligt sammen. Og det får endda være. Men når de blandes sammen på en måde, så debattøren kommer til at modsige sig selv, eller så man går ind for krav, der strider imod hinanden, så er der grund til at gøre indsigelse.

En sådan indsigelse kan f.eks. gøres mod de tre pakistanske brødre, der har stiftet et nyt parti: ”Nationalpartiet”, således kaldet, fordi de mener, at de er danske, de er Danmark; de danske værdier, mener de, er blevet forflygtiget i den standende flygtningedebat, og det vil de gøre noget ved. Deres partiprogram, i hvert fald deres foreløbige partiprogram, kan ses her. Sidst i programmet har de anført det, som alle partier kan gå ind for: bedre forhold for de ældre, en bedre folkeskole, og den slags. Men først i programmet står der, at partiet vil afskaffe 24-års reglen og tilknytningskravet. Og så må man, al sin imødekommenhed til trods, spørge: Er de programpunkter med til at underminere eller bevare de danske værdier?

Det var dog et spørgsmål, som vi ikke hørte Adam Holm stille i Deadline den 18-10, hvor partiets formand var inviteret ind for at tale om partistiftelsen. Adam Holm var optaget af det, de fleste journalister er optaget af, nemlig politisk spin; af den grund blev han ved med at bore i det spørgsmål, om ikke partiet var overflødigt, alle dets programpunkter fandtes jo hos andre partier; så han havde ikke blik for det langt mere afgørende: den politiske kerne: hænger partiets politik sammen?

Jo, vi forstod på talsmanden, at han som pakistaner så at sige hele tiden følte sig udenfor, at han næsten følte indvandrerdebatten som en krænkelse, fordi han fornemmede, at han med sin brune hud ikke var god nok. Derfor blev han ved med at påstå, at han var dansker på fuldkommen lige fod med alle andre i dette land.

Man må vel spørge: Hvad har han egentlig ventet? Hans forældre rejste ind i et nogenlunde homogent land, hvor man først var i gang med at vænne sig til mennesker med et fremmedartet udseende og fremmed klingende navne. Tror han, at han sådan uden videre kan glide ind i vore fællesskaber? Eller har han ikke blik for de skår, der slås i danskernes imødekommenhed overfor de fremmede af hans mange trosfæller, når de bag mure af vold isolerer sig i ghettoer, der skal være muslimsk område med egen muslimsk jurisdiktion?

Den samme blinde plet kunne man forresten se hos en anden pakistaner, der stod frem i Tv-avisen. Han havde klaret sig ualmindelig godt her i landet, havde fået en særdeles vellønnet stilling, havde købt ejendom direkte ud til Øresundskysten, osv. Han og hans familie følte sig som danske, sagde de, blot kunne de ikke andet end føle sig ramt af indvandrerdebatten, ja, så meget følte de sig ramt, at de på det seneste ret tit havde overvejet, om ikke de skulle flytte til et andet land.

Man tager sig til hovedet. Så meget er altså hans påståede kærlighed til Danmark værd, at vor debat kan få ham til at overveje flytning. Tja!

Det spørgsmål, som Adam Holm ikke stillede, var altså spørgsmålet om sammenhængen med den påståede kærlighed til de danske værdier og den åbning af grænserne for diverse flygtninge, som det nye partis program lød på. Når den hidtidige indvandring har givet os en række muslimske ghettoer med store integrationsproblemer, hvordan skal det så gå, hvis vi åbner op for yderligere indvandring? Eller tror vor partistifter fejlagtigt, at alle indvandrere er som han? Har han ikke blik for den kædeindvandring, der finder sted i kraft af, at pakistanerne i deres kultur opererer med arrangerede ægteskaber? Eller tror han, vi danskere er så dumme, at vi ikke har opdaget, hvordan der i kraft af denne indvandringsform kan strømme indvandrere ind i landet, og det altså i en grad, så vor kultur kommer i fare?

Nå ja, indrømmet, der er nogle danskere, der er så dumme: Enhedslisten, SF og De Radikale. Oven i købet forklarer de sig på samme overfladiske måde, som det ny parti. I dets program hedder det:

Nationalpartiet går ind for retten til at vælge sin egen kærlighed og ægtefælle. Nationalpartiet mener, at det er udansk at diktere hvornår og med hvem mennesker må gifte sig. Nationalpartiet mener, at det er paradoksalt hvordan ytringsfriheden så smukt blomstrer, men at friheden til at vælge sin partner så ikke er en selvfølge. Det unikke, smukke og allermest basale for et menneske er jo at elske, og denne mulighed tages fra os.

Og det lyder jo smukt, ikke! Det er oven i købet sandt: det er faktisk udansk at ville diktere, hvornår og med hvem mennesker må gifte sig. Og dog er der slangegift blandet ind i de smukke ord. Den måde at vælge ægtefælle på, som skitseres her, er jo den danske, ikke den pakistanske måde. Hvis alle pakistanere i det øjeblik, de trådte ind over grænsen, fik denne danske måde at vælge ægtefælle på ind under huden, så ville der ikke være brug for nogen indblanding fra statens side i valget af ægtefælle. For så ville valget bero på forelskelse, og forelsket bliver man i kraft af daglig omgang med et menneske af det andet køn. Og en pakistansk mand i Danmark ville i så fald omgås med og blive forelsket i enten en dansk pige eller en pakistansk pige, der bor i Danmark. Det ville høre til undtagelsen, at han blev forelsket i en pige fra Pakistan; hun ville jo være opvokset i en helt anden kultur, ville ikke tale dansk, ville ikke være inde i de sociale koder, der gælder i Danmark. Og sådanne undtagelser ville vi sagtens kunne håndtere uden at blande staten ind i det.

Men vi skal ikke lade, som om virkeligheden for pakistanere er, at de har mulighed for helt frit at vælge deres ægtefælle. Det er sandt, hvad partiprogrammet skildrer så smukt, at det unikke, det smukke og det allermest basale for et menneske er at elske, og det også sandt, at denne mulighed har en pakistaner ikke. Men det er minsandten ikke 24-års reglens skyld. At kærlighedens livsudfoldelse tages fra dem, skyldes deres muslimske kultur. Den tilsiger dem, at enhver fri omgang mellem kønnene forhindres; den skaber et samfund, hvor forelskelse på dansk manér aldrig kan opstå; den fratager de unge muligheden for selv at kunne vælge ægtefælle, for i den kultur er det forældrene eller familien i større sammenhæng, der bestemmer. Og familien har – besynderlig nok – en tendens til at ville have sine pakistanske unge til at bosætte sig i Danmark gennem et arrangeret ægteskab og dertil hørende familiesammenføring.

Det er denne virkelighed og den ukontrollerbare indvandring, den afstedkommer, 24-års reglen og tilknytningskravet skal rette op på. Fjerner man de regler, får vi igen en stor og uberegnelig indvandring fra bl.a. Pakistan. Og så kan vi godt sige godnat til alle de danske, nationale værdier, som Nationalpartiet siger de går ind for. For modsat hvad Nationalpartiet tror, tager mennesker altså den kultur med sig ind i landet, som de er vokset op med.

Det var Nationalpartiets forsøg på at omgå ubehagelige kendsgerninger. Andre har været ude i samme ærinde.

Nå, ja, lad os bare tage den før omtalte familie med ejendom ud til Øresund! De var vist af pakistansk oprindelse, men ingen af kvinderne gik med tørklæde. Godt nok. Men hør så, hvad familiens unge datter sagde: hun forstod ikke, at vi danskere var imod indvandring, for, ikke sandt, man kunne jo ikke vide, om der blandt indvandrerne var én som hendes far, der kunne tilføre landet store værdier, eller om der var en sportsstjerne, som kunne kaste glans over Danmarks navn.

Igen ‘glemmer’ en sådan holdning de problemer, de hidtidige indvandrere har givet os. Og tages de med ind i regnestykket, eventuelt af hende selv, mon så selv hun ville synes, der var gode odds i det lotteri, som hun betragter indvandringen som? Det er højst tvivlsomt, vil jeg mene. Vi andre vil i hvert fald helst undlade at spille i det lotteri.

En anden virkelighed, som man er utilbøjelig til at se, er den virkelige sammensætning af de flygtninge, der arriverer på vor dørtærskel.

I mit sidste indlæg henviste jeg til dette læserbrev fra Jyllands-Posten. Det er ét eksempel på, at virkeligheden lader en del tilbage at ønske, hvad angår flygtningenes karaktér af ‘stakkels’ og ‘forfulgte’.

Et andet eksempel kan ses i Politikens kronik for den 19-10, se her. Denne kronik handler om en ung mand, en syrer, der efter to år uden pas i Tyrkiet nu ville prøve at flygte til bedre vilkår i et andet land. Derfor kontaktede han en menneskesmugler. Til ham skulle han betale 16.500 kr og fik så at vide, hvor han skulle henvende sig. I første omgang lykkedes det godt nok ikke at komme ombord på det skib, der skulle sende flygtningene videre, de blev fanget af politiet. Men i næste omgang lykkedes det. De kom til Rhodos, og det lykkedes dem at undgå den græske kystvagt, der ville sende dem tilbage til Tyrkiet og i stedet få hjælp fra det græske politi, for – fortæller flygtningen – nu havde de foden på europæisk jord, og så forhindrede loven politiet i at sende dem tilbage.

Fra Athen ville vor mand videre. Og han valgte Sverige, fordi man dèr forholdsvis hurtigt får statsborgerskab. Dog var hans vanskeligheder ikke forbi. Han måtte lære sig nogle få græske ord, for han skulle rejse på et falsk græsk pas, og han skulle også igennem diverse sikkerhedskontroller, men efter at have drukket et par whisky-sjusser og spillet tilpas beruset, lykkedes det ham at komme ind i flyet. Og slutningen på hans beretning giver sikkert udtryk for det, redaktionen mener, vi skal have ud af fortællingen:

Min drøm var gået i opfyldelse, og den lange rejse havde bragt mig til begyndelsen på et nyt liv, langt væk fra krig og død, men tæt på en fremtid fuld af håb og ambitioner.

Ikke sandt, det var så synd for ham, at han var uden fremtidsudsigter i Syrien og Tyrkiet, men nu, nu, hvor han er kommet til Sverige, nu ser fremtiden helt anderledes lys ud. Blot har redaktionen ikke fået de tre kommentatorer, der har givet deres besyv med, til at hoppe på den limpind.

Jeg hopper heller ikke på den.

Hvis der kun var tale om den ene mand, så kunne jeg da godt glæde mig på hans vegne. Men når han nu er én ud af næsten 80.000 for Sveriges vedkommende og én ud af måske 20.000 for Danmarks vedkommende, så er man da nødt til at spørge, om vi skal modtage alle disse mennesker som indvandrere til Danmark. De er jo ikke i nogen nødssituation, der kræver uopsættelig flugt. Man kan oven i købet have fornemmelsen af, at det, der får dem til at flygte netop nu, ikke er en forværring i deres situation i Tyrkiet, men er Sveriges erklærede villighed til at give alle flygtninge fra Syrien fast opholdstilladelse, og vores tilsvarende villighed til at give flygtninge fra bestemte dele af Syrien det samme. Her har man, idet man fastsætter bestemmelser, fuldstændig overset menneskesmuglernes reaktion på disse bestemmelser.

Men det vil jo sige, at når så mange velmenende mennesker vil have os til at give asyl til langt flere fra Syrien, end vi er forberedt på, og når disse gode mennesker henviser til disse menneskers ‘flugt fra barbariet i Syrien’, som biskop Marianne Christiansen gjorde i sit læserbrev i Jyllands-Posten (se forrige indlæg) eller som domprovst Anders Gadegaard gjorde i en debat med Marie Krarup hos Clemens Kjersgaard, se her, hvor Gadegaard hævdede, at de danske værdier er truet af de seneste års skærpede flygtningedebat, og at vi burde hjælpe disse mennesker i nød og være stolte og glade over at hjælpe, så er det en falsk præmis, de vil lokke os ind i: de fleste af disse mennesker er på ingen måde i umiddelbar fare, de flygter ikke fra noget barbari, men fra en måske udsigtsløs, men dog tålelig tilværelse i Tyrkiet.

Og så er det én ting, at man må give Marie Krarup så inderlig ret, når hun siger til Gadegaard:

Du lader Danmark gå ned. Det er en slags selvmordspagt. For at du kan glæde dig over din egen glorie, ødelægger du Danmark. Det er forkert og umoralsk.

Noget andet og egentlig langt værre er, at det hører med til Gadegaards mulighed for at pudse sin glorie, at de ‘stakkels’ flygtninge, virkelig er både stakkels og flygtninge. Den gloriepudsning, som han og altfor mange ligesindede er optaget af, får ham til at digte virkeligheden om, får ham til at lukke øjnene for den virkelighed, der ikke passer ind i hans gloriepudsning, nemlig den virkelighed, at flygtningene er lykkeriddere og ikke flygtninge.

Den virkelighed er imidlertid ved at gå op for en del andre, f.eks. for Kathrine Lilleør. Hun citerer en syrisk flygtning for i anledning af regeringens stramninger at sige:

Hvis jeg havde kendt de her regler, før jeg rejste videre fra Libanon, var jeg blevet dernede. Hvis den her regel om et års ophold bliver til virkelighed vil jeg hellere tilbage og leve med min familie.

og kommenterer det således:

Jo flere gange jeg læser udtalelsen, jo mere forstemt bliver jeg. Der er flygtninge, der flygter med større nødvendighed end denne syriske onkel. Selvfølgelig. Men ligeså selvfølgeligt spekuleres der i asylrettighederne. Helt ublufærdigt. Som noget naturligt har denne syrer, idet han trådte over grænsen, tilegnet sig velfærdsstatens rettighedstænkning. Ingen forestilling om, at han skal yde, før han kan nyde. Snarere en ærgrelse over udsigten til at få frataget det, han troede, var hans ret. (Citeret fra Uriasposten, se her).

Og så er de faktiske forhold i jern- eller altså flygtningeindustrien alligevel værre endnu. For Lilleør har udeladt menneskesmuglerne. Denne flygtning opfører sig jo som en charterrejsende, der har fået lovning på et dyrt og fint hotel, men nu finder sig anbragt på et efter hans mening billigt og snusket hotel. Så klager han. Forståeligt. Han fik jo ikke det, han har betalt for. På samme måde med denne og utallige andre flygtninge. De betaler i dyre domme menneskesmuglerne for en bestemt vare. Og når de så ikke får den ønskede vare, klager de. Over maden, som nogle flygtninge gjorde det i Italien fornylig. Eller over for lidt plads, som en flygtning i Danmark gjorde det.

Man kan kun håbe på, at det efterhånden går op for os alle, at virkeligheden ikke ser ud som vor gloriepudsning kræver det: de ‘stakkels’ flygtninge er alle rige flygtninge, de flygtninge, der er stakkels, befinder sig i Syrien, Jordan, Libanon eller Tyrkiet.

Hvor forfærdeligt! Så kan vi jo ikke føle os glade og stolte over at kunne hjælpe disse mennesker. Nej, men vi kunne måske hjælpe dem, der har behov for hjælp.

Advertisement