Pacifismens afløser?

‘Samaritanisme’

I gamle dage var der mennesker, der kaldte sig pacifister. De gik ind for fred, kan man nok forstå. Og de gik ind for fred på en absolut måde. De havde ét eller andet sted i bevidstheden en fornemmelse af, at dette at nægte at bære våben var en absolut værdi – hvis alle nægtede at bære våben, ville der jo ikke nogensinde blive krig – og når noget var absolut, så kunne man ikke gå på kompromis med det.

Hvis man tænker tilbage på den diskussion, der opstod omkring pacifismen som idé, kan man nok huske dén – hvad skal vi kalde det? – fredsfundamentalisme, der prægede pacifisterne. De var ikke til at rokke. De troede på deres sag med en ganske fanatisk tro, som fik dem til at se stort på alle argumenterne imod pacifismen. Sådanne argumenter prellede af på pacifisterne som vand på en gås.

Bertrand Russell, den berømte engelske filosof, var således under Første Verdenskrig en glødende pacifist, men under og efter Anden Verdenskrig blev argumenterne imod pacifismen ham alligevel for overmægtige, så han tilstod, at det var nødvendigt med en væbnet kamp mod nazismen.

I vore dage er pacifismen et næsten overstået stadium. Man hører ikke meget til pacifisterne. Men spørgsmålet er, om ikke de har fundet en afløser. Det tror jeg. Men jeg kan ikke rigtig finde et passende navn til afløseren.

Jeg tænker på det forhold, at vi over hele Europa modtager flygtninge fra Mellemøsten og Afrika i et antal som aldrig før set. Hvad er det for en idékonstellation, der får os til uden videre at åbne vore grænser så meget? Nedladende kan man jo tale om ‘godhedsindustrien’, og noget er der bestemt om den betegnelse, for tanken om, at vi som stater skal gøre det gode, er fremtrædende hos de mennesker, der er besat af denne idékonstellation. Men jeg ville nu hellere finde en betegnelse, som var mere neutral. Men det rigtig gode navn kommer jeg måske først i tanker om, når konstellationen er død og borte.

Lad mig derfor i første omgang nøjes med at kalde denne idékonstellation for ‘samaritanismen’. Det er naturligvis Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, der giver ophav til navnet. Og når man sætter en -isme i enden af ordet, får det karaktér af en tanketradition, der måske kan besætte et menneske i lige så høj grad, som nogen i sin tid kunne besættes af pacifismen.

 

Moral trumfer negative konsekvenser

Rune Selsing har på sin blog i Jyllands-Posten, se her, ligesom jeg, undret sig over, at vi, dvs., folkets elite, indrømmer, at flygtningene giver os store problemer, og spørger så, hvorfor vi alligevel åbner vore grænser for dem:

Så hvorfor? Det er ubestrideligt ikke godt for os, at vi åbner de grænser, så hvorfor lader vi ikke bare være? Svaret er naturligvis, at det samtidig er en udbredt holdning, at vi på én eller anden måde har en moralsk forpligtelse til at lukke dem ind. Og moral trumfer negative konsekvenser.

Moral trumfer negative konsekvenser”. Dèr har vi det. Dèr har vi det, der gør det meningsfuldt at sammenligne ‘samaritanismen’ med pacifismen. Man er så optaget af at ville gøre det rigtige, at man er villig til at overse de uheldige konsekvenser. Og dét gode, man vil gøre, står overfor én med en absolutheds glans, så man ikke føler, man kan undslå sig. På samme måde, som pacifismen i sin tid var en trossag, en idé, der havde grebet én, og altså grebet én med en kraft, som man ikke kunne modstå, en kraft, der fik alle modargumenter til at blegne, eller til slet ikke at blive hørt.

Endnu en parallel skal fremhæves. Pacifismen byggede i høj grad på ord af Jesus. Det må indrømmes, at der også er en del ord, der kan bruges, når man altså er villig til at overflytte ordene fra den situation, Jesus talte dem ind i: den enkeltes holdning til de andre i menigheden, til den situation, en stat befinder sig i: skal vi opruste eller ej?

‘Samaritanismen’ bygger også på Jesu ord. Godt nok er vi som folk nok ikke så kristne, som vi har været, og godt nok er det meget få, der vil indrømme, at det er Jesu ord, man retter sig efter – man taler hellere om ‘værdier’ – men alligevel har man Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner siddende i baghovedet, alligevel er man påvirket af hans tale om næstekærlighed. Og det lykkes som regel da også fint at få Jesu ord forvandlet fra en personlig formaning til en samfundsværdi, så man kan få den absoluthed ind over sine tanker, som Jesu ord forlener dem med. Er moralen absolut, så gælder det jo i endnu højere grad, at ‘moral trumfer negative konsekvenser’.

Jeg gætter på, at denne iagttagelse også ligger bag mange kirkefolks modstand mod de præster og andet kirkeligt godtfolk, som opløfter deres røst med nogle Jesus-ord i flygtningedebatten. Man fornemmer, at hvis noget kan siges at bygge på et Jesus-ord, så forøges den absoluthed, der ligger i udsagnet, så bliver det endnu mere åbenbart, at ‘moral trumfer negative konsekvenser’. For er Jesu ord ikke bare noget, man skal rette sig efter? Skal vi ikke som ordentlige mennesker tage os af de sultne, de tørstige, de fængslede, osv.?

 

Jesu ord giver påstande absoluthed

Når mange således vendte sig imod Marianne Christiansens læserbrev i Jyllands-Posten den 14-10, se her, så skyldes det utvivlsomt, at man ikke ønskede at give ‘samaritanisterne’ den fjer i hatten, at deres moral bygger på Jesu ord. For derved, fornemmer man, bliver graden af absoluthed øget. Og man mener, den såmænd er stor nok i forvejen.

Jeg vil ikke mene, man på den måde skal angribe Marianne Christiansen. Det er noget andet, hun skal angribes for. Hun skal angribes, fordi hun lader sin moral overtrumfe konsekvenserne, og fordi hendes værdier får hende til at overse eller ligefrem ændre på kendsgerningerne, så absolut moral tænker hun ud fra.

Den kendsgerning, som hun overser, overses af de fleste debattører. Jeg nævnte den for et par indlæg siden. Hun går uden videre ud fra, at flygtningene fra Syrien kommer til Danmark direkte fra barbariet i Syrien. Hun siger det ikke direkte, men indirekte ligger det i hendes udtalelser, at børnene efterlades i usikkerhed i barbariet i Syrien. Derfor er det så forkert at udskyde familiesammenføringen et år.

Hvad hun ikke siger direkte, siger til gengæld Johanne Schmidt-Nielsen ganske ligeud. I en debat forleden i Deadline, udtrykte hun sin frygt for, at de efterladte børn ikke ville kunne forblive i live, mens de venter på at få familiesammenføring med deres far i Danmark.

Og i en diskussion i går i samme udmærkede program mellem to borgmestre om, hvorvidt kommunerne trængte til det pusterum, som De Radikale mente, de havde brug for, lykkedes det borgmesteren fra Rudersdal at få sagt, at flygtningene nok havde fået deres familie anbragt i sikkerhed. Det mente borgmesteren fra Bornholm dog ikke. Hun skulle rigtig understrege flygtningenes nød, så hun hævdede, at de havde måttet efterlade børnene under usikre forhold, og at de selv havde krigstraumer. Det hører jo med til ‘samaritanisternes’ verdensbillede, at den, der hjælpes, skal være i nød. Og dette verdensbillede får dem til at understrege nødssituationen. Uden at de aner noget om det.

Dog kan det også ske, at de kommer til at kløjs lidt i det. Azak Cakmak fremhæver i et læserbrev i Jyllands-Posten, se her, vore forpligtelser overfor de internationale konventioner og spørger til sidst statsministeren med henblik på forslaget om at udskyde familiesammenføringsmuligheden i et år:

Hvis du boede i regionen og opnåede opholdstilladelse, alt imens din ægtemand, Stephen Kinnock, og to døtre var nødsaget til at opholde sig i en dødsensfarlig krigszone og dagligt blev fordrevet – ville du forlade dem?

Alt det før bindestregen forstås udmærket, hvis man er en god ‘samaritanist’: Her afbildes jo den situation, som de syriske flygtninge tænkes at befinde sig i: de må efterlade familien i en krigszone, der oven i købet er dødsensfarlig at opholde sig i. Men hvad mener Azak med at spørge, om Helle Thorning ville forlade dem? Måske han mener, om hun ville svigte dem! Eller måske meningen er, at Helle naturligvis ikke ville forlade Stephen og børn, men at de syriske flygtninge er så fortvivlede, at de har forladt deres familie!

 

Hetz mod arabisk folkegruppe

Men er det sandt? Og hvis det er sandt, er så ikke disse syrere afbildet som en samling umennesker? Jeg mener: ingen – gentager: ingen – ved deres fulde fem ville dog finde på at efterlade kone og børn i en usikker situation for selv at søge lykken i et land langt borte. Hvad vil der ikke kunne ske med dem i de måneder eller uger, det tager at komme til Danmark ad menneskesmuglernes ruter? Nej, først familien i sikkerhed, dernæst afrejse til et land, der tilbyder asyl.

Meget har vi hørt om muslimer. Mange mærkelige ting foretager de sig. Noget af det, de gør, må vi endda betragte som ligefrem umenneskeligt. Lars Hedegaard blev anklaget for at fortælle om forfærdelige ting, som han mente foregik i de muslimske miljøer. Det var noget med voldtægt af de unge piger fra onklers og fædres side. Men det, der her påstås, er jo langt værre: Her påstås det, at muslimske fædre og mænd forlader deres familie, skønt den befinder sig i en højst usikker situation. Her hævdes det, at de ser stort på normale familiebånd for at søge lykken – for sig selv og for familien, naturligvis – i et land langt borte.

Man kan være bombesikker på, at sådan forholder det sig ikke. Jeg plejer ikke at lægge fingrene imellem, når det drejer sig om at anklage muslimer for umenneskelighed. Men jeg kunne ikke drømme om at anklage dem for en sådan umenneskelighed.

Til gengæld er jeg også bombesikker på, at ingen dansk myndighed kunne drømme om at anklage diverse ‘samaritanister’ for hetz mod folkegruppe. For ‘samaritanismen’ har fæstet rod også i anklagere og andre danske myndigheder. Og den får alle til at lukke øjnene for de mest oplagte kendsgerninger, blot man kan få tingene til at fremstå, som man vil have det. Den udgør et skema, som man lægger ned over virkeligheden, så visse ting bliver overset og fortrængt, mens andre bliver fremhævet.

Tilbage til Rune Selsing! Han mener, at vi simpelthen skal undlade at give asyl. Et sådant alternativ har det nok lange udsigter med, for det kræver opsigelse af nogle konventioner. Men hans overvejelser til sidst gengiver på udmærket vis substansen i vores debat. Han skriver:

Hvis vi vil hjælpe flygtninge, gør vi det nærmest usammenligneligt bedre i nærområdet. I Syrien er det eksempelvis 98% af alle flygtninge, der forbliver i nærområdet, mens Vesten bruger enorme summer på det lille mindretal, der kommer til Europa. Den forskelsbehandling savner både logisk og moralsk fundament. Flygtninge, der kommer til Europa, har betalt store beløb til menneskesmuglere og hører således demonstrativt til de stærke blandt så mange svage. Hvorfor bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på denne stærke gruppe og lade deres penge gå til menneskesmuglere, når de kunne gå til noget nyttigt? Når de ressourcestærke flygtninge, som ligger vores samfund til last, i stedet kunne have været afgørende for at genopbygge de krigshærgede lande?

Biskop over Københavns stift, Peter Skov-Jakobsen, har i en kronik i Jyllands-Posten villet have os til at diskutere substansen, se her. Her er substans. Men netop den diskuterer han ikke, lige så lidt som andre ‘samaritanister’. For ‘samaritanismen’ har gjort dens tilhængere blinde for menneskesmuglernes kyniske forretninger, blinde for den kendsgerning, at de flygtninge, der når herop, ikke mere er flygtninge, for de har sikret sig et sikkert sted til deres familie, blinde for det forhold, at hvor børn og kone er sikre, kunne de selv jo også være sikre, mens de venter på bedre forhold i deres land, Syrien.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Pacifismens afløser?

  1. Pingback: Indvandringsetik | ricardtriis

  2. Pingback: Samaritanitis | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s