Det glemte spørgsmål

TV2’s Nyhederne havde i aftes, den 27-10, et indslag om en dame, der i sit eget hjem tog imod en flygtning.

Man studser. Kan nogen virkelig få lov til det? At agere modtagecenter for flygtninge?

Nå, det viste sig, at hun blot have inviteret en flygtning hjem til sig til en kop kaffe eller måske en frokost. Men hun må jo på én eller anden måde have adviseret Nyhederne, så de kunne komme og bringe et godt indslag om denne yderst flygtningevenlige dame, som kunne og ville give en flygtning et afbræk i den ulidelige ventetid, han måtte igennem, inden han kunne få svar på, om han kunne få sin familie med herop til Danmark.

Man var ikke i tvivl om, hvad Nyhederne håbede på for hans vedkommende. Hele indslaget var vinklet på den måde, at det skulle få os til at have empati for denne flygtning. Og bevares, han var da et sympatisk menneske, oven i købet var han i færd med at lære dansk, han prøvede at sige ugedagenes navne på dansk, og man mindes gamle dage, da der endnu var ganske få udlændinge, der skulle lære dansk, og det blandt danskere var en udsøgt spøg at få en sådan intetanende udlænding til at prøve at sige ‘rødgrød med fløde’.

Men han fortalte også om sin flugtrute. Han havde efterladt sin familie i Egypten, sagde han, for dette at tage med en menneskesmuglerbåd ud over Middelhavet var alt for farligt for hans kone og børn, det måtte han alene klare. Så man måtte forstå, at han virkelig havde sat noget ind på at komme til Danmark. Og man erfarede også af det, han sagde, at han håbede på ret snart at kunne få et arbejde i Danmark, Danmark var et dejligt land (trods den regn, der prægede udsendelsens billeder), og han mente nok, han kunne bidrage med noget.

Intet ondt skal naturligvis siges om denne mand. Heller ikke skal hans gode vilje til at lade sig integrere her hos os beklikkes. Men han er ikke flygtning, han er indvandrer. (‘Kun’ efter min bedømmelse, naturligvis, hvordan flygtningenævnet til bedømme ham, skal jeg undlade at gøre mig spekulationer over).

Han havde efterladt kone i børn i sikkerhed i Egypten. Dèr var de åbenbart ikke udsat for forfølgelse. Og dèr var han heller ikke selv udsat for forfølgelse. Når han alligevel tog af sted på den farefulde rejse ud over Middelhavet, skyldtes det, at han ville skabe sig en bedre tilværelse et andet sted end dèr, hvor han var, nemlig her i Danmark. Og det er bestemt forståeligt nok, det gør ham bare ikke til flygtning.

Man kan da udmærket sige, at var han alene, eller var han én ud af 500 pr år, så kunne vi nok se igennem fingre med hans manglende flygtningestatus. Og man kan måske også sige, at var alle asylansøgere som han, så ville vi måske kunne tage imod ham og mange flere af hans slags, forudsat naturligvis, at han og hans familie kunne opretholde den positive indstilling til Danmark gennem årene fremover.

Men han er jo ikke alene. Og det er jo på ingen måde alle asylansøgere, der er som han. Vi har en efterhånden ret rodfæstet erfaring med, at muslimer er meget vanskelige at integrere her i landet. Vi ønsker ikke her i landet at have ghettoer i hver en provinsby, hvor politi og brandvæsen ikke kan komme, hvor sharia og ikke danske love gælder, hvor man vil tvinge alle til at opføre sig som ‘gode’ muslimer. Man kan selvfølgelig sige, at det er uretfærdigt, at de allerede bofaste muslimers dårlige opførsel skal være årsag til, at en eventuel god muslim ikke kan få opholdstilladelse, men det skulle jo muslimerne have tænkt på, før de etablerede deres ghettoer, før de i ord og handling vendte sig imod det danske samfund.

Men altså: Dette indslags ikke-stillede spørgsmål gik på, om han ikke rejste fra en nogenlunde sikker tilværelse i Egypten, og derfor ikke kunne opfattes som en stakkels forfulgt flygtning fra Syrien. Nå, ja, man behøvede måske ikke at stille spørgsmålet, for han svarede selv på det ikke-stillede spørgsmål: Hvis ikke den ulidelige ventetid her i landet endte med et positivt svar, ville han rejse tilbage til Egypten.

Alligevel blev han kaldt ‘flygtning’. Alligevel var vinklingen i indslaget den, at det var synd for ham, hvis ikke han fik både opholdstilladelse og familiesammenføring.

Og det er det, man godt kan undre sig noget over.

Jeg er ikke alene om at undre mig.

Henrik Gade Jensen, præst på Lolland og blogejer på Jyllands-Posten, prøver i et indlæg på sin blog, se her, at forklare, at vi ikke kan anvende næstekærlighedsbegrebet i politik, fordi politik altid vil dreje sig om at afveje mindre dårlige goder mod mere dårlige goder. Han siger om kirkelige repræsentanters deltagelse i debatten:

Når vi spiller kort, kan der være trumfer, som stikker alle andre kort. I det barske samfundsliv findes der ikke den slags trumfer, men det er, som om mange og især kirkelige repræsentanters udtalelser ønsker, at deres mening skal have trumf-karakter.

Her tænker han dog ikke, som Rune Selsing (se mit forrige indlæg), på, at moral trumfer negative konsekvenser, men på, at Jesu ord tænkes at gøre det.

Og modsat både Marianne Christiansen og Peter Skov-Jakobsen ser Henrik Gade Jensen på den politiske helhed:

Asyl- og flygtningepolitik har også bevæget sig langt væk fra samaritaneren på æslet, der møder et offer i vejgrøften, for når menneskesmugling i dag siges at være en større industri end narkotika, er der jo gigantiske interesser på spil. Og så nærmer det sig unyttigt idioti at diskutere det i termer af etik eller næstekærlighed.

Og han undrer sig over, at det ikke er præster, teologer og biskopper, der fortæller folket sandheden:

På en måde burde teologer, præster og biskopper være selvskrevne eksperter til at forklare offentligheden, at problemerne bag krig, ødelæggelse, kriser og flygtningestrømme er langt dybere og forviklede og måske også har sin rod i, at menneskene selv ikke er så gode, som de burde være. At der er ondskab til, ikke bare onde intentioner, for hensigterne er som regel altid gode, men tværtimod netop den dæmoni, der udspringer af viljen til at leve efter et ideal eller religiøs rettesnor og så skippe alle andre hensyn.

Problemet er, at mange af disse ellers udmærkede præster, teologer og biskopper selv er grebet af den dæmoni, Henrik Gade Jensen her nævner: De begår farisæerens fejltrin, så de tror, man kan leve efter et ideal og så skippe alle andre hensyn. De er grebet af den dæmoni, jeg i det forrige indlæg kaldte ‘samaritanisme’.

Jørgen Zachariassen (læserbrev i Jyllands-Posten, den 28-10, se her) er mere direkte; han kalder ligeud de to biskopper for hyklere, fordi de siger, de vil forholde sig til substansen, men ikke gør det.

Abstrakt at hævde et ansvar er i hvert fald ikke at forholde sig til substansen. Hvis nogen af disse biskopper turde forholde sig til substansen, ville de argumentere for og imod og ikke mindst, hvor meget og hvordan og på bekostning af hvad. Hvor er biskoppernes henvisning til, at sagen er vanskelig givet menneskesmuglernes indsats hjulpet af billig transport og manglende grænsekontrol; mange menneskers ønske om at komme væk fra krigen i nærheden, selv om de ikke er i umiddelbar fare, men har penge nok til rejsen; deres viden om, at heroppe hos os stiller vi alt til rådighed gratis osv.

Desværre er det ikke kun biskopper og andre kirkelige honoratiores, der overser kendsgerningerne, misfortolker situationen eller ‘vinkler’ begivenheder på bestemte måder. Det gælder hele den etablerede presse og det meste af det etablerede politikerkorps. Man skal måske ligefrem tale om en sygdom, man kunne jo kalde den ‘samaritanitis’. Det ideal, man opstiller for den enkeltes handlinger såvelsom for statens handlinger, er blevet til et bindende og selvoverbevisende skema, som man lægger ned over virkeligheden. Og virkeligheden, det skidt, har så bare at tilpasse sig skemaet.

At mange af de asylansøgere, der ankommer til landet, ikke blot betaler menneskesmuglerne for at blive transporteret over Middelhavet og videre op gennem Europa, men også for at få at vide, hvilken historie de skal fortælle de danske myndigheder for at kunne få opholdstilladelse, det er en virkelighed, men det er en virkelighed, som de danske medier ikke drømmer om at fortælle deres publikum. For den virkelighed passer ikke med ‘samaritanismen’, den dæmoni, der får folk til at føle sig så godt tilpas, når de hjælper folk i nød, en dæmonisk virkelighedsopfattelse, der så at sige tvinger den ramte til at afbilde dem, man hjælper, som nogen, der virkelig er i nød.

Og så går det, som det gik i TV2-indslaget: Den flygtende afbildes som et ejegodt menneske, der hjertensgerne vil falde ind i den danske hverdag. Og den dame, der hjælper, ses som en barmhjertig samaritan, der ikke er spor bange for de fremmede, men møder dem med en ægte dansk gæstfrihed. Og, som sagt, var alle flygtninge sådan, og var de virkelig flygtninge og ikke kun indvandrere, så ville en sådan vinkling måske være på sin plads. Men det er den på ingen måde overfor den virkelighed, som asylansøgerne udgør.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s