Den søde forargelse

I mine to foregående indlæg har jeg behandlet den del af sygdommen ‘samaritanitis’, der består i, at sygdommen, ligeså fanatisk som i sin tid pacifismen, udelukkende ser på, om der er tale om en god gerning, ikke på, hvilke konsekvenser den har.

Her skal der så focuseres på yderligere et karakteristikum ved sygdommen: den føler sig i den grad overbevist om egen opfattelses sandhed, at den er parat til at overdrive offerets skæbne ikke så lidt.

Vi begynder med et læserbrev i Jyllands-Posten fra igår, den 20-10 2014, se her. Her er det en studerende ved CBS, der lader sig forargelse flyde over. Og han kvier sig ikke det mindste ved at udtale sig om noget, han ikke aner en pind om. Han skriver bl.a.:

Én ting er, at vi ikke vil tage det menneskelige ansvar, der er ved at drage krig; en anden ting er, hvad det siger om vores menneskesyn. Vi, Danmark, et af verdens mest privilegerede velfærdssamfund, vil ikke tage hånd om de mennesker, der ikke har noget sted at bo, der er på konstant flugt fra krig, og som blot er ofre for sindssyge terrorgrupper, der på bizarre måder tyranniserer og overtager deres lande. Vores velfærdssamfund, der på mange måder er bygget på tanken om, at vi tager os af hinanden, er lige pludselig blevet en lukket klub kun for de særligt inviterede. Som var det en eksklusiv natklub, hvor kun de ”indfødte” måtte komme med.

Ikke sandt, den får ikke for lidt. De flygtninge, der kommer hertil, ‘har ikke noget sted at bo’; jamen, mange af dem efterlader deres børn et sted, hvor de selv også kunne bo. De er ‘på konstant flugt fra krig’; er de det? Den flygtningelejr, de flygter fra, er ikke udsat for krig. De er ‘ofre for sindssyge terrorgrupper, der på bizarre måder tyranniserer og overtager deres lande’; nå, det er IS, der tænkes på; jamen, de kurdere, der blev jaget på flugt af IS, tager til Tyrkiet; her efterlades kvinder og børn, mens mændene samler sig ved grænsen for at komme tilbage og bekæmpe IS.

Og så overfører den udmærkede studerende, vist uden selv at være klar over det, vor folkelige solidaritet til en solidaritet, der gælder alle mennesker i verden. ‘Vi tager os af hinanden’, javist, det gør vi danskere, sådan fungérer nu vores samfund, og bevares, vi er da ikke så nøjeregnende, at vi ikke kan tage os af fremmede også – f.eks. tog vi os af de 250.000 tyske flygtninge, der i krigens sidste måneder strømmede ind i vort land – men at tro, at det velfærdssamfund, der hos os er opbygget for os danskere, sådan uden videre kan udstrækkes til at gælde enhver, der banker på vor dør, det er dog for naivt og virkelighedsfjernt.

Men det er det ikke for en sand ‘samaritanist’. Det, der er ham om at gøre, er nemlig at kunne rette skytset mod os andre: vi er ikke så gode som han, vi er ikke næstekærlige nok, vi bliver i overskriften betegnet som mennesker, der lider af fremmedhad. Ak ja.

I Kristeligt Dagblad for idag den 30-10 er der en lignende artikel af Rebecca Goldschmidt Andersen, se her. Hun analyserer situationen og når til det kedelige resultat, at

Netop medmenneskeligheden er ganske enkelt forsvundet i Danmark, når det kommer til flygtningepolitikken. Dette må siges at være en dybt kedelig udvikling.

Og sandt nok, det ville være en kedelig udvikling, hvis det var sandt. Men også hendes analyse er forunderlig overfladisk. Kan man f.eks. ikke udvise sin medmenneskelighed ved at lade staten bevilge en stor mængde penge til de flygtningelejre, der er i Tyrkiet og Jordan? Er den form for medmenneskelighed ikke lige så gyldig, som den, der lader flygtninge bosætte sig i Danmark med det formål at blive boende?

Og da nu forargelsen skal have fuld skrue, må flygtningene beskrives som ‘stakkels’ mennesker.

Udefra må det synes, som om vi danskere ligefrem nyder at dømme levende til døde, når de kommer og banker på vores efterhånden høje porte. For vi bygger stadig videre og sætter flere hængsler på. Det sidste hængsel lukker muligheden for familiesammenføring inde.

Så nu har vi også lejligheden til at dømme, hvem der må bo med deres familier, og hvem der må lade deres familier i stikken, hvilket ofte kan være det samme som at give disse dødsstødet. Regeringen har dog måttet beklage, at hængslet ikke alligevel var stærkt nok til at splitte så mange familier ad, som vi havde håbet.

Hvis nu Rebecca Goldschmidt Andersen havde tænkt sig en lille smule om, mon hun så virkelig selv kan tro på, at nogen ville lade deres familie i stikken for at komme helt her op til os og banke på vore porte med den risiko, at de omkommer i ventetiden?

Men det hører med til det, der skal siges og hævdes, hvis den søde forargelse skal have luft. Det er ikke nok at skamme sig over vore politikere, man må også ‘stakle’ de fremmede, ellers passer billedet fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner ikke.

Det gør den forresten heller slet ikke, om vi så lukkede alle de flygtninge ind, der banker på døren. For den barmhjertige samaritaner bragte jo ikke den sårede mand til et herberg langt borte, han drog ikke forbi det ene herberg efter det andet, indtil han fandt det billigste og for den sårede mest givtige, han bragte ham til det nærmeste herberg. Det vil sige: Hvis man endelig vil bruge lignelsen, støtter den faktisk den tanke, at flygtninge skal hjælpes i nærområderne.

Men det kan i og for sig være ret ligegyldigt, for vi skal rive os løs fra alle direkte anvendelser af lignelserne, vi skal selv tage ansvar og handle medmenneskeligt og klogt, dvs., uden fanatisk moraliseren, med hensyntagen til både vort eget folks fortsatte beståen, de ankommendes nød, er den stor eller lille eller ikke-eksisterende? og den mest fornuftige anvendelse af de penge, vi afser til formålet.

Dog, ingen indvendinger bider på Rebecce Goldschmidt Andersen. Hun er nået så langt, at hun direkte kalder en opfattelse, der er modsat hendes, for racisme:

Vi gør simpelthen andres liv mindre værdifuldt end vores eget, bare fordi vi selv er danskere. Det må siges at være et gruopvækkende gammeldags menneskesyn, der hærger den danske mentalitet. Et menneskesyn, som forhåbentlig kan nå at ændres.

Vi bør spørge os selv, hvor den offentlige kritik af racismen blev af, før denne uhyre forførende isme overtog størstedelen af Christiansborg og de, der valgte repræsentanterne hertil, ind.

Kritikere af den nuværende hærgende statsracisme må lade deres røster høre, så medmenneskeligheden igen kan indtage sin plads i danskernes hjerter.

Her taler en fanatiker, der er så grebet af den hellige ild, at alle indvendinger fejes til side. For det er hun sikker på, at når den danske regering kan komme med forslag om, at flygtninge først kan få familiesammenføring efter et års forløb, så er der tale om, at størstedelen af Christiansborg er grebet af racisme.

Og svarende dertil bliver altså flygtningene afbildet som mennesker i stor nød. Uden at eventuelle tegn på det modsatte tages i betragtning.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.