KD modvirker integrationen

Det er en lidt besynderlig historie, der står i Kristeligt Dagblad i dag, den 31-10, se her. Den har overskriften ”Krænket ære får også danske mænd til at dræbe”, og indholdet svarer desværre ganske godt til overskriften.

‘Desværre’, siger jeg, for selv om artiklen er skrevet med den gode hensigt at fremme integrationen, så bliver resultatet desværre nok, at den i stedet for modvirker den.

Hensigten ses tydeligt i overskriften. Hensigten er at få os danskere til at stige ned fra vor høje hest. De æresdrab, som forekommer hos vore muslimske landsmænd, og som måske får os til at regne dem for moralsk mindre fuldkomne, forekommer også hos os, vil man sige. Så vi har ikke noget at være stolt af på det område. Vi er lige så slemme som dem. Også vore mænd dræber på grund af krænket ære.

Og den hensigt forekommer jo mange at være uomtvistelig god. Vi er altfor tilbøjelige til at ville se forskelle mellem os og muslimerne, vil man sige, lad os i stedet for se på et punkt, hvor der er lighed! Lad os se på den krænkede ære, der får muslimer til at dræbe, og som får danskere til at dræbe.

Og jo, hensigten er utvivlsomt god. Men gode hensigter alene gør det ikke. Der må være sandhed bag. Og det er der ikke i dette tilfælde.

Netop hvad angår kønsforskellen, forelskelse og ægteskab, har vi med én af de største forskelle at gøre mellem vor kultur og den muslimske. Og denne forskel gør det umuligt at sammenholde danske jalousidrab med muslimske æresdrab, hvor ihærdigt artiklen end forsøger på det.

Den eneste kommentar, der indtil nu er indløbet, siger det ganske klart:

Der er naturligvis lighedspunkter; men ved etniske danskere sker det som regel ikke efter familierådslagning.

Ved muslimske æresdrab er det familiens ære, man føler, der er blevet krænket. Ved danske jalousidrab er det lidt kunstigt at tale om en krænket ære, og vil man absolut gøre det, er det kun mandens ære, der kan siges at være krænket; andre i familien har ikke nogen ære i den henseende, der på nogen måde kan blive krænket.

Jeg har tidligere her på min blog været inde på emnet, se her.

For ikke at gentage mig selv fra dengang, lad mig så her opridse forskellen mellem de to kulturer på en lidt anden måde.

Den muslimske kultur forhindrer de to køn i at mødes før ægteskabet. Man holder mandsverdenen skarpt adskilt fra kvindeverdenen. Ægteskaberne kan derfor ikke bygge på forelskelse og tillid, de bygger på fromhed og vilje til at overholde shariaen. Det er derfor, at den væsentligste ægteskabsform i den kultur er det arrangerede ægteskab.

Vore ægteskaber tænkes derimod at bygge på forelskelse og tillid parterne imellem. Og det er noget helt andet.

Ganske vist prøver de to psykologer, Kristeligt Dagblad har talt med, at få bygget bro mellem de to kulturer. Henrik Day Poulsen siger f.eks.:

Hvis for eksempel konen vil skilles, kan mændene opleve det som et ubærligt nederlag og et tab af værdighed og anseelse. På den måde minder de psykologiske mekanismer bag drabene om de følelser, vi kender fra traditionelle æresdrab i indvandrerfamilier.

Og Jørn Beckmann siger:

Der er ikke langt fra kærlighed til jalousi og følelsen af at besidde noget, eje noget, have ret til noget. Og når ens ejendomsret bliver krænket, kan man opfatte det som tyveri, et angreb på ens person og ens ære. De følelser spiller både ind ved traditionelle æresdrab og danske mænds jalousidrab.

Men begge de kloge psykologer overser den kulturelle forskel. Det er sandt, at dette at have fået en ægtefælle hos nogle mænd kan give én følelsen af at besidde noget, af at have ret til noget. Og det er også sandt, at dette at skulle skilles af nogle mænd kan opleves som et tab af værdighed og anseelse. Men begge disse reaktioner er jo i vores kultur uheldige reaktioner, reaktioner, som kulturen vender sig imod. Den ægte kærlighed vil jo netop ikke besidde den anden. Den ægte kærlighed er et intenst og inderligt tillidsforhold, hvor man stoler umiddelbart på den anden. Og sker det, at dette tillidsforhold brydes ned, så rammer det umådelig hårdt, men hvis det opleves som tab af værdighed og anseelse, tyder det på, at tilliden og kærligheden ikke har været, som den ideelt set burde have været.

Eller sagt på anden måde: Føler man sig krænket, fordi ens kone ønsker skilsmisse, så er det én selv, der er noget galt med, ikke konen, ikke vort samfunds forståelse af kærlighedsforholdet.

Anderledes hos muslimerne. Hvis nogen i familien føler sig krænket, f.eks. fordi en datter ikke vil have den ægtemand, familien har udset for hende, så forstås og accepteres denne følelse stadig i store dele af det muslimske samfund. ”Hvordan kan du gøre det imod mig?” kan faderen spørge sin datter, hvis hun nægter at gifte sig med den af ham udvalgte ægtemand. Og hun må indrømme, at hun forstår ham, forstår hans følelse af krænkethed, for også hun har jo den muslimske kultur siddende i sig. Blot har hun også en forelskelse siddende i sig, en følelse, som selv nok så stærk en muslimske kultur ikke kan holde nede.

Nu har det hidtil været sådan i muslimske miljøer, at kvinden ikke har kunnet søge endsige få bevilget skilsmisse, så den krænkelse, der hos danske mænd kan ligge i, at konen får skilsmisse, har de muslimske mænd i alt væsentligt være forskånet for. Men i takt med, at dette forhold ændrer sig, vil der naturligvis kunne opstå situationer, der minder om de danske mænds situationer, og måske vi i fremtiden vil se drab indenfor den muslimske verden, der minder om dem, vi ser i vor kultur.

Hvis vi skal opnå en god integration her i landet, er det nødvendigt, at vi fra hver side af kulturforskellen prøver at forstå hinanden. Og det gør vi altså ikke ved, som Kristeligt Dagblad i denne artikel, at udglatte forskellene. Og det nytter ikke noget, at det er gjort i den bedste hensigt. Det er galt alligevel.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til KD modvirker integrationen

  1. Svend Jespersen siger:

    Det er dejligt igen at se en kommentar fra dit tastatur på KD.

    Du rammer tæt på målet med din kommentar her, men det passer ikke helt, når du skriver “Nu har det hidtil været sådan i muslimske miljøer, at kvinden ikke har kunnet søge endsige få bevilget skilsmisse ….”.

    Hvis f.eks. manden er impotent, eller han ikke opfører sig som en “god” muslim, så er der muligheder for skilsmisse for en muslimsk kvinde. At de to betingelser så samtidig siger noget om forskellene mellem vores kristent og sekulært inspirerede menneske- og samfundssyn er såmænd bare en anden side af den samme sag. Ifølge nogle tolkninger kan kvinden også bede om skilsmisse, hvis ægtemanden ikke kan/vil give hende den standsmæssige bolig eller levestandard, hendes eller hans sociale placering i samfundet forventer, er der også en mulighed. Generelt drejer det sig om, at kvinder kan bede om skilsmisse, hvis deres mand ikke opfylder den ægteskabskontrakt, islam kræver af dem. Se f.eks linkene herunder:

    http://wmlawandpractice.com/2011/04/11/women%E2%80%99s-rights-in-islam-regarding-marriage-and-divorce/

    http://www.mwlusa.org/topics/marriage&divorce/divorce.html

    Venlig hilsen,
    Svend Jespersen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s