Ny Allehelgen

Da der for nogle dage siden var en udsendelse om attentatet på det store supermarked i Nairobi for et par år siden, var jeg én af dem, der så med. Som man måske husker, bestod attentatet i, at en mindre flok muslimske mænd, bevæbnet med rifler, løb ind i supermarkedet og begyndte at skyde vildt omkring sig. Man har siden sammensat en dokumentar af de mange billeder fra overvågningskameraerne, man siden fandt frem til. Og det er ganske forfærdelige scener, man ser.

Jeg skal her kun hefte mig ved én ting: én af attentatmændene står foran en kvinde og spørger: ”Er du muslim?” Hun svarer: ”Nej, jeg er kristen!” Derpå skyder han hende gennem hovedet.

Dernæst skal jeg gøre opmærksom på, at det i dag, den 2. november, er 10 år siden, Theo van Gogh blev myrdet i Amsterdam. Han havde kort forinden sammen med Ayaan Hirsi Ali lavet filmen ”Submission”, som filmisk fremstillede alle de korancitater, der omtaler kvinder, måden, de skal behandles på, og den undertrykkende virkning, disse koranord har på kvinders vilkår i muslimske lande og i muslimske miljøer i Europa. Det fortælles, at han, da han var blevet ramt og lå på fortovet med attentatmanden pegende på sig med en revolver, sagde: ”Nåde, nåde, kan vi ikke tale om det?” Men det var netop, hvad den muslimske attentatmand ikke ville, tale om det, han skød på ham igen, denne gang med dræbende virkning.

Ifølge en artikel i Weekendavisen den 31-10, skrevet af Klaus Wivel, har denne film har en enorm indflydelse på vestlig kultur. Han skriver:

Det er ikke for meget at sige, at denne film, som sidste onsdag blev vist på et stort lærred i Upper East, New York, er en af de mest skelsættende i det 21. århundrede. Så skelsættende, at skønt få har set den, og at den blot varer små ti minutter, var rygtet om dens indhold mere end rigeligt til at udløse de heftigste reaktioner. Hvad der fulgte efter, har haft en på en gang lammende og afslørende indflydelse på regeringer i den vestlige verden, på EU, NATO og på vestligt kulturliv.

Artiklen fortæller om et arrangement, der blev afholdt i New York i anledning af tiåret. Til dette var Hirsi Ali inviteret. Wivel refererer hende:

Hun nævner også, at den vestlige verden gennem århundreder har forfinet redskaberne til at tage diskussioner om religiøst eller politisk betinget vold.

»Vi [hun og van Gogh med filmen, rr] ville indlede en ikke-voldelig konversation, den samme, som vi har haft om kristne, jøder, nazister, kommunister og så videre. Hvorfor skulle muslimer unddrages?« spørger hun.

Nej, naturligvis skulle muslimer ikke unddrages fra denne ikke-voldelige konversation om sandhed i religioner og ideologier. Naturligvis skulle der skrives bøger og laves film og spilles teater om islam og imod islam, ligesom der er blevet det imod kristendom og kommunisme. Men se, om der bliver det. Hirsi Ali siger i den anledning:

»Hollywood indspiller film med Moses og Jesus, men hvornår får vi Ben Affleck at se som Muhammed, den historisk vigtigste figur for tiden?« spurgte hun. »At man aldrig kunne drømme om at indspille sådan en film, siger alt om Hollywood i dag. Hollywood opfører sig som soldaterne i den irakiske hær, da de så IS nærme sig.«

Det er én af virkningerne af mordet på van Gogh. Men er der ikke også en anden virkning? En virkning i modsat retning? En virkning i retning af besindelse og fortrydelse og afstandtagen fra vold?

Vi har i dag holdt en Allehelgensgudstjeneste. Den var viet mindet om vore afdøde. Lidt imod det, der oprindelig var meningen med Allehelgen. For vore afdøde var jo ikke helgener, omend de havde stor betydning for os.

Jeg skal ikke på nogen måde vende mig imod den tradition, der synes på vej til at opstå: at vi bruger Allehelgen som mindedag for vore afdøde. Lad blot den tradition vokse sig stærkere år for år, sådan som den synes at gøre det i denne tid. Men man kunne godt overveje, om vi så ikke burde indføre en ”Ny Allehelgens Dag”, vi kunne måske kalde den ”Alle Martyrers Dag”. For det er jo, som om martyrerne bliver flere og flere.

Skal vi ikke kalde den kvinde, hvis mord jeg omtalte i begyndelsen, for en martyr? Skal vi ikke kalde andre, der dør med samme bekendelse på læben, uanset at de kunne redde livet ved at nægte at bekende deres tro, for martyrer også? Og skal vi ikke kalde alle dem, der holder fast på sandheden, uanset om de trues på livet, for martyrer? Theo van Gogh, f.eks.? Ved samme lejlighed kunne vi jo så mindes de mange, der ikke har lidt martyrdøden, men er truet til at leve med politibeskyttelse døgnet rundt, Geert Wilders, Hirsi Ali, m.fl. Også de betaler en pris for at sige sandheden, også dem burde vi jo hylde for deres mod.

Vi er godt nok ikke vant til at tale om martyrer. Men det kunne måske gavne os i vores kristentro, om vi begyndte at omtale dem, at holde deres trosmod i ære. Jeg mener, martyrerne er jo Guds redskaber, redskaber, gennem hvilke Gud påvirker verden.

Noget tyder på, at vi har det svært med dette med Guds almagt. Hvordan kan Gud gå med til alt det onde, der sker i verden? Det kan vi nok aldrig få noget endegyldigt svar på, men vi kan dog se for os, at ”martyrernes blod er kirkens udsæd”, som man sagde i oldkirkens tid. Dels skete der det gennem martyrernes død, at andre blev grebet af den sandhed, de forkyndte, fordi de var villige til at holde fast ved den til døden. Og dels kunne der også ske det, at bødlerne selv kom til at se på deres gerning som en uretmæssig handling, sådan som Paulus kom til at se på de martyrdrab, han var medvirkende til, som en uret, der blev begået imod de kristne. Lukas fortæller om Stefanus’ martyrium, at ”vidnerne lagde deres kapper for fødderne af en ung mand, der hed Saulus” (Apg. 7,58).

Og han fortæller senere, hvilken virkning det fik på denne Saulus, som senere får navnet Paulus. Han omvendte sig til den Kristus, han tidligere forfulgte.

Sådan handler Gud. Vi kan ikke forstå det ind i alle detaljer. Men vi kan ikke desto mindre fornemme, hvad der vil være rigtigt at gøre, når sandheden står på spil. Da Salman Rushdie fik en mordopfordring at trækkes med af Ajatollah Khoumeini i Iran, indvendte det egyptiske universitet al-Azhar, det toneangivende universitet i den sunni-muslimske verden, at det var forkert at opfordre til mord på Rushdie. Han burde først indfanges og bringes til et muslimsk land, dér skulle han så gives mulighed for at fortryde sin kætterske handling, og først hvis han nægtede at fortryde noget, skulle han henrettes. Altså samme logik, som terroristen anvendte overfor kvinden i Nairobi: hun skulle tvinges til at bekende islam, ville hun ikke, skulle hun dræbes.

Jeg gætter på, at hvis Salman Rushdie var blevet fanget, hvis det i et muslimsk land kom til en ‘retssag’ mod ham, hvis han blev stillet overfor valget mellem at trække sin bog tilbage eller blive henrettet, så ville vi vestlige mennesker så inderligt håbe på, at han ikke fortrød noget og ikke trak noget tilbage. For vi går ind for den naturligt-menneskelige overbevisning, at et menneske skal overbevises med argumenter, ikke med trusler om vold.

Og den overbevisning kunne vi passende give udtryk for gennem en ”Alle Martyrers Dag” for på den måde at genoplive den oprindelige tanke med ”Alle Helgens Dag”.

Det er selvfølgelig sandt, at alle bødlerne i vore dage er muslimer. Men det er også sandt, at mange af ofrene er muslimer. Og hvis meningen med en ”Alle Martyrers Dag” er at hædre dem, der måtte dø for deres overbevisning, så kan vi jo gerne invitere muslimerne med til at fejre dagen. Det er jo ikke mindst dem, der står med den vanskelige opgave at få en religion, der oprindelig baserede sig på magt, forvandlet til en religion, der anerkender ordets magt, anerkender, at sproget må bruges i frihed, hvis der skal kunne dannes overbevisninger, man kan bygge samfund på, altså samfund, der giver deres indvånere frihed.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Ny Allehelgen

  1. Karen E. Hansen siger:

    Tak for dette indlæg!
    Jeg tænker somme tider på, hvor mange der mon læser dine tekster? Der er ofte et stort arbejde bag dem – og som her et indspark, der fortjente en debat.
    Bliver noget af det nogensinde offentliggjort?
    Mvh
    Karen

  2. Jacob A siger:

    Enig, RRs kommentarer er gode og gennemarbejdet. Jeg har delt nogle af dem på facebook. Så lidt udbredelse får de i hvert fald:-)

  3. Jacob A siger:

    Jeg omtaler ham altid som “den elskelige lutheraner”; hvilket jo er en loyal gengivelse af tingenes tilstand:-)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s