Jeg har ikke haft nogen anelse om, hvad dette ord betyder, før jeg læste denne artikel af Bent Winther og Jakob Ussing i Berlingskes politiko. Og det endskønt jeg længe har efterlyst, at nogen brugte ”pull”-effekten som argument i flygtningedebatten. Det har forekommet mig højst besynderligt, at man har kunnet debattere op ad stopler og ned ad vægge om, hvordan vi skulle behandle de flygtninge, der mødte op ved vore grænser, uden at nogen bragte dette argument op. Og når det endelig en sjælden gang blev taget frem, blev det straks skudt ned af diverse slappere, dvs., af regeringen og de fleste medier.
Men nu bliver det altså taget op, oven i købet ikke blot af et medie, Berlingske, men, forstår man på artiklen, af politikere i andre lande. Sådan rigtig for alvor.
”Pull”-effekten beskrives således i artiklen:
Det har især fået de humanitære organisationer op af stolene, at en del af debatten om Mare Nostrum har handlet om den såkaldte »pull«-effekt. At jo større redningsindsatsen er, des flere flygtninge vil prøve lykken og forsøge at krydse Middelhavet, fordi risikoen for at omkomme er mindre.
I en overskrift tales der om en ‘selvforstærkende effekt’, men man burde måske snarere tale om en ‘flugtforstærkende effekt’. Besynderlig nok taler nu vor nye justitsminister, Mette Frederiksen, også om en sådan effekt. Artiklen fortsætter:
Justitsminister Mette Frederiksen (S) mener imidlertid, at denne selvforstærkende effekt er et faktum:
»Der er i 2014 under Mare Nostrum omkommet langt flere mennesker i Middelhavet end i 2013. Det skyldes bl.a., at menneskesmuglerne forlader sig på, at migranterne bliver opsamlet af Mare Nostrum-flåden ganske tæt på den nordafrikanske kyst og derfor anvender mere og mere faldefærdige både, som er ude af stand til at nå frem til det europæiske fastland,« udtaler justitsministeren i en skriftlig kommentar til Berlingske.
Bortset fra, at en båd vist mere er synkefærdig end faldefærdig, er dette jo rigtigt nok. Og Mette Frederiksen står ikke alene i Europa med denne (nye?) opfattelse. Artiklen fortsætter:
I Storbritannien kom juniorminister med særligt ansvar for migration, Lady Anelay, i stormvejr hos de humanitære organisationer i denne uge for et lignende svar til Overhuset. Den britiske regering mener, at redningsoperationer som Mare Nostrum lokker flere ud i druknedøden, slog hun fast.
Man kan dog lægge mærke til, at den gode lady ikke oplevede magsvejr, men stormvejr, da hun slog dette fast. Nogen selvfølgelig antagelse blandt overhusets medlemmer er det bestemt ikke. Og heller ikke blandt de organisationer, der tager sig af flygtningene. Andreas Kamm, Dansk Flygtningehjælp, siger:
Den slags spekulationer i, at hvis vi nu lader folk drukne, så er der nok færre, der tager ud på vandet, har vist sig faktisk at være forkerte. Tusindvis er druknede alligevel. Hvis man ved en lille smule om vilkårene for de flygtninge, der eksempelvis er nået til Libyen, vil man vide, at det er så horribelt og skræmmende, at flygtninge nemt betragter turen over Middelhavet som gode odds, selv om de kender truslen.
Man kan lægge mærke til, at menneskesmuglerne tilsyneladende ikke figurerer i Andreas Kamms univers. Det er os, der lader folk drukne, ikke menneskesmuglerne. Det gør de til gengæld i Margrethe Aukens, medlem af Europaparlamentet. Hun siger:
Man passer på grænserne i stedet for menneskene. Det er desværre en diskurs, der har overtaget opmærksomheden ikke mindst i Danmark på det pinligste. Der er altså ikke nogen, der sætter sig ud i en plimsoller, uden at de er nødt til det. Der er ikke nogen, der flygter for deres fornøjelses skyld, og jo sværere vi gør det, des dyrere og farligere veje må de finde, og jo mere hjælper vi menneskesmuglerne,
men hun gør det med omvendt fortegn. Ligesom Andreas Kamm går hun ud fra, at det er flygtningene selv, der gør sig forestillinger om, hvorvidt det nu er farligt eller ej. Det er det ikke. Det er menneskesmuglerne. Flygtningene vælger ikke at gå ombord i en plimsoller, de tvinges ombord i den ude på Middelhavet, hvor de ikke har andet valg, hvis de vil nå ‘det forjættede land’, Europa, se eventuelt min artikel derom her.
Og ærlig talt, når flådeadmiral for Mare Nostrum, Filippo Maria Foffi, hævder, at de, der taler om en sådan ”pull”-effekt, ”ganske enkelt ikke aner, hvad de taler om”, så bestyrkes for mig den mistanke til visse italienske flådechefer, som jeg gav udtryk for i ovennævnte artikel, mistanken om, at de mod betaling samarbejder med menneskesmuglerne. Det er jo mærkeligt, at menneskesmuglerne ringer til kystvagten, når de har fået en synkefærdig plimsoller gjort totalt usødygtig ved at overbelæsse den med flygtninge, så kystvagten kan komme og redde disse ‘skibbrudne’.
Tom Jensen efterlyser i en artikel i Berlingske en debat om, hvorvidt vi kan opsuge flere flygtninge i vort samfund, uden at det ender med et samfund, som vi ikke ønsker os, se her. Og han spørger i overskriften, om en sådan debat er fremmedfjendsk. Det vil sige: han holder stadig debatten indenfor det moralske område. Derfor er han også nødt til at begynde med at ‘slå fast’:
Okay, skal vi ikke lige først få nogle grundlæggende ting på plads for at undgå diverse beskyldninger og motivfortolkninger: Jeg mener, at Danmark naturligvis skal overholde alle konventioner og tage vores fornuftige del af verdens flygtninge, også fra Syrien. Det gør vi allerede. Og det er i orden. Så er det på plads.
Men dels er det nok stadigvæk sådan, at dette aldeles ikke er i orden i manges øjne. Og dels er det en noget farlig debat at gå ind i, hvor vort samfunds sammenhængskraft skal forsøges vejet op mod flygtningenes behov for beskyttelse på en moralsk guldvægt. Her ville det være helt anderledes befriende for debatten, om han havde vovet at bruge ”pull”-effekt-argumentet.
På snaphanen findes en meget grundig gennemgang af ti påstande om indvandring, som af et efterfølgende tabu forhindres i at blive debatteret, se her. Den er på svensk, skrevet af en norsk professor. Og det er en yderst gavnlig artikel, det er godt at få debatten analyseret på den måde. Men det er måske dens svensk/norske aner, der bevirker, at der blandt påstandene ikke findes én om denne ”pull”-effekt. Alle påstandene hører hjemme indenfor moralen: Hvad er moralmedholdeligt og hvad ikke? Dette, at vore handlinger medfører modreaktioner fra menneskesmuglere og derigennem fra flygtninge in spe, tages ikke op til debat. Så langt er debatten slet ikke kommet i Sverige. Og svenskerne føler derfor ingensomhelst medskyld i de mange drukneulykker, der sker på Middelhavet, de formår slet ikke at tænke den tanke, at dette, at de forhåndsgodkender alle flygtninge fra Syrien, har den effekt, at mange flere forsøger at komme over Middelhavet, fordi menneskesmuglerne nu kan argumentere med, at bare de siger, de er fra Syrien, får de permanent opholdstilladelse i Sverige med alt, hvad det indebærer af forsørgelse og gode forhold, se eventuelt min artikel ”Konventionernes skyld” derom her.
Men altså: der er dog noget glædeligt ved, at vi nu i en dansk avis, Berlingeren, og i en større europæisk sammenhæng, åbent kan erkende denne ”pull”-effekt, og diskutere, hvordan vi skal handle i lyset af, der virkelig findes en sådan effekt.
Virkeligheden er altid god at have med i diskussionen.
ricardtriis 