Gorbi – Gorbi –

Sådan råbte østtyskerne, da Gorbatjov var med i Berlin til at fejre 40 årsdagen for DDR’s tilblivelse. Og altså, det var ham, den sovjetrussiske leder, folk satte deres forhåbninger til, ikke deres egen leder, Erich Honnecker. Og det var også ham, der stod bag de forandringer i Sovjetunionen, der medførte forandringer i Østeuropa og derfor også forandringer i DDR, så store forandringer, at den ellers så stærke stat med et stort militær, en mægtig intern overvågningsinstitution ”Stasi” og en tilsyneladende velforsvaret mur brød sammen.

Henrik Gade Jensen har på sin blog på Jyllands-Posten, se her, slået til lyd for, at tyskerne har Ronald Reagan at takke for deres genforening. ”Ronnie, wir danken Dir” hedder indlægget. Og bevares, det kan der vel være noget om. Men jeg er nu mere tilbøjelig til at tildele Gorbatjov æren for de store omvæltninger, der fulgte efter murens fald. Ganske vist vil jeg nok mene, at ordet ”æren” er lidt forkert. For vel kan man sige, at det var hans skyld, at muren faldt, fordi han gav mulighed for det, men man må også sige, at han selv var styret bagfra af Ordets kræfter, det vil sige: af Gud.

Jeg har været inde på det før, se her. Det er en mærkelig tiltrækningskraft, al tale om demokrati har. Selv de mest diktatoriske systemer, både islamiske og sovjetiske, skulle kalde sig demokratiske. Det land, hvis mur faldt sammen for 25 år side, DDR, har demokratiet nævnt i sit navn. Det ene ”D” står for demokratisk. Og også den hedengangne Sovjetunion hentede sin legitimitet fra demokratiske afstemninger. Jo, jo, det var skam folket selv, der stod bag den store fører, Stalin, det var folket selv, der havde valgt de forskellige sovjetter og derfor også det øverste organ, politbureauet. Det kunne ingen være i tvivl om. Ja, så sikkert var det, at det ligefrem var forbudt at tvivle på det. Og så skal det nok være sikkert.

Men netop det sidste betød jo, at det hele var ét stort mummespil. På det økonomiske område bestod mummespillet i, at folket lod, som om det arbejdede, og systemet lod, som om det udbetalte løn til arbejderne. Men alle vidste jo, at penge ikke betød noget i Sovjetunionen, og at det ikke betød noget, om nogen ville købe de varer, der blev fremstillet, kun det betød noget, om man opfyldte de krav, der var fastsat i femårsplanen.

Og på det politiske plan forholdt det sig på tilsvarende måde: Man lod, som om valgene var frie, selv om alle vidste, at de var styrede ned i mindste detalje. Man lod, som om debatten foregik frit og uden bindinger, selv om alle vidste, at det kunne være farligt at sige, hvad man mente.

Så kom Gorbatjov.

Han var systemets mand. Det vil sige: Han troede virkelig på systemet. Han troede altfor meget på det. Han forstod ikke mummespillet. Han troede, at man mente frihed, når man sagde frihed. Han mente, at tiden var inde til at sløjfe alt dette ‘laden-som-om’. Han mente, at sovjetmennesket nu kunne tåle al den frihed, man havde i Vest. Og han slog et slag for ‘glasnost’ og ‘perestrojka’.

Dette slag gav bagslag. Men bagslag på den lykkelige måde. Bagslag på den måde, at folket vejrede morgenluft under hans styre. Ikke blot russerne kom til at håbe på nye tider, satellitstaterne i øst gjorde det også. Østtyskerne gjorde det også, kun ikke den østtyske ledelse.

Og så turde almindelige mennesker i DDR påbegynde det pres fra neden af, der resulterede i murens fald.

Men Gud? Har han noget at sige i den forbindelse?

Ja, det har jeg prøvet at argumentere for i forbindelse med det arabiske forår, se her. Dog må jeg indrømme, at det er gået mig, som det vist er gået de fleste: den optimisme, der prægede os i den første tid, er afløst af skepsis. Og hvis vi nu siger, at det er Gud, der har fremkaldt løgnens og skuespilleriets og mummeriets opløsning i Sovjetunionen, så må man vist sige, at han har en langt sværere opgave, hvis han vil have disse kræfter opløst i den arabiske verden.

Ikke blot har islam haft 1400 år og ikke kun 70 år til at konsolidere sig, den har også konsolideret sig på en helt anderledes gennemgribende måde. Og så har den forbundet sig med fromheden.

Fromheden er en mægtig kraft. Ydmyg, selvudslettende, overladende al magt til Gud hævder fromheden, at den jo slet intet formår i sig selv. Den formår ikke selv at styre sit alkoholforbrug, derfor er det en samfundsopgave at forbyde alkohol. Den formår ikke selv at tage vare på kønsdriften, derfor skal samfundet indrettes med skarp adskillelse mellem mænd og kvinder. Den formår ikke selv at gøre sig forestillinger om ret og vrangt i samfundsforhold, derfor skal samfundet indrettes efter de anvisning, Gud har åbenbaret, osv., osv.

Det lyder altsammen utrolig fromt. Og når en muslim dertil kalder sig ‘muslim’, dvs., den, som hengiver sig til at gøre Guds vilje, så kan det næsten ikke blive frommere.

Så megen fromhed er der, at den ganske dækker over al selvretfærdigheden. Så ivrig er muslimen efter at være from, at han slet ikke ser, at han i sin fromhed bliver ganske modbydelig overfor sin næste og ganske selvretfærdig overfor sig selv.

Det er nemlig det mærkelige ved den muslimske fromhed, at den skal presses ned over ‘de andre’. Ens medmuslimer får ikke lov til selv at indse og bøje sig for Guds vilje (shariaen), de skal tvinges ind under Guds vilje, om ikke med ligefrem samfundsmæssig tvang, så med social pression. Og så kommer jo den, der således vil presse andre, til at fremstå som én, der mener om sig selv, at han er bedre end de andre, en rigtig farisæer, altså. Hvilket fromheden dog hindrer ham i selv at indse. Ligeledes kommer den, der i samfundet får magt til at tvinge shariaen igennem, til at være et magtmenneske; han skjuler naturligvis sin reelle magt under stor fromheds maske og under foregivende af, at det jo selvfølgelig er Guds og ikke sin egen vilje, han søger at gennemføre. Men magtbrynde er det alligevel.

Dette mægtige skjold af selvretfærdiggørende tanker er langt mere sofistikeret end det skjold, kommunisten havde: han kunne jo kun henvise til den marxistiske socialvidenskab, den var det, der havde fastlagt de retningslinjer, han rettede sig efter. Videnskabelig sikkerhed hos kommunisten – Guds egen åbenbarede vilje hos muslimen. Det sidste synes at fungére ‘bedst’, at give den længstvarende beskyttelse mod sammenbrud. Så skønt den ene absolutte magtideologi, kommunismen, er brudt sammen, synes det at have lange udsigter med den anden, islam.

Og dog.

Det er jo ikke islam, der har vundet i Egypten, det er hæren. Der var store optøjer i Iran, da ajatollaherne snød ved et valg for nogle år siden; sidder de sikkert i sadlen, de gode ajatollaher, eller er Iran-styret en kolos på lerfødder? Hamas i Gaza har vel stadig magt, men har dog måttet dele den med Mahmoud Abbas og har utvivlsomt en stor modstand inde i Gaza selv, fordi de har tvunget så mange ind under de israelske bomber. Så den skarpe, strenge, dødsensalvorlige islam, har den tilslutning nok, eller falder den sammen en dag?

Der er måske håb alligevel, håb om et sammenbrud i den anden store magtideologi, det andet store mummespil vil måske heller ikke kunne holde ret meget længere.

Det kan kun fremtiden vise.

Advertisement