Den delte by

For godt 25 år siden tænkte man uvægerlig på Berlin, når nogen brugte betegnelsen ‘Den delte by’. I dag kan man passende tænke på Jerusalem.

Godt nok er det ikke noget nyt, at denne by er delt. Hvis man ser på et kort over byen, opdager man, at der i den indre by er et ‘muslimsk kvarter’, ‘et kristent kvarter’, et ‘jødisk kvarter’ og et ‘armensk kvarter’, nydeligt beliggende i hver sin del af en firdelt kvadrat. Det indikerer, at byen har beholdt den indretning, den fik under det muslimske herredømme. For sådan var alle byer indenfor islams herredømme opdelt. Det gav nogenlunde ro og orden i byen. Oven i købet var det sådan, at den kristne bydel blev styret af en biskop, den jødiske af en rabbi, osv., så der altså herskede et vist selvstyre i byen. Selvfølgelig stod muslimerne over de andre, men hvis ellers det var en nogenlunde fornuftig kalif, der stod i spidsen for dem, havde jøderne og de kristne det nogenlunde under det muslimske styre.

Så godt fungérede det, at de kristne konger i Spanien overtog dette system, da de erobrede muslimske områder, f.eks. Valencia i 1238. Først da Ferdinand og Isabella kom til i 1490erne blev jøder og muslimer forfulgt.

Så selve det, at en by er delt, er ikke i sig selv noget odiøst.

Den forudsætning, at den øverste myndighed, den muslimske, var nogenlunde fornuftig, har ikke altid slået til. Der har fra tid til anden i de muslimske byer været forfølgelse, så af jøderne, så af de kristne. Men i lange perioder fungérede ordningen.

I vore dages Jerusalem er det ikke mere muslimerne, men israelerne, der har overherredømmet. De har da også igennem ret lang tid båret sig forholdsvis fornuftigt ad. Men både af en artikel i The Economist, se her, og af en kronik i Kristeligt Dagblad, se her, fremgår det, spændingerne mellem muslimer og israeler øges.

Artiklen i The Economist beskæftiger sig især med situationen i Jerusalem. Her har israelerne lige fra de i 1967 erobrede hele byen, ladet muslimerne beholde administrationen af tempelbjerget. Her lå i sin tid det jødiske tempel, nu ligger Klippemoskéen og al-Aqsa moskéen der. Og ikke blot har man ladet muslimerne bestemme over plateauet, hvor disse bygninger ligger, man har også forbudt jøder at bede dèr. Jøderne har vestmuren eller grædemuren at bede ved, det er der tradition for, og det må være dem nok, siger den israelske regering, som også har fået ledende rabbinere med på den tolkning af den religiøse, jødiske nødvendighed.

Men her på det sidste er denne bestemmelse blevet udfordret. Der er opstået en jødisk bevægelse, der kræver at få lov til at bede på tempelbjerget. Og fornylig blev én af deres aktivister, Yehuda Glick, skudt og alvorligt såret. Gerningsmanden blev senere dræbt af politiet. En sådan konflikt er lidt vanskelig at håndtere for de israelske myndigheder. At jøder ikke må bede på tempelbjerget, pladsen, hvor deres tempel stod, det kan være lidt svært at forstå for fromme jøder. Og det gør ikke sagen bedre, at israelerne gennem flere forskellige tiltag har forsøgt at udtynde den muslimske del af Jerusalem ved at nedbryde palæstinensernes huse, indskrænke området m.m. Hvis de nu forsøger at fjerne også muslimernes traditionelle myndighed over tempelbjerget, så synes mange palæstinensere, at bægeret er fuldt, og mange israelere, at den næste intifada måske er på vej.

Dog er de fleste palæstinensere i Jerusalem noget tilbageholdende med at starte en intifada. De véd godt, at de har meget bedre livsbetingelser end deres landsmænd på Vestbredden og i Gaza. Jeg har ikke været klar over det tidligere, men ifølge The Economist synes der at være ikke færre end fire forskellige slags palæstinensere: Dem på Vestbredden, dem i Gaza, dem i Israel, ofte med israelsk statsborgerskab, og dem i Jerusalem.

Disse forskellige slags palæstinensere er – som jeg før har været inde på – noget, man bør skrive sig bag øret. Det gør den omtalte kronik i Kristeligt Dagblad dog ikke. Den hedder ”Boykot Israel”, er skrevet af forfatteren Maria Grønlykke og omhandler en bog af en israeler Miko Peled: Generalens søn. Og denne kronik slår alle palæstinensere sammen i én stor pulje. Og det i den grad, at Grønlykke mener, at den eneste løsning på konflikten er ét demokratisk land:

Der findes en løsning: ét demokratisk land! Tit ses Israel og Palæstina som to lande i krig, det er forkert: Der er ét land, to folk. Undertrykkere, besættere – og et folk i kamp for frihed og lighed. Problemet skyldes europæisk kolonialisme og racisme.

‘Undertrykkerne, besætterne’, det er israelerne. ‘Et folk i kamp for frihed og lighed’, det er palæstinenserne. Men hov, Gaza er ikke besat, store områder af Vestbredden heller ikke. Er virkelig alle palæstinensiske områder beboet af ‘et folk i kamp for frihed og lighed’?

Maria Grønlykke forestiller sig, at det kan komme til at gå, som det er gået i Sydafrika: på grund af boykotten, på grund af pres udefra gik omsider de hvide med til at dele magten med de sorte. Men at tro, at den opskrift kan bruges i Palæstina-Israel konflikten er håbløst naivt. I Sydafrika var begge parter kristne. Derfor kunne der nedsættes en forsoningskommission, hvorved der kunne gøres en ende på den mistroiskhed og det had, der var opstået under apartheid-styret. Men i denne konflikt er begge parter lovreligioner. Jøderne vil have deres land for sig selv, de er på ingen måde til sinds at dele landet med andre, hvilket de jo skulle gøre, hvis de skulle give samtlige palæstinensere på Vestbredden og i Gaza stemmeret. For ikke nok med, at de ville skulle dele landet og herredømmet over det med palæstinenserne, de ville også meget hurtigt komme i mindretal. Og så ville selve meningen med oprettelsen af staten Israel gå fløjten, så ville alle deres forfædres kampe have været forgæves.

Og palæstinenserne – ja, de er jo muslimer, de fleste af dem. Og hvor svært det kan være for muslimer at indordne sig under et demokratisk styre, det har vi efterhånden lært. Det bliver meget let til den karikatur af demokrati, der hedder ”én mand, én stemme, én gang”, som vi har set det udspille sig i Gaza under Hamas’ herredømme. Desuden har Hamas genoptaget den gamle muslimske tanke, at land, der én gang er erobret af muslimer, for al fremtid skal forblive muslimsk, altså: Israel skal ind under muslimsk herredømme.

Forøvrigt har jeg også svært ved at se, at den sædvanligvis tiljublede to-stats-løsning skulle være fremtiden. Den må i hvert fald tilfiles ikke så lidt, før der kan komme noget acceptabelt ud af den. Israel vil forståeligt nok ikke gå med til, at der på Vestbredden kan oprettes tyve ‘Gaza’er’, hvorfra det kan regne med raketter ind over Israel. Og derfor vil Israel forlange stadigvæk at have kontrol over al indførsel til Vestbredden, dvs., man vil ikke tillade, at Vestbreddens østgrænse bliver Jordanfloden. Man har set, hvordan grænsen mellem Gaza og Egypten har været hullet som en si, så byggematerialer til diverse raketter og i nogle tilfælde raketterne selv har kunnet komme ind i Gaza. Dog er det med det nuværende styre i Egypten blevet betydelig vanskeligere med den slags smugleri.

Dermed være ikke sagt, at vi ikke burde boykotte Israel, for at få Israel til at handle anderledes på Vestbredden. Ikke blot opstilles der geografiske forhindringer for et normalt samfundsliv dèr, når landsby afskæres fra landsby af israelske bosættelser, der opstilles også bureaukratisk forhindringer, der synes ingen ende at ville tage. Grønlykke beskriver det således:

Men hverdagens problemer er værst, et barn bliver sygt, får ingen lægehjælp skønt lægen bor tæt på: Familien er spærret inde. Bureaukratiet uendeligt og forværres bestandig, ”bjerge af tilladelser, oceaner af restriktioner”. Ingen vil tro, når man fortæller om palæstinenserens hverdag, diskriminationen findes overalt. Der er steder, hvor folk på den ene side af gaden får vand 12 timer om ugen – på den anden er swimmingpools, grønne græsplæner, ingen restriktioner. Peleds søster, der er lærer, har skrevet en hel bog om diskriminationen i Israels uddannelsessystem. At få kørekort, at rejse fra en by til en anden. Ikke måtte købe jord! Palæstinensernes leder, Abbas, skal have fornyet sit pas hvert halve år!

Man må indrømme, at både Jerusalem og Vestbredden styres på ‘muslimsk’ vis: man deler landet op i to områder, hver har sit overhoved, men det er jo her ikke muslimerne, der er ‘øverstbefalende’, men israelerne. Og sådan vil det nok forblive i overskuelig fremtid. Men det betyder ikke, at de ‘øverstbefalende’ absolut skal undertrykke, genere og holde muslimerne nede.

Desværre har israelerne fået den ulyksalige idé, at de bruger den stadige udbygning med bosættelser som et kort i forhandlingerne. De vil ikke standse denne udbygning, mens forhandlinger foregår, for – mener de vist – så vil palæstinenserne blot trække forhandlingerne i langdrag. Man må spørge dem: Hvad så? De behøver jo ikke at vente på indrømmelser fra palæstinensisk side, de har magten og kan hvad dag det skal være lette besættelsens åg på Vestbredden. Uden forhandling, blot som et unilateralt træk.

Og situationen i Jerusalem er desværre et altfor klart billede af situationen i Palæstina i det hele taget. Begge parter har en ekstem fløj at kæmpe med, Israel har f.eks. i Jerusalem ‘tempelbjergsbederne’, på Vestbredden bosætterne, palæstinenserne har fløje af Fatah og Hamas. Og i begge lejre er ledelserne under pres fra disse ekstremister, de har altfor let ved at forklare den almindelige israeler og den almindelige palæstinenser, at de, netop de, repræsenterer den sande jødedom eller den sande islam.

En israelsk NGO’er, der var stærkt imod Israels nuværende politik på Vestbredden, hævdede i Deadline den 13-11, at Netanyahu ikke var pragmatiker, men ideolog: han var i virkeligheden modstander af en tostatsløsning og tilhænger af stadig flere bosættelser på Vestbredden, blev det påstået. Jeg véd ikke, om jeg køber den påstand. Snarere vil jeg tro, at han ikke et øjeblik vil gå med til at stole på eventuelle vestlige magters forsikringer om, at den palæstinensiske del af tostatsløsningen naturligvis skal være demilitariseret. Den del af Netanyahus tankegang har jeg omtalt ret udførligt her. Men det forbliver stadig en gåde for mig, hvorfor israelerne absolut skal blive ved med at udbygge deres bosættelser på Vestbredden. Har det noget med den vestlige verdens insisteren på tostatsløsningen at gøre?

I hvert fald: Vi i Vesten burde ændre vores krav til Israel. I lyset af den fanatisme, vi har set udfolde sig af Hamas i Gaza bør vi afstå fra tostatsløsningen og nøjes med at kræve en human besættelsespolitik på Vestbredden af Israel. Der er bosættelser, der bør fjernes for at give palæstinenserne et mere sammenhængende område at bestyre. Der er veje, der bør nedlægges eller gøres tilgængelige for palæstinensere også, der er bureaukratiske hindringer, der bør opblødes, der er vandressourcer, der bør fordeles mere retfærdigt. Men Vestbredden bør i mange år fremover være demilitariseret, og de myndigheder, der skal kontrollere, at der ikke indføres våben til området, bør være israelske.

Gaza, derimod, er for øjeblikket og skal i fremtiden være et selvstændigt område, altså være forskelligt fra Vestbredden. Den eneste sammenhæng mellem Gaza og Vestbredden vil være den, at der ikke på nogen måde kan slækkes på den israelske kontrol af Vestbreddens demilitarisering, så længe der fra tid til anden affyres raketter fra Gaza ind over Israel. Først den dag, hvor der dannes en ikke-fanatisk regering i Gaza, og hvor derfor israelere og Gaza-palæstinensere kan mødes som ligemænd, uden at den ene har en skjult dagsorden om at bombe Israel, så snart det kan lade sig gøre, først den dag kan Israel måske begynde at overveje at give Vestbredden fuld suverænitet.

For det er klart, det må være målet: to selvstændige stater, der bor side om side på venskabelig måde. Men fordi det mål kræver en mentalitetsændring hos mange palæstinensere, både hos Hamas i Gaza og hos dets sympatisører på Vestbredden, derfor har det desværre utrolig lange udsigter med en sådan tostatsløsning. Og vi i Vesten fremmer ikke denne løsning ved at ville forcere en udvikling i retning af en tostatsløsning her og nu.

Forøvrigt kræves der også en mentalitetsændring hos de israelske bosættere. Men den tror jeg mere på muligheden af end en mentalitetsændring hos fanatiske muslimer. Selv om også den vil tage tid.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s