Antisemitisme i Danmark?

Ja, det påstår Martin Krasnik, at der er.

Han har nylig udgivet en bog ”Fucking jøde”, hvori han fortæller om sin tilværelse her i landet som jøde. I en række interviews har han forklaret, hvad der fik ham til tasterne for at skrive denne bog. F.eks. siges det i et interview med ham i Horsens Folkeblad, at det var et interview med Mads Gilbert, den læge, der udfører et stort humanitært arbejde blandt palæstinenserne i Gaza og derfor i medierne var blevet en slags orakel med hensyn til, hvad der var op og ned i Gaza-krigen, det var dette interview, der fik en formelig tsunami af protestmails og facebook-meldinger og twitterbeskedder til at vælte ind over ham.

Og det var ikke pæne ting, der blev sagt. Hvad han især bed mærke i, var, at han denne gang blev angrebet, fordi han var jøde. Der var dels mange skældsord som ”Fucking jøde”, ”Jødesvin”, og den slags ord, men der var også ikke så få, der slog på, at han, fordi han var jøde, ikke kunne behandle Gaza-krigen neutralt, og at DR derfor skulle fjerne ham fra programfladen, ja nogle dage senere var der hele 4000 mennesker, der har stillet dette krav til DR.

Og så siger han:

De mest aggressive kommentarer kom faktisk ikke fra etniske palistinensere, selv om der kom mange fra den kant, men fra mennesker med danske efternavne, folk med meget stærke meninger om, hvad jøder er, gør og tænker.

Det er så det, der får ham til at drage den slutning, at der igen findes antisemitisme i Danmark.

Den slutning vil jeg godt vende mig imod. Den er forkert.

Nå ja, der findes antisemitisme blandt vore muslimske indvandrere, både palæstinenserne og de andre muslimer. Men så at sige ikke blandt de etniske danskere. Det, der fik en syndflod af protester til at bryde ned over hans arme hoved i anledning af Gilbert-interview’et, var ikke antisemitisme, det var noget andet.

I dette interview skete der nemlig det, at en yderst selvsikker Mads Gilbert blev sat til vægs. Jeg har tidligere omtalt interview’et, se her. Her gør jeg opmærksom på, at det væsentligste ved interview’et var, at Krasnik kom med den påstand, at Hamas bruger den palæstinensiske befolkning som menneskeligt skjold, og at Gilbert, da han ret hovent forlangte bevis for denne påstand, faktisk fik det bevis, han efterspurgte. Krasnik afspillede en video, hvor en Hamas-talsmand fortalte, hvordan det tapre palæstinensiske folk forsvarede deres rettigheder og boliger med deres liv og kroppe.

Den sandhed kunne Gilbert ikke tåle at høre. Den sandhed ville heller ikke hans ligesindede høre tale om. Den havde de hidtil lukket ørerne for, hvis den i det hele taget var kommet dem for ører, og når den nu blev afspillet ganske uimodsigeligt for dem, havde de ikke noget argument imod den. Og når man ikke har argumenter at komme med, er det, at man kommer med skældsord.

De, der skælder ud, er ikke antisemitter, de er stakkels forblændede mennesker, der er blevet narret af den almindelige journalistiske dækning af begivenhederne i Gaza, mennesker, der har set de mange oprørende billeder af sårede palæstinensere, mennesker, der er blevet forarget mod Israel over de mange dræbte, som de israelske luftangreb forårsager, mennesker, der aldrig har hørt om israelske forsigtighedsforholdsregler, at de advarer hvert enkelt hus, før de bomber det i stykker, mennesker, der har troet på de reportere, der blev udsendt til Gaza, men som ikke vovede at fortælle, hvordan styret tvang mennesker op på tagene af de huse, der skulle bombes, hvis de ikke ville gå frivilligt derop.

Og det er klart nok, hvis det billede af, hvad der foregår, i kraft af de vestlige mediers dækning er blevet cementeret i menneskers sind, så bliver man ophidset, når nogen påstår, at styret bevidst anvender palæstinensere som menneskeligt skjold, så kan man ikke tro, at det kan være sandt, for hvilke mennesker kan dog være så kyniske? Og så er det, man nægter at høre budskabet og i stedet søger at dræbe budbringeren eller i det mindste at så tvivl om hans upartiskhed.

Som altså i dette tilfælde hed Martin Krasnik.

Det vil sige: Krasnik har i ret høj grad sine journalistkolleger at takke for, at han blev mødt med en sådan hadekampagne. De har i altfor høj grad godtaget Hamas’ vinkling på tingene, de har uden videre omtanke tildelt Israel skylden for de mange dræbte palæstinensere i Gaza, de har ikke villet eller vovet at gå udenfor det, der var konsensus om i journalistkredse, de har som alle andre journalister grebet den letteste, mest overfladiske og derfor hurtigste forklaring: det er Israels skyld det hele.

Det tjener Krasnik til ære, at han, som næsten den eneste journalist, bringer sandheden om Hamas’ handlinger og holdninger for en dag.

Og nu jeg er i gang med at takke ham – hvilket forresten i sig selv er ganske bemærkelsesværdigt – så skal han også takkes, fordi han gjorde opmærksom på det topmøde, der fandt sted i 2005 mellem Sharon, Mahmoud Abbas, den jordanske konge og den egyptiske præsident, efter at Sharon havde trukket de israelske bosættere tilbage fra Gaza, se her.

Men antisemitisme? Nej, det var der ikke tale om.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s