I et læserbrev i Jyllands-Posten den 18-11 2014 søger professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Anders Klostergaard Petersen at gøre grundig nar af lektor Bent Hvorslev, fordi han i en kronik i samme avis den 13-11 har hævdet, at der er forskel på kristen og muslimsk tekstfortolkning, se her. Han kalder direkte kronikken for en uoplyst og enfoldig drøftelse af kristendom og islam som religioner. Den arme Hvorslev får at vide af den høje professor, at han ikke ville bestå ved første års eksamen i religionsvidenskab.
Det mærkelige er imidlertid, at Klostergaard Petersen tilsyneladende ikke selv har lagt mærke til den enorme forskel i kristen og muslimsk tekstfortolkning. Det er jo nemt nok at skrive, som Klostergaard gør, at
historien viser, at kristendom og islam bestandigt fortolkes.
Men han lægger i farten ikke mærke til, at det, han mener med ‘historien’, er ‘historien, som vestlig videnskab beskriver den’. Og det er noget andet end ‘historien, som muslimsk forskning beskriver den’. Så dyb er forskellen mellem kristendom og islam, at man end ikke kan blive enig om, hvilke metoder man skal anvende i historieforskningen.
Den forskel har til gengæld den stakkels udskældte Hvorslev blik for. Han beskriver f.eks. den muslimske fortolkningsmetode således:
Det er logisk, at når Allah hævdes at have forfattet Koranen, må man også hævde, at der kun findes én koran, der blev nedskrevet, efterhånden som Muhammed fremlagde sine visioner, og at der aldrig har været varianter af denne koran.
Det kan ikke være tilfældet, har videnskabelige undersøgelser i Yemen foretaget af tyske arkæologer vist. Ingen troende muslim må foretage en objektiv, videnskabelig undersøgelse af Koranen og dens tilblivelse, det vil jo være udtryk for tvivl og manglende tro på bogens guddommelighed.
Det ville have klædt Klostergaard, om han havde taget denne handske op. De muslimske forskeres fromhed overtrumfer langt deres nysgerrighed, mens vestlige forskere hele vejen igennem drives af nysgerrighed: Forholder det sig virkelig sådan, som de troende påstår? Og en forskning, der først og fremmest skal understøtte de fromme dogmer, regnes ikke for forskning i vor vestlige verden. Så afgrundsdyb en forskel mellem kristendom og islam taler vi om.
Denne forskel viser sig måske tydeligst i spørgsmålet om Jesu død. Det spørgsmål kan efter muslimsk fortolkningsmetode ikke afgøres på normal historisk-kritisk måde, koranen forhindrer det. Der står nemlig i sura 4,157:
og fordi de sagde: “Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Guds udsending” – men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham.
Og når der står sådan i koranen, kan man ikke komme og påstå, at Jesus døde på korset. I kraft af netop den påstand, som Hvorslev kommer med: at muslimer betragter koranen som Guds eget ord, som man ikke kan sætte spørgsmålstegn ved, har vi her et eksempel på, at fromhed overtrumfer de normale forskningsmetoder.
Det er naturligvis galt, når fromhed overtrumfer de videnskabelige forskningsmetoder. Men det er desværre en fejl, der ikke er forbeholdt muslimer. Mange vestlige forskere lider af den samme fejl. Dog er det her en ideologi, der overtrumfer normal videnskab, nemlig den ideologi, der hævder, at vi for alt i verden ikke må sige noget ondt om islam. Den har udspredt sine baciller langt ind i den religionsvidenskabelige forsknings verden, der således efterhånden ikke har meget med forskning at gøre.
Den fejl lider også Klostergaard af. Da Jyllands-Posten i oktober ville indhente forslag til verdens mest betydningsfulde idéer, foreslog han den monoteistiske tankegang, se her. Jo, for den har igennem hele 2000 år haft en enorm gennemslagskraft. Og de tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam, er nært forbundne. Vil nogen nægte det, får de følgende svada i nakken af Klostergaard:
Det gælder om disse mennesker, at det står enhver frit for at læse, hvad jeg og andre skriver. Men hvis man alene vil forlade sig på vanetænkning og uigennemskuede fordomme og ikke vil investere den tid, det tager at sætte sig ind i en sag, ja, så kæmper både guder og mennesker forgæves. Her gælder, hvad der står over porten til Dantes helvede: Lasciate ogni speranza voi ch’entrate (Her lades alt håb ude),«
Næ, hvad må man høre! Manden forstår italiensk. Hvilken utrolig lærd person! Vi andre må så nøjes med pladsen som indehavere af vanetænkning og uigennemskuede fordomme, som ikke bruger tid nok på at sætte sig ind i sagerne.
Men det mærkelige er, at om så Klostergaard brugte al sin tid på at sætte sig ind i sagerne, hvis hans fejlagtige ideologi præger ham i disse anstrengelser, bliver de resultater, han når frem til, også fejlagtige. Og ideologien skygger for hans nysgerrighed. Bare det at se på forskellen mellem lov og evangelium, eller at forstå, hvad evangeliet egentlig er! Det er ham tilsyneladende ikke forundt, når han sådan kan sammenstille to lovreligioner med kristendommen, som på ingen måde er en lovreligion.
Tag bare det, han skriver om Hvorslevs kronik! Her hedder det:
I evangelierne er Jesus både åbenbaringsmodtager og selve åbenbaringen. Der er ingen kategorial forskel mellem de to religioner i denne sammenhæng.
Det er jo sandt, at Jesus selv er åbenbaringen, han er ifølge evangelierne Guds søn. Men det er også sandt, at selv om koranen anser Jesus som en stor profet, endda en profet, der kunne foretage mirakler, så kan den ikke forestille sig, at en profet lider døden, hvad den derfor nægter, og heller ikke forestille sig, at han var Guds søn, for Gud er i islam højt hævet over at kunne have en søn.
Alligevel, på trods af, at han godt véd og selv fortæller os, at Jesus selv er åbenbaringen, fortsætter han med at sige, at der ingen kategorial forskel er mellem de to religioner i denne sammenhæng. Han har netop nævnt forskellen og siger så, at der ingen forskel er. Almindelig logik skal altså drejes temmelig meget af hensyn til ideologien.
Jeg har tidligere påvist, hvordan religionsvidenskabsfolk uden videre forstår det ny testamente som en lovsamling på linie med toraen og koranen, se her for Mikael Rothsteins vedkommende og her for Jens André Herbeners vedkommende. Men hvad der her er mere relevant, er nok Spinozas skelnen mellem det gamle testamentes profetiske udsagn og det ny testamentes ”undervisningsudsagn”. Spinoza har jeg citeret ret omfattende her.
Spinoza skriver i Tractatus theologicus-politicus”:
Hvis vi fremdeles undersøger den måde, på hvilken apostlene fremsætter den evangeliske lære, vil vi se, at den i bund og grund adskiller sig fra den metode, der blev brugt af profeterne. Apostlene ræsonnerer hele tiden, som om de argumenterer og ikke profeterer; profetierne, på den anden side, indeholder kun læresætninger og befalinger. I dem indføres Gud ikke som én, der taler til vor fornuft, men som én, der udsteder dekreter i kraft af sit absolutte magtbud. Profeternes autoritet lægges ikke ud til diskussion, for den, der ønsker at finde rationelle begrundelser for sine argumenter, underkaster dem ved selve dette ønske under enhvers private bedømmelse. Dette synes Paulus at have gjort, forsåvidt som han bruger fornuftsgrunde, for han siger 1 Kor 10,15: “Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger.
I det gamle testamentes profetiske tale og i Muhammeds ord i koranen forestiller man sig, at Gud selv taler direkte til menneskene. Men han taler med læresætninger og befalinger, han henvender sig ikke til vor fornuft, han opfordrer os ikke til selv at forstå og bedømme sagen. Det gør derimod apostlene, bl.a. Paulus. Og det gør også Jesus. Når han fremhæver den gyldne regel, at ”hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem”, så er det netop vor fornuft og vor forståelse, han henviser til.
Er det så svært at erkende, at sådan taler koranen ikke? Er det så umuligt at indse, at netop på et punkt har vi en forskel mellem islam og kristendom, som ikke nok så lærde forskere kan overvinde? Eller føler man sig som religionsvidenskabsmand forpligtet til at anse alle religioner for lige, og derfor forpligtet til at måle kristendommen med den muslimske sharias alen?
Noget tyder på det. Men i så fald er det ikke videnskab, man bedriver, men ideologi. Og så snyder man ved at udgive det for videnskab.
Nå, til sidst skal det tilføjes, at der idag, den 20-11, er nogle fuldt berettigede indlæg i Jyllands-Posten imod Klostergaards indlæg, herunder ét af Bent Hvorslev selv, se her.
ricardtriis 