Det bliver en lidt indviklet indledning, den, der kommer nu. Men jeg skal prøve at gøre det kort. Mikael Jalving har for nogen tid siden udgivet en biografi af Søren Krarup ”Sorte Søren” kaldet. Den har fået en ret positiv anmeldelse i Politiken af Rune Lykkeberg, se her. Men den har sammesteds fået en meget negativ omtale i en kronik af Henning Tjørnehøj, se her. Denne negative omtale har fået Mikael Jalving til at tage til genmæle på sin blog på Jyllands-Posten, se her. Og jeg må med skam melde, at det først var ved læsningen af Jalvings indlæg, at jeg blev klar over, at han havde begået en biografi af Søren Krarup. Men nu er jeg da blevet klar over det.
Dog er det ikke hverken Krarup selv og hans forhold til Luther eller Jalvings biografi, jeg her vil omtale. Det er udelukkende Tjørnehøjs forståelse eller rettere: misforståelse af Luther, jeg vil hæfte mig ved.
Det har jeg gjort ved en tidligere lejlighed her på bloggen, se her. Dengang opererede jeg med tre forskellige ‘samfundsmodeller’: et autoritetssamfund, et samtalesamfund og et åbenbaringssamfund. Autoritetssamfundet var det papistiske samfund, hvor stabiliteten beroede på kejserens og pavens forenede guddommelige autoritet. Åbenbaringssamfundet var det samfund, som bønderne og deres ledere, først og fremmest Thomas Müntzer, opererede med: de ville lade samfundets grundlag være evangeliet. Og samtalesamfundet var så Luthers model, en model, som han selv slet ikke kaldte en model, og som måske også kan være vanskelig at få øje på i virvaret omkring bondeoprøret.
De tre modeller er stadig brugbare, hvis man vil forstå, hvad der foregik dengang. Ikke mindst er det nødvendigt at holde sig åbenbaringsmodellen for øje. Tanker fra den var det, der havde besat bønderne eller i hvert fald gjort dem lydhøre overfor Müntzers agitation. Og det var sådanne tanker, Luther med stor styrke vendte sig imod, mere end det var selve det, at bønderne gjorde oprør. I sit første skrift om bondeoprøret gennemgik han bøndernes krav og mente, at der var flere punkter, hvor fyrsterne kunne og burde være imødekommende. Først da han gennem personlige og ikke ufarlige mæglingsforsøg blev klar over, at bønderne ikke lyttede til ham, men kun til Müntzer, så han ikke anden mulighed end at opfordre fyrsterne til at slå oprøret ned.
Det er derfor en forkert fremstilling af sagen, Tjørnehøj giver, når han skriver:
Luther baserede i øvrigt sit samfundssyn på Paulus-ordet om, at »der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud … så den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod« (Romerbrevet, kap. 13).
Samtidig skelnede Luther ihærdigt mellem, hvad han kaldte »det åndelige og det verdslige regimente«, dvs. mellem religion og politik i bredeste forstand. Men ved at guddommeliggøre de til enhver tid siddende magthavere – lige meget hvor uduelige eller undertrykkende de var – rodede Luther jo selv politik og religion sammen, på samme måde som Krarup har gjort det igen og igen.
De modige undersåtter blandt vore forfædre, som satte sig op imod øvrigheden, udførte således ikke blot en politisk farlig handling. De begik ifølge Luther også en syndig handling, for hvilken de ville »pådrage sig selv (Guds) dom«.
Det er noget vrøvl. Der var ikke tale om, at Luther guddommeliggjorde statsmagten. Tværtimod tog han med sin toregimentelære afstand fra en sådan guddommeliggørelse. Staten skal ikke ledes efter evangeliet, men efter fornuften. Når man skal adlyde øvrigheden, skal man gøre det af fornuftgrunde, fordi borgerkrig er et værre onde end undertrykkelse, man skal ikke gøre det, fordi det står i skriften (Rom 13).
Så langt vil jeg tro, jeg er enig med Søren Krarup. Men i det, der nu kommer, vil jeg tro, der opstår en vis forskel mellem os. For så vidt jeg er orienteret, kan Krarup ikke acceptere talen om den naturlige lov. Og den tale spiller en stor rolle for Luther.
Det er nemlig kun den ene side af sagen, Tjørnehøj fremstiller, når han rigtigt påpeger Luthers advarsel mod oprør. Der er en anden side, som nødvendigvis må med, hvis man skal være ærlig i sin Luther-fremstilling. Luther hævdede, at man ikke skulle adlyde sin fyrste, hvis han gik ud over sine beføjelser. Og hvad der var hans beføjelser, ja det lærte man af den naturlige lov.
Det hører således efter Luthers mening ikke med til en fyrstes beføjelser at ville bestemme, hvad hans undersåtter skal læse eller ikke læse. Og hvis han mod sine naturlige beføjelser giver befaling om, at visse bøger skal forbydes, så skal undersåtterne ikke adlyde ham. Lader han foretage husundersøgelser, skal de på den anden side ikke modsætte sig dem, men heller ikke røbe, hvor de eventuelt gemmer de af fyrsten forbudte bøger.
Og hvis fyrsten imod Guds ordning vil indlede en angrebskrig, så skal undersåtterne ikke følge ham i denne krig. Gør de det, følger de ham til helvede. I så høj grad er den naturlige lov, der forbyder angrebskrig, at betragte som Guds lov. Men naturligvis, undersåtten må selv tage den straf på sig, som fyrsten måske/måske ikke vil give ham som følge af hans lydighedsnægtelse.
Og fordi Tjørnehøj har overset denne anden side af sagen, er det forkert, hvad han skriver lidt senere:
Kirkehistorikeren, professor Torben Christensen fremhæver i sit bidrag til Gads udvalg af Luther-skrifter fra 1964, at reformatoren på denne måde fik »et medansvar for, at bøndernes, dvs. langt hovedparten af det tyske folks, politiske og sociale frigørelseskamp blev grundigt og effektivt stækket for århundreder (og), at den evangeliske sag rent faktisk blev forbundet med den politiske konservatisme«.
Den kendte schweiziske teolog Karl Barth var ligefrem af den opfattelse, »at Luther ikke var uden skyld i, at tyskerne så villigt bøjede sig for det nazistiske diktatur«. Og de lutheranske officerer, som for 70 år siden gennemførte et, desværre mislykket, attentat mod Hitler 22. juli 1944, følte sig ikke blot bundet af faneeden til Der Führer.
De følte sig også ifølge den tyske historiker Matthias Stickler bundet af Luthers ord om, at man ikke må sætte sig op mod øvrigheden, skønt den i dette tilfælde udgjordes af nogle af verdenshistoriens mest infame magthavere.
Jeg har i det føromtalte blogindlæg redegjort for, hvor letsindigt Tjørnehøj omgås Torben Christensens indledning fra 1964 – han udvælger kun de citater, der passer med hans noget indskrænkede Luther-forståelse – så den side af sagen lader vi ligge. Derimod kan der være grund til at gå lidt nærmere ind på Karl Barths her nævnte påstand, naturligvis under den forudsætning, at Tjørnehøj har brugt citatet rigtigt.
Men så meget er i hvert fald sandt, at Luthers toregimentelære i begyndelsen af 1900-tallet havde fået en beskæring, så den kunne understøtte tanken om en næsten absolutistisk tysk kejser. Man gav sig til at operere med et begreb, der hed ”Eigengesetzlichkeit”, dvs., man forestillede sig, at visse områder af samfundslivet stod uden for etikkens krav, specielt udenfor en eventuel kristelig etiks krav. Men det alene kunne ikke være nok til et opgør med Luther, desforuden måtte man fuldstændig ‘glemme’ hans opfordring til lydighedsnægtelse. Hvad man måske også virkelig har gjort i visse dele af den tyske protestantiske kirke, og i hvert fald synes at have gjort i den selvforståelse, der prægede den prøjsiske adel, hvorfra mange tyske officerer hentedes.
Nu er det jo også et stort historisk spring at gøre fra 1500-tallets Luther frem til 1900-tallets prøjsiske officerer. Der er sket ét og andet i mellemtiden. Der er opstået mange forskellige tolkninger af Luther fra ham selv til Anden Verdenskrig. Specielt én fortolkning trænger sig på, nemlig Hegels.
Også den er jeg først fornylig blevet opmærksom på. Det skete i forbindelse med en afhandling, jeg skrev: ”Kierkegaards Fejl”. Denne afhandling syntes jeg, jeg blev nødt til at forsyne med et appendix om Hegels filosofi kontra Kierkegaards. Det gav mig anledning til nøjere at studere Hegels Retsfilosofi. Og i det skrift står der ganske artige ting, se dette appendix her.
Hegel gør det, at han overflytter Luthers lov-evangelium forståelse fra teologien til filosofien. Han har lagt mærke til, hvordan lovopfattelsen, som han kalder moralitet, er blevet forandret til den evangeliske kærligheds- og samhørighedsopfattelse; den kalder han sædelighed. Det, der i teologien er en mulig hændelse i hvert enkelt ægteskab, gør han til et udviklingsresultat for alle ægteskaber i folket. Det betyder, at han kommer til at mangle den størrelse, der hedder formaningen. For ved selve dette at formane til indbyrdes kærlighed indrømmer man, at kærligheden er en gave, der ikke altid gives.
Se her, hvordan han beskriver ægteskabet. Det, der bevirker, at ægteskabet er hævet op over begrebet moralitet, er, at de to, når de indgår ægteskab, bliver én person:
Det objektive udgangspunkt [for ægteskabet] er personernes frie tilslutning, og det til at komme til at udgøre én person, at opgive deres naturlige og individuelle personlighed, hvilket set på den måde er en indskrænkning af deres selv, men netop er deres befrielse, idet de i det [dvs. i ægteskabet] vinder deres substantielle selvbevidsthed. (Retsfil. §162).
Det er noget af det samme, Løgstrup er inde på, når han i Den etiske fordring skriver:
Hvor der råder en naturlig kærlighed mellem mennesker lykkes begges liv med den samme gerning – så langt det nu står til den naturlige kærlighed og dens gerninger, at menneskers liv lykkes; det er stadig forudsat. Under varetagelsen af den andens liv lykkes ikke alene den andens liv, men også den enkeltes egen tilværelse. (fordr. 142).
Men det er kun ‘noget af det samme’, der her er tale om. Men man kan godt om begges opfattelse sige, at individualismen her bliver overvundet og erstattet af ægteskabets fællesskab. Og man kan også godt sige, at det, der sker derved, er noget naturligt, noget for mennesket særligt. Teologen vil sige, at ægteskabet er en livsform, der er skabt af Gud, og at mennesket er skabt til at indgå i den. Filosoffen, at ægteskabet i nutiden, hvor moralitet har udviklet sig til sædelighed, er fremstået som det nutidige menneskes naturlige og selvfølgelige livsform.
Alt det kan man på trods af den manglende formaning nikke nogenlunde anerkendende til. Der synes ikke at være nogen fare forbundet med sådanne tanker.
Nu gør imidlertid Hegel det, at han overfører disse forhold på staten. Som det er naturligt for mennesket at leve i ægteskabets form, er det naturligt for det at leve i statens form. Som mennesket først bliver ægte menneske, når det finder sammen med et andet menneske i ægteskabet, sådan bliver det først rigtigt menneske, når det bøjer sin individuelle vilje ind under statens vilje. Som mennesket først erhverver den ægte frihed gennem bundetheden i ægteskabet, sådan finder det først den rigtige frihed, når det forstår sig som medlem af statens fællesskab.
Og igen: Teologien kan opstille dette som et ideal, teologen kan operere med visse forudsætninger, teologen kan fremkomme med diverse formaninger, for han véd, at idealmennesket ikke opstår af sig selv. Men filosoffen ser fremkomsten af dette idealmenneske som et led i åndens stadige udvikling, han ser sædeligheden i lydigheden mod statsmagten som noget næsten uundgåeligt, når sædelighed nu engang har afløst moralitet.
Staten tænker han sig som en organisme, en organisme, som indoptager alle dens medlemmer, deres ønsker, vilje og tanker, i sig. Han skriver:
Staten i og for sig er det sædelige hele, virkeliggørelsen af friheden, og det er fornuftens absolutte formål, at friheden er virkelig. — — Det er Guds gang i verden, at staten er til; dens grund er magten hos den fornuft, der virkeliggør sig som vilje. Ved statens ide må man ikke have specielle stater for øje, ikke særlige institutioner, man må meget snarere betragte idéen, denne virkelige gud. (tilføjelse til § 258).
Man kan nok se, at her bliver frihed forstået som noget andet, end hvad vi sædvanligvis forstår ved frihed. For han tænker sig, at ligesom mennesket i ægteskabet opdager og også virkelig føler, at det kun er helt menneske, når det tænker sig sammen med sin ægtefælle, sådan vil borgeren i den udviklede stat opdage og også virkelig føle, at han kun er rigtig menneske, når han lever i en stat, når han indordner sig som et organisk lem på denne stat.
I sin gennemgang af statens rolle siger han, at de forskellige stænder nok står i visse modsætningsforhold til hinanden, men dog grundlæggende forstår sig som dele i deres stat, den stat, som omfatter dem alle, og som de også – fordi de forstår dens problemer – bøjer sig villigt for.
Men når man læser, hvad han skriver om militæret, nemlig følgende:
Militærstanden er almenhedens stand, som har fået til opgave at forsvare staten, og som har pligt til bringe idealiteten i sig selv til eksistens, dvs., pligt til at opofre sig. Tapperheden er ganske vist forskellig. Dyrets mod, røverens mod, tapperheden for æren, den ridderlige tapperhed er ikke de sande former. Den sande tapperhed hos udviklede folkeslag er beredtheden til at opofre sig i statens tjeneste, så at individet kun udgør én ud af mange. Det vigtige er her ikke det personlige mod, men indordningen ind i det almene. I Indien sejrede fem hundrede mand over tyve tusinde, de var ikke feje, de havde blot ikke den indstilling at virke beslutsomt sammen med andre i forsvaret. (tilføjelse til § 327).
og når man dertil opdager, at han afviser Kants tale om den evige fred, tværtimod mener han, at krig af og til kan være gavnlig for den folkelige samhørighed, så får man en lidt uhyggelig fornemmelse af, at Hitlers rødder ikke blot går tilbage til Nietzsche, men at måske Hegel også kan nævnes sammen med dem, der har stået fadder til nazismen. I hvert fald kan man konstatere, at er et officerskorps gennemsyret af tanker, der ligner dem, Hegel her fremsætter, så får man en god og slagkraftig hær ud af det, og hvad man end mener om Hitlers felttog, en god hær havde han at operere med.
Jeg tænker mig, at det er sådanne hegelske tanker, der i begyndelsen af 1900-tallet har allieret sig med Luthers toregimentelære, så man har ‘glemt’ alt om den pligt til lydighedsnægtelse, Luther opererede med, og at det er om en sådan nedskåret Luther, at Barth kan hævde, »at Luther ikke var uden skyld i, at tyskerne så villigt bøjede sig for det nazistiske diktatur«. Men hvordan det end i detaljer hænger sammen, forkert er det. Ligeså forkert som Tjørnehøjs opfattelse af Luther agéren under bondeoprøret.
Dog var det ikke alle, der beskar Luther så skæbnesvangert. Jeg har tidligere gjort opmærksom på den tyske Hauptpastor i København, W. Görnandt, som skrev i den avis, der blev udgivet i de tyske flygtningelejre i 1945-49, se her. Specielt synes jeg, der er værd at notere sig de sidste ord, jeg dér citerer ham for. Han beskriver grænserne for undersåtternes underordningspligt og siger så:
Man kan jo prøve at forestille sig, hvilken håndgribelig aktuel betydning dette råd fra Luthers side ville have kunnet få i de foregående år, hvis man blot havde rettet sig efter det. Se her.
Og det er jo noget helt andet end det, Barth siger. Og noget betydelig mere luthermedholdeligt.
ricardtriis 