Jesu byrde er let. Let??

Det er søndagens prædikentekst, jeg undrer mig lidt over. Den slutter med følgende sætninger (det er Jesus, der taler):

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. v29  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v30  For mit åg er godt, og min byrde er let. (Matt 11,28-30).

Det lyder jo godt, det med at finde hvile. Men vi bliver vel lidt mere betænkelige, når vi læser det med, at vi skal tage et åg på os, Jesu åg, oven i købet. Kan man virkelig finde hvile ved det? Nå, ja, hvile for sjælen måske, men nej, ikke engang det, for er Jesu åg, dvs., Jesu befalinger til os, f.eks. som de står i bjergprædikenen, da ikke beregnet til alt andet end til at give os hvile? Er det ikke så store og krævende idealer, der dèr sættes op for os, at de sætter os på et uafladeligt arbejde, så der ikke bliver tale om nogen hvile overhovedet?

Og som om disse gåder ikke var tilstrækkelig gådefulde, slutter Jesus med at sige, at hans åg er godt og hans byrde let. Hvordan kan det dog hænge sammen?

Nå ja, så var det, jeg kom i tanker om, at jeg fornylig havde kaldt de gerninger, Jesus forventer af os, for ‘selvfølgelige gerninger’, se her. Der er altså ikke tale om det, vi sædvanligvis kalder ‘gode gerninger’, dvs., gerninger, som vi skal anstrenge os for at udføre, gerninger, som vi egentlig ikke har lyst til at gøre, men som vi gør alligevel, ellers vil andre anse os for nogle egoistiske mennesker, og måske vi også selv vi mene det om os selv. Nej, de gerninger, Jesus vil have os til at gøre, er så selvfølgelige, at vi slet ikke tænker over, at det måske i grunden er ‘gode gerninger’.

Måske vi skal til virkelig at revurdére ‘gode gerninger’, også dem, der er beskrevet i bjergprædikenen. Måske det er en fejl, at vi betragter Jesus-ordene dèr som store og uopfyldelige idealer.

Lad mig her prøve med en sådan revurdéring!

Først må vi genopfriske Luthers tale om ‘kald og stand’. Vi står i en række forskellige sammenhænge med vor næste. Ægteskabets sammenhæng, familiens sammenhæng i bredere forstand, arbejdspladsens sammenhæng, byfællesskabets og nationens sammenhæng, og sidst af alt naturligvis: menneskehedens sammenhæng. Disse sammenhænge giver os vore opgaver. Ikke uopfyldelige opgaver, men opgaver, som netop vi kan gøre fyldest i.

De opgaver, vi derigennem får tildelt, eller tildeler os selv, er opgaver, der sigter på at få det pågældende fællesskab til at fungére. Og fungérer fællesskabet, drager både næsten og vi selv nytte af det. Det gør ikke gerningerne til egoistiske gerninger, for vi er i denne tankerække ude over problemstillingen ‘selvisk/altruistisk’. Vi er i stedet inde i problemstillingen ‘klogt/mindre klogt’. Det vil sige: der er ikke i Jesu ord i bjergprædikenen tale om moral, heller ikke om en meget fin og ophøjet moral, som ingen i virkeligheden kan rette sig efter. Der er tale om klogskabsregler, der er tale om formaninger, som vi gør klogt i at rette os efter, hvis vi vil have vore fællesskaber til at fungére.

Hvis nogen synes, at dette da må være helt forkert, så kan jeg gøre opmærksom på, at Jesus er enig med mig. Han siger i slutningen af bjergprædikenen, at den, der retter sig efter hans ord, ligner en klog mand, og den, der ikke gør, ligner en dåre. Bare disse ord burde forlængst have fået os til at ændre syn på bjergprædikenens formaninger.

-Jamen, jamen, se nu bare sådan noget som det at vende den anden kind til, det er det da umuligt for noget menneske at gøre!

-Såmænd er det ej. Vi har blot taget billedet utrolig bogstaveligt. Men det, ordet siger, er blot, at vi skal lade være at holde os til den snævre retfærdighed: ‘øje for øje og tand for tand’, og i stedet finde os i at lide uret.

-Jamen, hvorfor skulle vi gøre det?

-Det fortæller Paulus os noget om. Han formaner i 1 Kor 6,1-8 to korinthere til at blive gode venner. I første omgang er han vred over, at de to uenige menighedsmedlemmer har ladet en romersk dommer afgøre deres uenighed, det skulle jo have været nogle af menighedens medlemmer, der skulle have optrådt som dommere. Men i næste omgang siger han, at selve det, at de har retssager imod hinanden, er en svaghed hos menigheden. Og han føjer til:

Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre! (1 Kor 6,7f).

Her er der i den danske bibeludgave en henvisning til Matt 5,38-41, altså netop stykket om at vende den anden kind til. Og den henvisning stiller det spørgsmål til os: Skulle det være umuligt, at de to korinthere blev gode venner igen? Skulle det være en altfor umulig opgave for dem at opgive deres retskrav? Mon dog ikke det lader sig tænke! Så meget lettere er det jo at forestille sig det, som dette at opgive sit retskrav jo vil bevirke, at menigheden bliver et meget rarere sted at være i. I stedet for at være et sted, hvor man risikerer at løbe ind i krav og modkrav, bliver den et sted, hvor samdrægtighed og venskab hersker. Det vil sige: det drejer sig ikke om at overholde et fuldstændig umuligt idealkrav, det drejer sig blot om at handle klogt, at sætte sig ind i, hvad fællesskabet kræver, det fællesskab, som man selv er en del af, og hvis trivsel man derfor selv får glæde af.

Eller man kan sige med Paulus’ ord:

Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op. (1 Kor 10,23).

‘Alt er tilladt’, det vil sige, det er ikke loven, der gælder i den kristne menighed. Vi plejer at fortolke det sådan, at vi i menigheden er blevet fri for lovens store tvang. Men holder vi det sammen med ordet om at vende den anden kind til, ser vi, at der, målt med lovens alen, såmænd også kan siges at være tale om en skærpelse i dette ord. Eller rettere: der ville være tale om en skærpelse, hvis vore gerninger skulle måles med lovens alen. Men det skal de netop ikke.

Vender du i en uoverensstemmelse med din næste den anden kind til, opgiver du dit retskrav, foretrækker du eventuelt at lide uret fremfor at blive for alvor uvenner med din næste, så er det ikke en vanskelig gerning, du udfører, det er ikke noget, du egentlig ikke har lyst til at gøre, men som du føler dig presset til af hensyn til dit gode navn og rygte, nej, det er en klog handling, du udfører, for du er med den handling med til at opbygge det fællesskab, du står i.

Eller – for nu at vende tilbage det med den selvfølgelige gerning – det er noget, du bare gør. Når du har forstået og måske også erfaret, hvordan fællesskabet styrkes, så vil du af dig selv prøve hele tiden at have øje for, hvordan du kan styrke fællesskabet.

Og det er så det med at vende den anden kind til. Nix weiter.

Derfor kan Jesus her hævde, at hans åg er godt, hans byrde let.

I den tidligere oversættelse stod der ikke ‘godt’, men ‘gavnligt’. Og det var med henblik på de tanker, jeg her har gjort mig, en bedre oversættelse. Det ville også lettere lede tanken hen på Paulus’ diktum, om at alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Dog skal det indrømmes, at de græske ord, der anvendes de to steder, er helt forskellige ord.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til Jesu byrde er let. Let??

  1. Kære Ricardt Riis.

    Ja – engang imellem bliver vi nødt til at finde os i uret. Ikke af taknemmelighed eller ydmyg selvopofrelse. Men fordi det er den eneste måde, hvorpå vi kan bygge fællesskaber til andre mennesker. Den eneste måde hvorpå det kan lade sig gøre at bryde isolationen mellem mennesker.

    Livet og verden er ikke retfærdig målt med den rationelle millimeterretfærdighedens målestok. Har aldrig været det, og bliver det formodentlig heller aldrig.

    Det tætteste, vi kommer menneskelig ”retfærdighed”, er at leve – og lade leve. Give både os selv og andre retten til livet.

    Venlig hilsen Ulla…

  2. Pingback: Et politisk dilemma? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s