Er det onde uhelbredeligt?

Hvis man læser Morten Uhrskovs blogindlæg fra den 20-11 2014, se her fra document.no, synes det at være tilfældet. Morten Uhrskov bygger på en engelsk filosof ved navn John Gray, som i The Guardian har fået optaget en såkaldt ‘long-read’, der i dette tilfælde virkelig er lang, se her; den er blevet oversat og optaget i Information, se her.

Og sandt nok, Gray opfatter det onde som uhelbredeligt, og denne antagelse benytter han til at rette en flammende anklage mod mange vestlige ledere og kommentatorer for at være for naive i forhold til verdens problemer, specielt Mellemøstens problemer. Han skriver f.eks.:

Det er dog i Mellemøsten, at det herskende liberale verdenssyn har vist sig mest konsekvent misforstået. De vestlige lederes manglende evne til at tænke uden for deres egen melioristiske trosbekendelse forklarer også deres manglende evne til at lære af egne erfaringer.

De vestlige ledere har en ‘melioristisk trosbekendelse’, lyder oversættelsen (melioristic creed). Måske man snarere skulle oversætte det ved ‘udviklingstanke’ eller ‘fremskridtstro’. Gray siger om de vestlige ledere:

Hvis deres febrilske retorik fortæller os noget, så er det, at vores ledere tror på, at ondskaben kan besejres. Derved forkaster de en af vestlig religions centrale indsigter, som også findes i de græske tragedier og i værker af romerske historikere: Destruktive konflikter er rodfæstet i en brist hos mennesket selv. I denne forståelse er det onde en tilbøjelighed til destruktiv og selvdestruktiv adfærd, der er menneskeligt universel. Moralens grænser er til da for at holde denne medfødte brist i ave. Men moralen er kun et skrøbeligt kunstgreb, der jævnligt bryder sammen. At forholde sig realistisk til det onde må derfor indebære en accept af, det aldrig går væk.

Og i det følgende redegør han for både den græske tænkning og kristendommen, specielt via Augustin (men selvfølgelige ikke Luther!!), fortæller, hvordan tanken om den frie vilje på paradoksal måde sammenholdes med tanken om arvesynden, og hvordan kristendommens monoteistiske almagtstanke udfordres af et dualistisk syn på tilværelsen fra manikæismen og fra forskellige sekter i Middelalderen, f.eks. katharerne.

Han undrer sig over Eichmann, men fastholder, at han selv valgte at gå ind i statens tjeneste. Han citerer William Shirer, den amerikanske journalist, der iagttog Hitlers vej til magten:

De fleste tyskere havde, så vidt jeg kunne bedømme, ikke noget imod, at de fik frataget deres personlige frihed; at så meget af deres prægtige kultur blev ødelagt og erstattet med et hjernedødt barbari, eller at deres liv og arbejde blev ensrettet i en grad, som intet folk nogensinde havde oplevet mage til (…) I det hele taget så folk ikke ud til at lade sig mærke med, at de blev kuet og holdt nede af et skruppelløst tyranni. Tværtimod forekom de at støtte dette med en ægte begejstring.

og kommenterer citatet således:

Når så store befolkningsgrupper bakker op om undertrykkende regimer, behøver forklaringen ikke at være tankeløshed eller inerti. De liberale meliorister medgiver gerne, at menneskers liv indeholder mange ting, der er dårlige, hvoraf nogle måske aldrig vil kunne fjernes helt, men der findes ifølge dem intet, som er uopretteligt destruktivt eller ondsindet i mennesket selv. Men en anden opfattelse er også mulig, også uden teologisk indramning.

Disse ”liberale meliorister” er åbenbart dem, der ser menneskeheden som genstand for en stadig udvikling mod det bedre. Og det er dem, Gray vender sig imod.

Så tager han nogle tanker af Freud frem og slutter med en gennemgang af den israelske tænker Avishai Margalit. Og så kommer konklusionen. Og ikke sandt, så regner man med, at han da må komme frem med nogle råd og anvisninger, der er bedre og mere realistiske end dem, de vestlige ledere kommer med. Men besynderlig nok ender hans lange artikel med noget af et flop. Han kan skælde ud på andre for ikke at have et tilstrækkeligt realistisk syn på Mellemøsten, men når han selv skal fortælle os, hvilken forskel da et sådant realistisk syn gør i praksis, kommer han til kort. Han slutter sin long-read således:

I betragtning af Vestens medansvar for at have udløst det anarki, hvor kurdere, yazidier og andre minoritetssamfund står over for en dødbringende trussel, er ikkeintervention en moralsk kompromitteret mulighed. Hvis der er tilstrækkeligt med ressourcer til rådighed, hvilket vi ikke kan tage for givet, kan en militæraktion udmærket være berettiget. Men det er svært at se, hvordan der skal kunne skabes varig fred i områder, hvor der ikke findes en fungerende stat. Vore ledere har bidraget til at skabe en situation, som deres verdensopfattelse hævder, ikke kan eksistere: En umiddelbart uløselig konflikt, hvor der ikke findes nogen gode udfald.

Og ikke sandt, så ender det med, at også han er grebet af den store forvirring: Nytter det noget?

Jeg nævnte for et par indlæg siden i indlægget ”Luther og Anden Verdenskrig” Hegel på en lidt negativ måde, idet jeg mente, at han – i det mindste mere end Luther – kunne tænkes at være ophavsmand til det tyske officerskorps næsten blinde lydighed overfor Hitler, se her. Men i forbindelse med John Gray kan der være grund til at tage Hegel frem igen, denne gang på en lidt mere positiv måde.

Hegel beskæftiger sig i §552 i sin ‘Enzyklopädie’ med overgangen fra katolsk til luthersk tænkning og tager i den forbindelse de tre munkeløfter frem. Han skriver derom:

Men når den guddommelige ånd føres ind i virkelighed, føres ind til befrielse af virkeligheden til ånden, så bliver det, der i verden skal være hellighed, fortrængt af sædeligheden. I stedet for kyskhedsløftet er det nu ægteskabet, der gælder for det sædelige, og dermed bliver det højeste på dette område af menneskelivet familien. I stedet for løftet om fattigdom, (for hvilket modsigelsesfyldt fortjenesten ved at skænke ens gods bort til de fattige svarer til, at disse bliver rigere) gælder virksomheden for selv at opretholde livet ved velstand og flid og retskaffenheden i omgangen med og brugen af formuen for at være sædelighed i det borgerlige samfund. I stedet for løftet om lydighed gælder lydigheden mod loven og de lovlige statsindretninger, som selv er den sande frihed, fordi staten er den egentlige frihed, er den fornuft, der virkeliggør sig selv, er sædeligheden i staten.

Dette svarer på en måde til det, Grundtvig skriver i Nordens Mythologi:

Er vi derfor saa forfængelige, at vi vil giøre vore Børn og hele Efter-Slægten til et Steen-Tryk af os i Legems-Størrelse, da giør vi os selv en stor Skam, og giør, saavidt det staaer til os, Efter-Slægten ulykkelig, fordi Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed. (Begtrup bd. 5, side 408).

Disse to citater kan passende sættes op som svar på John Grays opfattelse. For begge d’Herrer er udviklingstænkere. Men de er ikke – måske i modsætning til vore dages politikere, jeg véd det ikke – blinde udviklingstænkere. De gør sig begge forestillinger ikke blot om, at der finder en udvikling sted, men også om, hvordan udviklingen går for sig. Og Grundtvig forklarer det paradoks, som Gray løber sur i, paradokset med den frie vilje i en verden, der styres af en almægtig skaber, på den ganske elegante måde, at han betragter mennesket som et guddommelige eksperiment, som om altså den almægtige lige vil se, hvordan det mon kan lykkes for det af ham skabte individ med forståelsen som sit kendemærke selv at finde ud af, hvilke kræfter der styrer ham.

Der er tale om støvets kræfter, ja, for de tre drifter, munkeløfterne ville have udslettet, kønsdriften, driften efter legemlige behageligheder (mad og drikke, husly, m.v.) og driften efter social anerkendelse, de drifter vil Hegel have anerkendt som uudryddelige og lagt ind under åndens område, og han ser udviklingen fra katolsk tænkning til luthersk tænkning som et led i denne ændring.

Det må her indrømmes – endnu en gang – at Hegel har lidt for stor tillid til staten, eller ikke har blik for, at der kan komme statsapparater, som i stor stil misbruger den magt, der lægges hen til dem. Det er den opgave, vi i vore dage mener at kunne løse ved hjælp af forestillingen om en demokratisk styreform med ytringsfrihed og frie valg.

Men det kan også være på sin plads at gøre opmærksom på, at vi på ingen måde er nået til vejs ende med driften efter legemlige behageligheder. Vi har ikke løst nationaløkonomiens problemer. Vi har ikke fundet ud af, hvilke økonomiske ‘håndtag’ vi skal dreje på for at bortskaffe arbejdsløsheden. Vi gør os som mennesker klart, at vi har et behov for mad og drikke og for bolig og husly, der skal opfyldes, om vi skal leve. Og vel at mærke: opfyldes ikke blot idag, men også i morgen. Denne drift udmøntes derfor hos os som et ønske om at sikre os morgendagens forsyninger bedst muligt.

Denne drift har det med at blive glemt. Vi kan således nok tildele ethvert menneske en ret til livet, men vi kan ikke få os til at tildele ham en ret til det, han skal bruge for at kunne opretholde livet, nemlig en ligelig andel af fædrelandets jord. Grundtvig skriver om det i Danskeren 1849, nr 34:

Men gaaer nemlig ud fra to Forudsætninger, som er lige falske og lige fordærverlige, den ene, at det kan være det samme, hvem der eier Jorden, naar den blot er fri Eiendom og skal ikke bortfæstes, og den anden, at hvem der har lovlig thinglæst Skiøde paa et Jordbrug, har ogsaa fuld Eiendoms-Ret derover, om saa end hele Folket, paa nogle faa Herremænd nær, derved berøvedes deres Fæderneland. Begge dele er grundfalske og fordærvelige, thi ethvert Folk er sit Fædernelands Grund-Eier (paa pluddervælsk “Suveræn”) og kan aldrig retmæssig ved nogen Lov tabe sin Eiendoms-Ret, saa det er kun Nytten og Brugen af Jorden, der retmæssig kan fordeles ved Lands-Loven og blive Gienstand for Kiøb og Salg, og disse Ting bør da ordnes ved Love, som har fælles Bedste for Øie og tager særdeles Hensyn til Landets Forsvar og Landefredens Haandhævelse. (535)

Disse tanker er aldrig blevet ført ud i livet. Og vil man som John Gray finde frem til mennesket ‘grundondskab’, så ville det være rimeligt at lede her: i menneskets uvilje mod at lade andre få den samme sikkerhed for morgendagens husly og mad, som man selv nyder; eller: i de fleste menneskers overbevisning om, at det, jeg ejer, og da først og fremmest: det stykke jord, jeg ejer, det har jeg ret til at have uden statens eller kommunens beskatning eller indgriben iøvrigt.

Jeg skal ikke her gå nærmere ind på disse tanker, blot nævne den drøm, jeg i et tidligere blogindlæg gav udtryk for, se her, og de tanker, jeg lidt senere gjorde mig om nationaløkonomers manglende hensyntagen til jordspørgsmålet, se her. Og hvis man vil have en lidt længere udredning, kan man læse én her.

Her skal disse tanker blot tjene som understregning af den påstand, at vore nationaløkonomer, hvor kloge de ellers er, ikke har kunnet løse de problemer, nationaløkonomien stiller os overfor. Hvis ‘støv’ og ‘ånd’ på det punkt skal gennemtrænge hinanden, hvis ‘ånden’ skal forstå, hvordan ‘støvets’ retmæssige behov kan tilfredsstilles, så alle andres behov også tilfredsstilles, så mangler der meget endnu, megen diskussion, megen gennemtænkning, megen teoridannelse. Og det er altså også os i Vesten, der har disse opgaver for os.

Når der kan være grund til at nævne denne vesterlandets mangel her, skyldes det, at John Gray specielt lægger de vestlige ledere til last, at de har bedømt ‘det arabiske forår’ helt forkert. Men det var ikke manglende erkendelse af menneskets iboende ondskab, der fik os til at fejlbedømme de langsigtede effekter af ‘det arabiske forår’, det var på den ene side manglende erkendelse af forskellen mellem vestlig og muslimsk kultur og på den anden side manglende erkendelse af de mange privilegier, som er opbygget i landene som en følge af, at heller ikke muslimerne har gennemskuet de økonomiske kræfters virkemåde.

I skrivende stund ser det ud til, at Tunesien er det eneste land i området, hvor foråret er blevet til en forsigtig sommer, hvor altså de vestlige lederes drømme er gået i opfyldelse, eller hvor deres melioristiske liberalisme (dvs. deres fremskridtstro) har vist sig at være sand. Er mennesker mindre onde dèr end andre steder? John Gray har ikke noget svar.

At omvæltningerne ikke førte til demokrati i Libyen, Irak eller Syrien, kan forklares med disse landes opsplitning i indbyrdes stridende klaner eller folkegrupper. Hidtil havde en streng diktator holdt de stridende parter ude fra hinanden, efter hans fald eller svækkelse kæmpede klanerne mod hinanden.

Og i Egypten var det de mange privilegier, som forskellige grupper, herunder ikke mindst hæren, havde forskaffet sig, der forhindrede demokratiske kræfter i at gøre sig gældende. For mens demokratiske kræfter eventuelt skal vokse frem, skal folk jo have noget at spise, og det er man nødt til at lade det gamle privilegiesamfund sørge for. Vi i Vesten kan ‘få råd til’ kun at have øje for, om det nu også bliver et fintpudset demokrati, der bliver indført, egypterne var nødt til at spørge efter, om nu også de fine demokratiske kræfter kunne sørge for mad på bordet. Og da det muslimske broderskab i tiden forud ofte havde vist sig betydelig mere hjælpsomt i den retning end de statslige myndigheder, var der ikke noget at sige til, at dette fik manges stemmer.

Men var det ondskab, der fik folk til at stemme på dem? Var det ikke snarere det ret naturlige ønske om sikkerhed for livets opretholdelse også i morgen, der fik dem til uden synderlige nationaløkonomiske overvejelser at stemme på brødrene? ‘Det onde’ kan man muligvis anbringe i de mange privilegier, der kendetegner mange stater, herunder også de vestlige stater, og i folks ønske om at bibeholde disse, selv om man derved ofte fratager andre den tilsvarende ret til sikkerhed for brød og husly.

‘Det onde’ er ikke blot en ubestemmelig indbygget menneskelig fejl, men snarere en uvilje hos os alle til at dele vore privilegier med andre, privilegier, som vi dog som regel ikke gør os klart er privilegier. Så når John Gray skriver:

Hvor de end placerer sig i det politiske spektrum, bekender næsten alle, der regerer os for tiden, sig til en eller anden version af den melioristiske liberalisme, som udgør den vestlige standardtrosbekendelse og lærer os, at den menneskelige civilisation skrider fremad imod en fremtid, hvor de værste former for menneskelig destruktivitet vil være et overstået stadium. Ifølge dette synspunkt er ondskab, hvis det overhovedet findes, ikke en indbygget menneskelig fejl, men et produkt af defekte sociale institutioner, der med tiden kan forbedres permanent.

så har han ret i, at det onde stadig findes iblandt os, men ikke i, at den vestlige ‘standardtrosbekendelse’ er forkert, og ikke i, at det ikke skulle være muligt at gennemføre enten politiske eller økonomiske reformer i et land, der gør tilværelsen bedre for de mange uden at genere de få.

Kort sagt: Det er os ikke til megen hjælp i vor kamp for at løse vore egne og andres problemer, når både Morten Uhrskov og John Gray fortæller os, at vi er onde, sålænge den ondskab, de påviser, er så alment og diffust beskrevet, som tilfældet er.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s