Martyr og ‘såkaldt martyr’

Det er rart at få ret engang imellem.

Når man kort skal pointere forskellen mellem kristendom og islam, plejer jeg at bruge martyrtanken: I islam skal et menneske erkende sandheden med så stor overbevisning, at han vover at slå ihjel for sandhedens skyld. I kristendommen skal et menneske erkende sandheden med så stor overbevisning, at han vover at lade sig slå ihjel for sandhedens skyld.

Det er forskellen, kort fortalt, forskellen mellem kristendom og islam, og forskellen mellem en kristen martyr og en muslimsk martyr. Og det er værd at holde sig denne forskel for øje. Den er ret enkel. Og den kan iagttages, hver gang en selvmordsbombemand sprænger sig selv i luften. Det, det drejer sig om for ham, er at slå så mange vantro ihjel som muligt. Mens omvendt den, der bliver slået ihjel, fordi han er kristen, ikke slår nogen ihjel, men selv bliver slået ihjel.

Denne ret indlysende forskel fremhæves ret sjældent. Men det sker dog. Sidst i Kristeligt Dagblad den 4-12, se her. Her refererede Anders Raahauge en artikel af en østrigsk professor, Jan-Heiner Tück, som i en artikel i Neue Zürcher Zeitung fortæller lidt om den kristne martyrtankes historie, se her, og også opstiller forskellen mellem den og den muslimske martyrtanke. Raahauge refererer:

Medierne beretter løbende om muslimer, der bliver martyrer, fordi de dør i hellig krig eller begår selvmordsterrorisme. Der findes også, som man vil erindre, kristne martyrer. Trods navneligheden er de to nærmest hinandens modsætninger, uanset hvor tolerant man anskuer religionerne. Den kristne martyr opsøgte ikke selv sit martyrium, og han rev ikke andre med sig i døden.

Og det, der ifølge Tück er forskellen, er, som man ser, at den kristne martyr lader sig slå ihjel, mens den muslimske aktivt slår ihjel. Så han giver mig ret i min opfattelse. Det er jo ganske rart at høre.

Tück har jo så tydeligt ret, når han siger:

Når islamiske jihad-kæmpere og selvmordsterrorister i den offentlige debat kaldes martyrer, må det tydeligt siges, at fra et kristeligt synspunkt er de det stik modsatte, siger professor Jan-Heiner Tück. At dræbe i sin guds navn er en perversion, noterer han – en fordrejning af en betegnelse, som skulle være et hædersnavn. Det er snarere ofrene, der må kaldes martyrer, hvis de myrdes for deres tros skyld.

Men han har desværre ikke ret, når han fortsætter:

Men hvad kan man gøre, spørger professoren, fuld af god vilje og teologisk hjælpsomhed. Hvordan kan man gennem tolkning af de mest krigeriske koran-suraer afmontere den sproglige dynamit, de indeholder? Kan man muligvis finde steder i Koranen og andre normative muslimske tekster, der kan fratage terroristerne deres licens til at kalde sig martyrer, foreslår Tück og fortsætter:

Kan man ikke stemple selvmordet som opstand mod Gud, skaberen? Også selvom islam ikke lader til at kende et generelt forbud mod at ihjelslå, så modsiger den dog klart vilkårlig udslettelse af menneskeliv. Og mord på medlemmer af det muslimske trosfællesskab, ummaen, er tydeligt forbudt i Koranen.”

Det er jo meget behjertet af professoren at ville komme kloge muslimer til hjælp i deres kamp mod f.eks. IS i Syrien og Irak. Men han får meget svært ved at vinde gehør for sådanne tanker indenfor islamisk tænkning.

En islam-kritisk hjemmeside, se her, gennemgår de tanker, der ligger bag selvmordsbomberne. Forfatteren, James M. Arlandson, citerer ajatollah Khamenei:

Denne stræben efter martyriet [hos palæstinensiske selvmordsbombere, rr] bygger ikke på følelser; den er baseret på tro på islam og tro på dommedag og tro på livet efter døden. Overalt, hvor islam eksisterer i dens sande betydning, stilles de arrogante [dvs. USA og Israel, rr] overfor denne trussel.

Og han fortsætter med at finde tre korancitater frem, som man holder sig til. Dem giver han en meget grundig analyse af og viser, at de alle siger det samme: den, der falder i kamp for islams sag, kommer i paradis. Således hedder det i sura 61,10-12:

I, der tror! Skal jeg udpege en handel for jer, som vil frelse jer fra en pinefuld straf? I tror på Gud og Hans udsending og kæmper for Hans sag med jeres ejendom og jeres liv. Det er det bedste for jer, hvis I blot vidste det. Så vil Han tilgive jer jeres synder og lade jer træde ind i haver med rindende floder og i dejlige boliger i Edens haver. Det er den vældige sejr.

Her tales der direkte om en handel, Gud slår af med muslimerne i hæren. Hvis de sætter ikke blot deres ejendom, men også deres liv ind for hans sag, så vil de kunne træde ind i haver, altså haver i det hinsidige. Det ord, der bruges om at kæmpe, er ‘jihad’. Og det er sandt, hvad mange muslimer fremhæver, at ‘jihad’ også betyder at bekæmpe sin synd og sin onde lyst. Men her og mange andre steder kan det kun betyde: sætte livet på spil i en blodig kamp. For ingen kan jo nægte, at Muhammed var en hærfører, der førte krig mod folkene fra Mekka, indtil han i 630 erobrede byen.

Et andet korancitat er 4,74:

Lad dem, der vil sælge det jordiske liv for det hinsidige, kæmpe for Guds sag! Den, der kæmper for Guds sag, vil Vi give en vældig løn, uanset om han bliver dræbt, eller om han sejrer.

Igen er der tale om, at Gud slår en handel af med mennesker. Og lønnen, der tildeles, er vældig. Denne gang er det ikke ordet ‘jihad’, der bruges om at kæmpe, men et andet ord, der aldrig kan have den mildere betydning: ‘stræbe’.

Og endelig tages et tredje citat frem. Det er fra 9,111:

Gud har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Guds sag, dræbe og selv blive dræbt – som et sandfærdigt løfte, der påhviler Ham, i Toraen, Evangeliet og Koranen. Hvem er vel mere tro mod sit løfte end Gud? Så glæd jer over den handel, som I har sluttet! Det er den vældige sejr.

Oven i købet hævdes der her, at det samme løfte står i det gamle testamente, toraen, og i det ny, evangeliet, hvor der ikke står nogetsomhelst i den retning. Og igen: der er tale om en handel, Gud har gjort med de troende.

Med sådanne skriftsteder i bagagen kan en selvmordsbomber nok få mod til at udløse bomben. For husk: koranens ord er Guds eget ord; det er himlens og jordens skaber, der har talt i koranen.

Jamen alligevel! Har professor Tück ikke ret, når han siger, at man da må kunne komme med den teologiske indvending imod selvmordet, at det er opstand mod skaberen selv; det tilkommer jo ham at bestemme tid og sted for ens død; tager man det privilegium fra ham, er det opstand mod skaberen. Burde det ikke være nok som et gyldigt teologisk argument imod selvmordsbomberne?

Jo, det synes vi. Men ikke muslimerne. For netop fordi man indenfor islam kan føre krig på Guds vegne, netop fordi det er tanken, at bombemanden skal tage andre, helst jo så mange som muligt, med sig i døden, netop derfor kan muslimske teologer hævde, at selvmordsbombemændene blot er en moderne måde at fremføre et ødelæggende våben på. Netop derfor kan de bruge ovennævnte koransteder, og netop derfor kan de føje til, at den, hvis bombe går af ved et uheld, den, som det ikke lykkes at slå andre ihjel samtidig med sig selv, han får ikke adgang til den skønne himmelske have.

Så kan man spørge: Jamen, de 126 muslimske lærde, som har sendt et brev til al-Baghdadi, lederen af IS, har de ikke noget at sige imod disse selvmordsbombemænd?

Svaret er desværre nej. Se evt deres brev her!

De kan jo ikke lave om på koranen. Og de klare udsagn om belønning til dem, der kæmper for Guds sag, kan de ikke vende sig imod. Det har godt nok haft mulighed for det. De har formuleret et forbud, artikel 6: ”Det er forbudt i islam at dræbe den uskyldige”. Det belægger de med hele tre korancitater, og slutter så med at sige til al-Baghdadi: ”I har dræbt mange uskyldige, som hverken var kombattanter eller bevæbnede, blot fordi de er uenige med jer”. Det er jo sandt nok, hvis den muslimske etik forbyder drab af uskyldige, så har IS forbrudt sig mod denne etik.

Men kan man sådan helt overse, at det samme har diverse selvmordsbombere? Selvmordsbombere går blot ind i en folkemængde, dvs., ind i en blanding af muslimer og ikke-muslimer, fromme og mindre fromme, modstandere af selvmordsbomberens sag og tilhængere af samme, og lader så sin bombe springe. Så må Allah selv sortere skyldige fra uskyldige. Men så overtræder han altså muslimsk etik, hvis denne forbyder drab af uskyldige. Men den problematik kommer de 126 overhovedet ikke ind på.

I forbindelse med omtalen af jihad siger de dog, at der bag jihad skal være den rette hensigt. Her fremhæver de en hadith, som egentlig er ganske mærkelig:

Profeten sagde: ‘Den første, der vil blive dømt på opstandelsens dag, er ham, der døde som martyr. Han vil blive stillet frem og Gud vil fortælle ham sine gunstbevisninger, og dem vil han anerkende. Så vil han blive spurgt: ”Hvad gjorde du med dem?” og dertil vil manden svare: ”Jeg kæmpede for din sag, indtil jeg døde!” Men så vil Gud sige: ”Du lyver! Du kæmpede, så det kunne siges, at du var tapper, og sådan sagde man”. Så vil Han give ordre til, at han skal slæbes på sit ansigt og kastes i ilden’.

Det ser ud, som om de 126 med denne hadith vil afmontére ordene om belønning for at kæmpe for Guds sag. I virkeligheden er de nok blot ude på at så tvivl om, hvorvidt de kampe, IS er involveret i, nu også er kampe for Guds sag. Men tager man denne hadith i en lidt bredere sammenhæng, bliver det så som så med belønningen til selvmordsbombemændene.

Det er i det hele taget svært for os kristne teologer at gå ind i en diskussion med muslimske lærde. Vi diskuterer på diametralt modsatte måder. Noget, jeg har muslimerne mistænkt for, også de 126, er, at de argumenterer ud fra den autoritet, de mener, de har, mere end ud fra det, vi forstår ved overbevisende argumenter.

Dog, så meget kunne vi egentlig godt gøre fra kristen side, at vi undlod at kalde selvmordsbomberne for martyrer, og tillod os at tale om ”såkaldte martyrer”, hvis vi skulle referere muslimerne i den forbindelse. Vi kunne oven i købet vænne os til at vende hele problematikken på hovedet. Som professor Tück gør det, når han siger:

I den offentlige debat om den voldelige islamisme bliver jihadister igen og igen betegnet som martyrer, martyrer, som, hvis de lider døden i ”Guds krig”, kan forvente stor belønning efter døden. Men eftersom dette at myrde i Guds navn fra et kristeligt synspunkt betegner en perversion af gudsnavnet, så er det vildledende og perverst at udsmykke selvmordsattentatmændene med ærestitlen martyr. Meget snarere er just ofrene for jihadismen ofte martyrer, da de under dødstrusler ikke giver slip på deres religiøse overbevisning. Når man tager hensyn til ofrene, ville det være kynisk, om man for de islamistiske gerningsmænd lod titlen ‘martyrer’ slå igennem. Se her.

Hvad muslimerne selv bruger af betegnelse for deres selvmordsbombemænd, kan vi ikke blande os i. Men selv om vi ikke kan overbevise dem om deres fejltagelse, altså om, at dette at slå ihjel i Guds navn er en perversion af gudsnavnet, så kan vi med vor sprogbrug godt vise dem, at vi ikke er enige i deres martyrforståelse.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Martyr og ‘såkaldt martyr’

  1. Pingback: Ægte og falske martyrer | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s