Boghandleren fra Brønshøj

Så er der faldet dom over Sam Mansour eller ”boghandleren fra Brønshøj”, muslimen, som igennem mange år har solgt bøger og gennem internet og på anden måde har agiteret for en ret så ekstremistisk islam. Han blev idømt fire års fængsel, men ikke frataget sit danske statsborgerskab, så han kunne udvises af Danmark.

Det er faldet en del politikere for brystet, og de har i Tv og andre stedet givet udtryk for deres opfattelse af dommen. Men det må man ikke, siger retspræsident Torben Goldin, for man må ikke påvirke dommerne, før den endelige dom er afsagt.

Lad mig først nævne et træk, som kun har været berørt perifert, se her. Det er kutyme, at alle rejser sig for dommere og nævninge i en dansk retssal. Det gjorde Mansour og de tilhørere, der støtter ham, ikke. Derved markérer han tydeligt, at han ikke anerkender dansk ret. Den holdning indtager mange muslimer. Man mener, at den eneste, der kan udstede love, er Allah, eller man siger, at de danske love er menneskeskabte love, som man ikke vil bøje sig for, mens shariaen er guddommelige love; kun sådanne vil man rette sig efter.

Hvis han nu stod overfor at skulle have dansk statsborgerskab, så kunne man med en vis rimelighed kræve af ham, at han for at opnå det skal anerkende danske love. Om man har forlangt noget sådant af ham, da han opnåede sit statsborgerskab, skal jeg ikke kunne sige, men har man krævet en underskrift af ham i den retning, kan man vel egentlig godt – hvis man tager en sådan erklæring alvorlig – bruge dette, at han ikke rejser sig, som argument for at fratage ham dette statsborgerskab.

Nå, lad dette punkt være, jeg véd ikke nok om det.

Jacob Mchangama har i sin blog på Berlingske fremsat nogle kommentarer til dommen, se her. De er holdt i et ret kringlet, juridisk sprog, men han vil vistnok mene, at man af hensyn til ytringsfriheden skal være meget varsom med at dømme efter de paragraffer, man har dømt ham efter. Og det kan måske være sandt nok. I hvert fald må man være klar over, at man ikke kan bekæmpe voldelig islam med jura. Men på den anden side: Jura kan vel være en del af bekæmpelsen.

Det forekommer mig indlysende, at opfordring til vold skal være forbudt. Men naturligvis, de, der vil opfordre til vold, véd jo godt, at noget sådant er forbudt, så de vil derfor dreje deres ord, så deres ord kun kan forstås af de indviede, og de derfor ikke kan anklages.

Mchangama sammenligner med nogle udtalelser fra VS og mener, at hvis man ikke dengang bragte VS for en domstol i den anledning, så bør man heller ikke bringe Mansour for en dommer i dag. Han skriver:

VS var som bekendt et fuldt lovligt parti, der i en periode var repræsenteret i Folketinget. Men havde Straffelovens terrorbestemmelser været gældende på daværende tidspunkt, ville flere af partiets medlemmer givetvis være blevet dømt for ”fremme” og/eller ”billigelse” af terrorisme. Hvilket efter min opfattelse ikke havde været en styrkelse af det danske demokrati, der har stået sig langt stærkere ved at tage et historisk opgør med de der støttede terrorgrupper, et opgør der udspillede sig i den offentlige debat.

Men jeg véd ikke, om man sådan uden videre kan sammenligne VS og kommunisterne, der vel begge gik ind for verdensrevolutionen, med ekstreme muslimer af i dag. Der er i hvert fald to forskelle, som er ret afgørende.

For det første tænkte man sig dengang ikke, at den enkelte skulle påbegynde en revolution for sig selv. Revolutionen eller altså anvendelsen af vold var noget, der skulle forekomme i den afgørende fase af udviklingen. Og det var de ledende i bevægelserne, der havde dømmekraft nok til at afgøre det. Modsat dagens ekstreme muslimer. Når IS anbefaler enhver ‘rettroende’ muslim at angribe et hvilketsomhelst ‘vantro’ mål, politibetjente, soldater, ja, almindelige vesterlændinge, så står man overfor noget helt andet i dag end dengang.

Og for det andet havde den tids voldelige, hvis de altså greb til vold, ikke den ‘sikkerhed’ med sig, som muslimer af i dag har: de er sikret en plads i paradiset. Kommunister og marxister er ateister og regner kun med denne tilværelse. Derfor har de altid afholdt sig fra selvmordsaktioner. Men dagens muslimske terrorister er ligeglade med, om de selv dør i aktionen, ja, det er jo ofte direkte hensigten med aktionen, at de selv skal dø i den.

Begge disse forhold gør det meget vanskeligere at bekæmpe den muslimske end den kommunistiske terror. Og vil man i dag beskytte befolkningen mod vilkårlig terror, kan det ikke nytte at sætte straframmen op. For der er ingen at straffe, terroristen har dræbt sig selv. Man må derfor så vidt muligt søge at fange og uskadeliggøre terroristen, før han får udført sin terrorgerning. Men man skal jo også fange ham så sent i forløbet, at man kan få noget at anklager ham for.

For mig at se er det noget af begrundelsen for, at man har strammet op på paragrafferne, så man på den måde får bedre mulighed for at beskytte befolkningen mod terror. Og derfor må man vist sige, at Mchangama kører ud ad en juridisk tangent med sine sammenligninger.

Det samme gør han, når det drejer sig om, hvorvidt Mansour kan anklages for at have udgivet bøger, som siger at opfordre til terror. Det blev han ikke dømt for, men Mchangama er utilfreds med den begrundelse, som dommerne giver for frifindelsen:

Med andre ord åbner Retten altså op for, at udgivelsen af bøger kan være omfattet af Straffelovens § 114 e om fremme af terrorisme, samt udgøre tilskyndelse og/eller billigelse af terrorisme. Her er jeg enig med Mansours advokat Thorkild Høyer i, at det skaber nogle stærkt betænkelige scenarier. For hvad så med Mein Kampf, der i den grad indeholder opskriften på blodig terror som dette citat:

og så følger et citat (på engelsk!!) fra Mein Kampf og ligeledes et citat fra Luthers mærkelige skrift: ”Om jøderne og deres løgne”. Og han slutter med at sige:

Disse bøger og skrifter vil ikke være omfattet af eks. § 114 e, da udgivelsen deraf ikke relaterer sig til eksisterende terrorgruppers aktiviteter. Men princippet om, at bøger med selv voldelige og totalitære budskaber skal kunne føre til straf for fremme af terrorisme, er dybt problematisk for ytringsfriheden.

Man må klø sig lidt i nakken. For hvad mener manden egentlig? Der er jo ikke nogen terrorgrupper, der bruger Mein Kampf eller Luthers skrift. Og vil Mchangama virkelig mene, at det er problematisk for ytringsfriheden, hvis det, at man udgiver bøger med voldelige og totalitære budskaber, skal straffes? Bøger har et publikum, og findes der et publikum, der kan blive påvirket af f.eks. sådanne arabiske bøger, som Mansour udgiver, påvirket til at udøve vold, så opfordrer altså Mansour til vold, og det er da noget, man som ansvarlig myndighed må pålægge straf for, om man dog ikke skulle kunne gribe en eventuel terrorhandling i opløbet, når man nu ikke kan straffe en selvmordsterrorist bagefter.

Til sidst kort om dette, at en række politikere har udtalt sig om sagen, før ankefristen er udløbet: Er det nu også så forbudt, som man påstår?

Morten Uhrskov Jensen har på sin blog i Jyllands-Posten, se her, skrevet følgende:

Den lovgivende magt skal ikke kunne påvirke den dømmende magt. Derom kan vist alle demokratisk sindede mennesker blive enige. Det lyder således i retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, efter indledningen ”Offentlig gengivelse af retsforhandlinger skal være objektiv og loyal. Med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, som i tale eller skrift, beregnet på at virke i en videre kreds, forsætlig eller ved grov uagtsomhed:”

så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt, fremsætter udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse.”

I dagens Nyhederne på TV2 var man meget forarget over, at politikerne kunne driste sig til at kommentere en dom, før ankefristen var udløbet. Og man citerede den del af retsplejeloven, som Morten Uhrskov gengiver her. Blot havde man fjernet ordene ”på uforsvarlig måde”. Det må vist betegnes som en meget grov tilsnigelse. For når disse ord er med, kan vel alle se, at de politikere, der har udtalt sig, ikke har gjort noget forkert, de har jo ikke påvirket dommerne på uforsvarlig måde. Pia Kjærsgaard, der som den eneste af de pågældende politikere blev interview’et i indslaget, havde altid svaret på det, hun blev spurgt om, sagde hun, og hun kunne ikke se andet, end at dommerne da ville være nogle mærkelige dommere, hvis de lod sig påvirke af politikernes bemærkninger.

Det har hun ret i.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Boghandleren fra Brønshøj

  1. Pingback: Den trosfornægtende præst | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s