Politik på idealer eller på realiteter

Der er en enkelt ting i det interview med Sveriges tidligere statsminister, Fredrik Reinfeldt, som Politiken bragte den 7-12 2014, se her, som jeg kan genkende fra min egen erfaring og derfor vil tage frem til debat her. Lad mig dog først nævne, at temmelig mange har hæftet sig ved en anden del af interview’et, nemlig dèr, hvor Reinfeldt siger:

Hvad betyder ordet ‘nok’? Er Sverige fyldt op? Er Norden fyldt op? Er vi for mange mennesker? Vi er 25 mio. mennesker, som bor i Norden. Jeg flyver ofte rundt over det svenske landskab. Det vil jeg anbefale andre at gøre. Der er uendelige marker og skove. Der er så meget plads, man kan tænke sig. De, der hævder, at landet er fyldt op, må jo vise, hvor det er fyldt op.

Det har jeg også selv gjort i mit forrige blogindlæg, for hele interview’et var endnu ikke lagt ud på nettet. Det er det imidlertid nu, og så er det noget andet, jeg genkender og også studser lidt over.

Hvorfor sagde Reinfeldt det med de åbne hjerter, spørger interview’eren. Og Reinfeldt svarer:

Udgangspunktet er, at jeg har et ansvar for at skabe det bedst mulige samfund for menneskers muligheder for at vokse, stå på egne ben. Det er min overbevisning, at et samfund bygget på mangfoldighed er det bedste samfund, du kan skabe. Så mennesker, der kommer fra forskellige steder, skaber en slags smeltedigel, som bygger på, at vi skal lære os at tolerere og leve med hinandens forskelligheder. I et sådant samfund tror jeg, du får et spændende liv. Innovativt og godt. Dermed lægger jeg også kant til dem, som synes, at trygheden ligger i, at vi er ens, skal være homogene og holde dem væk, som er anderledes. Det er det vigtige udgangspunkt, som har ført Sverige til den konklusion, at vi skal stå åbne for vores omverden.

Den overbevisning, Reinfeldt her giver udtryk for: at det bedste samfund er ét, der er bygget på mangfoldighed, er forkert. Den hviler på et ideal, Reinfeldt har, ikke på de kendsgerninger, man kan iagttage rundt omkring i verden. Den bygger på, hvordan menneskene burde være efter Reinfeldts mening, ikke på, hvordan de rå fakta udviser, at menneskene faktisk er.

Når jeg kan genkende noget af dette, skal jeg langt tilbage i tiden, til dengang i tresserne, hvor der var store raceuroligheder i USA. Jeg husker, hvordan vi dengang sagde til hinanden, at sådan ville vi i hvert fald aldrig bære os ad, så racistiske ville vi ikke være, vi ville i stedet være ordentlige mennesker, der ud fra en forestilling om, at alle menneske havde lige rettigheder ville behandle et fremmed mindretal, sort eller hvidt, korrekt, i hvert fald bedre end amerikanerne behandlede deres sorte.

Den forestilling havde vi om os selv. Det ideal gik vi ud fra, at vi så let som ingenting ville kunne leve op til. Det skulle bare komme an på en prøve, så skulle vi nok vise disse undermoralske amerikanere, hvordan man bør behandle mindretal.

Og det kom til en prøve. Vi fik indvandrere, gæstearbejdere kaldet.

I begyndelsen ganske få. De kom under højkonjunkturen i tresserne og halvfjerdserne, og alle – de selv med – regnede med, at de ville tage hjem ret snart, senest, når der ikke længere var arbejde til dem.

Som bekendt kom det til at gå anderledes. ”Gæstearbejdere”, det lød imødekommende og åbent. ”Fremmedarbejdere”, det lød straks lidt mere afvisende. Og der blev i de følgende år i høj grad brug for at kunne tøjle sin tunge, hvis man ville høre med til de af landets elite anerkendte. Vi var jo selv med til at fremholde det ideal, vi som folk skulle prøves på. Vi deltog selv i dannelsen af en sprogbrug, der skulle være så inkluderende som muligt. Og vi var også selv med til at se ned på dem, der begyndte at brokke sig.

Hvad sådanne brokhoveder fremførte, lukkede vi i begyndelsen øjnene for. De var jo bare bange for de anderledes. De luftede blot deres ”indre svinehund”, når de synes, disse fremmede ikke hørte hjemme hos os.

Og da så der begyndte at arrivere flygtninge i større antal, var hele tankesættet parat, det tankesæt, hvorefter vi skulle vise omverdenen og os selv, hvor godt et folk vi var, hvor pænt vi behandlede de fremmede, hvor fortrinligt vi kunne indoptage anderledes kulturer og tænkemåder i vort folk.

Vi var bare gode.

Men på en lidt besynderlig og næsten bagvendt måde hørte det med til denne påståede godhed, vi begyndte at sole os i, at de fremmede også spillede deres rolle. De skulle, for at vor godhed kunne være virkelig godhed, være stakler, der trængte til vor hjælp, og være taknemlige for at modtage den. Da det efterhånden gennem talrige eksempler blev afsløret, at sådan så de ikke på deres tilstedeværelse her i landet, fik det nogle af os til at genoverveje hele situationen. Det var jo alligevel mærkeligt, at fremmede, der kom til landet som landets gæster, begyndte at stille krav. Det hørte ikke rigtig med til gæsterollen. Specielt muslimerne stillede vores tålmodighed på prøve. De har en hel masse tabuer i de lande, de kommer fra. Og alle disse tabuer viser det sig nu, at de har slæbt med her op til os. Den frie omgang mellem kønnene, som vi finder naturligt, er underlagt et sådant tabu. Og selv om vi undrer os, selv om vi da selv synes, at vor seksualmoral er den eneste rigtige, så synes muslimerne det åbenbart ikke.

Det fik endda være, at de krævede bederum hist og pist (noget, de efterhånden er gået bort fra), speciel mad til dem selv og deres børn, hensyntagen til alle deres mærkelige skikke, de skikke, som vi da forventede, de ville give slip på, når de nu endelig kom til et land, der ikke blot bugnede med mælk og honning, men også var fuldt af frihed og naturlighed. Værre var, at de lukkede sig inde i deres egne ghettoer, og at nogle i disse ghettoer brugte voldelige metoder for at få folk til at overholde de muslimske tabuer. Og allerværst var det, at næsten hver ghetto her i landet danner grobund for muslimske bander, der tager konkurrencen op med vore hjemmedyrkede bander: Hells Angels og Bandidos.

Men altså, hele denne udvikling har bevirket, at vort smukke ideal om, hvordan vi selv er i virkeligheden, og om, hvordan vore indvandrere er, er blevet brudt ned år efter år. Virkeligheden har holdt sit indtog hos os. Virkeligheden om os selv og om vore indvandrere. Vi er ikke så gode, som vi troede. Og vore indvandrere er ikke så ”stakkels” som de burde være.

Men denne virkelighed er ikke slået igennem for Reinfeldt. Lad os se lidt på hans idealsamfund!

Det er et samfund, bygget på mangfoldighed, siger han. Og han forklarer, at mangfoldighed skaber en slags smeltedigel, hvor vi lærer at tolerere og leve med hinandens forskelligheder. Når man hører det fra en svensk politiker, kan man næsten ikke undgå at høre den løftede pegefinger med: sådan bør I være, kære svenskere! I hvert fald er dette ideal fuldstændig blindt for, at muslimerne netop ikke vil lære at tolerere deres værtsfolk og forstå og leve med de idealer, der er forskellige fra deres egne. Tværtimod, de søger på enhver måde at skille sig ud, at undgå skadelig indflydelse fra det svenske eller danske samfund, endog i den grad, at de sender deres børn på opdragelsesrejse til hjemlandet, hvis de i for høj grad har levet med værtslandets traditioner.

Videre hedder det, at man, når man lever i et sådant samfund, får et spændende liv, innovativt og godt. De fremmede har forlængst fundet sig tilpas i det svenske og danske samfund; for de lever i klankulturer, hvor det er klanmedlemsskabet og ikke folkemedlemsskabet, der giver tryghed. Men fordi de som muslimer føler sig som bedre mennesker end svenskerne og danskerne, derfor finder de det helt i orden at begå diverse forbrydelser imod os: røveri af unge menneskers mobiltelefoner, voldtægter af ensomme piger i nattelivet, diverse narkoforbrydelser, voldelige angreb på politi- og brandfolk, osv. Deri består det innovative for de fremmedes vedkommende. Hvilket der jo ikke er meget innovativt i, for de fører blot deres voldstraditioner med fra deres hjemland op til vore breddegrader. Men for os kan de måske blive innovativt, hvis vi en dag finder ud af, hvordan vi kan beskytte os mod dette mindretals excesser med passende modvold. Men det samfund med bestandige uoverensstemmelser mellem dem og os bliver ikke noget godt samfund.

Dog slige kendsgerninger generer ikke store ånder som Reinfeldt. Han lever fortsat i den overbevisning, at det er en smeltedigel, han omskaber Sverige til, og at det er godt sådan.

Ja, dette sidste er næsten det værste, eller i hvert fald det mest besynderlige. Han mener jo faktisk, at det Sverige, der eksisterede før masseindvandringen, var et dårligere Sverige end det, der eksisterer nu. For han siger ikke blot, at et smeltedigelsamfund er et godt samfund, han siger, at ”et samfund bygget på mangfoldighed er det bedste samfund, du kan skabe”. Bortset fra den utrolige arrogance, der ligger i forestillingen om, at det er politikerne, der med deres ”sociale ingeniørkunst” ligefrem skaber samfundet, så er det dog en himmelråbende forkert påstand, at smeltedigelsamfundet er det bedste samfund. Målt på alle parametre var det gamle Sverige bedre end det nuværende, kriminalitetsrater, voldtægtsforbrydelser, ghettodannelser, alt dette er blevet værre i det nye smeltedigel-Sverige, som Reinfeldt har skabt. Og han ser det ikke.

Dertil kommer så de internationale iagttagelser.

De fleste steder, hvor man ser konflikter i et samfund, skyldes det, at samfundet er ‘mangfoldigt’. Det kan være religiøse forskelle som i Nordirland, Cypern, Palæstina, m.fl., det kan være racemæssige forskelle som i Sydafrika, USA, og andre, eller det kan være etniske konflikter som i Belgien, på Fiji-øerne, og andre steder. Det synes være sådan, at Reinfeldt sidder fast i de idealer om menneskesamfund, specielt nordiske samfund, som vi andre havde for en tredive-fyrre år siden, det synes at forholde sig sådan, at han mener, at han med sin ”sociale ingeniørkunst” langs hen ad vejen kan få integrationen til at lykkes, altså ikke de fremmedes integration i det svenske samfund, men svenskernes integration i Fredrik Reinfeldts nye mangfoldighedssamfund.

Det synes overraskende nok også at forholde sig sådan, at størsteparten af svenskerne stadig har de reinfeldtske idealer siddende i sig og stadig bliver ved med at kæmpe for deres gennemførelse, altså – for nu at gentage det – deres gennemførelse blandt de etniske svenskere, ikke blandt indvandrerne. At indvandrerne så under denne proces aldeles ikke er til sinds at integrere sig i det svenske samfund, er ikke så mærkeligt. For hvor er det Sverige, de skal integrere sig i? Det er jo ikke det gamle Sverige, det er under omskabelse af den sociale chefingeniør Reinfeldt og ligesindede, det er heller ikke det nye Sverige, det skal først opbygges og især opbygges gennem de ”gamle”, etniske svenskeres forvandling til mangfoldighedselskende mennesker. Dertil kommer, at de sociale ingeniører slet ikke retter blikket mod de fremmede. Hvordan de skal indpasses i mangfoldighedssamfundet, spekulerer man tilsyneladende ikke på.

Ak ja, Sverige er udsat for en yderst farlig forveksling af ideal og virkelighed. Man vil ikke anerkende, at mennesker rent faktisk føler sig mest trygge blandt ligesindede, og at svenskerne, al deres idealitet til trods, til syvende og sidst foretrækker et trygt liv fremfor et i reinfeldtsk forstand spændende liv.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Politik på idealer eller på realiteter

  1. Jacob A siger:

    “Men fordi de som muslimer føler sig som bedre mennesker end svenskerne og danskerne, derfor finder de det helt i orden at begå diverse forbrydelser imod os: røveri af unge menneskers mobiltelefoner, voldtægter af ensomme piger i nattelivet, diverse narkoforbrydelser, voldelige angreb på politi- og brandfolk, osv. Deri består det innovative for de fremmedes vedkommende.”

    Den ville jeg nok bløde op med betegnelsen “nogle af dem”(gør sådan og sådan) Det ER jo stadigvæk ikke alle muslimer der gør sådan bare alt for mange. Men ellers en god artikel:-)

  2. Hans Und siger:

    Jeg tror såmænd bar han (Reinfeldt) er i gang med sin forsvarstale. Han VED godt det er gået helt galt og at der er et ansvar, der skal/vil blive placeret. Jeg har lidt på fornemmelsen han allerede er ved, at snakke for et strafbortfald.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s