Bekvem fortielse

Det er de radikale i almindelighed og Zenia Stampe i særdeleshed, jeg tænker på med denne overskrift. De radikales leder, Morten Østergaard, har været i Jordan og dèr besøgt nogle flygtningelejre, og det vakte en del furore, at han dernedefra udtalte, at man måtte være forberedt på, at der kunne gå år, inden de syriske flygtninge kunne sendes tilbage. Det passede måske godt i de radikales valgstrategi, men usædvanlig dårligt i socialdemokraternes ditto. For de har annonceret, at forslaget om en étårs periode, hvor de syriske flygtninge ikke kunne få opholdstilladelse og derfor ikke familiesammenføring, var en stramning af reglerne. Og ikke sandt, hvis der alligevel går år, inden de sikkert kan komme tilbage, så er der ikke megen stramning tilbage af den stramning.

Zenia Stampe, folketingsmedlem for de radikale, har været ude med et indlæg i Politiken den 18. december, se her, hvor hun dels understreger sin partiformands pointe, og dels hævder, at man ikke kan eller må lade hjælpen i nærområderne erstatte hjælpen herhjemme. Hun skriver f.eks.:

Men hjælpen til nærområderne kan ikke stå alene. For hvis en konflikt trækker ud i mange år, er udsigtsløs opbevaring i lejre aldrig en reel løsning. Hverken for flygtningene eller de – ofte skrøbelige – lande, der lægger jord til lejrene.

For ingen mennesker er tjent med at henslæbe et helt liv i en lejr uden indhold og uden fremtidsperspektiv. Det er derfor, at folk sætter livet på spil for at komme væk fra de store lejre i nærområderne. De ønsker ikke bare at overleve. De ønsker også at give deres børn en fremtid. Og helt ærligt: Hvem kan fortænke dem i det? Ville du og jeg ikke gøre det samme, hvis det var os, der var i den situation?

Her opstiller Zenia Stampe et stort ideal: flygtningene skal have mulighed for at give deres børn en fremtid. Idealet gælder ikke blot for de flygtninge, der har råd til at komme til Danmark, det gælder også for de flygtninge, der, fattige som de er, må blive i flygtningelejrene. Men mærkeligt nok anvender Stampe kun dette udmærkede ideal på de flygtninge, der er kommet frelst igennem det store udskilningsløb og nået op til Danmark. Hun skriver i forlængelse af dette:

I Danmark ønsker vi heller ikke udsigtsløs opbevaring i vores asylcentre. Derfor giver vi flygtninge mulighed for at flytte ud af asylcentrene, tage arbejde og uddanne sig, når de har fået tildelt asyl. De skal have mulighed for at leve en normal tilværelse. Men vi kan ikke stille en tilsvarende forventning op til landene i nærområderne.

Altså, vi kan stille forventning til Danmark og andre lande om at give flygtningene håb om et normalt liv. Men vi kan ikke stille sådanne forventninger til landene i nærområderne. Om specielt Libanon hedder det derefter:

Libanon kan give flygtningene midlertidigt ly. Men at forestille sig, at Libanon kan integrere 1,5 millioner syriske flygtninge, hvis krigen trækker ud – det er ikke bare en urimelig tanke. Den er også farlig. For Libanon er et land med mange indre spændinger, og det er lidt af et mirakel, at det indtil videre er lykkedes at undgå reelle krigshandlinger i landet til trods for, at det ligger lige ved siden af Syrien, og at det kun er få år siden, at en rædselsfuld borgerkrig flåede landet i stykker. Men flygtningesituationen er en kilde til øgede spændinger.

Vi kan altså ikke forlade os på de flygtningelejre i nærområderne, der opfanger langt de fleste flygtninge, når det gælder de store idealer for behandling af flygtninge; og så synes jo konklusionen at være, at her må vi selv gribe ind, enten ved at tage alle flygtningene fra diverse flygtningelejre hjem til os til ordentlig integration (altså dem allesammen) eller ved at finde nogle lande i nærområderne, der kan give en bedre integration.

Men intet af dette drømmer Zenia Stampe om at gennemføre. Hun har et yderst snævert perspektiv. Hun er kun interesseret i, at vi danskere skal integrere de flygtninge, der selv kommer hertil. Det er en proportionsforvrængning af dimensioner, hun her gør sig skyldig i. Der er, som hun siger, cirka 1,5 mill syriske flygtninge i Libanon. Hvis vi modtager 15.000 af dem, er det 1 procent af de nødlidende, der er tale om. Og dem er det, hun bekymrer sig om. For de kan ikke være tjent med at skulle vente et år på opholdstilladelse og familiesammenføring. De 99 procent, der sidder tilbage i Syrien eller er kommet til andre lande i Europa, dem kerer hun sig ikke om. De store idealer om at undgå udsigtsløs opbevaring gælder ikke for dem. Men det siger hun naturligvis ikke. Og det store skel mellem den ene procent og de 99, overser hun fuldstændig i sin konklusion:

Vi har et ansvar for at skabe akut beskyttelse for flygtningene. Derfor hjælper vi i nærområderne. Men vi har også et ansvar for at skabe en meningsfuld og langsigtet ramme om flygtningenes tilværelse, hvis krigen trækker ud. Derfor skal vi også tage imod flygtninge her og være villige til at integrere dem – ikke bare opbevare dem.

Jo, tak, men skal vi tage imod f.eks. alle de 1,5 mill, der er søgt til Libanon? Det første ansvar, Stampe nævner, gælder alle flygtninge. Men det næste ansvar, det med en meningsfuld ramme om flygtningenes tilværelse, gælder pudsigt nok kun den ene procent, der har haft råd til at komme til Danmark. Det siger Stampe godt nok ikke, og det får man nok heller ikke nogen radikal til at sige. Men det er ganske mærkeligt at lægge mærke til, hvordan Stampe dropper al tale om en ”meningsfuld ramme om flygtningenes tilværelse”, når det drejer sig om de 99 procent, der forbliver i Libanon.

Er det ikke muligt for de radikale at kravle lidt ned fra den høje hest, se på sagen i et lidt større perspektiv og erkende, at borgerkrig ofte fører til store flygtningestrømme, og at vi ikke – og så kan man sige ‘desværre’ syvogtyve gange, ligelidt hjælper det – kan hjælpe mere end én eller to procent af de ramte flygtninge? Og i dette perspektiv er det såmænd ret ligegyldigt, om vi udskyder opholdstilladelse og familiesammenføring et år eller to, når det alligevel kun er én procent, vi hjælper på den måde.

Jeg skulle ikke have noget imod, om vi på én eller anden måde fik sat en stopper for menneskesmuglernes givtige handel, så de flygtninge, der kom hertil, alle var kvoteflygtninge, udpeget af FN. Dels fordi menneskesmuglere forekommer mig at være et ret modbydeligt folkefærd, dels fordi det er mig inderligt imod, at det er menneskesmuglere og ikke vore danske myndigheder, der bestemmer, hvem der skal ind i landet.

Det er meget svært at tage Zenia Stampe alvorligt, når hun pure nægter at tale om menneskesmuglere, når hun ganske lader, som om de ikke eksisterer, eller lader, som om de mange flygtninge fra Syrien bare pludselig, vips, står der på vort dørtrin og ønsker asyl.

Men jeg må indrømme, at dette helt at fornægte menneskesmuglernes eksistens giver hende mulighed for på en ret uigennemskuelig måde at skrue sig op til at være uhyre forarget over, at vi ikke kan eller vil hjælpe den ene procent, der kommer her til landet, med at give dem en meningsfuld og langsigtet ramme om deres tilværelse, og jeg må føje til, at det nærmer sig hykleri, når man bliver klar over, at hun på ingen måde forestiller sig, at de 99 procent, der befinder sig i Libanon, skal have en tilsvarende chance for at få en sådan ramme.

Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.