Skabelse og sjælevandring

Der er ikke meget opbyggeligt ved den artikelserie, som Jyllands-Posten har lagt frem Juledag, og som de delvis fortsætter Anden Juledag. Den er båret af en meget stor selvsikkerhed med hensyn til spørgsmålenes formulering, en selvsikkerhed, som de få præster, der bliver nærmere udspurgt, har ret svært ved at gennemhulle, og en forhåndsindstilling, bestemt af den vinkling, man vil give stoffet, en forhåndsindstilling, som bestemmer både de spørgsmål, journalisterne stiller, og den måde, de opfatter svarene på. Nej, må jeg så be’ om Martin Krasnik! I det interview, han havde med Per Ramsdal i Deadline den 25-12, var han tilpas indfølende og kritisk i sine spørgsmål. (Mens Ramsdal til gengæld var utrolig flagrende i sine svar eller forsøg på svar).

Men desværre må man også sige, at mange præster afslører, at de vist ikke helt har fulgt med i den undervisning, de fik på universitetet. Sådan set burde jo den righoldige undervisning, man som teolog får på universiteterne, bevirke, at man er nogenlunde klædt på til at besvare de mange spørgsmål, de nytestamentlige tekster rejser, både for sig selv og for andre.

Dog skal alt dette lægges til side i dette indlæg. Her vil jeg prøve på at angribe sagen på modsat måde. Det er begrebet ”tro”, der er lidt finurligt. De fleste moderne mennesker er 100% sikre på, at tro er noget, man selv vælger. Det vil virkelig gå deres ære for nær, hvis nogen kom og påstod, at de troede på noget uden at vide det, eller at en tro havde grebet dem bagfra under deres opvækst og nu bestemte deres handlemåde i de fleste henseende. Og dog er det netop, hvad jeg vil prøve at vise her.

I menneskehedens historie er der fremkommet to store mytiske universer, sjælevandringslærens og skabertroens. Et sådant mytisk univers lever mennesker i, dets påstande antager de som selvfølgeligheder, der ikke diskuteres. Man kan f.eks. leve i sjælevandringslærens univers. Så ‘véd’ man, at der er forskel på sjæl og legeme, at sjælen skilles fra det betydningsløse legeme ved døden, og at den vandrer over i et andet legeme, enten et dyrs eller et menneskes, afhængigt af den karma, sjælen medbringer. Man ‘véd’ også, at munke og hellige mænd og kvinder lever i afholdenhed, for det, der afgør ens fremtidige skæbne, er netop, om man binder sig til tilværelsen eller ej. Endvidere ‘véd’ man, at denne kæde af genfødsler er uendelig, der er intet, der kan standse de stadige genfødsler.

Anderledes, hvis man lever i skabertroens mytiske univers. Så ‘véd’ man, at sjæl og legeme er bundet sammen, og at legemet og den legemlige verden derfor på ingen måde er betydningsløs. Så ‘véd’ man, at både sjæl og legeme er skabt af Gud og derfor er noget godt. Man ‘véd’ også, at kønsforskellen er noget, Gud har villet skulle være der, og at det derfor giver mening at hengive sig til hinanden i ægteskabet. Og man ‘véd’, at man lever sit liv under ansvar for Gud, og at man til sin tid, dvs., ved verdens ende, vil blive stillet til ansvar for, hvad man har gjort og ikke gjort.

Men altså, både sjælevandringslæren og skabertroen opererer med mytiske udsagn, med mytiske væsener og mytiske foregange, som må være der, for at den ramme, myten giver mennesket, kan fungére efter hensigten.

Og at udsagnene er mytiske, betyder derfor, at de skal forstås på dobbelt måde: de skal både give en vis sammenhæng med den kendte verden og tilføre denne verden noget mere, end øjnene umiddelbart kan se.

Det er børnelærdom for teologer, at skabelsesberetningerne ikke skal forstås bogstaveligt. Det fremgår blandt andet af, at der er to skabelsesberetninger, og at de er forskellige i noget så elementært som rækkefølgen: mens den første lader dyrene blive skabt først og derefter mand og kvinde i ét hug, lader den anden manden blive til først, derefter dyrene og sidst kvinden. Så når derfor én af de udspurgte præster, Jan Basie fra Køge, på spørgsmålet om, hvorvidt han tror på en skabende Gud, svarer:

Det korte svar er nej. Det har aldrig sagt mig noget, især fordi jeg ikke læser skabelsesfortællingen bogstaveligt. Verden er næppe blevet til på den måde – vi er blevet ”klogere” siden

så er det udtryk for en himmelråbende mangel på teologisk indsigt. Dels har allerede de redaktorer, der har sat to vidt forskellige skabelsesberetninger sammen, jo ikke læst dem bogstaveligt, og dels har en række af kirkehistoriens teologer godt nok koblet de to beretninger sammen igen, men jo trods det ikke taget det med dagenes antal bogstaveligt, og endelig har det, man fandt ud af, da man i 1700 tallet og fremefter begyndte at sammenligne den geologiske kronologi med den bibelske, blot medført, at teologerne har opgivet den bibelske uden synderlige sværdslag og nuomstunder trives udmærket med at opfatte skabelsesberetningerne som myter.

Dog er der noget, der må undre endnu mere end dette. Det er det forhold, at alle de, der kommer til orde i avisen, præster og journalister tilsammen, fuldstændig overhører det, der er forkyndelsen i første skabelsesberetning, nemlig det, der står som et omkvæd beretningen igennem: ”Og Gud så, at det var godt”. Beretningen vil jo ikke fortælle os, at dyrene kom til før mennesket, den vil i stedet have os til at deltage i lovprisningen af det, Gud har skabt.

Og det er netop det, der gør, at man kan sige, at skabertroen ligger som en grundmyte under den vestlige verdens tankegang og handlemåde. Vi ‘véd’, at livet er godt, siger vi. Men det er netop ikke noget, vi ved. Det er noget, vi tror. Blot har vi denne tro på livets iboende godhed fælles med langt de fleste vestlige mennesker. Men skønt vi er mange om troen, forvandler den sig dog ikke til mere end en tro.

De, der tror på sjælevandringslæren, deler f.eks. ikke denne tro. For dem gælder det ikke om at komme til at gennemleve så mange af disse vidunderlige legemlige tilværelser som muligt, for de legemlige tilværelser er på ingen måde vidunderlige; for dem, i hvert fald for buddhisterne, gælder det i stedet om at komme ud af alt, hvad der smager af den tilværelse, vi befinder os i, ud i ”Nirvana”, der betyder ”ikke-tilværelse”. Hvor vi altså ser ønskedrømmen som et evigt liv, dèr ser de den som en evig død.

Denne grundmyte er det også, der bevirker, at alle vi vestlige mennesker ækles ved kvindelig omskæring, eller – som vi ud fra vort grundsyn må kalde det – kvindelig kønslemlæstelse. Vi kan aldeles ikke lade os overbevise om, at det er bedst for kvinden at få sin klitoris bortskåret som 12-årig, for når Gud har forsynet hver kvinde med et sådant lystorgan, må det vel være meningen, at hun skal føle lyst på samme måde som manden. Altså: Gud har skabt mennesket, som det bør være, og han så, at det var godt. Nå, ja, dette er en videreførelse af grundmyten. Man kan muligvis også begrunde modstanden uden anvendelse af gudsbegrebet, men man kan ikke gøre det uden i sidste ende at måtte holde sig til noget, man tror. Bevis eller videnskabelig sikkerhed findes ikke på dette område.

Men når vi således så nogenlunde har fået sat tingene på plads, hvad angår skabelsesberetningerne, så kan man begynde at undre sig over tyndheden i de mange svar, teologerne giver. Der er f.eks. Ulla Charlotte Hansen, vikarierende præst i Ansgar sogn. Hun siger:

Jeg er enig med Grosbøll i bibelkritikken, for det giver ingen mening at opfatte bibelen bogstaveligt. Jeg tror ikke på skabelsesberetningen som forklaring – der går jeg mere ind for ”Big Bang”.

Var det virkelig alt, hvad Grosbøll bragte: en påstand om, at det hele ikke er blevet skabt på seks dage? Har hun virkelig ikke opdaget andre sider af bibelkritikken? Hvis hun havde lært at opfatte skabelsesberetningerne som myter, ville hun aldrig finde på at modstille dem med den videnskabelige forklaring, der gives med Big-Bang-teorien.

Forøvrigt er det vist indisk filosofi, der får vanskeligheder med Big-Bang-teorien, ikke kristendommen. Man kan skelne mellem kosmiske teorier, der lader det hele forløbe i det ene kredsløb efter det andet, og teorier, der lader alt have en begyndelse og en ende. Indisk filosofi hører til de første, kristendommen til de sidste. Og da Big-Bang-teorien synes at give de sidste teorier ret, var der i tiden efter teoriens fremkomst røster, der så den som en bekræftelse på den kristne skabelsestro. Hvad den dog vist ikke er. Og i hvert fald siger Big-Bang-teorien intet om, at det hele var såre godt.

Så til Per Ramsdal og hans syn på skabelsesberetningerne!

Han begynder med at fortælle om sin barndom og ungdom i Hvide Sande, hvor han i missionshuset hørte om, at Gud havde skabt jorden. Dette gudsbillede beskriver han således:

Jeg havde et billede af Gud som en mand, der sad oppe på en sky. Det holdt til langt oppe i mine teologistudier.

Og det synes jo at være et lidt pauvert billede at gøre op med. Det syntes i hvert fald Martin Krasnik, om jeg husker ret. ”Det er der da ingen, der mener i vore dage”, indvendte han. Dog uden at få noget svar.

Ramsdal kan næsten ikke lade være med at tro på en skabende Gud, når han går en tur i forårets blomsterflor.

Men når jeg så sidder hjemme ved køkkenbordet og siger, at jeg tror på en skabende Gud, som har en finger med i det lille blad, der spirer frem, så siger jeg jo også, at jeg tror på en Gud, som har en finger med i spillet, når nogen bliver slået ihjel i trafikken, eller et ungt par får et dødfødt barn – det møder jeg som præst gang på gang. Og det tror jeg ikke.

Men, føjer han til, selv om han ikke tror på en skabende Gud, tror han dog på en Gud, uden dog at komme nøjere ind på, hvordan dette kunststykke fuldføres. Der fortsættes:

I dag ser han derfor skabelsesberetningen som ”poesi”, der er skrevet af folk, som ”havde brug for en forklaring på noget, de ikke vidst hvordan var foregået”.

Tja, det var noget, vi andre lærte på universitetet, og vi talte ikke om ”poesi”, men om ”myter”.

Men så kommer der lidt om bøn:

Derfor tror jeg heller ikke, at det rent fysisk kan have effekt at bede til Gud. Gud er ikke en, som sidder og hører os med sit øre. At bede ham om at passe på os, er på samme plan som at bede om en rød cykel. Den får du jo ikke bare ud af den blå luft”, siger Ramsdal, som alligevel kalder bøn for ”vigtigt”.

For beder en person eksempelvis om at blive et bedre menneske, vil personen måske blive det. Ikke fordi Gud gør personen til et bedre menneske, men fordi personen – i sin italesættelse – bliver mere fokuseret på at blive det.

Og det er klart: hvis Gud ikke er skabende eller almægtig, så kan han simpelthen ikke bønhøre mennesker, hvor gerne han end ville. For han har ingen magt over naturlovene. Og – synes Ramsdal at gå ud fra – naturlovene hersker ganske uindskrænket i verden. Her bliver man jo godt nok lidt nysgerrig efter at få at vide, hvilken Gud det da er, Ramsdal tror på.

Det er meget mærkeligt. Har Ramsdal ikke gået på universitetet? Er han ikke dèr blevet præsenteret for de bibelske skrifter? Har han ikke gennem et passende antal år fået mulighed for at tage livtag med de problemer, som disse skrifter rejser til overflod? Svaret på alle disse spørgsmål er ”Jo”. Alligevel opfører han sig, som om det først er nu, disse spørgsmål rammer ham.

Bibelen er jo et forunderligt skrift. I det skrift erfarer man på ganske normal historisk-kritisk vis, hvordan det er at gå over fra polyteisme til monoteisme, eller hvilke problemer der rejser sig, når Gud er enehersker.

Det er israelitternes Gud, Jahve, der bliver identisk med den øverste Gud, El. Og derfor er Jahve ikke længer en Gud blandt andre, han er den eneste Gud. Tilsvarende er israelitterne ikke mere et folk blandt andre folk, de er Guds udvalgte folk. Men er israelitterne Guds udvalgte folk, hvorfor går det dem så ikke bedre? Hvorfor trænges de mere og mere tilbage, ja, hvorfor bortføres de til slut til Babylon? Det er teodicé-problemet, der her rejser sig på folkeplan. Og de bibelske skrifter har mange og ret forskellige svar på dette spørgsmål.

Stærkest er nok Es 45,5-7 i sin besvarelse af det spørgsmål:

Jeg er Herren, der er ingen anden,
der er ingen anden Gud end mig.
Jeg væbner dig, skønt du ikke kender mig,
for at de skal vide i øst og i vest,
at der ikke er nogen anden end mig,
jeg er Herren, der er ingen anden!
Jeg danner lys og skaber mørke,
jeg frembringer fred og skaber ulykke,
jeg, Herren, frembringer alt dette.

Her møder vi ikke noget forsigtigt fifleri med almagtstanken, at Gud da vist ikke kan være sådan helt almægtig, når mennesker kører galt i trafikken, og når en kvinde føder et dødfødt barn. Her gås der lige på og hårdt. Både lys og mørke er denne Guds gerning.

Eller vi møder denne almagtstanke, tanken om, at Gud er den eneste Gud, på det mere personlige plan i Jobs bog. Vi hører Job klage, hører ham gå i rette med Gud, men hører ham også med fortrøstning se frem til nyt liv:

Dog ved jeg, at min løser lever,
til sidst skal han stå frem på jorden.
Når min hud er skrællet af,
når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud;
ham skal jeg skue,
ham og ingen anden skal mine øjne se. (Job 19,25-27).

Her er Gud opfattet som en person, en person, der bag alle de ulykker, der rammer Job, har en mening, vil noget; måske ikke noget, der kan forklares med vore begreber. Men i hvert fald noget, der vil opløses eller ophæves i det møde person til person, som Job venter.

Og det var måske værd at omtale det evige liv på den måde: som den tilstand, hvor alle vore ”hvorfor” er opløst og besvaret.

Jeg siger ikke dette, fordi jeg forventer, at Per Ramsdal skal tage disse tanker til sig, når de nu står i Bibelen. Jeg siger det, fordi det forekommer mig underligt, at teodicé-problemet tilsyneladende først rammer ham nu, hvor man dog ville tro, at han af de bibelske skrifter var tvunget til at tage stilling til det.

Eller man skal måske sige, at han lider af den sygdom, der præger mange af vor tids intellektuelle: en enorm selvovervurdéring. Man mener, at de problemer, man står overfor, er helt unikke, aldrig set før i historien. Somme tider udarter det til en tro på, at tidligere tiders mennesker var dumme, andre gange hedder det blot, at ”vi er blevet klogere”, men i hvert fald: vi moderne mennesker rangérer langt højere end fortidens mennesker.

Det kan i hvert fald siges at være denne sygdom, der får ham til at ønske sig en ny trosbekendelse indført. Blot ærgrer han sig i den forbindelse over, at andre kirker ikke er så langt fremme i udviklingen som vi, og at vi derfor af hensyn til dem nok er nødt til at bibeholde den hævdvundne trosbekendelse et stykke tid endnu.

Men hvad der eventuelt skulle stå i denne nye, mere moderne trosbekendelse, det vil han ikke ud med. Det er måske bare noget med alt det, vi ikke tror på. Og det lyder jo lidt fattigt oven på den gamle.

Nuvel, lad mig slutte med igen at gøre opmærksom på skabertroens ”funktion” i vore samfund. Den giver mening og betydning til det legemlige liv, vi har for os. Den gør det meningsfuldt at gifte sig og få børn. Den hævder hjælpen til næsten som noget værdifuldt. Den ligger bag vore anstrengelser for at få gjort os verden underdanig.

Men alt dette gør den som en række forudsætninger, vore samfund lever på. Og det mærkelige er, at også de, der fornægter skabertroen, lever på disse forudsætninger. De véd det bare ikke. Og de bliver desværre ikke klogere af hele det hurlumhej, Jyllands-Posten har skabt med sin rundspørge, og de efterfølgende præsteinterviews. Men meningen er måske også blot at føre læserne længere ud ad ukirkelighedens vej.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Skabelse og sjælevandring

  1. Pingback: Den tomme grav | ricardtriis

  2. Pingback: Gud og menneske | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s