Om Jesu opstandelse

Det med Jesu opstandelse – eller ”genopstandelse”, som de siger på Jyllands-Posten – det kan et fornuftigt menneske da ikke tro på. Døden er en irreversibel proces, og det kan ikke lade sig gøre, at et legeme, hvis blod er standset, og hvis forrådnelsesproces er gået igang, vækkes til live igen. Aldrig! Det er simpelthen umuligt. Og så kan han hedde Jesus, så meget han vil.

Sådan tænker vist de fleste moderne mennesker, i hvert fald de fleste moderne journalister. Og da man regner os præster for at være nogenlunde fornuftige mennesker – den labber vi i os med begærlighed – finder journalister med mellemrum ud af, at det da må være noget af et dilemma at sidde i, når man som moderne præst skal prædike over Jesu opstandelse.

Således havde Deadline-redaktionen med Martin Krasnik som redaktør på selveste langfredag 2013 fundet ud af, at man måtte kunne få en interessant udsendelse ud af det, hvis man tog denne problemstilling op. Man inviterede Thorkild Grosbøll og Sørine Gotfredsen i studiet og supplerede senere med en tredje person, for nu skulle præsters tro ind under luppen. Se evt. mit indlæg derom her.

Og nu i disse juledage har Jyllands-Posten så gennem en rundspørge til 2000 præster (hvoraf kun 800 svarede) fundet frem til en fem-seks præster, der siger, at de ”ikke tror på Jesu genopstandelse”. Af dem har man så specielt udvalgt Per Ramsdal og foretaget et langt interview med ham. I dette interview hedder det bl.a.:

Jeg kan ikke tro på, at Jesus fysisk stod op af graven. Det bliver for overnaturligt for mig. Men det er en virkelig vigtig fortælling”, siger han.

Hvordan kan du synes, den er vigtig, hvis du ikke tro på den?

Det er sådan set lige meget, om jeg tror på den, hvis jeg – eller min menighed – kan bruge det at få historien fortalt. Jesus gik ikke på vandet, og han opstod ikke fra graven. Det er mere vigtigt, hvorfor det bliver fortalt til os, og når vi fortæller historierne, giver de os et bedre liv”, siger han og tager hul på et andet stort tema: det evige liv.

Man skal være ret påpasselig her. Og er der noget, Ramsdal ikke er, er det påpasselig. Hans udtalelser stråler i syv forskellige retninger, uden at han forsøger at ligerette dem. Det er jo sandt nok, at præstens tro eller tvivl er uinteressant. Men han glemmer en lille detalje i den sidste sætning. Det må hedde ”når vi fortæller historierne og vi tror på dem, giver de os et bedre liv”. Fortællingerne fortælles nemlig til tro. Og en eventuel tvivlende præst gør i den henseende ingen skade. Men en fornægtende præst gør. Og Ramsdal har med sine ord om, at han ikke kan tro, at Jesus fysisk stod op af graven, forvandlet sig selv fra en tvivlende og anfægtet præst til en fornægtende præst. Havde han holdt sin fornægtelse for sig selv, havde det måske ikke gjort den store skade. Men nu, hvor han finder det fornødent at udbasunere sin fornægtelse for alle vinde, nu kan historierne, når han fortæller dem, ikke længer ”give os et bedre liv”.

Det er helt i orden at være en tvivlende præst. Det er også i orden at være anfægtet. Det kan vel ingen præst undgå at blive. Men en tvivlende præst holder dog muligheden åben for, at det, troen påstår, er sandt. En anfægtet præst regner dog med, at det ikke er udelukket, at Jesus virkelig opstod, legemligt, af graven. Men en fornægtende præst afskriver på forhånd denne mulighed.

Det drejer sig om for en præst hele tiden at holde troens dør åben, altid at regne med muligheden af en gudsindgriben, aldrig at udelukke de gamle trossandheder, er de end nok så utrolige. Når denne dør står åben, kan man rolig lade videnskaben husere på troens gebeter, den kan ingen skade gøre, men kun hjælpe os til en stærkere tro, også selv om det jo er videnskabens væsen på forhånd at lukke troens dør til, hårdt og brutalt.

Tag fortællingen om Jesus, der kommer vandrende på søen ud til de disciple, der kæmpede mod vind og vejr, Matt 14,22-33! Den findes i en lidt anden udgave i Mark 6,45-52. Jeg vil gerne – helt frivilligt – følge den kritiske videnskab, når den hævder, at det nok er markusversionen, der er den ældste, og at det, Matthæus har udover Markus: det med Peter, der går ud til Jesus på vandet, men synker i, da han bliver bange for de høje bølger, er en senere tilføjelse. Ja, jeg går også med til, at der måske i tiden efter opstandelsen fremkom en mængde opstandelsesvisionsberetninger, og at en del af dem senere, da man redigerede lidt i stoffet, blev anbragt før opstandelsen, således denne beretning.

Men det rokker ikke ved, at jeg synes, at dette at komme til tro afbildes på udmærket måde af denne beretning, og at Matthæus med sin tilføjelse måske endda afbilder det bedre end Markus.

Men hvad er så min kommen-i-tvivl, hvad er så min kommen-til-tro? Den er jo kun noget, hvis Gud virker ind i vor verden, hvis Gud hører min bøn, som Jesus hørte Peters bøn om hjælp. Men hvis Guds almagt er barberet ned til det rene ingenting, hvis han kun er at betragte som en gnom, der sidder i videnskabens mægtige hal, med hænderne bundet på ryggen, hvis det eneste, han kan, er at sige: ”Hvor er det synd for dig!” til os, så bliver historien jo forvandlet til en historie om gamle dage, da Gud havde magt, og så kan jeg – som Ramsdal hævder det – bede og bede, endda bede om at blive et bedre menneske eller om at kunne komme til at stole på Gud igen, sker det, at jeg bliver et bedre menneske, eller at min gudstillid genskabes, sker det ved mig selv og mine egne kræfter, ikke i kraft af Gud. For den ramsdalske Gud er ikke almægtig, kan ikke frelse på hverken det legemlige eller det åndelige felt.

Eller lad os tage beretningen om de to disciple, der vandrer til Emmaus, Luk 24,13-35! De møder den opstandne Jesus på vejen, men deres øjne holdes til, så de ikke kender ham. De talte med hinanden om det, der var sket. Og om det siger de: ”Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel” (v. 21). Når han nu er død, mener de, bliver det klart, at det ikke er ham, der skal forløse Israel. For det er klart, dør han, er han ikke Guds udsending. En Gud kan ikke operere i magtesløshed, mener de. Men Jesus udlægger så skriften for dem, viser dem alle de steder i skriften, hvor der står, at Kristus burde lide dette og indgå til sin herlighed (v. 26). Det er noget af en trosomvæltning, der kræves af dem: at gå fra at tro på magtens Gud til at tro på magtafkaldets Gud. Og de tror ham da også først, da de ser ham bryde brødet i nadveren, magtafkaldets tegn. Så forstår de, eller rettere: så lægges grunden til, at de kan kæmpe sig frem til en forståelse.

Jamen, det er jo bare en fortælling, vil man sige. Oven i købet står den kun hos lukasevangelisten, så det er sikkert ikke sket nogensinde. Og det ville da også være altfor overnaturligt for følsomme moderne sjæle, først, at de ikke kan kende ham, selv om de jo er hans disciple, og dernæst, at han sådan blive usynlig for øjnene af dem, puff, da de endelig bliver klar over, at det er ham. Så den historie skipper vi.

Javist, lad os bare gøre det. Den historisk-kritiske videnskab skal have alt det albuerum, vi kan give den. Vi skal oven i købet som gode kristne præster selv deltage i denne videnskabs gøren og laden. Men hvis historien skal have nogen chance for at opildne os til at tro på magtafkaldets, ordets, sprogets Gud, ham, der udvirker ordets stilfærdige indflydelse, ham, der får det ene hjerte til at bøje sig mod det andet, så må vi fjerne den ramsdalske Gud og sætte den bibelske Gud i stedet, den Gud, hvis tjener slår voldsmanden med sin munds stok (Es 11,4), altså bruger ordet som ”stok”, ikke sværdet. Så må vi lade Gud være himlens og jordens skaber, ham, der i et øjebliks genialitet fik den idé at skabe sig mennesker i sit billede, ordvæsener som han, med ordets frihed midt i den naturlovsbestemte verden, for så at lade fremtiden afgøre, om det nu også var en god idé.

Der kom magtvæsener, ja, der kom tyranner, ja, der kom alle mulige misbrug af Guds gode gave, sproget, der kom en Hitler, der kunne forføre og lyve netop med Guds eget sprog, men der kom meget andet end det. Der kom også respekt for andre, der kom også magtsammenbrud som i øst med Sovjetunionen, der kom fri presse, der kom samfund, hvori mennesker kunne udvise al deres menneskelighed.

De to disciple kom til tro på denne Gud, fordi han selv åbnede deres øjne. Men hvis Gud er underlagt naturlovene, så åbner han ingen øjne, heller ikke vore, og så har vi ingen nytte af historien, så er den ikke ”vigtig”, som Ramsdal ellers hævder, den er.

Eller tag fortællingen om Paulus’ omvendelse udenfor Damaskus, Apg 9,1-9! Han så den opstandne Jesus lang tid efter at han var faret til himmels. Og dette syn forvandlede ham fra en forfølger til en forfulgt. Jeg går gerne med til, at der her er tale om en ydregørelse af noget indre. Paulus havde efterhånden overværet en del kristenhenrettelser. Og i sin stærke lovforståelse havde han bifaldet dem alle i det ydre. Men i hans indre arbejdede hans samvittighed med ham, fik ham overbevist om, at de henrettede var stærkere mennesker end de henrettende, så den nye og overraskende konklusion var, at han af Jesus selv blev overbevist om, at den forfulgtes lære var sand.

Det generer mig ikke, at man fortolker synet af Jesus-skikkelsen på den måde, heller ikke selv om nogen vil mene, at jeg derved sår tvivl om Jesu opstandelse. Endda vil jeg mene, at min version med nedtoning af synets overbevisende kraft på en måde er bedre end den version, der vil tage det hele for pålydende. For man bliver ikke kristen uden personlig overbevisning. Man bliver ikke troende i kraft af, at man ser et ydre under eller er genstand for en ydre påvirkning. Man bliver troende, som de to disciple fra Emmaus, når man forstår, forstår skrifternes dunkle tale om den lidende tjener, forstår nødvendigheden af martyriet, forstår, at sproget virker i det ”herredømmefri rum”, som magtafkaldet skaber. Blot kommer denne forståelse ikke ved ens egne kræfter eller ud af ens egne beslutninger. Den kommer, virket ved Helligånden.

Og her har vi det så igen: Går man det skridt videre, at man siger, at det hele, inklusive den omvendelse fra en overbevisning til den modsatte, der foregår i Paulus’ sind, er dennesidige foreteelser, for den skabende og opretholdende Gud, ham har vi jo afskaffet, så modsiger man det, der er fortællingens sigte; den vil jo netop sige, at den slags forvandlinger i sindet sker ved Guds og ikke ved menneskers kraft. Fornægtelsen gør det umuligt for fortællingen at slå igennem, at virke ind på os, at få os til at forstå Guds indgriben i vore tanker og i vort liv.

Som sagt går jeg gerne ind på den historisk-kritiske videnskabs gebeter og lytter til, hvad den har at sige. Oven i købet vil jeg da gerne sige, at jeg af hensyn til moderne tilhørere – herunder af hensyn til mig selv – gerne prøver at økonomisere mest muligt med underne. Har Jesus kunnet komme vandrende på søen? (Matt 14,22-33). Vi kan som sagt gerne indrømme, at der er tale om en opstandelsesvision, der er flyttet tilbage før opstandelsen. Hvilket legeme havde Jesus som opstanden? Han går gennem lukkede døre, (Joh 20,19), han forsvinder for øjnene af de to disciple, (Luk 24,31), han må ikke berøres af Maria Magdalene (Joh 20,17), men kan alligevel berøres af Thomas (Joh 20,27). Men han kan på den anden side bede om noget at spise (Luk 24,41), og da han får det, spiser han det virkelig. Det er virkelig Jesu legeme, der er oprejst fra de døde, med sårmærker på hænder og fødder og med sår i siden, men på den anden side kan det komme og forsvinde på anden måde end vore legemer.

Der er masser af spørgsmål at stille, og evangelisterne stiller sig selv undrende an overfor de fortællinger, de viderebringer. Men de fastholder altså, at graven var tom. Andre religioner holder andagter ved religionsstifterens grav. De kristne fejrer den tomme grav hver søndag.

Vil man være med i denne fejring, er man velkommen, også selv om man tvivler på det med den tomme grav, endda selv om man direkte fornægter denne trossætning. Men vil man være med blandt dem, der søger at opbygge troen i menigheden, så er tvivlen vel uundgåelig, og den må accepteres, men fornægtelsen på ingen måde. Den kan ikke deltage i denne proces, for den nedbryder i stedet for at opbygge.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s