Den trosfornægtende præst

Da Thorkild Grosbøll i sin tid vakte så stor furore ikke blot i den danske andedam, men ligefrem på internationalt plan (Tænk, en præst, der ikke tror på Gud!!), skrev jeg en artikel på religion.dk, hvori jeg ud fra det famøse interview i Weekendavisen fandt ud af, at jeg egentlig ikke var særlig uenig med Grosbøll, se her. Det var den 31. maj 2003. Et år efter var jeg dog blevet lidt klogere. Da var jeg nemlig begyndt at skelne mellem en tvivlende præst og en fornægtende præst, se her. Og det førte med sig, at jeg på det tidspunkt (juni 2004) mente, at Grosbøll måtte afskediges, medmindre han trak sin anti-bekendelse tilbage.

Så vidt jeg dengang kunne se, var der ikke mange, der foretog en tilsvarende skelnen. Grosbøll selv gjorde det i hvert fald ikke. Han mente, som han hele tiden havde ment, at han satte en nødvendig teologisk debat igang, og han kunne på ingen måde se, at han ved at sætte sin teologi ind under en fornægtelsesformel (”jeg tror ikke på…”) fuldstændig ændrede status for sine udtalelser. Og mange af hans kolleger så heller ikke denne statusændring, deltog i debatten, som om det var en almindelig teologisk debat om gudsopfattelse og mirakelforståelse.

Nu, hvor Jyllands-Posten har fremprovokeret nogle nye ”Grosbøll’er”, gentager spøgen sig. Præsterne hopper i med samlede ben, tror, der er tale om en teologisk debat og kun det, mens journalisterne understreger dette ”jeg tror ikke på” og spørger, om man kan være præst i folkekirken, hvis man er trosfornægter.

Nå nej, så direkte spørger de ikke. De tror, som så mange andre, at det hele er et spørgsmål om tro eller tvivl. De opfatter de fornægtende præster som tvivlere, som anfægtede, som mennesker, der slås med deres tro. Det vil sige: de opfatter dem netop ikke som fornægtere.

Af og til er det næsten, som om disse trosfornægtende præster opfattes som mere ægte mennesker end alle andre præster. Det gør også Per Ramsdal selv. Selvfølgelig ikke direkte, for så ville hans farisæisme jo afsløres. Men indirekte. Til sidst i interview’et siger han:

Jeg tager gerne en samtale med biskoppen, men jeg tror, at jeg vil beholde min trosfrihed også efter en samtale. Det kan da godt være, at biskoppen er uenig i nogle ting, men det kan også være, at han er enig i nogle andre ting, som han bare ikke kan sige højt, fordi han sidder i et embede, hvor han repræsenterer noget. Han sidder som nogen og repræsenterer trosbekendelsen, så hvis han har problemer med den, kan det måske være svært for ham at sige det højt. Det kan jeg bedre som almindelig sognepræst.

Det er noget forvirret vrøvl. Men dermed svarer det jo meget godt til resten af interview’et. Ramsdal skyder her sin biskop i skoene, at han har problemer med trosbekendelsen, men blot ikke kan (eller tør) sige det højt. Den beskyldning er ret ond. Men Ramsdal ser det vist ikke. Han synes at mene, at de problemer, han har med trosbekendelsen, er nogle, alle præster har. Blot er det kun ham, der har mod til at stå frem og indrømme det.

Så vidt jeg kan se, mangler der her i høj grad en skelnen mellem anfægtelse og tvivl på den ene side og fornægtelse på den anden. Det kan da meget vel være, at biskoppen vil være enig med Ramsdal i mange teologiske spørgsmål, men deraf følger ikke, at han ligesom Ramsdal vil være dum nok til at fremkomme med en trosfornægtelse. Og når han formentlig ikke vil det, skyldes det ikke, at han som biskop er mere forpligtet på trosbekendelsen end en sognepræst, det skyldes heller ikke, at han er klogere til at skjule sin virkelig tro, det skyldes, at han er klogere til at skelne.

Det var de biskopper, Liselotte Rebel og Jan Lindhardt, der i sin tid behandlede Grosbøll-sagen, altså klogere til at skelne mellem fornægtelse og teologisk diskussion. De var begge omhyggelige med at få Grosbøll til at sige, at han ikke vendte sig imod den kristne trosbekendelse, ja, Lindhardt fik ham endda til i vidners påhør – efter sigende endda uden pibe i munden – at fremsige trosbekendelsen. Det vil sige: De forsøgte, så godt de kunne, uden at Grosbøll skulle tabe for meget ansigt, at få neutraliseret den trosfornægtelse, han var fremkommet med. Men Grosbøll opdagede det ikke selv. Han troede stadig – og tror vel stadig i dag – at det hele var en teologisk diskussion.

Ved at genlæse mine gamle indlæg er det faldet mig ind, at det måske kan være klarende at beskrive problemet som et decorum-problem. Jeg skrev dengang om biskop Rebel:

Biskop Rebel havde vistnok i begyndelsen heller ikke blik for forskellen på de to udsagns status. Hun var ude med et læserbrev om, at det jo dog var muligt og i hvert fald ikke på forhånd umuligt, at Grosbøll med sin teologi hørte hjemme indenfor folkekirkens vide rammer. Hun mente at kunne se en “Gud-er-død-tradition”, som Grosbøll muligvis kunne anbringes i.

Nu, derimod, synes hun at se anderledes på sagen. Foruden at hun anklager ham for at have tilsidesat folkekirkens bekendelsesgrundlag, anklager hun ham også for at have undergravet embedets agtelse og tillid. Og med det sidste kan der hentydes til, at det er imod embedets iboende rationalitet, hvis man aflægger en negativ bekendelse, som Grosbøll har gjort det.

Embedets agtelse og tillid”, de ord gør Grosbølls overtrædelse til en overtrædelse af decorum. Og just det vil jeg mene, der her er tale om. Og jeg vil videre mene, at det vil være klarende, om man får diskussionen ført derhen i stedet for at holde den på det punkt, der hedder ”præsters tro og tvivl”.

Lad mig drage nogle paralleller fra det juridiske område, selv om de måske ikke er altfor velegnede til belysning af et fænomen fra det teologiske område:

Forleden var der i Deadline en diskussion mellem Bertel Haarder og Eva Schmidt. Eva Schmidt er juridisk professor, og hun var indbudt som debattør, fordi hun havde vendt sig imod det forhold, at mange folketingsmedlemmer kritiserede dommen over Sam Mansour, endnu inden sagen var afsluttet, altså efter domsafsigelsen, men inden det blev klart, om dommen ville blive anket. Det var, mente hun, en overtrædelse af en paragraf, som anså det for en ulovlig og derfor strafbar handling, hvis man på uforsvarlig måde fremsætter udtalelser, der er egnet til at påvirke dommerne.

Bertel Haarder prøvede, så godt han kunne, at tage politikerne i forsvar; bl.a. henviste han til, at de jo blev angrebet af journalisterne dag ud og dag ind med krav om, at de hvert øjeblik skulle have en mening om det, som lige for øjeblikket var på tapetet.

Jeg var i et tidligere indlæg derom, se her, egentlig ikke særlig enig med Eva Schmidt, hun forekom mig lidt for ”juridisk”, så derfor er eksemplet her måske ikke så velegnet, men alligevel. Hun sagde noget, som både Bertel Haarder og jeg måtte give hende ret i: Det ville jo være såre let for en politiker at formulere sig, så han eller hun ikke kunne anklages for at påvirke dommerne. I stedet for at sige, at ”Mansour burde være blevet udvist af landet”, kunne de sige, at ”hvis dette er, hvad den nuværende lovgivning fører med sig, bør vi måske se, om vi kan få loven lavet om”.

Og hvis vi nu overfører dette fra juraen til teologien, så vi altså anser Per Ramsdals udsagn ”jeg tror ikke på Jesu opstandelse” for et udsagn, der svarer til det bastante ”Mansour burde have været udvist”, så er altså Ramsdals udsagn uheldigt ikke derved, at det er ulovligt eller egnet til at påvirke dommerne, men uheldigt derved, at Ramsdal derved siger noget, som han som udøvende præst ikke bør sige. Ikke fordi det måske ikke er sandt, at han ikke tror på Jesu opstandelse, men fordi han næste søndag skal døbe et barn og derved på embeds vegne spørge: ”Tror du på Jesus Kristus … på tredje dag opstanden fra de døde”. Derved kommer hans negative udsagn om sin egen manglende tro på Jesu opstandelse uvægerligt til at påvirke dåbshandlingen på forkert måde.

Og videre: tager vi nu Eva Schmidts formaning til politikerne frem og prøver at oversætte den til teologisprog, så lyder det altså: ”Kan du ikke give udtryk for din teologiske grundholdning uden at indblande din egen private tro eller mangel på tro? Kan du ikke f.eks. sige, at du ikke anser det for nødvendigt, når vi skal gøre det kristne budskab aktuelt for moderne mennesker, at fastholde tanken om en skabende og opretholdende Gud? Eller kan du ikke sige, at for dig at se er kernepunktet i den kristne forkyndelse af Jesu opstandelse en forkyndelse af, at det nye liv i menigheden er både muligt og virkeliggjort?”

Man kan også sige det med decorum på en anden måde.

Igen går vi til juraen. Det er vel utænkeligt, at en dansk dommer vil sige, at han ikke regner grundloven for det skidt, han træder på, så det følgende er i høj grad et tankeeksperiment. Der kan måske rejse sig en sag, der rejser tvivl om, hvorvidt en lov, som folketinget har vedtaget, nu også er grundlovmedholdelig. Og måske så højesteret skal udtale sig om lovens grundlovmedholdelighed. Så vil naturligvis en lang og muligvis indviklet juridisk diskussion ligge forude. Og i så fald vil det være højst uheldigt, hvis én af højesteretsdommerne ved en tidligere lejlighed har sagt som ovenfor refereret. Om han ligefrem vil blive erklæret inhabil, eller om man slet ikke ville have udnævnt ham til højesteretsdommer på grund af denne udtalelse, lad det være uvist. Men det er ret klart,at der er og må være grænser for, hvad en dommer kan sige i en ellers fri diskussion.

Sådan er der også grænser for, hvad en præst kan sige, hvis han skal være troværdig i sin embedsførelse. Ramsdal ser grænserne for, hvad en biskop kan sige. Men nøjagtig de samme grænser gælder jo for ham. Og dem burde han have rettet sig efter. Det kunne han have gjort med en anden formulering. Men han lod sig friste af avisens rundspørge til at hoppe ud i en trosfornægtende udtalelse.

Det kan siges på en tredje måde.

Man kan gøre opmærksom på, at modsigelsens grundsætning stadig gælder. Den siger, at man ikke kan hævde to modsatrettede påstande om den samme sag. Siger man: ”Jeg tror ikke på Jesu opstandelse”, så modsiger man, hvad enten man har det til hensigt eller ej, en del af indholdet i trosbekendelsen. Det kan ikke nytte at bilde sig andet ind. For udsagnet ”Jeg tror, at Jesus er opstået fra de døde” har et logisk modstykke. Og dette logiske modstykke siger: ”Jeg tror ikke, at Jesus er opstået fra de døde”. Mellem disse to udsagn lader det sig ikke gøre at bygge bro. Der er tale om et enten-eller. Siger man det ene, benægter man det andet.

Det forhindrer naturligvis ikke en teologisk diskussion om Jesu opstandelse. Den fornægtende kunne i stedet sige så meget andet. Han kan udtrykke sin tvivl, han kan udtrykke sin anfægtelse, han kan fremhæve sin usikkerhed, men i samme øjeblik han vil sige: ”Jeg tror ikke på Jesu opstandelse”, er han fremkommet med en udtalelse, der står stik imod det, han siger, når han i kirken fremsiger trosbekendelsen.

Det er de vilkår, man går ind under som præst. Det hører med til de regler, som decorum opstiller for god præsteopførsel, at man ikke udenfor kirken direkte modsiger det, man på embeds vegne siger inde i kirken. Og vil man som præst deltage i en debat om den rette måde at forkynde evangelium på for moderne mennesker, kan det fint lade sig gøre, om man blot er lidt påpasselig med sine udtalelser.

Lad mig til sidst fremhæve en anden forskel på de to modsatrettede udtalelser! Umiddelbart kunne man tro, at de to udtalelser var lige bombastiske. Men det er kun den negative, der har absoluthedens præg over sig. ”Jeg tror”-udtalelsen henviser jo netop til en tro, ikke til en viden. Derfor er den åben overfor andres tro og dermed overfor den stadige debat, der foregår i folkekirken. Den negative udtalelse, derimod, mener ofte om sig selv, at den bygger på viden, og at det er en form for viden, der forhindrer den i at sige ”jeg tror”. Og kunne den nu overbevises om, at den viden, den bygger på, måske ikke er så sikker endda, så kunne man måske få en fælles uvidenhed at debattere ud fra, men da dens påståede viden ofte er stensikker, er der ikke megen åbenhed for debat.

Det viser sig f.eks. i Per Ramsdals mistanke mod biskoppen: at han i virkeligheden deler Ramsdals opfattelse, men blot ikke tør sige det.

Det kan i den forbindelse være relevant at henvise til Luthers skelnen mellem de tre lys, naturens lys, nådens lys og herlighedens lys, se her. Dette, at der forude venter et herlighedens lys, hvori vi skal forstå fuldt ud, virker tilbage på det lys, vi mener her og nu at kunne se ved: det er ikke fuldkomment, der er og forbliver noget uforståeligt ved det, vi må blive ved og blive ved med at diskutere det, om vi dog ikke kunne indkredse det lidt mere.

Men så til konsekvenserne! Hvilke konsekvenser skal det have for Ramsdal, at han fornægter væsentlige dele af kristentroen?

Jeg vil mene, at han bør stilles overfor valget mellem at trække sin trosfornægtelse tilbage og at blive afskediget. Jeg vil ganske vist indrømme, at det nok vil holde hårdt at få ham til at se, at der er tale om en trosfornægtelse, og at en sådan er uacceptabel for en person i hans stilling, men der er ikke noget at gøre: han må, betydelig tydeligere end Grosbøll i sin tid, æde sine ord om, at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud og hvad han ellers ikke tror på, i sig igen. Vi kan ikke have præster til at rende rundt og fornægte den tro, både de og vi andre bekender i kirken. Det er ikke sjovt mere.

Det er ganske vist lidt uretfærdigt overfor Ramsdal. Grosbøll blev stillet overfor udtalelser om tilbagekaldelse af den manglende tro, der var lidt gedulgte, så han ikke skulle tabe for meget ansigt. Og derfor må Ramsdal stilles overfor en anderledes tydelig tilbagekaldelse. Jeg foreslog i sin tid, at Grosbøll burde underskrive bl.a. følgende:

Det var forkert af mig at sige: “Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud, ikke på en opstandelse eller evigt liv”, når det, jeg ville give udtryk for, var, at kirken ved en blot og bar efterplapren af traditionen ikke når mennesker af i dag.

Så derfor må jeg i dag bekende: Jo, jeg tror på en skabende og opretholdende Gud, nemlig som den kraft, der skaber og opretholder kærligheden mellem mennesker.

Jeg skrev en del mere, delvis inspireret af det interview, der var med Grosbøll i Weekendavisen. For om Grosbøll mener jeg, man med nogen ret kan sige, at han er teolog. Det er jeg mere i tvivl om med Ramsdal. Men i hvert fald må en indrømmelse af det forkerte i at sige: ”Jeg tror ikke på en skabende Gud” med i en eventuelt fredsaftale mellem biskoppen og Ramsdal.

Når jeg synes, det kan være lidt uretfærdigt at give ham en hårdere ”håndfæstning” end Grosbøll, skyldes det, at Grosbøll selv fremprovokerede hele affæren, mens Ramsdal og de få andre præster så tydeligt er blevet provokeret af Jyllands-Posten.

Man kunne selvfølgelig overveje, om man kunne finde én eller anden retrætestilling til ham, hvor han ikke skulle holde gudstjeneste og derved som liturg fremsige trosbekendelsen. Men selv om man derved redder Ramsdals ære, må man vel også være lidt betænkt på folkekirkens ditto. Og det må i hvert fald gøres klart, at præsters forpligtelse på decorum også er en forpligtelse til ikke at modsige den trosbekendelse, man fremsiger i kirken.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s