Verden vil bedrages

Det vil sige: De vesteuropæiske politikere og meningsdannere vil bedrages. Og de, der bedrager dem, er menneskesmuglerne.

Men tilsyneladende er der ikke tale om almindeligt bedrag. Der synes at være tale om et villet bedrag, jævnfør overskriften. Det ser ud til, at mange politikere stædigt fastholder en virkelighed, som de forholdsvis let ville kunne afsløre som aldeles uvirkelig.

Det er bådflygtningene, jeg igen vil tage fat på.

Igen, ja! For jeg har jo omtalt dem mange gange før, se f.eks. her. Hvad der nu kalder mig frem igen, er denne artikel i Kristeligt Dagblad, se her, sågar med titlen ”Har man pligt til at redde bådflygtninge?” Journalisten, der hedder Jannie Iwankow Søgaard, har indhentet en række kommentarer fra forskellige personer.

Hun begynder med at beskrive EU’s dilemma således:

Sætter man ind med massiv redningsindsats på Middelhavet, vil endnu flere desperate flygtninge fra Afrika og Mellemøsten vove sig ud i både af tvivlsom kvalitet for at nå Europa.

Undlader man omvendt at patruljere, vil færre tage flugten, men flere sandsynligvis drukne.

Det er dilemmaet på Middelhavet for EU, der den 1. november sidste år overtog ansvaret for patruljeringen på havet fra Italien.

Det ”sandsynligvis”, der står i det mellemste afsnit, er udtryk for rent gætværk. Man kan også sige, at det er direkte forkert. Australien har oplevet, at bådflygtningene er ophørt med at ankomme, efter at landet gennemførte en ”hård” politik på området. Og når ingen begiver sig ud i synkefærdige både, er der ingen, der omkommer. Omvendt, jo flere, der vil ud på havet for at lade sig redde fra synkefærdige både, des flere risikerer at dø.

Men så meget må dog indrømmes, at journalisten i det første afsnit på udmærket vis beskriver det, man kalder ”pull-effekten”, nemlig det forhold, at bliver det lettere at blive reddet, vil flere forsøge sig.

Den effekt har enkelte europæiske politikere prøvet at forholde sig til, bl.a. Mette Frederiksen. Hun

har udtalt, at en operation som den, Italien førte, havde en uheldig ”pull-effekt”, hvilket betød, at endnu flere end ellers valgte at flygte over Middelhavet, fordi de følte sig overbevist om, at de ville blive reddet af italienske fartøjer.

Det, hun her siger, er jo egentlig det samme som det, Jannie Søgaard siger. Ikke desto mindre lader Søgaard Anders Ladekarl, generalsekretær for Dansk Røde Kors, fuldstændig uimodsagt sige følgende:

Antallet af bådflygtninge er bare steget og steget, og der er intet, der tyder på, at de her flygtninge forventer at blive reddet. De sætter sig i bådene for at komme i land. Det er på mange måder en tragedie, at vi er blevet så kyniske, at vi ved, at vi kan redde dem, men vælger at lade dem drukne. Det er et menneskesyn, som jeg ikke håber, ret mange deler. For mange af bådflygtningene gælder det, at det er mennesker, der kaster sig ud på en livsfarlig flugtrute i forsøget på at redde livet, og de mennesker har vi et ansvar for at redde. Vi har i højstemte tider efter Anden Verdenskrig skrevet under på en flygtningekonvention, og så kan det ikke nytte, at vi nu, hvor det pludselig er virkelighed, ikke længere holder fanerne så højt.

At flygtningene sætter sig i bådene for at komme i land, er måske rigtigt nok. Det er bare ikke flygtningenes hensigter, der her er relevante, det er menneskesmuglernes. Og menneskesmuglerne har ikke til hensigt at sætte flygtningene direkte i land, de har til hensigt at få den italienske kystvagt til at redde dem. Derfor bliver de på sejladsen frem mod Italien anbragt på mere og mere elendige skibe, for endelig til sidst at blive efterladt uden besætning og brændstof, henvist til havets og italienernes nåde.

Men den menneskeart, der hedder menneskesmuglere, kender Anders Ladekarl ikke. I bladet ”Dansk Politi” var der ellers her i efteråret en udmærket frontberetning fra bådflygtningenes ankomstland, Italien, se her. Her er det menneskesmuglernes kynisme, der bliver afsløret.

Men den kynisme kan Anders Ladekarl ikke bruge til noget. Han skal absolut have anbragt kynismen hos os europæere: ”Vi ved, vi kan redde dem, men vælger at lade dem drukne”. Det er dog en modbydelig løgn at komme med. Der er ingen, der ”vælger at lade flygtningene drukne”. Det er noget, man kun kan hævde, når man bevidst lukker øjnene for, at der er kyniske menneskesmuglere i arbejde. Sandt nok, italienerne sendte deres skibe helt ned til Libyens kyst for at opsamle flygtninge på synkefærdige både, Frontex, der nu har ansvaret, nøjes med at hente flygtninge i havsnød indenfor den italienske territorialgrænse. Er det kynisk? Er det at ”vælge at lade flygtningene drukne”? På ingen måde. Men det er at tvinge menneskesmuglerne til at sejle tættere på Italien, før de genner flygtningene over i de synkefærdige både, de har medbragt.

Véd Anders Ladekarl da ikke, hvordan det foregår? Véd han det ikke, er han da en elendig generalsekretær. Og véd han det, er han en bevidst løgner. Jeg véd snart ikke, hvad der er værst.

Også Margrethe Auken får ordet i Kristeligt Dagblads artikel:

”Menneskesmuglerne er kyniske, ja, men det skal vi vel ikke straffe deres ofre for?” siger Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet for Socialistisk Folkeparti.

Margrete Auken synes, det er trist, hvad hun er vidne til i øjeblikket. Hun påpeger, at det ikke nytter at gå efter menneskesmuglerne, for så vil endnu flere blot drukne.

Intet tyder i øvrigt på, at de, der flygter, vil stoppe med at forsøge det, selvom chancerne for at blive reddet ved et forlis er små.

Det er indskrænkningen af redningsindsatsen, Auken reagerer på. Og hun medregner tilsyneladende menneskesmuglerne i sine betragtninger. Men hvilken rolle hun mener de spiller er uklart. Hvis vi gik efter menneskesmuglerne, hvis vi måske havde held til at fange og fængsle dem allesammen, ville så blot flere drukne? Jeg kan ikke se logikken.

Og det sidste afsnit viser, at heller ikke hun har fattet menneskesmuglernes metode: Menneskesmuglerne sørger selvfølgelig for, at forliset finder sted i et farvand, hvor chancen for at blive reddet er rimelig stor. Ellers er det jo deres forretning, det går ud over. Nu skal de blot arrangere forliset nærmere Italiens kyst end før. Det er det hele. Anden forandring er der ikke sket. Hun fortsætter:

De vil blive ved med at forsøge at flygte. Gør de ikke det, bliver de hakket ned. Vi ville alle gøre det samme i deres sted. Det ville klæde os at have et ordentligt menneskesyn i centrum og forsøge at hjælpe disse mennesker. Hvis ikke både empati og sympati, som er adelsmærker, får lov at være i os, hvor er vi så henne? Det er, som om det i dag nærmest er blevet forbudt på én og samme tid at holde hovedet koldt, men hjertet varmt.

Nu er det ikke menneskesmuglerne, hun overser. Nu er det de flygtningelejre i Tyrkiet, Libanon og Jordan, hvorfra menneskesmuglerne henter flygtningene, hun ikke kender nogetsomhelst til. I disse flygtningelejre har de det nogenlunde. Men har de penge, er fristelsen til at flygte videre stor. 6000 dollars for at blive fragtet til Italien. Det er mange penge. Men heldigvis for alle de ”gutmenschen”, der slår deres folder i Europa, virker den høje pris som et stort og effektivt filter, så det ikke er halve og hele millioner, nemlig alle dem, der befinder sig i flygtningelejrene, der finder vej til Europa, men kun de rigeste tre til fire procent. Resten må blive i lejrene.

Men denne sikre mellemstation for bådflygtningene findes ikke i Aukens univers. For at kunne forarges på os andre er hun nødt til at operere med alternativet ”enten flygte og hjælpes af os eller hakkes ihjel af ISIS”. Og enhver, der vil gribe bådflygtningeproblemet anderledes an, henregnes til mennesker uden empati og sympati. Om sig selv mener hun, at hun holder hovedet koldt, men hjertet varmt. Som man kan forstå på hendes virkelighedsopfattelse, er det nu så som så med det kolde hoved.

Anders Vistisen, europaparlamentsmedlem for Dansk Folkeparti, vil gerne redde flere flygtninge fra at drukne, men vil sende dem tilbage til Afrika, efter at de er blevet reddet.

Problemet med bådflygtningene bunder i, at vi i Europa har nogle andre asylregler end resten af verden. I Europa har du for eksempel ret til at søge asyl, fra det øjeblik du har sat foden på et italiensk skib, og de regler udnytter menneskesmuglerne.

Det har han ret i. Og han har også ret i, at menneskesmuglerne så udmærket kender alle hjørnerne af det europæiske regelsæt.

Andreas Kamm, generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, siger:

Det afsæt, som vi har i vores del af verden, med respekt for det enkelte menneske og for familien, det harmonerer meget dårligt med at sige, at så må de her flygtninge bare drukne. De mennesker, der flygter på denne måde, er fuldt ud klar over, at de udsætter sig selv for en fare. Og det er blot endnu en tydelig demonstration af, hvad det er, de er på flugt fra, nemlig noget, der er endnu værre.

Han fortæller desværre ikke, hvem det er, der siger, at ”så må flygtningene bare drukne”. Og det, som Dorte Bo Jensen fortæller som udsendt til Sicilien for Frontex harmonerer dårligt med, at flygtningene fuldt ud er klar over, hvilken fare de udsætter sig for. Når flygtningene lige er ankommet, er de dybt forargede over menneskesmuglernes handlemåde, det med at flytte dem til stadig ringere både for til sidst at lade dem i stikken, så de kun kan håbe på, at italienerne opdager dem i tide. Og han tror tilsyneladende også, at menneskesmuglerne entrerer med flygtningene i Syrien, hvor de jo bliver forfulgt af den ene eller anden part i borgerkrigen. Nej, de går om bord i de første fartøjer under falske forudsætninger, og først ude på havet opdager de, hvad menneskesmuglerne har for, når de tvinger dem over i stadig ringere fartøjer.

Til sidst siger Andreas Kamm:

Der findes ingen gylden løsning, men man kunne blandt andet i Europa supplere med nogle mere proaktive indvandrerpolitikker for den almindelige immigration. Jo mere pres der er på Europa generelt, jo dårligere bliver vi til at hjælpe dem, der er forfulgte. Det store pres kommer til at skubbe de svage længere ud.

Dette vidner om stor uvidenhed eller vidner om, at han her lukker øjnene bevidst for en stor del af virkeligheden. Tror han virkelig sådan for alvor, at vi vil kunne lette presset fra bådflygtningene ved at lukke flere indvandrere ind ad de lovlige kanaler? Véd han da ikke, at det er millioner og atter millioner, der venter på en chance for at komme til Europa? Fjerner vi det filter: at det kun er de rigeste, der kan flygte over havet, så skal vi bare se løjer; så vil det vælte ind i landene med fremmede, og vore samfund vil inden længe have ændret sig til ukendelighed.

Og påstanden om, at det store pres kommer til at skubbe de svage længere ud, antyder, at vi for øjeblikket tager os af de svage flygtninge. Det er jo en stor løgn. Vi tager os af de rige flygtninge, dem, der har råd til at betale for turen over Middelhavet.

Jamen, har vi da ikke en forpligtelse til at hjælpe her i Europa? Skal vi ikke holde fast ved vort værdigrundlag?

Jo, selvfølgelig skal vi det. Men et meget væsentligt værdigrundlag her i Europa, ét, som vi er lige så forpligtet på som på barmhjertigheden, er sandheden. Der er ikke så få journalister, politikere og andre i fremtrædende stillinger, der kunne have godt af at få denne værdi pudset lidt mere af.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s