Flosklernes indtogsmarch

Det var beskæmmende at høre Bo Lidegaard og Lykke Friis i Deadline forleden. Lidegaard har i næste dags leder i Politiken skrevet så nogenlunde, hvad han sagde i Deadline, eller – skal vi vist lidt kritisk sige – hvad han fik lov til uanfægtet at sige i Deadline, se her. Floskel ovenpå floskel.

Og det er noget af det, der er beskæmmende. For Jakob Rosenkrands var fuldstændig enig med de to debattører om at fordømme den protestbevægelse i Tyskland, der her i efteråret har vokset sig stor, PEGIDA. Dette sære navn står for Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes (Patriotiske europæere imod islamiseringen af aftenlandet). Og man skulle jo synes, dette navn klart nok udsiger, hvad demonstrationerne er en demonstration imod, nemlig det forhold, at Tyskland om nogle generationer ikke mere er det Tyskland, tyskerne kender, men er blevet præget alt for meget af islam.

En række tyske politikere har været ude for at tage afstand fra PEGIDA, men de har alle ramt ved siden af. Selv kansler Merkel, der i sin nytårstale absolut skulle advare mod demonstrationerne, skød langt over målet. Hun hævdede, at de er drevet af had og fordomme. Andre har sagt det samme: PEGIDA vender sig mod et religiøst mindretal. Og det er jo ganske mærkeligt, at man ikke formår at skelne mellem kritik af islam og kritik af muslimer.

Og selv om medierne jo egentlig skulle være politikernes kritikere, så var de to debattører i Deadline da så rørende enige med de tyske politikere: Tyskland, med den fortid, landet havde som jødeforfølgernation, kunne ikke igen tillade sig at vende sig imod et religiøst mindretal. Uden videre sammenligner man altså jødernes situation i trediverne med muslimernes situation i dag, dvs., man sammenligner en statsstøttet terror mod velintegrerede jøder med en fredelig protest mod alt for stor eftergivenhed overfor muslimerne. Det burde i det mindste Lidegaard have vendt sig imod, men nej, det er vist en floskel, der trives alt for godt på Politiken, så den rokkede han ikke det mindste ved. Og Jakob Rosenkrands undlod at anholde sammenligningen, formentlig, fordi han også tror på den.

Andre har sagt, at der bestemt ikke foregår nogen islamisering af Tyskland. Det kan man nok stille spørgsmål ved, men hvis man virkelig for alvor mener det, så lad dog PEGIDA være i fred, for så vil demonstrationerne jo dø ud af mangel på føde.

Igen andre har sagt, at der i Dresden, hvor demonstrationerne begyndte og hvor de stadig har stor og stigende opbakning, jo ikke bor ret mange muslimer, og at det derfor må være noget andet, demonstranterne demonstrerer imod. At de demonstrerer mod islamiseringen i hele Vesteuropa, kan man åbenbart ganske overse. Og at der er tale om nogenlunde fornuftige mennesker, der nok véd, hvad de demonstrerer imod, det tror man ikke på. For de tre beroligere i Deadline var enige om, at demonstrationerne var en protest mod den manglende vækst i det tidligere Østtyskland, var udtryk for politikerlede, var udtryk for frustration over ikke at blive hørt, osv.

Det mente Bo Lidegaard gentagne gange, at man burde tage alvorligt. For sådan tolkede han protesterne: det var ikke islamiseringen, man var imod, men alt mulig andet. Og dette andet gjaldt det om at finde frem til, så man kunne gøre noget ved det.

Men han overså behændigt, at netop ved at sige sådan giver han de protesterende ret i, at de ikke bliver hørt. De vil protestere mod islamiseringen, men deres protest kan politikere og mediefolk først høre og godtage, når den bliver omfortolket til noget helt andet. For islam må man sandelig ikke protestere imod.

Forresten måtte vi også lægge øre til den floskel, som jeg troede var død forlængst, nemlig den, at de aldrende befolkninger i Vesteuropa ligefrem behøver indvandring, og at indvandringen er en økonomisk gevinst for landene. Svenskerne tror vist stadig på den løgn, men her i landet er den da vist blevet afmonteret. Men nu måtte vi så igen høre den fra Lidegaards mund, dog som noget, der i hvert fald gjaldt for Tysklands vedkommende. Hvis det forholder sig sådan, hvorfor gør man så ikke som Canada, der nøje vælger og vrager mellem dem, der vil indvandre til landet, for kun at modtage dem, der kan yde bidrage til landets nationalprodukt? Og hvis man mener det alvorligt med denne nødvendighed af indvandringen, hvorfor prøver man så ikke at sammenholde de problemer, indvandringen skaber – ghettodannelse, øget kriminalitet, osv – med de fordele, den påstås at give, så man klart kan gøre rede for, hvilket loft der må gælde for indvandringen?

Og selvfølgelig gentager Lidegaard i sin leder dagen efter, at man skal undlade at udstøde mindretal. Underforstået: det er det, PEGIDA gør. Men så må konklusionen jo være: vi kan aldrig, gentager: aldrig kritisere muslimerne, uden at få den stukket i hovedet: I udstøder mindretal.

Floskel på floskel.

Nå, én af dem, der har givet sin kommentar til Lidegaards leder, Pernille Olsen, skriver om en rapport om holdningen hos marokkanske og tyrkiske indvandrere i en række lande, herunder Tyskland:

65% af de interviewede muslimer udtrykte at Sharia lov er vigtigere end det lands lov, som de lever i. 65%! Derudover bygges der moskeer i et væk i Tyskland, der kaldes til bøn 5 gange om dagen flere steder. Med jævne mellemrum forbydes salafistiske organisationer, der har været flere domsfældelser baseret på sharialov, julemarkeder omdøbes til vintermarkeder, halal erstatter ikke-rituelt slagtet, osv. osv. Islamisering – NEJ DA.

Og så har vi ikke nævnt ghettodannelsen, den øgede kriminalitet, rekrutteringsbasen for IS, vanskelighederne for politiet og brandmænd i de muslimske områder.

Både i Kristeligt Dagblad og i Information, se her og her, er der i dag store artikler om PEGIDA – Informations er den mest informative – men begge har en tendens til at fokusere på modstanden mod PEGIDA i stedet for på bevægelsen selv.

Nu i dag, den 7-1, har der så været et terrorangreb på den franske satireavis Charlie Hebdo i Paris. Det fremtræder næsten som timet til at levere et modbevis mod alle Lidegaards floskler. Netop, som han har brug for et bevis på islams ufarlighed, får han det modsatte.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s