Charlie Hebdo

I de sidste dage har medierne flydt over med kommentarer om terrorangrebet på det franske satire-magasin Charlie Hebdo. Man må da også indrømme, at hvis formålet har været det samme, som de muslimske hære op igennem historien altid har haft, nemlig at ”skabe frygt i fjendens hjerter”, så er formålet lykkedes.

Men nu står vi jo ikke overfor en hær. Vi står overfor en femte kolonne, som opererer bag vore grænser, og som har en stor muslimsk mindretalsgruppe at skjule sig i. Det er endnu uklart, hvordan myndighederne så hurtigt kunne blive klar over identiteten på de to gerningsmænd, endda med en sådan sikkerhed, at man kunne udsende deres billeder til offentligheden, der er noget med, at den ene havde glemt sit identitetskort i én af flugtbilerne. Men i hvert fald havde man den ene af de to brødre i kikkerten, han hørte til dem, man måtte holde øje med.

Hvorfor gjorde man det så ikke, eller: hvorfor gjorde man det ikke godt nok?

Fordi man har altfor mange på listen over mulige terrorister. Hvis der, som man hævder, er 1000 franskmænd, der er taget til Syrien for at kæmpe for IS, hvis et par hundrede af dem vender tilbage til Frankrig, og hvis det ”koster” 15 heltidsansatte at holde øje med blot én terroristspire, så kommer det franske PET til at lide af mandskabsmangel.

Endvidere må det indtil videre forblive en gåde, hvorfor politibeskyttelsen af Charlie Hebdos lokaler var nedskåret eller helt fjernet. Det vil nok komme frem, når spørgsmålene begynder at hagle ned over myndighederne.

Lad mig pege på to ting, som er anderledes denne gang!

Den ene er, at der blandt de mange reaktioner fra diverse politikere og kommentatorer i medierne så at sige ikke har været én eneste, der har sagt, at Charlie Hebdos tegnere selv var ude om det. En enkelt svensk radioreporter har sagt, at det jo ikke var uskyldige mennesker, der blev dræbt, men hun måtte hurtigt indlede et tilbagetog. Ellers har ingen været inde på den tankegang, en tankegang, der jo ellers har præget mediebilledet ved andre terrorhandlinger. Jeg husker en flok muslimer, der efter Theo van Goghs død fik lov til uimodsagt at hævde, at han selv havde været ude om det, han kunne bare have ladet være med at lave den islam-kritiske film Submission. Sådanne tanker har været næsten totalt fraværende denne gang, endskønt jo næsten Gud og hvermand har udtalt sig. Så en vis udvikling lader sig spore i vore forestillinger om muslimsk terror.

Derimod er det ikke lykkedes at komme den påstand tillivs, der siger, at dette intet har med islam at gøre. Den bliver ved med at dukke op ved den slags lejligheder. Lars Løkke var ude med en melding om det skammelige i, at nogle terrorister tog islams navn som gidsel. Så det ser ud til, at politikere og andet godtfolk ikke er til at drive bort fra denne falske overbevisning. Terrorister kan hævde aldrig så meget, at de handler i islams navn, det nytter ikke, deres handling er, siger man, ikke udtryk for den sande islam, islam er nemlig i virkeligheden en fredselskende religion. Man bliver nok først overbevist om noget andet, når endnu ti terrorangreb af denne kaliber har fundet sted. Og det er jo lidt sent.

Det andet, der er anderledes denne gang, er den kendsgerning – som forresten ingen hidtil har lagt mærke til eller gjort opmærksom på – at der ikke er tale om selvmordsterrorister, selv om de med deres råb tilkendegav, at de var muslimske terrorister. Om det er en ny trend, der her viser sig indenfor genren ”muslimske terrorister”, er ikke til at vide. Og om det hænger sammen med, at der er tale om mennesker, der er opvokset i Frankrig og måske derfor ikke er helt så brændende tilhængere af ”dødsreligionen islam” som mennesker, opvokset i Mellemøsten, er også uklart. Men holder denne trend, vil det lette politiarbejdet noget, og samfundets reaktion vil også blive mere normal. Jeg mener, der er en vis gammelkendt tilfredsstillelse ved at vide, at det er os, det vestlige samfund, der har givet dem deres straf: døden, og ikke dem selv, der har inkalkuleret døden i deres planlægning.

Så er der sket det denne gang, at alle nu erklærer deres solidaritet med Charlie Hebdo. Man demonstrerer med sloganet ”Je suis Charlie” [Jeg er Charlie] på sine bannere, og alle aviser er enige om at stå last og brast med satiremagasinet: ”Det er et anslag mod os alle”, siger man.

I den forbindelse er det på sin plads at lytte til nogle kritiske røster. Forfatteren Douglas Murray har f.eks. foreslået, at aviserne nu skulle gøre det, de forsømte at gøre, da det var Jyllands-Postens tegninger, det gjaldt: udgive de famøse tegninger fra Charlie Hebdo, se her. Han tør dog næsten garantere, at det vil aviserne ikke gøre. Og, siger han, han kender alle deres undskyldninger fra dengang med Jyllands-Posten:

Selvfølgelig sagde de, at de ikke udgav eller genudgav tegningerne, fordi de ikke ønskede at provokere, eller fordi de mente, at de (fuldstændig uskyldige) tegninger med vilje var provokerende, og den slags. Og selvfølgelig er Jyllands-Posten en konservativ, højrefløjs avis.

Men hvorfor ikke lytte til Hirsi Ali, som siger, at det drejer sig om at fordele risikoen, spørger han.

Den samme tanke kan findes i en artikel i Information fra den 9-1 af Jens-Martin Eriksen, se her. Han skriver bl.a.:

Nu ramte man så en hel medarbejderstab på Charlie Hebdo i hjertet af Paris, alene fordi alle andre har svigtet. Man har ikke i solidaritet publiceret tegninger sammen med det allerede truede Charlie Hebdo for at desillusionere voldsmændene ud fra princippet: solve the problem by maximizing the problem. Hvis alle publicerer, er der ikke nogen at udpege for voldsmændene. Og hvis avisredaktører og journalister ikke forstår det, bør de søge over i andre brancher. For det er udfordringen i dag.

Altså: dette ikke at publicere de famøse tegninger, er et svigt. Der er ingen undskyldning. Og den sædvanlige bortforklaring med, at de virker provokerende på ellers fredelige muslimer, duer ikke.

En skelnen, som Salman Rushdie kom med for nogen tid siden, er klarende. Jeg gengav den dengang på følgende måde:

I et interview med Salman Rushdie som Deadline i går (18-9 2012) bragte uddrag af, se her, har han nogle overvejelser over, hvad vi i vesten skal gøre. Han skelner mellem et ”før” og et ”efter”, det vil sige: før og efter volden eller voldsopfordringen. I det første halve år efter at hans bog ”De sataniske vers” var udgivet, skabte den en del debat. Og det er helt i orden, sagde han, det er endda i nogle tilfælde ligefrem litteraturens opgave at skabe debat. Og i en sådan debat kan man give udtryk for, hvad man mener om bogen, og hvorfor man måske ikke synes særlig godt om den. Men så snart Ajatollahens mordopfordring, fatwaen, kom, ændredes billedet totalt. Nu var det, der skulle forsvares, ikke længere bogens kvalitet, nu var det ytringsfriheden, man skulle gå ind for, nu var det volden, der blev anvendt imod bogen, man skulle vende sig imod, nu var det det urimelige i, at nogen ville myrde for at lukke munden på en forfatter, der skulle fremholdes. (Se her).

Hvis man overfører denne skelnen til situationen i dag, vil det sige, at man så udmærket kan diskutere, om tegningerne i Charlie Hebdo er passende, om det går an at bringe dem, om man eventuelt skal tage hensyn til, at muslimerne formentlig vil blive krænkede. Men i det øjeblik, muslimerne – eller andre, for den sags skyld – anvender vold for at forhindre, at den slags tegninger fremkommer, så er situationen en helt anden. Så drejer det sig ikke mere om, hvorvidt tegningerne er gode eller ej, eller om, hvorvidt det nu også er klogt af hensyn til integrationen at offentliggøre dem, så drejer det sig derimod om for enhver pris at offentliggøre dem for derved at signalere, at netop et ydre voldmæssigt forsøg på at lukke munden på os, er noget, vi finder krænkende, så krænkende finder vi det, at vi for vor æres og for ytringsfrihedens skyld er nødt til at offentliggøre også de for muslimerne krænkende tegninger, som vi egentlig ikke finder særlig gode.

I 2011 meddelte en amerikansk præst, at han ville foretage en koranafbrænding. Det lykkedes ham vist at få sat ild til et par stykker, men muslimer i Kabul reagerede yderst voldsomt på denne happening: de angreb en FN-mission i byen og slog 24 personer ihjel. Jeg foreslog dengang, at man fra kristen side skulle fremhæve forskellen mellem en død og reproducérbar bog: koranen, og et uerstatteligt menneske, f.eks. ved at foranstalte en koranafbrænding:

Hvorfor ikke i stedet lave en happening foran landets hovedkirke! Hvorfor ikke samle alle landets notabiliteter til en højtidelig mindestund for de omkomne! Her kunne man så nævne deres navne og for hvert navn kaste en koran på et til formålet antændt bål. Det bedste ville naturligvis være, om man kunne få nogle af vore hjemlige muslimer med på idéen. De kunne gøre det som en slags bodshandling på alle muslimers vegne. Man skal naturligvis prøve at samle så autentiske beretninger om hver enkelts død som muligt, og man skal i den forbindelse huske at få de dræbte afghanske vagters forsøg på forsvar for FN-personalet med i sin redegørelse. Så vidt jeg har forstået, ville de beløbe sig til 24 koraner. Det ville kirken nok kunne få råd til. (Se her).

Det ville muligvis virke provokerende på nogle muslimer. Men det ville samtidig være et godt og umisforståeligt udtryk for en kristen forkyndelse: Det, der er helligt for os, er menneskelivet, ikke en død bog, og de, der helliger en bog i stedet for et menneskeliv, er på gale veje.

I det hele taget: Måske vi skulle tænke noget mere på, hvordan vi kan forkynde evangelium for muslimerne i stedet for hele tiden at undskylde dem og forsvare dem og påvise de få ligheder, der er mellem vore to religioner.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Charlie Hebdo

  1. Pingback: Ytringspligt? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s