Reformation af islam

Ovenpå begivenhederne i Paris er der fremkommet to indlæg, som jeg har lyst til at kommentere. Begge handler om islam som fredens religion, eller måske snarere, om ønsket om, at islam skal være en fredens religion.

Spørgsmålet er nemlig, om dette ønske har nogen jordforbindelse. Kan islam i det hele taget gøres til en fredens religion? Kan man udlægge denne religions tekster på en måde, så tolerance, ja, ligefrem religionsfrihed fremstår?

I en debat i gårsdagens Deadline (den 9-1 2015) fremhævede Naveed Baig med rette, at det drejer sig om at bringe teologien i spil; spørgsmålet om islam som en fredens religion er et teologisk spørgsmål, hævdede han flere gange. Men om det nu skyldtes studieværten Adam Holms formodede uvidenhed på det teologiske felt, eller det skyldtes en forudgående aftale om at holde teologien udenfor, der blev i hvert fald ikke snakket megen teologi ved den lejlighed, selv om nødvendigheden af teologien blev påpeget. Og det var egentlig lidt ærgerligt.

Men det blev der så i nogen grad rådet bod på med en artikel i Information af Ed Hussain, endnu ikke udlagt på nettet i den danske udgave, en engelsk findes her.

Husain begynder med at hævde, at profeten Muhammed i Mekka kæmpede for ytringsfrihed

således at han kunne proklamere for hele verden, at der kun var én Gud, som havde skabt universet og alt liv og derfor alene var værdig til tilbedelse. Byens hedenske polyteister var hans voldelige forfølgere.

Det er nu den første undladelsessynd, Husain udsætter os for: Han ”glemmer” at nævne den anden og måske vigtigste del af den muslimske trosbekendelse: at Muhammed er denne Guds profet.

Lidt senere hedder det:

Islam og muslimer er sikre og trygge i Vesten, præcis fordi der her hersker ytringsfrihed, samvittighedsfrihed, trosfrihed, pressefrihed og religionsfrihed. At angribe disse friheder er at angribe selve grundlaget for islams eksistens.

Nej, disse ting er ikke grundlaget for islams eksistens, de kan kun siges at være grundlaget for de muslimers eksistens, der lever i Europa. Muslimer i Pakistan, Irak, Egypten, ja, i alle muslimske lande lever uden disse friheder. Nogle steder prøver de at rette sig efter dem, men resultatet er yderst pauvert.

Det var den anden fejl. Men det bliver værre endnu:

Da han ikke kunne dyrke islam i frihed i Mekka, udvandrede profeten til Medina. Her var hans første handling at bygge en moské, den helligste bygning for en troende muslim. En araber gik ind i moskéen og urinerede, tydeligvis bedøvende ligeglad med moskéens status af helligdom. Hvordan reagerede profeten imod denne voldsomme krænkelse af islam og ham selv? Han gjorde rent i moskeen, forhindrede sine tilhængere i at smide manden på porten og forklarede ham, hvorfor det sted, hvor man dyrker Gud, må være et ukrænkeligt sted.

Altså, hvor er han dog en fredsommelig fyr, denne Muhammed! Og ærlig talt, hvis man kender lidt til islams historie, synes man jo nok, at denne ”lignelse”, som Husain kalder den, kalder på en modhistorie, som bestemt ikke er en lignelse, nemlig historien om Muhammeds krig mod mekkanerne. Krigen bølgede frem og tilbage, og under denne krig udførte Muhammed nogle rædselsgerninger, som ikke lader nutidens ekstremister noget efter i grusomhed, men hvis vi ser bort fra disse ting, og nøjes med at se på, hvordan han handlede, da han omsider i 630 erobrede Mekka, tegner der sig et alt andet end tolerant billede af Muhammed.

Han havde omringet byen og tilbød den fred, dog på den betingelse, at byen udleverede en række personer, der på forskellig måde havde smædet Muhammed. Det gjorde byen, og den fik sin fred. Muhammed havde været udsat for en krænkelse af en digterinde, der havde affattet nogle nedgørende vers om ham. Og han havde måttet lide den tort at blive afsløret i sin profetvirksomhed af én af sine skrivere, som opdagede, at han, når han foreslog en forbedring af en formulering, som Muhammed påstod kom fra Gud selv, fik den godkendt af Muhammed. Han havde derfor draget den slutning, at Muhammeds åbenbaringer kom fra ham selv og ikke fra Gud.

Fandt Muhammed sig i disse ting? Var han overbærende og tolerant? Mente han, at enhver måtte have den overbevisning, han ville om Muhammed og hans åbenbaringer? Bestemt ikke. Han sørgede for at få sådanne modsigere af hans religion og ham selv fjernet, og det altså på den mest sikre måde: ved at slå dem ihjel.

Men endnu mere: Muhammed havde meget tilovers for Jesus. Han bliver i koranen gjort til en stor profet. Men da han er en stor profet, kan det ikke passe, at Gud lod ham lide døden på et kors. Og hvad gør man som profet i en sådan knibe? Man laver da bare om på historien. Derfor står der i sura 4,157:

og fordi de sagde: “Vi har dræbt Messias, Jesus, Marias søn, Guds udsending” – men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således. De, der er uenige om ham, er i tvivl om den sag. De har ingen viden derom, men kun løse formodninger. De har med sikkerhed ikke dræbt ham.

Smart, ikke? Men ikke særlig velegnet til at gøre Muhammed til den fredens religionsstifter, som Jesus er, netop fordi han ikke brugte magt imod sine modstandere.

Så hvis nogen i dag vil hævde, at Muhammed ikke selv tålte krænkelser, og at en moderne muslim derfor heller ikke skal finde sig i krænkelser, så er det historisk set korrekt nok.

Eller altså: Hvis der skal findes teologiske argumenter frem imod terroristerne, skal de være af større lødighed end dem, Husain kan fremvise.

Det kan man desværre ikke sige om den anden debattør, jeg vil kommentere, Aminah Tønnsen, se her. Hun vender sig i dette ret korte indlæg fra Kristeligt Dagblad imod hele den muslimske lovforståelse. Det ser næsten ud, som om hun har en kristen og ikke en muslimsk forståelse af menneskelivet. Hun skriver:

I mere end 1000 år har muslimer- læg som lærd – omtalt principperne for deres troslære og religiøse praksis som islamisk ret eller islamisk lov. Hvorfor betegnelserne har vundet indpas, kan man kun gisne om, for de er i bund og grund en misforståelse.

Ved at bruge betegnelser som islamisk lov og ret har man givet indtryk af, at Koranens vejledning til menneskeheden udgør et fasttømret juridisk system, som – om nødvendigt – kunne gennemtvinges med med magt.

Vil hun virkelig vende sig imod den sharia, der er udviklet igennem hele islams historie? Vil hun virkelig tilintetgøre de fire retsskoler? Mener hun virkelig, at hun – ene kvinde – kan tolke koranen bedre end diverse lovkyndige op gennem islams historie? Ja, minsandten, det ser ud til det. Og det gør hun ud fra det ene koranord om, at der ikke må være tvang i religionen (sura 2,256).

Man har simpelthen misbrugt den guddommelige vejledning til at umyndiggøre den enkelte troende og kontrollere masserne, som helt bevidst er blevet holdt i uvidenhed. Og man har begrænset fortolkningsretten til en lille gruppe skæggede mænd.

Det er jo sandt nok, sådan har man (altså muslimerne) båret sig ad. Men nu dette med at umyndiggøre den enkelte troende! Det er da kristendommen, der kan siges med sin tilgivelsesforkyndelse at ville myndiggøre mennesket, ikke islam. Og når hun senere bebrejder muslimerne, at de ”glemmer at reflektere over betydningen af det personlige forhold til Gud og troen”, så må man sige det samme: Jamen, det er jo kristendommen, der taler om retfærdiggørelse ved tro, ikke islam. Islam tænker ikke på, om et menneske føler sig myndigt eller ej, islam kræver lydighed overfor den overordnede, kvinden overfor manden, den enkelte muslim overfor kaliffen, osv. Sharia, loven med alle dens bestemmelser, kræver ikke tro, kræver ikke noget personligt forhold til Gud – Gud er for højt hævet over mennesket til, at mennesket kan have et personligt forhold til ham – så den forståelse af mennesket overfor Gud, som Tønnsen her lægger for dagen, er mere kristendommens end den er islams.

Og så vender hun sig imod alle disse skæggede mænd, der forbyder både dette og hint:

Tomhed inspirerer ikke til ærefrygt og taknemmelighed for Gud og Hans skaberværk. Det hele bliver ligegyldigt, og man bliver et let offer for skruppelløse, åndeligt afstumpede trosfæller, der lover guld og grønne skove for den, der kynisk ihjelslår mennesker, der har et anderledes livssyn.

Og det ville jo være skønt, hvis dette var udtryk for islams gudsforståelse. Men det er mere udtryk for kristendommens. Islam har altid villet herske over dem, der havde et andet livssyn, i hvert fald, hvis de gav altfor højrøstet udtryk for det. Retten til at konvertere bort fra islam har altid i de muslimske samfund været ikke-eksisterende. Man risikerede og risikerer at blive slået ihjel, hvis man alligevel gør det.

Gad vidst, hvornår Aminah Tønnsen konverterer tilbage til den kristendom, hun kom fra!

Men netop, når hun forsøger at lægge det kristne menneskesyn – at man kan have et personligt forhold til Gud, at man kan glæde sig uden forbehold over hans skabning – ned over islam, træder det muslimske menneske frem som en mere krampagtig skabning, der ikke er et frit væsen, men beder og overholder shariaen ud af frygt for Gud og ikke ud af det umiddelbare forhold til næsten.

Det minder mig om en mistanke, jeg for mange år siden, tilbage i 2006, fik imod Ahmed Akkari. Det var, før han fortrød sine handlinger under Muhammed-krisen. Han havde i et indlæg hævdet, at ”det drejer sig om at forstå, at ens frihed stopper der, hvor andres frihed starter”. Senere hedder det, at

Muslimer kan og vil ikke finde sig i, at deres forbillede og særlige religiøse figur Muhammad – fred være med ham – bliver udsat for en bølge af uanstændig og målløs kritik.

Og han tillod sig også at fremkomme med en ret forblommet trussel.

Det fik mig til i et indlæg på religion.dk at spørge, hvilken del af hans frihed der bliver truet ved offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne. Han kunne da bede de bønner, han ville, han kunne gå i moskeen så ofte, han følte trang, han kunne undlade at spise alt det svinekød, han formåede, osv. Så, spurgte jeg, hvad er problemet?

Ja, det er måske i virkeligheden, at Akkaris tro er alt for ringe. Han tror i virkeligheden ikke rigtig på det, han står og siger i moskeen. Han er ikke helt sikker på, at Muhammed nu også er en udsending fra Gud, og på, at koranen nu også er Guds eget skinbarlige ord. Han har langt inde i sindet sine tvivl. Derfor vil han allerhelst være i et samfund, hvor alle andre tror. Så kan han nemlig tro som alle andre. Og det er der noget utrolig trygt ved. Når så mange tror, så er det nok rigtigt, det, de tror på. (Se her).

Og så er vi tilbage ved Muhammed. Han turde ikke lade sin tidligere skriver leve, for den tvivl med hensyn til ægtheden af Muhammeds åbenbaringer, som han gav udtryk for, boede i virkeligheden også inde i Muhammed selv. Og den tvivl måtte han for alt i verden bekæmpe. Og det kan kun gøres ved magtanvendelse. Derfor er det muslimske samfund et samfund baseret på magt.

Jeg fortsatte min mistanke mod Akkari:

Et sådant samfund lever han bare ikke i her i Danmark. Her lever han blandt en stor flok af kulturkristne, som igennem mange årtier har været vant til at skælde kristendommen ud for det værste. Her er der en lille flok kirkekristne, som er vant til, at deres bibel bliver kritiseret sønder og sammen, ja, som oven i købet selv uddanner deres præster i en solid bibelkritik, så de i deres unge dage kan møde alle troens modsigelser og vænne sig til det. På den måde styrkes troen, på den måde mener vi kristne, at troen bliver det, den skal være: en personlig overbevisning, som man stræber at holde fast, om så alle andre falder fra.

Men fordi nu Akkaris tro er så ringe og så let går i spåner, så vil han, sammen med Islamisk Trossamfund, i det mindste kræve respekt for den. Den tro, der indadtil er yderst skrøbelig, den må udadtil have des mere understøttelse. Og den understøttelse skal vi andre være med til at give ham. Vi skal på den ene eller den anden måde være med til at holde hans vaklende tro i live. Det er derfor, han mener, at tegningerne af Muhammed er et indgreb i hans frihed.

Jeg er alvorlig bange for, at jeg stadig har ret. Nå ja, ikke med hensyn til Akkari, for han er da gudskelov blevet klogere, men med hensyn til alle de andre muslimer, der er efterladt i det pulveriserende danske samfund, hvor de kun har hinanden til at understøtte deres tro.

Blandt andet derfor vil det være spændende, hvad der kommer ud af det den dag, muslimer begynder på normal vesterlandsk facon at granske deres helligskrift. Hvis de skal abonnere på en Tønnsensk overbevisning, må der være en del koranord, der skal skrottes.

Og vil de være Husain-tilhængere, skal de finde på ikke så få bortforklaringer.

Men ingen af delene vil virke overbevisende på muslimske terrorister.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Reformation af islam

  1. Pingback: Moderate muslimers opgave | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s