Demonstrationen i Paris

Kun lige to ting angående kæmpedemonstrationen i Paris søndag den 11-1 2015. Begge ting hentet fra Tv-avisens dækning af begivenheden samme søndag.

Den ene ting er den, at Thomas Ubbesen kom til for skade at sige, at han aldrig havde set så mange Muhammed-tegninger på én gang som i dette demonstrationstog.

Den anden ting, der er værd at gøre opmærksom på, er Ulla Therkelsens bemærkning om, at der, såvidt hun kunne se, ikke deltog muslimer fra Paris’ muslimsk prægede forstæder, de såkaldte ”banlieus”.

Begge ting druknede i reporternes øvrige plusord om solidaritet, sammenhold, medfølelse, fælles kamp mod terror, osv. Af hensyn til det første er det måske værd at gøre opmærksom på Aske Munks bemærkning i Deadline samme aften, at pariserne i metroen fuldstændig havde forandret opførsel. Hvor man til daglig stod i metroen og nærmest kikkede ned i gulvet, altså var en samling enkeltmennesker, dèr var man denne søndag åben og medlevende overfor sine medpassagerer; man talte sammen, man lo af det samme, hvis der af og til viste sig noget sjovt, man var – hvis det må være mig tilladt at bruge det ord – et folk.

-Jamen, jamen, vil man så sige, hvordan kan så nogen tillade sig, uimodsagt, at bære rundt på den ene Muhammed-tegning efter den anden? Er man da ikke klar over, at der kan være muslimer med i den store demonstration? Er man ikke klar over, at man med de mange Muhammed-tegninger fra Charlie Hebdo krænker muslimernes religiøse følelser? Véd man ikke, hvor alvorligt de tager deres profet? Var ikke demonstrationen blandt meget andet en invitation til muslimerne om at være med i den store franske familie? Hvad blev der af den selvfølgelige hensyntagen til muslimske følelser, som ellers plejer at præge franskmændene?

Der er noget glædeligt ved, at man må svare negativt på alle disse spørgsmål. Det er positivt, at man nu omsider synes at sige til muslimerne: ”Vi blæser på jeres religiøse følelser! Vil I være med i vores samfund, så er det på de betingelser, at også jeres religion kan udsættes for modsigelse. I må have alle de forbud mod at afbilde Muhammed, som I vil, I må skændes indbyrdes om, hvor langt forbuddet skal strække sig, hvad man som god muslim må og ikke må, men I skal ikke tro, at I kan lægge et sådant forbud ned over os andre!”

Det skulle man jo have sagt for lang tid siden. Men hvis Ubbesen har set rigtigt, er det noget af det, man siger med denne overvældende demonstration.

Blot skade, at det kun er en lille intetsigende blog som denne, der har lagt mærke til det!

Det andet: at der efter Ulla Therkelsens iagttagelse ikke var folk med fra ”Les Banlieus”, drypper en lille smule malurt ned i det glade demonstrationsbæger: Vi skal ikke tro, at vi med denne demonstration har udslettet det store rekrutteringsgrundlag for muslimske terrorister, der findes i det franske samfund. Det samme siges gennem det, Den korte Avis meddeler os med kilde i Le Figaro: At mange muslimske skoleelever nægtede at være med til at ære de omkomne ved 1 minuts stilhed, se her.

Derigennem bliver det endnu engang klart, at vi, eller muslimerne selv, ikke har leveret et holdbart teologisk modspil til terroristerne. De har stadig Muhammeds eksempel at holde sig til, når de vil gennemtvinge deres samfundssyn med vold; for det var, hvad han gjorde.

Og det er mig stadig lidt af en gåde, hvorfor der ikke fra kirkeligt hold – fra den katolske kirke i Frankrig eller den lutherske kirke i Danmark – lyder et énstemmigt råb til de muslimer, der påstår, de er fredelige, men ikke kan få deres muslimske teologi til at understøtte deres fredelighed: ”Så drop dog den tåbelige voldsreligion!”

I stedet hører vi en række medier give plads til de såkaldt moderate muslimers fortvivlede påstand: ”Dette er også et angreb på os!” Vel er det ej. Men det er en afsløring af, at de moderate muslimer ikke finder basis for deres moderate form for islam i koranen. Og selv om de leder i de næste tredive år, vil de ikke finde, hvad de søger; koranen vil stadig kunne være opskriftsbogen for muslimske terrorister.

Og det mærkelige er, at der fra kirkernes side ikke vil lyde et kald til at blive kristne, men i stedet en sørgesang over, at de moderate muslimer ikke bliver troet, når de kalder islam en fredens religion.

Der vil nok gå mindst tredive år, inden kirkerne kommer så meget til sig selv, at de formår at forkynde sådan for alvor, at det altså er Jesus og ikke Muhammed, der er ”vejen, sandheden og livet” (Joh 14,6).

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s