Forsoningstegningen

Det er ganske fantastisk. Her har Charlie Hebdo lige været udsat for et attentat fra nogle muslimer, der mener sig berettiget til at hævne deres profet, her har de lige fået dræbt en stor del af deres bedste tegnere på grund af nogle tegninger, de har lavet, og så har de overskud til at række en forsonende hånd ud til alle de muslimer, der ikke er voldsmænd.

De gør det på deres måde: gennem en tegning på forsiden af deres magasin, se tegningen her, men hvilken tegning!

En tegning, der siger til de moderate muslimer: ”Jamen, lad os så sige, at Muhammed er en fredens profet! Lad os så sige, at han ikke, som drabsmændene påstod, er en krigerisk skikkelse! Lad os gå med til, at han er profeten for alle de muslimer, der deltog i marchen i søndags! Hvordan er han så? Hvordan ser han på det, der skete sidste onsdag?”

Og så tegner de (eller altså Luz, som har lavet forsiden) en Muhammed, der er ked af det, en Muhammed, der græder. For må en freds-Muhammed ikke græde over den slags ugerninger, oven i købet ugerninger, begået i hans navn?

Og så forsyner de ham med det skilt, som utallige bar ved demonstrationen: ”Je suis Charlie”. Jamen, er det ikke for meget? Er det ikke at gå over stregen? Det kan man da ikke på nogen måde forestille sig, at nogen Muhammed, freds- eller krigs-Muhammed kan gå med til; han har jo selv forordnet, at der ikke må laves billeder af ham. Og så kan han da ikke solidarisere sig med det blad, der om noget har karikeret ham?

Jo, selvfølgelig kan han det. For han er ikke blot barmhjertig, han er ikke blot god og fredsommelig, denne freds-Muhammed, han er også begavet med en hjerne, der kan forstå. Han kan forstå, hvad tegningen vil sige. Derfor kan han godkende den med sit skilt.

Godt nok fører han med dette skilt diskussionen tilbage til start, tilbage til tiden før Muhammedtegningerne. Og godt nok får en række muslimer bebrejdelse af deres herre og mester igennem tegningen. Men det er velfortjent. For der er noget, de har misforstået, siger denne tænkte freds-Muhammed. De har glemt det, som de to danske imamer, Wahid Pedersen og Fatih Alev, sagde i tiden omkring de danske Muhammed-tegninger: at forbuddet mod at tegne Muhammed ikke gjaldt for ikke-muslimer, men kun for muslimer. Vi, ikke-muslimerne, kan tegne løs alt det, vi vil, tegningsforbuddet gælder ikke os.

Og derfor kan Luz’ Muhammed ikke blot sige ”Jeg er Charlie”, han kan også sige: ”Alt er tilgivet”. Han siger ikke: ”Alt er hævnet”, men ”alt er tilgivet”. ”Vi begynder på en frisk. I må lave de tegninger, I vil, I må udtrykke jer igennem sådanne tegninger, om det er en del af jeres kultur. Jeg har jo sagt det i min koran: ‘I har jeres religion, jeg har min’, sura 109,6. Min religion forbyder at afbilde mig. Men jeres religion forbyder det ikke. Altså må I gøre det, men vi må ikke”.

Men nu kan dette ”alt er tilgivet” ikke blot forstås som noget, denne freds-Muhammed siger, det kan også forstås som noget, Charlie Hebdo siger. Er det den ægte Muhammed, vi her har med at gøre, findes der virkelig en sådan freds-Muhammed, og har han en tilhængerskare blandt de moderate muslimer i Frankrig, så kan forholdet mellem kristne og muslimske franskmænd bygges på denne gensidige tilgivelse, så kan vi kristne eller ateistiske franskmænd undlade at give alle jer moderate muslimer skyld for udåden, så kan vi i fremtiden bo og bygge i det samme samfund, det franske, så kan vi hver respektere den anden uden at skulle dele den andens tabuer og rette sig efter den andens love.

Problemet er jo så blot, om den Muhammed, der afbildes på Charlie Hebdos forside, denne freds-Muhammed, der græder over udåden, der fremover vil finde sig i hvad som helst fra karikaturtegnernes side uden at gribe til vold, om han findes. Er han kun et tankefoster hos Luz, eller findes han i de moderate muslimers forestillingsverden? Sandt nok, der findes en freds-Muhammed i deres forestillingsverden, men findes der én, der siger ”Je suis Charlie”? Eller spørgsmålet er, om de moderate muslimer, nu vi er nået så langt hen i udviklingen af krigs- og modsætningsforestillingerne, som vi er, kan tåle at se Muhammed karikeret, kan finde sig i at se deres imamer og andre højhellige mænd gjort til grin, uden et eller andet sted i deres bevidsthed at føle, at disse latterliggørende franskmænd burde have en afklapsning.

Det kan kun fremtiden vide. Men foreløbig har alle de moderate muslimer fået en udstrakt hånd fra Charlie Hebdo, som man bestemt ikke havde ventet efter det, de har været igennem.

En lignende reaktion findes i Kristeligt Dagblad for den 15-1, se her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s