Ønskedrømmenes islam

Den egyptiske præsident, al-Sisi, holdt nytårsdag en tale for de lærde i det muslimske universitet, al-Azhar. Og den tale var særdeles bemærkelsesværdig. Man kan se dele af talen oversat til engelsk her. Sisi siger bl.a.:

Det er utænkeligt, at den tankegang, vi holder mest hellig, skulle få hele den islamiske verden til at være kilde til frygt, fare, drab og ødelæggelse i resten af verden. Det er umuligt.

Robert Spencer kommenterer dette her. Han siger, at dette er højst usædvanligt for en muslim at sige:

I stedet for benægter de i almindelighed, at muslimer har gjort noget, har dræbt eller ødelagt eller gjort noget, der kan fremkalde frygt for nogen, eller de beskylder ikke-muslimer for volden og hævder, at muslimerne blot svarede på en ekstrem provokation.

Sisi fortsætter:

Den tankegang – jeg siger ikke religion, men tankegang – den samling tekster og ideer, vi har betragtet som hellige år igennem i den grad, at dette at afvige fra dem næsten er blevet umuligt, den tankegang skulle bekæmpe hele verden, den skulle bekæmpe hele verden.

Er det muligt, at 1,6 mia muslimer skulle ønske at dræbe resten af verdens befolkning – det vil sige 7 mia – så de selv kan leve? Nej, det er umuligt.

Jeg siger disse ord her i Al Azhar foran denne forsamling af lærde og ulemaen, Allah den almægtige vil vidne om jeres sandhed på dommens dag angående det, jeg taler om her.

Alt det, jeg her siger, det kan I ikke forstå, hvis I forbliver låst fast i jeres almindelige tankesæt. I må stille jer udenfor jer selv for at se det og tænke over det i et mere oplyst perspektiv.

Jeg siger og gentager, at vi behøver en religiøs revolution. I, imamer, er ansvarlige overfor Allah. Hele verden – jeg siger det igen – hele verden venter på jeres næste træk … fordi dette muslimske samfund bliver forvredet, bliver ødelagt, bliver tabt, og det bliver tabt i jeres hænder.

Det er meget store ord fra al-Sisis mund. Og det er ikke helt klart, hvad det er, han forventer af al-Azhar universitetet. Men hvis det, der behøves, er en religiøs revolution, så er det ganske meget. Og det har noget at gøre med et nyt syn på alt det, muslimer holder helligt, på deres tekster, på deres traditioner. I den grad er det nyt, at alle de imamer, der har den traditionelle tankegang siddende i sig, betragtes som uoplyste, de må gå ud af sig selv og deres forældede tankegang, hvis de skal forstå, hvad han siger.

Hvor vil han hen? Er det ikke sådan – modsat af, hvad han tror – at alt ligger fast i den muslimske tradition? Koranen som Guds eget uforanderlige ord kan Sisi ikke rokke ved. Og alle de tolkninger, der er gennemarbejdet op gennem tiderne, er det vel også umuligt at ændre på. Hvad så?

Ja, måske han vil have al-Azhar universitetet til at bruge sin store autoritet til at ændre på det, der dog kan ændres på, nemlig den muslimske konsensus. Jeg undrede mig for nogen tid siden over, at muslimske lærde i vore dage kan hævde, at slaveri er forbudt, selv om det ikke forbydes i koranen. Det er forbudt af den muslimske konsensus, siger disse lærde og vender sig dermed imod IS. Se her. Og hvis det er en sådan konsensus, al-Sisi vil have vedtaget, hvad skal så indholdet være: et forbud mod terror? Et forbud mod selvmordsbombere? Et forbud mod, at enkeltindivider påtager sig at føre krig mod den ikke-muslimske verden? Det vides ikke. Og det vides heller ikke, om al-Azhar universitetets anseelse i den muslimske verden er stor nok til, at alle vil rette sig efter dets tale.

Men glædeligt er det, at nogen kan se, at den frygt og ødelæggelse, der spredes blandt ikke-muslimer af den tankegang, som muslimer holder hellig, er en uting.

Det var ét eksempel på de drømme, muslimer kan have angående islams fremtid.

Et andet eksempel kan findes her.

Der er tale om en lang artikel på engelsk af Ahmed Vanya. Han er muslim og prøver i artiklen at forene to uforenelige tankegange, åbenbaringstanken og den frie fornuftstanke. Uforeneligheden blev for lang tid siden fastslået, oven i købet af en muslim, nemlig Ibn Rawandi (d. 912) Han hævdede, at de mirakler, profeterne påstodes at have gjort, blot var en slags tryllekunster, og at den åbenbarede lov burde forkastes; var den i overensstemmelse med fornuften, var den overflødig, var den i modsætning til den, var den forkert. (Se mit tidligere indlæg derom).

Alligevel mener Vanya, at det for de muslimer, der vil vende sig imod bogstavfundamentalisterne, drejer sig om at finde en balance mellem åbenbaring og fornuft.

Hvis vi muslimer vil vende os imod og udfordre den bogstavtro, som udøves af de tekstbundne lærde og de militante, der halshugger, slavebinder og forfølger folk rundt om i verden, må vi udvikle en fortolkningsmetodologi, som afbalancerer åbenbaring med fornuft som i andre rationelle, religiøse traditioner.

De militante er idealistiske og utålmodige og er en del af en ideologi, der er blevet fastfrosset i tid, mens de andre muslimer er mere omhyggelige, tålmodige og omsorgsfulde og lever i et tolerant samfund uden at ty til vold.

Den går ikke. Hvis man vil afbalancere åbenbaring og fornuft, er der ingen anden vej end kristendommens. Kristendommen har som åbenbaring ”kun” et ord om tilgivelse, og dette ord har til hensigt at frisætte mennesker, så vi selv kan gøre os klart, hvad der er godt og ondt. Som Paulus siger: ”Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op”, (1 Kor 10,23). At ville adlyde uden at forstå er at være slave. Men Jesus siger i johannesevangeliet: ”Jeg kalder jer ikke længere tjenere [ordret: slaver], for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner,” (Joh 15,15).

Ganske vist har næsten alle de store muslimske filosoffer søgt at finde balancen mellem åbenbaring og fornuft, dog sjældent med noget godt resultat. Selv den største af dem alle, Ibn Rushdie (d. 1198), kunne kun nå frem til den løsning, at han hævdede, at åbenbaringens vej til det sande og det gode var for lægfolket, for dem, der ikke evnede at filosofere, mens filosofiens vej til det sande og det gode var for de kloge filosoffer. Forståeligt nok faldt dette ikke i god jord hos mullaherne, der om nogen forsvarede åbenbaringen. Og da den emir, der holdt hånden over Ibn Rushdie, døde, blev han drevet i landflygtighed.

Også denne muslimske ønskedrøm henfarer i den blå luft.

Så kan der måske udledes endnu en ønskedrøm af Mehdi Mozzafaris bog Islamisne, en orientalsk totalitarisme. Men det er meget tvivlsomt og ikke noget, Mozzafari selv forsøger sig med. Det følgende er udelukkende mit (forgæves?) forsøg på at antyde en basis for en muslimsk drøm.

Mozzafari når i sine undersøgelser frem til, at den islamisme, som man ser brede sig i de muslimske lande og blandt muslimer i Europa, er optaget af at genskabe profetens Medina-tid. Det, man ser som sit ideal, er det samfund, som Muhammed skabte i Medina. Det forsøger man at efterligne. Og det er ikke et samfund for sarte sjæle, endsige for demokrater. Én enehersker, profeten eller i vore dage kaliffen, én lov, den sharia, der bedst kan efterligne de regler, profeten fandt på i Medina, og denne lov gennemført med uhørt hårdhed og strenghed.

Det er ulykken. Det er at ville opbygge fremtiden ved hjælp af fortiden. Det er det, der fører til IS, til ghettoer med tvang overfor muslimer, til terror imod os vantro.

Men Mozzafari kan godt se, at islam havde en storhedstid. Han sætter denne storhedstid til at begynde med al-Mamuns kalifat, dvs., 813-33, og til at slutte med Ibn Rushdies død 1198. Og det, der nu er min tanke, er at rejse det spørgsmål overfor muslimerne – og det vil nok især være det, man kalder moderater muslimer, der vil have glæde af det: Hvorfor prøver de ikke at genskabe den islam, der medførte en glansperiode uden lige? Hvorfor spørger de ikke, hvad al-Mamun dog gjorde, siden han tilsyneladende satte en proces i gang, der førte til en storhedstid indenfor islam?

Jeg har ikke svaret på, hvad det var, der fremkaldte denne storhedstid, og jeg véd heller ikke, om jeg gider forsøge at finde svaret. Men hvis muslimerne absolut vil beholde deres religion, hvis de er beskæmmede over, at deres indflydelse som muslimer er så ringe som den er, hvis de føler sig fornedrede over, at deres religions kraft tilsyneladende intet formår overfor Vestens enorme potentiale, hvorfor så gå tilbage til Medina-tiden, hvor kun vold og strenghed herskede, hvorfor ikke gå tilbage til al-Mamun og se på, hvordan han bar sig ad i sin tid som kalif?

Hvad jeg selv husker fra min forholdsvis sparsomme læsning om islam, er, at al-Mamun var forholdsvis tolerant overfor andre religioner, herunder kristendommen. Ved en religionssamtale, som han havde foranstaltet mellem den kristne præst al-Kindi og en muslimsk modpart, tillod han således den kristne at komme med et argument imod Muhammeds påstand om, at han var profet. Al-Kindi hævdede, at Muhammed ikke kunne være profet, for en profets særkende er, at han kan profetere, dvs., se ind i fremtiden. Men det kunne Muhammed ikke. For han sendte engang en stor hærstyrke op nordpå, fordi han havde hørt, at nogen angreb muslimerne – det var vist byzantinerne, men jeg er ikke sikker. Da hæren nåede frem, viste det sig, at der ikke var nogen fjende. Og, siger så al-Kindi, havde nu Muhammed være en profet, så ville han jo på forhånd have kunnet se, hvordan det hang sammen. Når det viste sig, at han ikke formåede det, beviser det, at han ikke var nogen profet.

Det skulle nogen kristen bare vove at sige i vore dages debat. Så ville muslimerne blive højst krænkede. Så ville den arme mand få trusler til at vælte ned over sig. Men sådan ikke i al-Mamuns dage. Nej, han hørte på al-Kindi med et smil og lod spørgsmålet gå videre til al-Kindis muslimske modpart. Hvad han svarede, husker jeg ikke. Det er heller ikke relevant. Jeg nævner blot dette for at vise al-Mamuns tolerance.

Dette var tre eksempler på muslimske ønskedrømme. Den første og den sidste vil jeg tillægge nogen mulighed for virkeliggørelse, den mellemste ikke.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Ønskedrømmenes islam

  1. Pingback: Islams voldspotentiale | ricardtriis

  2. Pingback: Hvad forventer vi af vore muslimer? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s