“Ikke alt opbygger”

Dette er et citat fra 1 Kor 10,23. Det bruges af nytestamentleren Kasper Bro Larsen i en kronik i Kristeligt Dagblad den 20. januar til at argumentere for, at vi ”stærke” danskere skal vise forståelse for de ”svage” muslimer her i landet, så vi ikke mobber dem eller udsætter dem for hån, spot og latterliggørelse, selv om vi egentlig har ret til det, se her.

Det er en mærkelig kronik. Det er, som om Kasper Bro omhyggelig undgår at tale om det, det drejer sig om. Han taler f.eks. hele tiden om, hvordan vi kan lære af Paulus at mægle i en multikulturel og multietnisk konflikt. Men han siger ikke, at vi af Paulus kan lære, hvordan vi kan løse en multireligiøs konflikt. Og det er jo unægtelig en sådan, vi står i med vore muslimske landsmænd.

Var der kun tale om en multikulturel konflikt, så kunne vi nok håbe på en form for løsning. For kulturer ændrer sig jo over tid. Men når konflikten er religiøs, er der ingen løsning på den, og Paulus kan kun lære os at holde fast ved vor kristne frihed, ikke, hvordan vi ved at fire lidt på den kan opnå samfundsmæssig fred, for han firer jo ikke det mindste, i hvert fald ikke i galaterbrevet.

Lad os bare sige med Kasper Bro, at

Paulus etablerede menigheder, som etnisk set bestod af både jøder og ikke-jøder med forskellige normsæt og kulturelle baggrunde.

Det, han behandler i sin kronik, er imidlertid ikke, hvordan Paulus mægler i forholdet mellem jøder og ikke-jøder, men hvordan han løser konflikten mellem begyndere i kristentroen, der ikke rigtig tør regne kødet fra templerne som noget, en kristen tør spise, og de fuldvoksne kristne, der ”gerne sætter sig i de hedenske templers restauranter og spiser maden der”.

Her er det, han opfordrer de ”stærke” til ikke uden videre at gøre brug af deres ret. ”De stærke”, det er dem, der har den kundskab, at der ikke findes nogen afgud i verden (1 Kor 8,4). Men der er nogen, der ikke har den kundskab. De er ”svage”. Og derfor lyder Paulus’ opfordring:

Men se til, at jeres ret til at spise offerkød ikke bringer de svage til fald. (1 Kor 8,9).

Forudsætningen er imidlertid, at de ”svage” skal bibringes kundskab, at det ikke er godt at være uden kundskab, og at det med tiden skal gå sådan, at alle menighedens medlemmer kan spise offerkød med god samvittighed.

I 1 Kor 10 ser Paulus lidt anderledes på sagen. Her argumenterer han for det modsatte standpunkt. Talen om ”stærke” og ”svage” er borte. Muligvis vil han blot vise, at han forstår begge parter. Han skriver:

Hold jer derfor fra afgudsdyrkelse, mine kære! Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. Tænk på Israels folk: Har de, som spiser af offeret, ikke fællesskab med alteret?

Hvad vil jeg sige med dette? At det, som ofres til afguder, er noget, eller at afguder er noget? Nej, men at det, der ofres, ofres til dæmoner og ikke til Gud, og jeg vil ikke, at I skal have fællesskab med dæmonerne. I kan ikke drikke både af Herrens bæger og af dæmonernes bæger. I kan ikke have del både i Herrens bord og i dæmonernes bord. (1 Kor 10,14-21).

Her ønsker Paulus åbenbart ikke, at de kristne, stærke eller svage, skal spise afgudsofferkød, for gør de det, har de fællesskab med dæmoner. Og så kommer dette med, at alt er tilladt, men ikke alt bygger op. Dernæst hedder det:

Alt, hvad der sælges på kødtorvet, kan I spise med god samvittighed uden at undersøge, om det er offerkød. For jorden med alt, hvad den rummer, tilhører Herren. Hvis I bliver indbudt af ikke-troende, og I siger ja, kan I med god samvittighed spise alt, hvad der sættes på bordet, uden at undersøge, hvad det er. Men hvis nogen siger til jer: »Det er offerkød,« må I ikke spise det, af hensyn til ham, der sagde det, og for samvittighedens skyld; jeg mener hans samvittighed, ikke jeres egen. For hvorfor skal den frihed, jeg har, dømmes af en andens samvittighed? Hvis jeg deltager med taknemlighed, hvorfor skal jeg så høre ilde for noget, jeg takker for? (1 Kor 10,26-29).

Altså skal forbudet mod at spise ikke tages alt for bogstaveligt, i hvert fald ikke så bogstaveligt, at det ødelægger forholdet til de ikke-troende.

Men det vil sige, det er disse noget modsigende anbefalinger fra Paulus’ side, Kasper Bro bruger til at overbevise os om, at vi som de ”stærke” danskere skal bære over med de ”svage” muslimer. Han skriver:

Hvis fællesskabet skal hænge sammen, må særligt de stærke give afkald på at benytte privilegier og rettigheder. Det gælder, hvad enten det drejer sig om judaister i Galatien, hedningekristne i Rom eller de socialt velstillede i Korinth.

Paulus er optaget af at formulere et fælles tredje for de stærke og de svage. I Paulus’ optik er dette fælles tredje Jesus Kristus: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker (…) for I er alle én i Kristus Jesus.” (Galaterbrevet 3, 28).

Men lad os så sige, da, at vi kan bruge Paulus, når der er tale om kulturelle forskelle. Men hvordan kan dog Kasper Bro Larsen overse, at Paulus tager en helt anden tankegang i brug, når han stilles overfor ”judaister i Galatien”? Han er helt anderledes hård og uforsonlig i galaterbrevet. Her står han nemlig ikke overfor en kulturel forskel eller en forskel mellem begyndere og mere fuldvoksne kristne, her står han overfor en religiøs forskel, oven i købet en religiøs forskel, der truer med at opløse det kristne fællesskab.

Først er der episoden med Peter. Peter spiste i begyndelsen sammen med de hedningekristne i Antiokia, da han besøgte de kristne dèr, men da der ankom nogen fra Jakob og fra Jerusalem, ”trak han sig tilbage og skilte sig ud” (Gal 2,12). I Apg 11,3 får Peter bebrejdelser, fordi han har besøgt ikke-jøder og spist sammen med dem. Dèr forsvarer han sig med et syn, han har haft, hvor det blev sagt til ham, at hvad Gud har erklæret for rent, skal han ikke erklære for vanhelligt (Apg 11,9). Det har han tilsyneladende glemt her i Antiokia. I hvert fald prøver han ikke at retfærdiggøre sin samspisen overfor Jakobs folk, men retter sig efter deres anvisninger og skiller sig ud.

Og skulle nu Paulus her bruge den formaning, han bruger i 1 Kor 8, så skulle han sige til sig selv og de hedningekristne i Antiokia: ”Ak ja, Peter hører til ”de svage”. Han har ikke den kundskab, som vi ”stærke” har, at en kristen jøde godt kan spise sammen med en kristen hedning. Han er ikke blevet klar over, at det, der samler os i menigheden, er Kristus, ikke loven. Men vi ”stærke” må bære over med ham. Vi må passe på, at vi ikke med vore kundskab bringer ham til fald. Lad os derfor finde os i hans selvvalgte isolering!”

Men Paulus gør det modsatte. Han er aldeles ikke til sinds at affinde sig med Peters dragen-sig-tilbage, han opponerer imod den, han ”træder op imod Peter ansigt til ansigt” (Gal 2,11), han kalder direkte hans trækken-sig-tilbage for hykleri, og han affyrer en lang teologisk salve imod ham (Gal 2,16-21). I denne teologiske kanonade fremhæver han, at vi retfærdiggøres af tro, ikke ved lovgerninger. Ja, han opstiller direkte et argument imod sig selv:

Men når vi, ved at søge at blive retfærdige i Kristus, selv er kommet til at stå som syndere, går Kristus så ikke syndens ærinde? Aldeles ikke! For hvis jeg igen bygger det op, som jeg har brudt ned, så viser jeg mig som en overtræder. For jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. (Gal 2,17f)

Vi, der vil være retfærdige i Kristus, kommer til at stå som syndere, dvs overtrædere af toraen, fordi vi spiser sammen med hedninger, hvad toraen forbyder. Og går Kristus så ikke syndens ærinde, dvs., anbefaler toraovertrædelse? Det siger Paulus nej til, for han har en anden opfattelse af toraen end Peter. Toraen er en midlertidig ordning, toraen er en opdrager til Kristus, ved toraen erkender jeg min synd og drives til at holde mig til Kristus (Gal 3,24). Eller som det hedder her: ”Jeg er ved loven død for loven”.

Det sandt, hvad Kasper Bro siger, at det, der er det afgørende for Paulus, er, at fællesskabet skal hænge sammen. Det er det, der får ham til i 1 Kor 8 at opfordre de ”stærke” til at lade være med at holde på deres ret; det er det, der får ham til i 1 Kor 9 at fortælle, hvordan han selv har givet afkald på den ret, han har til underhold; og det er også det, der her i Gal 2 får ham til at ”træde op imod Peter ansigt til ansigt”. For hvordan kan et kristent fællesskab bestå, når man ikke kan fejre nadver sammen?

Jeg véd ikke, hvordan Kasper Bro vil overføre denne formaning fra Paulus’ hånd til vore dage. Selv vil jeg mene, at vi kan stille det spørgsmål til samlivet med vore muslimske landsmænd: Hvordan kan et samfund bestå, når vi ikke bøjer os for den samme lov? Og ligesom Paulus måtte bede Peter om at spise sammen med ikke-jøder, altså overtræde toraens bestemmelser, på grund af Kristus, sådan må vi bede vore muslimske landsmænd om at overtræde shariaens bestemmelser (f.eks. undlade flerkoneri, bøje de muslimske skilsmisseregler, så de ikke kolliderer med vore sekulære regler, osv.) på grund af samfundets love. For et samfund kan ikke bestå med to sæt love, i hvert fald ikke et demokratisk samfund.

Men det bliver værre endnu.

For i galaterbrevet bliver Paulus ikke blot konfronteret med en Peter, der ikke vil spise sammen med de hedningekristne, han bliver også konfronteret med nogle omrejsende kristne forkyndere, de såkaldte judaister, der hævder, at de hedningekristne galatere må lader sig omskære, før de kan blive rigtige kristne.

Det er imod sådanne tanker, mere end imod Peters trækken-sig-tilbage, at han anvender alt sit krudt i galaterbrevet. Det får ham til at beskrive toraens tidsbegrænsede rolle i frelsesprojektet. Det får ham til at sige til galaterne, at

Jeg vidner igen, at enhver, som lader sig omskære, er forpligtet til at holde hele loven. I er afskåret fra Kristus, I der søger at blive retfærdige ved loven. I er faldet ud af nåden. For af tro forventer vi ved Ånden det håb, som retfærdigheden giver. For i Kristus Jesus gør det hverken fra eller til, om man er omskåret eller ej, men det gør tro, virksom i kærlighed. (Gal 5,3-5).

Dette, at man som omskåret er forpligtet på hele toraen, er det, der har fået de jøde-kristne til som Paulus at forkaste toraen som frelsesvej og alene holde sig til Kristus. For toraens raison d’être er at overbevise om synd, altså at drive på Kristus. Og derfor, hvis nu de hedningekristne i Galatien lader sig omskære, afskærer de sig fra Kristus, de falder ud af nåden.

Det, at de jødekristne er omskåret, kan de naturligvis ikke løbe fra. Men det betyder ikke mere noget. Det gør hverken fra eller til. Derimod gør det så sandelig fra eller til, om man lader sig omskære eller ej. For ved at lade sig omskære bevidner man netop, at man betragter toraen og ikke Kristus som frelsesvej.

Blot er jeg lidt i tvivl om, hvordan dette skal ”oversættes” til vore dages problematik. Der er jo ikke nogen af os etniske danskere, eller i hvert fald meget få, der sådan direkte mener, at vi danskere skal blive muslimer for at få samfundet til at fungére som samfund, hvilket ville svare til de hedningekristne, der ville blive jøder ved at lade sig omskære.

Det eneste, jeg kan finde som sammenligningspunkt, er dette, at vi kristne danskere med forskellige mere eller mindre sofistikerede undskyldninger løber alt, hvad remmer og tøj kan holde, bort fra vor kristne forpligtelse til at forkynde evangelium, når vi stilles overfor en muslim. Hvor Paulus virkelig ”træder op imod Peter” og sender ham en sand kanonade af teologiske argumenter, dèr er vi blevet så ”fredselskende”, at vi ikke tør sige det mindste imod muslimerne af frygt for at krænke deres religiøse følelser eller af frygt for at jage dem over i de ekstremistiske muslimers lejr. Hvor Paulus prøver at forklare galaterne, hvor det er, judaisterne tager fejl, dèr fortæller vi vore menigheder, at muslimerne er fredselskende mennesker, og at islam i virkeligheden er en fredens religion. Hvor Paulus i den grad gør grin med judaisterne, at han direkte håber for de omskæringsivrige galatere, at de fejlagtigt kommer til at skære hele kalorius bort, når de nu skal til at svinge kniven (Gal 5,12), dèr er vi uhyre omsorgsfulde overfor vore muslimske medborgere: endelig ikke gøre grin med dem, endelig ikke håne dem eller latterliggøre dem.

Og det er nok den værste anklage, der kan rettes mod Kasper Bro Larsen: Han overser forskellen mellem loven og evangeliet; han forstår ikke Paulus, når han siger, at Kristus har befriet os til frihed, og at vi derfor ikke igen skal lade os tvinge ind under trælleåg (Gal 5,1), og da slet ikke noget muslimsk trælleåg. Snarere skulle vi søge at befri muslimerne fra dette åg. Det viser sig, når han skal udlægge Shakespeare’s Købmanden i Venedig. Her forklarer han:

Vi må ikke komme dertil, at muslimers anerkendelse af ytringsfriheden kun tages for gode varer, hvis de istemmer lovprisningen af Muhammed-tegningerne. Dermed tvinges de i praksis til at afsværge egen identitet – ligesom jøden Shylock i Shakespeares ”Købmanden fra Venedig”, der kun kunne undslippe sin dødsdom og modtage de kristnes repressive nåde, hvis han blev som dem.

Jamen, du godeste dog! Blev Shylock virkelig tvunget til at afsværge sin identitet? Sådan har jeg aldrig læst stykket. Nej, lad mig fortælle nytestamentleren Kasper Bro, hvad Shakespeare gør. Han genfortæller Jesu lignelse om den gældbundne tjener (Matt 18,23-35) i omvendt rækkefølge. Shylock har lånt den kristne venitianer Bassanio penge mod det mærkeligt pant, der hedder ”et stykke af Bassanios kød efter eget valg”. Og da Bassanio ikke kan betale, skal pantet indfries, og det viser sig, at det stykke kød, Shylock vil have, er Bassanios hjerte. Mange gange beder de tilstedeværende venitianere Shylock, om han dog ikke vil vise nåde, om han dog ikke vil vente, til det skib er kommet i havn, der kan betale hele Bassanios gæld. Men det vil han ikke. Han bliver ved med at sige: ”Jeg vil have mit pant”. Og sandt nok, Bassanio har jo selv skrevet under på det mærkelige gældsbevis. Så dommeren må til sidst lade retfærdigheden ske fyldest, lade Shylock tage sit pant. Og han tager kniven frem og skal til at skære i Bassanio, da Portia, den kvindelige advokat, råber ”Holdt! Her er tale om forsøg på mord. Og efter Venedigs love er forsøg på mord det samme som mord og straffes med døden. Kun dogen kan benåde, hvis der bedes om benådning”.

Og det er her, at Shylock ”bliver som venetianerne”, for det samme viser sig her som i Jesu lignelse: Når et menneske skal vise barmhjertighed, kan han fuldstændig nægte at forstå betydningen af det ord, men når han skal modtage barmhjertighed, forstår han det pludselig alligevel. Shylock beder om nåde og får den.

Er det at afsværge sin egen identitet? Hænger Shylocks identitet da i den grad sammen med en jødisk lovtankegang, at han ”tvinges” til at blive en anden, når han beder om nåde? Dette er da vist ikke god jødisk tankegang. Og det er i hvert fald ikke god gammeltestamentlig tankegang.

Men altså: Har vi kristne ikke netop Kristus forud for muslimerne? Har vi ikke med os i vor kulturelle bagage en forestilling om menneskelighed, der får os til at vende os imod muslimernes mange mærkelige forestillinger? Og er det ikke vor kristne pligt at være så ligefremme og ærlige overfor vore muslimske landsmænd, at vi åbent og ærligt fortæller dem, hvorfor vi synes, deres mærkelige forestillinger er mærkelige?

Men uha, uha! Nej, vi skal behandle vore muslimer som rådne æg. Vi skal endelig ikke forkynde kristendom for dem, de kunne risikere at blive så grebet af det, at de ville være kristne, og det ville jo være forfærdeligt, så ville de andre muslimer skulle slå dem ihjel. Nej, lad os endelig holde vores mund.

Men det er alligevel for galt, at det skal være Paulus selv, der skal give os undskyldning for at være så bange for at være os selv. Det går altså ikke. Det er en helt gal forståelse af Paulus og hans ærinde, Kasper Bro Larsen her lægger for dagen.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s