Den tomme grav

Debatten i Kristeligt Dagblad om Jesu opstandelse har efterhånden antaget ganske mærkelige former. Men besynderlig nok er det først den 28-1, at nogen har bragt spørgsmålet om den tomme grav på bane, se her. Det er Hans Hauge, der på sin egen finurlige måde skriver om det, og ender med at sige, at

Hvis jødiske arkæologer en dag finder Vorherres lig et sted i Jerusalem, har Ramsdal, Skov-Jakobsen og alle de andre fået ret, og så kan de døde ikke opstå, og vi har ikke noget at betyde.

Der røg den påskeblomst.

At debatten ender dèr, gør det klart, at den debat, vi nu fører, er nøjagtig den samme som den, vi førte i anledning af Grosbølls trosfornægtelse. Dengang var det teologiprofessor Svend Andersen, der mente, at graven ikke var tom. Der stod følgende i Kristeligt Dagblad den 8-3 2007:

Teologiprofessor Svend Andersen sagde i lørdagens udgave af Kristeligt Dagblad, at Jesus aldrig er stået op fra de døde. Torsdag kom reaktionerne. Læs dem her og deltag i debatten.

– Det er den naive, der tillægger himlen en konkret betydning.

Sådan sagde Svend Andersen i Kristeligt Dagblad i lørdags og henviste hermed til mennesker, der forholder sig bogstaveligt til passager i Bibelen, hvor den viden, vi i dag har om verden, ikke kan følge med. Professoren afviste således enhver tale om Jesu virkelige opstandelse.

– Et muligt fund af Jesu grav rokker ikke i min opfattelse af, at Jesus aldrig er opstået som et levende menneske, sagde han og henviste til den omstridte dokumentarfilm “The Lost Tomb of Jesus”, der blev vist på Discovery Channel i lørdags. (Se her).

Nu er det så Hans Hauge, der tager spørgsmålet om den tomme grav frem, dog ud fra det modsatte synspunkt: et eventuelt fund af Jesu lig medfører, at vi ikke længer kan synge Grundtvigs ”Påskeblomst, hvad vil du her?”

Ud fra et interview med Thorkild Grosbøll i Kristeligt Dagblad den 28-1, se her, mindes man, at der er endnu et lighedspunkt mellem dengang og nu, nemlig det, at begge præsterne ”faldt til patten”, da der var risiko for afskedigelse. Godt nok hævder Grosbøll i interview’et, at han – i modsætning til Ramsdal – stod fast på sine synspunkter hele vejen igennem. Men dèr husker han forkert, hvad jeg tidligere har gjort opmærksom på, se her. Han har sammen med biskop Rebel erkendt, at han ikke vendte sig imod folkekirkens bekendelsesskrifter (det er den ene pat, han falder til), og han måtte overfor biskop Lindhardt fremsige trosbekendelsen i vidners påhør, før han kunne gå tilbage til sit embede (det var den anden pat, han faldt til). Og meningen med det var naturligvis at ugyldiggøre den trosfornægtelse, han havde udtalt i interview’et med Weekendavisen. Kun fordi de to biskopper forstod de to erklæringer som en tilbagekaldelse af hans trosfornægtelse, kunne han fortsætte som præst.

Jeg véd ikke, om man skal sige til hans undskyldning, at han ikke kan se den særlige status, hans udsagn: ”jeg tror ikke …” har, men tror, at det hele er en teologisk diskussion. Det har jeg redegjort ret udførligt for her. Og det er vist den samme mangel på indsigt, der får Ramsdal til at mene, at han kun giver udtryk for sine tvivl og ikke fremkommer med en fornægtelse.

Man må her mindes det diktum, Gudmund Rask Pedersen fremsatte på et møde i Skanderborg for efterhånden mange år siden: ”Troen er en gave, tvivlen er et vilkår, fornægtelsen er et problem”.

Andre er nok i stand til at se forskellen mellem tvivl og fornægtelse, f.eks. Johannes Neukirch, som er præst, ph.d. og kommunikationschef ved Evangelisch-lutherische Landeskirche Hannovers med knap tre millioner medlemmer. Han siger:

Vi må alle sige ja til kirkens bekendelser og derfor også sige, at vi tror på opstandelsen. Der er forskellige fortolkninger, og nogle præster tror på den fysiske opstandelse, andre gør ikke. Det er ikke nogen diskussion i vores kirkesamfund. Men det ville være et problem, hvis en præst ganske enkelt sagde, at han ikke tror på opstandelsen uden at følge op med, hvad han rent faktisk tror i forhold til opstandelsen. (Se her).

Nu er der jo imidlertid en del, der har hævdet, at Jesu opstandelse ikke er fysisk. Det er dem, Hans Hauge tager lidt i skole. Og det er også til dem, man kan rette det spørgsmål: Var graven tom?

Det spørgsmål skal her behandles, ikke historisk ud fra arkæologiske vidnesbyrd, heller ikke skriftmæssigt ud fra, hvad evangelierne hævder, men religionsfilosofisk ud fra spørgsmålet om, hvad en myte er.

Jeg har tidligere vist, hvordan de to modsatrettede mytiske universer, skabertroens og sjælevandringstroens, begge udkaster ubevislige påstande og begge på baggrund af disse påstande giver menneskelivet en ramme, hvori alle menneskelivets fænomener finder deres velordnede plads, og hvorudfra der lader sig opretholde en bestemt livsholdning, se her. Det, der i denne forbindelse er værd at lægge mærke til, er den tætte forbindelse mellem rammen og holdningen. Begge dele skal fastholdes; holdningen: at livet er godt, giver ingen mening uden rammen: at Gud står bag alt; og rammen: Gud som skaberen, bliver en tom og ligegyldig påstand, hvis ikke holdningen tænkes med: at livet er godt på forhånd, det giver f.eks. mening at sætte børn i verden.

Man kan også formulere det på den måde, at man siger, at mytologien og fænomenologien altid skal ses i sammenhæng, aldrig må tages hver for sig. Når man vil arbejde med at påvise skabertroens mulighed midt i den videnskabelige verden, må holdningen: at livet giver mening, aldrig mistes af syne. Og når man arbejder med fænomenologien: at mennesket synes anlagt på gensidig tillid, må mytologien: at det er Gud, der har skabt mennesket med sprog og samhørighedsfølelse, ikke glemmes; for det er den, der ligger bag det hele.

Den samme sammenkobling af mytologi og fænomenologi kan ses i spørgsmålet om Jesu opstandelse. Men som ved spørgsmålet om skabelsen er man ofte tilbøjelig til kun at operere med den ene del af dobbeltheden. Således har man i den diskussion, der har udspundet sig i Kristeligt Dagblad, næsten udelukkende holdt sig til det, jeg her har kaldt den mytologiske side af sagen; det er det, troen skal være en tro på: det er da for galt, at en præst ikke tror på Jesu opstandelse, siger man. Den fænomenologiske side af opstandelsestroen er det næsten kun Per Ramsdal, der har berørt. Men han har til gengæld berørt den som noget, der kan eksistere fuldstændig uafhængigt af de mytologiske påstande, her påstanden om, at graven var tom.

Men hvorfor er der da denne sammenhæng mellem mytologi og fænomenologi? Kan vi da ikke som moderne mennesker droppe al mytologi og nøjes med fænomenologien?

Ramsdal prøver på det i det interview, der var med ham i Jyllands-Posten den 25-12 2014. Her hedder det:

At Gud skulle kunne skabe eller ændre noget – sådan helt konkret – tror han ikke på.

Derfor tror jeg heller ikke, at det rent fysisk kan have effekt at bede til Gud. Gud er ikke en, som sidder og hører os med sit øre. At bede ham om at passe på os, er på samme plan som at bede om en rød cykel. Den får du jo ikke bare ud af den blå luft”, siger Ramsdal, som alligevel kalder bøn for ”vigtigt”.

For beder en person eksempelvis om at blive et bedre menneske, vil personen måske blive det. Ikke fordi Gud gør personen til et bedre menneske, men fordi personen – i sin italesættelse – bliver mere fokuseret på at blive det.

Når bøn ifølge Ramsdal er ”vigtigt”, hænger det altså sammen med, at bøn er en slags selvsuggestion. Det hele foregår i mennesket selv, der er ikke tale om nogen guddommelig indgriben udefra.

Det står i kras modsætning til det, Paulus siger i efeserbrevet kap 2. Her hævder han i vers 1, at hedningerne (”I”) var døde i deres overtrædelser og i vers 3, at jøderne (”vi”) var det samme. Så hedder det:

I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre. Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.

For det første er der nu tale om, at dette med at ”blive et bedre menneske” bliver gjort identisk med at føres over fra døden til livet. ”Vi var døde i vore overtrædelser”, men vi ”blev oprejst sammen med Kristus”. Her ligger den samme tanke, som Paulus giver udtryk for i 1 Kor 15,17, at hvis Kristus ikke er opstået, er vi ”stadig i vore synder”.

For det andet er der hos Paulus tale om en guddommelig indgriben. Han siger ikke, at vi selv rejste os op fra den død, vi var i i kraft af vore overtrædelser, han siger, at Gud oprejste os. Det samme siger han lidt senere: ”Det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds”.

Og endelig for det tredje kommer forskellen mellem lov og evangelium her ind i billedet. ”Det skyldes ikke gerninger”, siger han. Det vil sige: Når der er tale om en guddommelig indgriben, skyldes det, at vi ikke selv kan føre os over fra døden til livet, dvs. vi kan ikke selv gøre os til bedre mennesker, og vi kan heller ikke selv føre os over fra loven til evangeliet.

Dette er et hak i tuden til Ramsdal. Og i samme grad til alle dem, der tænker som han. Og det er ikke så få.

Det, der er vor tids svøbe, er ikke blot, at vi har svært ved at løsrive os fra den videnskabelige tankegang og indrømme, at der er andre måder at se verden på end den videnskabelige, det er også, at vi er blevet bundet til en tankegang, der siger, at ”vi kan selv”. Ikke blot mener vi mennesker, at ”vi kan selv”, når det drejer sig om herredømmet over den ydre verden, vi mener det også, når det drejer sig om herredømmet over os selv, over vor egen indre verden.

Derfor er Ramsdal moderne – men moderne i negativ betydning – når han vil mene, at bøn til Gud om forbedring i virkeligheden er en sofistikeret form for selvforbedring. Og derfor rammes han af Paulus’ ord her: ”Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af”. Hvis det moderne menneske forbedrer sig selv, har det virkelig noget at være stolt af. For vi er, i moderne menneskers øjne, vort eget livs pilot, ingen styrer os andre end os selv, kun vi har ansvar for, hvor vi kommer hen, hvad vi får ud af vort liv.

Her ligger for det moderne menneske den egentlige anstødssten i talen om Jesu opstandelse. Hvad man siger om umuligheden af, at et dødt menneske bliver levende, hvad man med Ramsdal kalder ”lidt for overnaturligt” ved Jesu opstandelse, det er i virkeligheden staffage, udenomssnak.

Gladelig går man jo ind for, at mennesket har en fri vilje, selv om videnskaben, hvis man drog de fulde konsekvenser af dens tale, må vende sig imod det. De videnskabsfolk og filosoffer, der ud fra videnskabens resultater fastholder en determinisme, der udelukker en fri vilje, får ikke rokket en millimeter ved det moderne menneskes livsanskuelse: at vi selv er vort livs herre, at ingen – hverken vore indre neuroner eller nogen ydre guddommelig kraft – styrer os eller øver indflydelse på os.

Løgstrup prøvede at få sagt noget om livsytringer, der var så suveræne, at de tog magt over os, før vi fik tænkt os om. Men det har vi næsten glemt igen. Og vi synger rask væk med Grundtvig, at når vi stoler på Guds nåde, ”da får vi lyst og lykke til/ at gøre gavn, som Gud det vil”, men vi finder det alligevel uantageligt, at det, at vi får lyst til at gøre gavn, skulle afhænge af, om vi stoler på Guds nåde. Nej, det er os selv, der finder ud af, hvor vi kan gøre gavn, det er os, der tager os selv i nakken og modvirker al vor dovenskab og alle de dårlige undskyldninger, ikke nogen anden, og da slet ikke nogen guddommelig nåde eller kraft.

At vi er ”Guds værk”, som Paulus siger, kan vi ikke få ind i vort hoved. Nej, vi er vort eget værk. Eller at vi skulle være skabt til nogle gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i, også det lyder tåbeligt. Det er da virkelig os selv, der udvælger os de gerninger, vi vil gøre, os selv, der bestemmer, hvordan vi vil ”vandre i dem”, os selv, der søger at forbedre os til at gøre de gerninger, vi har udvalgt os, på bedst mulig måde.

Her har vi anstødsstenen for det moderne menneske. Hvis denne frie vilje, denne selvbestemmelse tages fra os, hvad er der så tilbage? Så har vi jo slet ikke noget at vise frem.

Netop! Med Paulus’ ord: så har vi ikke noget at være stolt af.

Derfor er evangeliet om den tomme grav kristendommens grundvold. Kun det nedbryder al vor stolthed. Kun gennem det når vi frem til med Paulus at kunne sige, at det eneste, vi er stolte af, er vor magtesløshed (2 Kor 12,9).

Der er, som man forstår, ikke tale om, at vi skal fastholde evangeliet om den tomme grav, fordi det står i bibelen, eller fordi vi så kan fortælle noget fantastisk om Gud: ”Se bare, hvad han kan, ham Gud!” Nej, vi skal fastholde denne mytologiske påstand, fordi den knytter sig nøje sammen med den fænomenologiske påstand, at det gode, vi gør, kommer til os udefra, at vi af os selv kun er ude på at være stolte af os selv, eller at den gode gerning kun ved en kraft udefra, fra Gud, bliver gjort, så den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør.

Lad mig slutte med den bemærkning, som Jesper Bacher kom med som svar på Svend Andersens benægtelse af opstandelsen:

Mon det nogensinde, måske i en anfægtet stund, har slået professoren, at det er naivt så skråsikkert at dømme om, hvad der kan lade sig gøre for Vor Herre? Jeg tror nu, jeg tager endnu en påske med fuld opstandelse. Vi naive sjæle kan dårligt nøjes med mindre. (Se her).

Men altså, alt dette er skrevet for at imødegå den opfattelse, som man nemt kan få af debatten: at dette at tro er identisk med en fanatisk holden en ubevislig påstand for sand. Det er det også (bortset fra ordet ”fanatisk”). Men det er i lige så høj grad en livsholdning, det er i lige så høj grad at regne livet for godt trods den død, vi har i vente, det er i lige så høj grad en hengiven sig til det fællesskab, hvor guddommelige kræfter er i spil.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s