En undskyldning mindre

Alle de undskyldninger, man dog kommer med for ikke at gøre det rette med hensyn til ytringsfriheden! Jacob Mchangama har i Weekendavisen for den 30-1 en kronik, hvori han nedsabler én af de almindeligste undskyldninger for ikke at forsvare ytringsfriheden. Han omtaler de uroligheder, der har fundet sted i Niger, i Pakistan, Yemen og Algeriet i anledning af den seneste udgave af Charlie Hebdo, hvor man igen havde sat en Muhammed-tegning på forsiden, og skriver så:

Disse markante udviklinger river tæppet væk under en af de forklaringer på angrebet mod Charlie Hebdo, som ofte fremføres af velmenende vesterlændinge, nemlig at angrebet er en respons på, at en priviligeret majoritet håner en svag og sårbar minoritet.

Derefter går han over til at beskrive alle de forfølgelser af anderledes tænkende, der har fundet og finder sted i de muslimske lande, de fleste af dem under dække af blasfemilove – og det er ganske mange tilfælde, han kommer igennem, ikke mindst Pakistan er rigt repræsenteret i hans eksempler – og slutter så kronikken med følgende opfordring:

Når folk i Vesten reducerer konflikten mellem ytringsfrihed og religiøse følelser til et spørgsmål om majoritet versus minoritet, og hvor mobberen udnytter ytringsfriheden som sin instrument, er det ikke blot en dybt navlebeskuende og etnocentrisk forståelse, hvor vesterlændinges handlinger og ytringer er udgangspunktet for alle andres ageren og selvforståelse.

Det er også en forståelse, der afviser solidaritet med mindretal, der er udsat for forfølgelse, intolerance og had af langt værre omfang end i Vesten, og hvis vigtigste beskyttelse netop er de frihedsrettigheder, som velmenende vesterlændinge ikke længere vil forsvare, når ytringsfrihedens ”ofre” ikke ligner dem selv.

Men hvis vi vil forsvare de grundlæggende rettigheder for kristne i Pakistan, ateistiske palæstinensere på Vestbredden, liberale muslimer i Saudi Arabien og Putin-kritiske feminister i Rusland, kræver det også, at vi forsvarer hvide europæiske karikaturtegneres ret til at krænke minoriteter i Vesten.

Det vil sige: Han vender argumentationen om, fordi virkeligheden er den omvendte af den, eliten forestiller sig. Eliten vil have tegnerne på Charlie Hebdo til at tage hensyn til muslimers religiøse følelser, fordi de tror, at muslimer er sådan nogle magtesløse stakler, der føler sig undertrykt af Vesten, og tænk, vi fornærmer hele 1,5 mia af disse undertrykte mennesker! Mchangama vil have eliten til at forsvare tegnerne, fordi vi derigennem kunne vise solidaritet med de mange mindretal i de muslimske lande, der lider under disse landes blasfemilove, lande, hvor de ”stakkels” muslimer sandelig ikke er et mindretal.

Det gør vi blot ikke. Jo, naturligvis, vi går i demonstration, endda en vældig én af slagsen, i Paris, vi bærer skilte med påskriften Je suis Charlie, vi er i det hele taget store i munden. Men når hverdagen indfinder sig, så står mange i eliten klar med de sædvanlige undskyldninger, bortforklaringer og anklager mod Vesten (”det er altsammen vores skyld!”).

Det er allerede undervejs. Her har en person ved navn Cinnamon Stillwell samlet en række eksempler på akademiske bortforklaringer. Der nævnes f.eks. en direktør for Duke Universitetets center for muslimske studier, Omid Safi, der siger:

Dette har ikke noget med ytringsfrihed at gøre. Det franske samfund flyder, som mange andre europæiske samfund, over med en bølge af antiimmigrantisk fremmedhad.

Og han mener, at franskmændene kan anklages for igen og igen at bruge ”friheden til at krænke” til at ramme samfund, som er ”marginaliserede og udelukkede”. Der har vi den fejlopfattelse, som Mchangama vender sig imod.

Professor Hussein Rashid mener, at muslimer i Europa føler det, som om de er belejrede, og mener, at dette at gøre grin med islam er at tryne dem; det handler ikke så meget om religiøs vrede, mere om hævn, siger han. Og hvad, det nytter nok ikke at gøre denne professor opmærksom på, at ”no-go-areas” ikke er områder, hvor muslimer ikke må komme, men områder, hvor adgang er forbudt for ikke-muslimer, han vil sikkert stadig mene, at det er muslimerne, der er belejrede.

Og Stephen Fish ved Berkeley Universitet, Californien, går så vidt som til at sige: ”Er islam voldelig? Jeg vil sige: absolut ikke. Der er meget ringe empirisk evidens for, at islam er voldelig”.

Men prisen for virkelighedsfjerne bortforklaringer går dog til en ung norsktalende kvinde, Kamilla Sadol, indvandret fra Afghanistan. Hun vandt en tredjeplads i en konkurrence med titlen: ”Hvad er ytringsfrihed for dig?” Det var den norske avis Aftenposten, der havde udskrevet konkurrencen, og det er også dem, der har offentliggjort dette indlæg, se her. Artiklen har overskriften: ”Ytringsfrihet – deres ”fredelige” måte å drepe på”. Vil man ikke læse hele artiklen – det er hårdt at skulle lægge ører til så meget uimodsagt vås – kan man læse et kommenteret uddrag her.

Man skal måske i dansk sammenhæng gøre opmærksom på, at artiklen og overskriften er skrevet på norsk. Det vil sige, det ”deres”, der står i denne overskrift, betyder ”jeres”, altså, hun deler Norge op i ”dem” og ”os”, nemlig de indfødte nordmænd og de tilrejsende muslimer. Og meningen er at sammenholde de skud, der faldt i Paris, med de ord, der retter sig mod muslimer, og at påstå, at de i lige høj grad slår ihjel. Hun skriver direkte:

Ord kan treffe like hardt som et skudd. Forskjellen er bare at vedkommende ikke holder et våpen i hånden, men en penn. En penn som skyter ord som dreper.

Her viser sig fordelen af at læse den kommenterende version. For her kommenteres denne løgn med følgende ord:

Nei, Kamilla, ord kan ikke treffe like hardt som et skudd. Ord kan man møte med ord. Man kan svare, diskutere, debattere. Man kan ikke svare på dødelige skudd der man sitter i et redaksjonsmøte en helt vanlig dag på jobben.

Men den kommenteres altså ikke af Aftenposten selv. Kamilla Sadols artikel får lov at blive offentliggjort på trods af den helt fejlagtige sammenligning.

Hun gentager selv sin ”ord-dræber-påstand” lidt senere:

Bekymringene og de dårlige minnene som mine foreldre har begravd dypt ned i hjertet, er ikke noe jeg vil kalle tilbake. For om de kommer tilbake, ser jeg ikke noe forskjell på det korrupte Afghanistan og det fredelige Norge.

I Afghanistan bruker de vold, bomber og våpen for å ta et liv, men de gjør det i hvert fall ikke i det skjulte. Og her, her sitter du og bruker det samme, men du holder deg til den såkalte «fredelige metoden».

Du gjemmer deg bak ytringsfriheten og sprer hat og rasisme. Ikke fordi den tillater deg det, men den stopper deg heller ikke i å gjøre det.

Nå, man kan i det mindste glæde sig over, at løgnen afsløres i af diverse norske kommentarer i kommentarfeltet. Og selv om der også er en del velmenende norske kommentatorer, der giver hende ret, møder hun også en medafghaner, der peger på de mange millioner mennesker, der er drevet på flugt eller dræbt i Afghanistan, og derefter skriver:

Hadde vi ikke hatt annerledes situasjon hvis forfedrene våre hadde kriget med ord og ikke med våpen? Hadde vi ikke hatt det bedre hvis vi hadde sett på religion med ett litt åpent syn og på en mer human måte? Er det riktig å sammenligne det Taliban, Al-Shabab, Bokoharam, Al-Qaeda, IS… gjør med å se kritisk på religion?

Andre har undret sig over Kamilla Sadols artikel, se her.

I sin tid, i 2008, oplevede vi en afghansk udenrigsminister, dr. Spanta, der omtalte Kurt Westergaards tegning som ”killer-words” og ”killer-drawings”, se her. Jeg troede, hans udtalelser var en enlig svale, men det ser altså ud til, at hans tankegang deles af andre afghanere.

I Berlingske for den 31-1 er der et længere interview med Flemming Rose, se her, og han får sat lidt mere kød på dette argument med, at det er et flertal, der tryner et mindretal:

Argumentet om, at det her handler om et flertal, der tryner et mindretal, står svagere i dag. Derfor har eksempelvis Bo Lidegaard (Politikens chefredaktør, red.) så svært ved at argumentere for sin position. Min pointe er jo, at hvis du er et mindretal, skal du ikke have lov til bare at smide dit krænkelseskort og tage en offerrolle. Slet ikke, hvis du er et mindretal med en ideologi, der retfærdiggør vold og mord.

I Flemming Roses øjne er det ikke os, men muslimerne, der handler forkert, og det gør de ved påstå sig krænkede. Og tilføjelsen, han kommer med, er interessant: Muslimerne har en ideologi, der retfærdiggør vold og mord. Det betyder naturligvis ikke, at de alle retter sig efter denne ideologi, men det betyder (vil jeg tro), at de alle har den. Det er i hvert fald, hvad jeg får ud af at læse koranen og islams historie.

Som sagt var vi vældig store i munden ved demonstrationen i Paris søndagen efter attentatet på Charlie Hebdo. En kronik i netavisen Avpixlat af Joakim Mårtensson bringer os på næsten uhyggelig måde ned på jorden igen. Mårtensson skriver (min oversættelse):

I Tyskland brast sæbeboblerne, da en Pegida-demonstration i Dresden blev forbudt på grund af en mordtrussel fra islamistisk hold. Hvordan lød det nu lige, her kun få uger efter at alle påstod, de kæmpede for demokratiet? ”Je suis Charlie” og ”We are not afraid” sagde man. På én eller anden måde kom jeg til at tro, at det betød, at vi ikke lader os skræmme til tavshed, uanset hvilke metoder demokratiets fjender er parate til at bruge.

Reaktionen på truslen burde have været den modsatte. Merkel, Schäuble, Gabriel, ja hele den ”store koalition” burde være gået ud og kraftigt have fordømt truslen for derefter at sætte sig i deres tjenestebiler og køre til Dresden for at være med i demonstrationstoget – forrest som i Paris. Da ville de have vist, at de virkelig ”er Charlie”.

Men efter Merkels bemærkelsesværdige udtalelse om, at islam er en del af Tyskland og hendes dæmonisering af den demokratisk fødte folkebevægelse Pegida var der vel ingen, der for alvor havde troet, at hun skulle opvise lidt vidsynethed og personligt mod. (Se her).

Ak, ja, det, der skete i Frankrig med den enorme demonstration, var en éngangsforeteelse. Det har i hvert fald ikke bredt sig til Tyskland.

Ikke endnu.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s