Dogmatisk eller kritisk

Det er Kant, der stiller problemet om troen op på den måde.

Der havde i 1700-tallets første halvdel været en teologi-professor ved navn Wolf, som mente at kunne få kristendommens dogmer passet ind i fornuftens verdensanskuelse. Ham gjorde Kant op med i sidste halvdel af 1700-tallet: Vi skal ikke være dogmatiske, så vi på forhånd antager kristendommens dogmer og siden prøver at få dem til at passe med fornuftens tale, vi skal være kritiske, så vi begynder med fornuftens måde at se på verden og os selv på og siden – måske/måske ikke – får kristendommens dogmer til at sige os noget.

Derfor var det, at Kant afmonterede de gudsbeviser, som man havde opstillet hos skolastikerne. Derfor var det, han i sin ”kritik af den rene fornuft” godt nok lod en plads stå åben for troen, men fastholdt, at den ”kun” var tro, ikke bevislig viden på nogen måde. Derfor var det, han i sin ”kritik af den praktiske fornuft” holdt på, at hvis mennesket ville leve et liv i ansvar, måtte der være en person, det kunne stå til ansvar for (en meget, meget kortfattet gengivelse af Kants mening, derfor nok noget forkert, men lad den nu kun stå!). Han ville altså gå kritisk til værks, begynde med mennesket som ansvarlig person og derudfra slutte sig til, hvilke dogmatiske sætninger man måtte fastholde for at kunne hævde denne ansvarlighed. Han ville være kritisk og ikke dogmatisk.

Nu gik det som bekendt sådan efter Kant, at mange forkastede hans måde at være kritisk på: man mente, at menneskets etiske ansvar godt kunne fastholdes uden tro på en personlig Gud, og man brugte oven i købet Kants egne teser for at få denne pointe til at ”gå hjem”: Kant havde jo selv påpeget, at mennesket altid skal handle sådan, at hans handling kan gøres til universel lov. Og hvor kommer Gud ind i billedet i den overvejelse? Og så bliver jo dette at gå kritisk til værks identisk med at blive ateist.

Ole Jensen har i den sidste af hans mange gode artikler i forbindelsen med Ramsdal-sagen, se her, sagt det på denne måde: ”Vi har mistet troens umiddelbarhed”.

Jeg vil sige det på en lidt anden måde. Jeg vil hævde, at vi ikke har fået loven jaget ud i tilstrækkelig grad. Vi har endnu ikke fattet dybden i Paulus ord i Rom 10,4 om, at Kristus er lovens ende. Man kan argumentere for, at Paulus heller ikke selv har fattet det, for han har ikke haft mod til som Jesus med hans ”men jeg siger jer:” (Matt 5,22. 28. 32. 34. 39. 44) at kaste loven og dens tankegang helt overbord, men har søgt at fastholde Sinai-guden som den sande gud, og toraen som Guds lov. Og har Paulus ikke helt fattet angrebet på loven i dets fulde styrke, så er der vel ikke noget at sige til, om heller ikke Kant har fattet det.

I hvert fald kan man godt argumentere for, at de ateistiske Kant-fortolkere har ret: Man kan godt ad fornuftens vej finde ud af, hvad der er godt og hvad der er ondt. Det behøver man ikke nogen gudsåbenbaring for at blive klar over. Den såkaldte naturlige lov, som tænkes at kunne erkendes af ethvert fornuftvæsen, er tilgængelig for enhver.

Med denne tanke gør man op med de to lovreligioner, jødedom og islam. De går begge ud fra, at Gud har åbenbaret sin lov for menneskene, henholdsvis toraen gennem Moses og shariaen gennem Muhammed. Men forstår mennesket loven med sin fornuft, så er en sådan åbenbaring overflødig. Den forudsætter jo, at mennesket netop ikke véd, hvad det er rigtigt at gøre.

De jøder, der går højt op i at overholde toraen, bliver kun latterlige; som når de skruer pæren i køleskabet løs fredag aften for at kunne lukke køleskabet op og således få noget at spise uden at bryde lovens forbud mod at tænde ild på sabbaten (at tænde for en elektrisk strøm er identisk med at tænde bål). Men de muslimer, der i deres alvorlige fromhed vil overholde shariaen, bliver ofte direkte umenneskelige; som når forældre nægter samkvem med en søn eller datter, der ikke vil gifte sig med den, de har udvalgt for dem; eller de bliver direkte farlige, som når islamister udøver terror for at tvinge os andre til at antage islam. Men begge parter er i den kantianske forstand dogmatikere, ikke kritikere. Deres teologi bunder i en åbenbaringspåstand, som der ikke er fornuftsmæssig baggrund for.

Men, vil man så sige, hvis ateismen er den rette reaktion på Kants krav om kritisk holdning i stedet for dogmatisk holdning, så må kristendommen vel også komme til at stå uden fornuftsmæssig baggrund. Den bygger jo også på en åbenbaring.

Både ja og nej.

Det er sandt, at kristendommen er en åbenbaringsreligion. Men den åbenbaring, kristendommen taler om, vil kun åbenbare noget for os, som vi egentlig burde kunne se af os selv. Blot kan vi ikke se det, fordi lovtankegangen har overtrumfet den naturlige tankegang. Jesus vil have os til at forstå, ikke lystre. Og når vi kommer til at forstå, er det, som når et lys går op for os. Så ser vi det, vi burde kunne have set, men ikke kunne (eller ville) se. Og så ser vi også, at det, der forhindrede os i at se sandheden, var lovtankegangen.

Lad mig prøve at vise det ved hjælp af et kendt Jesus-ord, ordet fra bjergprædikenen om ikke at dømme. Det står i Matt 7,1-2:

Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.

Er dette en klogskabsregel, en staldfidus, der skal få livet til at lykkes lidt bedre, eller er det et ædelt stykke etik? Vi kan også spørge: Er det en moralregel, et stykke forfinet lovudarbejdelse eller er det noget, man bør gøre for sin egen lykkes skyld? Eller vi kan spørge: Er der tale om en befaling eller om en formaning?

Lad os bare indrømme, at langt de fleste af os vil tage dette som en del af loven. Er man en ”god” lutheraner, vil man oven i købet mene, at Jesus her, som overalt i bjergprædikenen, skærper loven, så det bliver helt umuligt for noget menneske at overholde den; derved vil han have loven til at ”drive til Kristus”, dvs., han vil få os til at se, at vi ikke kan overholde loven, og når vi fortvivler over det, tilbyde os evangeliet om vore synders forladelse.

Og er man en god kantianer, vil man mene, at den højeste etik ligger i at gøre noget af agtelse for sædeloven, ikke for egen fordels skyld. Og derfor vil man være tilbøjelig til at gå lidt i rette med Jesus. For han siger flere steder, at man skal gøre det gode for at klare frisag på dommens dag. Og er det den sammenhæng, de fine ord skal sættes ind i, så er der i virkeligheden tale om en slet skjult egoisme; jo, for man gør jo det, man gør, for sin egen skyld: man vil gerne slippe for straf på dommedagen. En god kantianer vil altså mene, at det dog er bedre, mere rigtigt, mere etisk at undlade at dømme, fordi man har forstået, at det er forkert at dømme andre, uanset, om man får straf eller belønning for det. (Se evt. angående Kant her).

Denne opfattelse om ordet om ikke at dømme som udtryk for en fin og ædel etik, som nok de fleste teologer har, og som også enhver lægmand vil gribe til, når man stilles overfor dette ord, vil jeg her vende mig imod. Det er ikke det, der er tale om. Vi skal ikke forstå ordet som en etisk befaling eller lov eller regel. Vi skal forstå det som en beskrivelse af, hvordan det forholder sig her i menneskelivet, i de fællesskaber, vi står i. Vi skal med andre ord helt anderledes gennemgribende jage loven på porten. Det er ganske rigtigt, at det giver god mening at opfatte ordet som et stykke fin etik. Det er virkelig ikke særlig pænt gjort, om man sådan går og dømmer andre hele tiden. Men det er ikke sådan, ordet vil opfattes.

Det kan bl.a. ses af dette ”for at”. Vi tænkes altså at have hensigt med ikke at dømme, den hensigt, nemlig, at vi selv ikke bliver dømt, hvis vi undlader at dømme andre. Og det er ganske rigtigt, at så bliver gerningen ikke så fin i kanten, som Kant kan ønske sig. Men Kant undersøger etikken, ikke fænomenologien. Ordet vil et helt andet sted hen end ind i etikken. Ordet vil give en beskrivelse af et fænomen i det menneskelige fællesskab: at vor holdning smitter, at den sårende bemærkning vender tilbage til os.

Det kan også ses af tilføjelsen: at vi selv bliver dømt med den dom, vi anvender, og at vi selv bliver målt med det mål, vi måler andre med. Også det optræder som en begrundelse for ikke at dømme. Og også det er derved med til at gøre ordet mindre etisk korrekt. Eller – i min tankegang – også det viser os, at ordet slet ikke vil forstås etisk.

Og endelig kan det ses af den sammenhæng, Matthæus har sat alle Jesus-ordene ind i i bjergprædikenen. Den lignelse, han lader Jesus afslutte sin prædiken med, taler ikke om en mand, der handler korrekt, stillet i modsætning til en mand, der handler forkert, ikke om en mand, der er etisk korrekt, modsat en mand, der handler uetisk, nej, Jesus taler om en klog mand overfor en tåbe. (Matt 7,24-27). Overfører vi det på talen her om ikke at dømme, vil det sige, at det er klogt at undlade at dømme, og omvendt, at det er tåbeligt at dømme andre.

Hvordan dog det?

Jo, fordi ordet her blot vil være beskrivende, vil give en skildring af det menneskelige fællesskab; det er sådan indrettet, at den holdning, du har overfor andre, vil smitte af på de andre, så du før eller siden får det vredesudbrud tilbage i hovedet, som du afsendte mod den anden. Er du gnaven og irritabel, får du før eller siden denne gnavenhed tilbage, vendt mod dig. Er du selvtilfreds og prøver at vise din moralske overlegenhed overfor din næste, vil du før eller siden fra fællesskabets side blive mødt med en tilsvarende kamp om det moralske overherredømme. Omvendt: er du forstående og imødekommende, bliver det forståelse og imødekommenhed, som du kommer til at møde og profitere af fra fællesskabets side. Og lever du dig ind i din næstes problemer og holdninger, vil din næste også omvendt, helt af sig selv,  søge at forstå dig. Dette har jeg skrevet lidt uddybende om ud fra ordet om ikke at sværge, Matt 5,33-37, se her.

Det vil sige: Du skal lade være med at dømme og i stedet udvise forståelse og indlevelse, ikke som et krav til dig, ikke fordi du derved overholder nogle fine moralregler, men fordi du derigennem er med til at gøre det fællesskab, du står i, stærkere og bedre at leve i. Du gavner altså dig selv med dit manglende dømmeri. Du handler klogt.

Jamen, så handler man jo for sin egen skyld! Så har man blik for den fordel, man selv kan have af det!

Ganske rigtigt! Eller mere rigtigt: man har blik for det, fællesskabet kræver. Man handler på én gang for sin egen og for næstens skyld.

Lad mig sige det på en anden måde:

Lovens tankegang er til syvende og sidst individualistisk. ”Jeg”, den enkelte, stilles overfor et krav fra sprogets indre instans (eller fra Gud). Jeg kan opfylde det eller lade være. Men ligegyldigt, hvor udspecificeret kravet gøres, man kan ikke undgå at indtage den holdning, når man har opfyldt det, at nu har jeg gjort, hvad jeg skulle; nu har jeg opfyldt min del; nu må de være de andres tur. Og denne uundgåelige følge af opfyldelsen ødelægger opfyldelsen. Hvilket altsammen skyldes, at loven tænker individuelt.

Anderledes med klogskabsanbefalingen. Den tænker relationelt. Det, det drejer sig om, er ikke, om du opfylder dette eller hint krav, hvor fint kravet end lyder. Det, det drejer sig om, er, at forholdet, du står i, bevares, udbygges, opbygges. Og det gøres ikke ved at opfylde fine etiske krav. Det gøres derimod derved, at man bliver klar over, hvordan fællesskaber fungérer, at de betaler tilbage med klingende mønt, hvad enten det er imødekommende eller afvisende holdninger, man møder den anden med, og så derefter handler ud fra denne forståelse.

Og så kommer vi til det, der er afgørende i denne sammenhæng: Har du således forstået, hvad det drejer sig om i et forhold til den anden, i ægteskab, i arbejdsfællesskab, i venskab, hvilket forhold du nu står i, så opdager du, at du, hvis du vil handle ud fra det, du har forstået, er nødt til at bede. Du er nødt til at bede til den ånd, der behersker fællesskabet, at ånden vil gøre dine ord troværdige. For du opdager, at de ord, du taler for at opbygge fællesskabet, er tvetydige. Ligegyldigt, hvad du siger, ligegyldigt, hvor inderligt du fremsiger ordene, ordene kan opfattes på to måder: som udtryk for dit hjertes inderste ønske om samvær med den anden og som udtryk for manipulation. Og det er umuligt for dig at tale på en måde, så ægtheden er den eneste fortolkning. Og da forholdet kun bevares, hvis den anden tror på dine ords ægthed, og da du ikke kan gøre mere end med ord at bevidne ægtheden, må åndens hjælp kræves, hvis forholdet skal være intakt.

Kants kritikere har ret i, at tesen om gud ikke er nødvendig for at blive klar over, hvad der er godt og hvad der er ondt. Men når det i stedet drejer sig om ords virkning på de forhold, du står i, da er tesen om Gud uundværlig, ikke i første omgang Gud som den store og almægtige skaber, men Gud som ånd, som den, der binder det ene menneskehjerte til det andet, som den, der skaber det tillidsforhold, vi alene kan hvile i. Men naturligvis i næste omgang Gud som den, der har skabt både vor hjerne og vort sprog og altså skabt begge dele med det for øje, at der kan opstå tillidsforhold og kærlighedsforhold mellem mennesker.

Denne hensigt blev forstyrret, fordi nogle mennesker begyndte at nøjes med at ville manipulere den anden til at stole på ægtheden af ordene, man begyndte at nøjes med at spille et skuespil, hvor man lod som om man var ægte i sit ønske om fællesskab. Det er det, vi kalder syndefaldet. Dette syndefald kan man ikke komme bag om, det vil altid gøre sig gældende. Man må ud fra Jesu ord her forstå, at forhold mellem mennesker lever og opblomstrer, når mennesker erkender fællesskabets funktionsmåde: at det giver igen, som man giver det, og altså ikke blot forstår det, men virkelig tror på, at det forholder sig sådan, og ikke blot tror på det i teorien, men handler ud fra denne tro – og så kommer det mærkelige, at først når denne tro stilles ind under åndens virken, først når den forbindes med en bøn om åndens medvirken, først da kan tilliden i fællesskabet skabes, først da kan livet blive fuldkomment, først da kan forholdet til den anden eller de andre være, som det skal være.

Mange præster slutter deres prædiken på samme måde, som Ole Jensen slutter sin artikel: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Og man skulle af ovenstående kunne forstå, at den tro, der bedes om hjælp for, ikke kun er en mere eller mindre krampagtig tro på alle de kristne trossætninger – skønt også det – men en tro på, at fællesskabet lever op ved alle mine glade bemærkninger, selv ved mine dårlige vittigheder, fordi ånden virker med og skaber en tilsvarende tillid hos de andre. At denne tro så er uløselig forbundet med de mærkelige og utrolige trossætninger i trosbekendelsen, det er sandt nok, og det må vi med vor forstand prøve at fastholde. Men vi, der lever, efter at Kants kritik har gjort sin virkning, vi kan ikke længer tænke dogmatisk eller umiddelbart mytologisk, vi må ”nøjes” med at tænke kritisk.

Men det behøver den daglige tillid ikke at blive mindre af.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s